Ordhavet

John Irving, Sidste nat i Twisted River, Diamanten

2010-06-03T02:41:00.000-07:00

John Irving
i Diamantboghandlen 31.05.2010

Født 1942. Modtaget National Book Awards og en Oscar.
Var i Diamanten i anledning af hans seneste roman:
Sidste nat i Twisted River.

Romanen har været tyve år undervejs. Ender med titlen på bogen, sådan som i Garp. Irving siger: Only once before in The World According to Garp which was my fourth novel have I been able to insert the title of the novel into the last sentence. Strukturen i historien betyder meget for Irving. I starten er der et Bob Dylan citat. I sangene er der noget der går galt. Noget med at forlade byen. Løbe væk fra en dårlig fyr. Romanen handler også om at stikke af fra noget dårligt. Tilfældighedernes tilfældighed spiller ind og spiller pus. Irving levede back-stage i sin barndom. Lærte dér skuespil, spillere og publikum at kende - og hvad der virkede på scenen. Han skal kende fremtiden for sine figurer inden han begynder at skrive. Laver så en road map til romanen. Tænker ikke på hvad der skal ske i romanen, når han skriver, for det ved han på forhånd. Men det han tænker på er sproget og hvordan det virker. Han havde en stor forfatter og humanist Kurt Vonnegut (1922-2007) som lærer. Han fortalte Irving noget, som var specielt for ham, (men han fortalte det samme til alle, sagde Irving med et smil). Romanen er en slags hommage (hyldest) til Kurt Vonnegut. Han indgød alle forfatterspirer mod og håb til fremtiden. Han vidste hvad unge forfattere var bange for. "You may be lucky he said. And you beleved him - fortalte Irving. John Irving fortalte om sine bøger og også den sidste: Der er mange ulykker i mine bøger. Hvis du lever længe nok vil du forstå fra din barndom, hvorfor du er den voksne du er. Mellem barndom og voksenhed er der ulykkerne. Hvis historien jeg skriver ikke forskrækker mig selv, hvordan kan jeg så tro at læserne vil blive påvirket af teksten. Personer har mistet noget i hans historier. Der er forældreløse i bøgerne. Samtidig en barsk humor. Han opfatter sig selv i sine første bøger som a comic novellist. Han siger om sit forfatterskab: Jeg er nået den alder, hvor jeg ikke mere interesserer mig for min plads (litterært). Der er flere afsluttede værker bag mig end foran mig. Jeg er tilfreds med hvad jeg kan. Når jeg slutter en bog er der 2,3,4 nye jeg kan skrive bagefter, jeg ved bare ikke hvilken. Hvad vil du gøre de næste tre - fire år? Det er spændende. En slags musik der venter på mig. - Han udtrykte at Charles Dickens betød noget for ham. Og Gøg og Gogge. - Om ideer: Jeg underholdes ikke af ideer. Jeg var i barndommen i teatret og oplevede teatret fra back-stage. Jeg så skuespillerne øve. Og publikum reagere. Jeg er interesseret i psykologi, i følelser. Jeg kendte stykket bedre end publikum og så om stykket var godt ved at iagttage publikum. Lo publikum eller græd de ved slutningen af stykket var afgørende. Det følelsesmæssige var vigtigt. "It is about the emotionel things it matters". - En bog der kun har været i mine tanker i 6 år er usædvanligt for mig, men det er min nye bog som jeg skriver på. (Efter Sidste nat i Twisted River). Hvis jeg har slutningen på en historie ved jeg hvordan jeg kommer derhen. The fiction in the fiction.

Lindhardt & Ringhof forlag skriver om bogen Sidste nat i Twisted River: Romanen starter i 1954 i feltkøkkenet på en skovnings- og savværksboplads i den nordlige del af New Hampshire, hvor en ængstelig 12-årig dreng forveksler den lokale betjents kæreste med en bjørn - med katastrofale konsekvenser.
Både drengen og hans far må flygte fra Coos County til Boston, videre til det sydlige Vermont og til slut til Toronto - jagtet af den uforsonlige betjent. Deres eneste beskytter undervejs er en stærkt frihedssøgende skovarbejder, som gang på gang hjælper dem i deres fortvivlende flugt.
Historien bevæger sig geografisk og over tid, således at den foruden at være et rørende portræt af et far søn-forhold også bliver de seneste fem årtiers amerikanske historie.
Last Night in Twisted River udmærker sig ved at have John Irvings velkendte og elskede univers af personer og situationer, som både rummer stor komik og dyb alvor, og det hele fortalt med hans særlige stemme.

John Irving har bl.a. skrevet følgende romaner: Verden ifølge Garp (da.1980), Hotel New Hampshire (da. 1984), Æblemost reglementet (da. 1986), En bøn for Owen Meany (da. 1989), Barn af et Cirkus (da. 1994), Indtil jeg finder dig (da. 2005), Sidste nat i Twisted River (da. 2010).

C:Tommy Flugt

Tilfældighedernes underfulde spil...

2010-03-07T03:49:00.000-08:00

Vi kender det allesammen.Tilfældighederne. Og hvis jeg ikke var blevet hjemme i lørdags havde der ikke været nogen til at tage fastnettelefonen. Hvis ikke jeg sad og læste i stuen havde jeg ikke hørt den. Jeg kunne være gået en tur eller i bad. Eller være taget med min kone til Holbæk, som vi normalt gør sammen. Jeg har haft influenza en uges tid og var kommet i vane med at blive hjemme. Derfor hørte jeg telefonen og tog den for alle tilfældes skyld.

Det ringede kvart i elleve lørdag den 6. marts.

Jeg ved ikke om det statistisk kan lade sig gøre at tale om tilfældighedernes tilfældighed. Men af alle tilfældighederne synes jeg at dette var den mest tilfældige tilfældighed. Ikke at den dermed var umulig, men at den som tilfældighed var noget særlig. Og satte mig i en tilstand af svævende tilfældighed. Sådan for tilfældets skyld var det en god position at befinde sig i da jeg hørte stemmen sige:

"Er det hos Tommy? Det er Einar Már. Jeg er på Biblioteket i Holbæk sammen med Peter Laugesen og et orkester. Vi skal læse op. Har du tid til at komme?"

Det var helt uvirkeligt. Drømte jeg eller var jeg vågen?

Hvordan kunne de to store digtere være i Holbæk uden jeg havde hørt om det? Jeg holder da ellers mange aviser også den lokale, men det sagde mig ikke noget. Biblioteket havde heller ikke meget om sådan et møde. (Det viste sig at de havde noget om Peter Laugesen og orkestret Strøm, men ