fredag den 26. juni 2009

Lærredet suger det hele til sig


Lærredet suger det hele til sig

Af Tommy Flugt

I romanen Universets Engle af Einar Már Gudmundsson er der et billede som har sat sig fast i mig. Det handler om en maler der står på en bakke og maler hele den udsigt, der åbner sig foran ham. Så kikker han hen på et barn, der står og ser ham arbejde og han siger til barnet: ”Se, nu har jeg taget landskabet og havet, himlen og fuglene… og sat det hele ind i dette her lille billede. Synes du ikke det er smart?”

Og barnet kikker på landskabet og derefter på maleriet. Maleren har fuldkommen ret: Lærredet har suget det hele til sig. Lamslået af forundring kikker barnet på de to verdener, virkeligheden i virkeligheden og virkeligheden i billedet.

Denne barnlige og dybe forundring skal man helst medbringe, når man tager på kunstbesøg. Fx til Fællesudstillingen af kunstnerne i Huset i Asnæs. Der bliver brug for den hvis man er interesseret i at få lidt hold på hvad huset rummer. Og det er ikke så lidt de gode kunstnere disker op med på den årlige fællesudstilling, hvor de fleste er repræsenteret. Man får en fornemmelse af husets formåen og spændvidden. Den er ganske imponerende. Det er altså disse kunstnere der driver et af Danmarks få selvejede og drevne gallerier. Og det har de gjort i 30 år. Det er ret fantastisk at tænke på. Og lige nu kan vi se dem folde sig smukt ud side ved side. 27 i alt. Malerier, skulpturer, væverier, litografi, gouacher, træsnit, keramik og plastik- og jernskulptur i gården som modtagelse af gæsten. Her mødes man af et fantasifuldt legebarn Finn Lerkenfelds plastik installation. Det skærper ens sanseapparat allerede inden man er kommet indenfor. Smukt, enkelt og legende let. Legebarnet i en er vakt og man glædes over kunstnerens faglige dygtighed. Det er godt tænkt og udført. En almindelig dagligdags ting som en plastikske forvandles til formmæssig skønhed i slægt med levende dybhavsvæsener. Opløftet går man ind.

Indenfor åbner et kunstnerisk forskelligartet landskab sig. Egon Fischers fine gouacher er farverige, labyrintiske finurlige og en fin overgang til Hans Helge Nielsens malede syntetiske landskaber, blå træer og hans Træstamme – lys. Det gør indtryk. Modsætninger sat i spil. Lys og mørke og samtidig et humoristisk billedsprog. Denne humor fortsætter i Loui Michaels imaginære scenerier. Her er et slægtskab med surrealismen. Hans serie fantasivæsner er fængende og gør indtryk. Det gør Sommerfugledalen, Under vejr med mig selv af Annemette Lichtenberg også. De er helt anderledes i stil end de andre maleres, men blot et yngre udtryk. En lethed er der over hendes ting. En sødme som man suger til sig foran hendes aflange rektangulære formater. Længst nede møder man et stort billede. En hund der passer på det maleriske landskab. Der følger ikke hundesnor med, men en god portion munterhed. Hunden er stor, men med et lille hoved, godmodigheden selv. Kleiner Mynsterlænder kalder maleren Ole Finding den. Den kunne godt gøre sig på et museum eller en stor privatvæg. Et mindre billede To kvinder og solen er rigtig godt. Stramt og enkelt malet. En klassisk Finding. Ved siden af hænger vævninger af Margrethe Agger Blodrøde bølger. Det er transformationer og flotte væverier. På hendes egen hjemmeside er flere flotte eksempler på hendes stil: Landskaber, tæpper med dyr, stenmotiver, bølgemotiver.

Hvis man går venstre om i udstillingsbygningen og tager den højre væg til sidst, så finder vi i næste rum John Ruds granit skulpturer fisk og skarv og overfor Birgit Kroghs flisevæg. Hendes næsten lertavleagtige vægfliser har mytologiske og forsproglige indridsninger af et glemt, men alligevel velkendt skriftsprog. Man går på opdagelse ført af kunstnerens fortælleevner. Pludselig lyser Ole Bjørns akryl billeder op og hans store Rummets fortolkning har en sfærisk musikalitet og klarhed over sine abstraktioner. Her taler et helt andet kunstnerisk sprog fra tressernes tid lige ind i nutidens forvirring. Klarheden og enkeltheden i en ren æstetisk form klinger lige ved siden af i Bodil Manz smukke og enkle porcelæns kar. Hvis det er hvad der er tilbage efter den store 40 års hyldest i 2008 på Kunstindustrimuseet, så er det nu man skal slå til. Der er kun udstillet det ene eksemplar på udstillingen.

Landskaberne og menneskene vender tilbage i rummet længst nede og inde bagved. Landskaberne, mørket på landet, i byen, hverdagens travlhed og krigens nærvær findes i Finn Heibergs billeder. Han er medlem af Corner, industrien er giftig, ligeledes byen og bilerne har grønne nærlys, der er dyster og mørk skumringsstemning i billederne, som er malet, kradset, streget i mørke, brune, sorte farver. I det lille rum ved siden af hænger Troels Triers malede tegneseriefigurer og billeder med titler som Vinterhimmel, mennesker og dyr og Gaias ansigt. Moder jord i vanskeligheder er bestemt et tema indflettet i udstillingen.

Elementers rasen ser vi i Vuokka Johansens havbilleder på første salen. Hjem fra Samsø hedder et billede med en lille båd der gynger faretruende, men også det maritime landskab som Nexeløbugten og havet, det grønne hav skildrer hun i sine enkle koloristiske billeder. Ved siden ser man Charlotte Kroghs ”Når jorden spejler sig” ovenpå regneark er gjort poetiske nærstudier til vi kommer til hendes store Luftspejling. Hendes separat udstilling måneden forinden sammen med gæsten Stine Bidstrups imponerende glasskulpturer glemmes sent.

Så drejer man rundt om hjørnet og suges ind i hjørnerummet af Mette Møller Bovins store og dragende billede: Vintertræ. Fyrretræ med sne og Vinter, Emåen hedder to mindre billeder der flankerer Vintertræet. Et mindre billede hedder Vinterlys. Og det er hvad hendes billeder gør ved tilskueren, de lyser op. Der er ikke mennesker på, men træerne er som levende. Det er i efteråret, vinteren at Mette Møller Bovin finder sin lyriske pensel frem og kalder lyset til sig. Hun tager udgangspunkt i det kendte, naturen, træerne, skovsøen, men lyset får en helt afgørende betydning i hendes studier, som vidner om en meget stærk forankring i det Odsherredske landskab. Naturligt at hun blev valgt til årets kunstner af Odsherreds kommune i 2008.

Tilbage er et større rum hvor John Rud boltrer sig sammen med Austin Corcoran og væveren Hanne Løcke. Og et par billeder af Didder Geisler. Forinden var der lige nogle små bogstav-billeder af Poul Erik Nielsen. I sidste lille udstillingsrum har Arne Heuser, Lisbeth Olrik, Anne Skamstrup Heiberg og Jørgen Albrechtsen gemt sig sammen med unikasmykker i dobbeltvæv af Hanne Løcke.

Her er så rundturen slut og man går tilbage.
Og på vej ud støder man i den store sal på venstre hånd på nordmanden Dag Aronsons billeder hvor han har plukket et citat af Manets lille fløjtespiller ud og i billede efter billede afdækker vor fortid. Trommeslagerne har vi set før, klovne på line, portræt af fløjtespiller. ”Alting består af lag på lag af fortid”. Vi er skakspillere i livet, i landskabet. På vor vej. Og som første billede får vi Arne Haugen Sørensens fine litografi: Vandringsmanden. På vej ind og på vej ud.

Husets kunstnere har delagtiggjort os i deres store og komplekse fortælling.
Udenfor skinner solen og mærkelige hvide fantasifigurer minder en om fantasiens mulighed, universets størrelse og tingenes forgængelighed. Udstillingen besvarer ikke spørgsmål, men stiller dem og tager gerne imod besøgende med åbne sind.

© Tommy Flugt 2009

tirsdag den 9. juni 2009

Samtidskunst og John Kørner


Samtidskunst og John Kørner


John Kørner fortæller om sit arbejde og sine overvejelser i stil med: ”Hvad kan lade sig gøre? Hvad kan jeg komme af sted med? ” Det var overvejelser han havde i forsøget med at forholde sig til virkeligheden som maler. Han tager ikke noget for givet. Er ikke særlig bevandret i kunsthistorien, men demonstrerede en stærk tilknytning i løbet af foredraget holdt på Vallekilde Højskole den 7.06.

”Det er nu. Lige nu”.
Der skete noget på grafisk skole i de to år han var der. Han kunne ikke komme videre, manglede indhold. Havde en kvindelig professor. Han lærte nogle teknikker. Foto. Silketryk. Men indholdsmæssigt manglede der noget. Han tog det kontrastfyldte fra grafikken, det sort/ hvide med sig videre over til Carstensens malerskole.

I stedet for sort hvid valgte han en gul bund og en violet ovenpå. Komplementære farver. Det kunne være kommunikativt, tænkte han. Og det blev det. Han holder stadig fast i de gule malerier.

Beskrivelse fra Arken:
I det monumentale maleri Nat på scenen bærer den skriggule baggrundsfarve på en kaotisk eksplosiv komposition. Akvareltynde sorte, røde og blå farvestrøg stråler i billedets centrum. Rundt om står en række sirligt malede, tomme stole i en halvcirkel, der ligner tilskuerpladserne til et teaterstykke. Billedet fremstår som et vidtstrakt og øde landskab med en uendelig horisontlinie.

Om værket:
John Kørner trækker på en lang kunsthistorisk tradition for landskabsmaleri. Han genfortolker det klassiske motiv i en nutidig udgave og tilsætter det humor og magi. I Kørners billeder bliver landskabet porten til en fantastisk parallelverden, hvor alt er muligt.

Hans foredrag fortsatte: At skildre nogle poetiske situationer en mulighed. Det gule kom måske fra at jeg er opdraget på en katolsk skole og fra blomsterrevolutionen i 60erne. Han forsøgte at skabe et klart sprog i farverne og et varmt sprog med dem. Frem for sort og hvidt blev det gult og violet. Det reflekterer lyset. Det transparante supplerer ideen. Det rent tekniske har jeg tilegnet mig som metode siger han.

Motiverne er i og for sig landskabsmalerier.
Hvordan går tilskueren ind for at fortolke billedet? Det interesserer ham som maler.
Han opererer efter landskabet og virkeligheden der omgiver det. Naturen. Miljøet.
Et glimrende operativt indgreb at forholde sig til, landskabet, som vi kan forholde os til skaber ikoner, symboler som vi kan blive bekendt med. ”Jeg har en palet af motiver. Jeg samler på huse og natur (fotos)”. Han spørger sig og os: ”Kan vi have et fællesskab omkring kunsten?”

Fortalte om oplevelse som dreng på Louisiana, hvor han var med sine forældre. Han så manden med klokken og måtte vende tilbage til den flere gange. Havde mange tanker i hovedet om en voksen der kunne lave sådan noget og samtidig leve af det. Han var skeptisk, forundret og draget. Han havde svært ved at forlige sig med det.
”Hvad er fællesskabet?” Det spørgsmål driver ham. Hvorledes kan vi sammen orientere os herfra i kunsten. Vi har fælles historier, forfædre osv. sammen. De fælles referencer vi har, er bærende i forståelsen af kunst.

Kørner er optaget af hvordan man kan præsentere kunst.
Hans familie og venner havde problemer med moderne kunst, blev han klar over. Det har provokeret ham lidt. Hvordan kan man anskue kunst, spørger han sig selv.

Han har lavet keramiske skulpturer. Normalt sidder keramik på ophøjede sokler. Det må kunne gøres på en anden måde. Keramik skal stå i hjemmet fx . Skal kunne tages med på ferie. Måden at anskue kunst på har betydning.

Hvad er det værd? Man læser et kunstværk og når man har givet det en værdi får det betydning. Det handler om hvordan man fortolker og værdisætter tingene. Det skal ende med betydning. Forståelse. Den indre værdisætning.

Kørner har overvejelser om kunst i det offentlige rum. Har lavet en masse ting og installationer som bearbejder problematikken. Samfundsproblematikker. Opgaven for mig, sagde han: At lave nogle værker, der skulle være vedkommende. Mine værker er menneskeorienteret, sluttede han inden spørgsmålene tog over.

Tommy Flugt


Link til en hjemmeside: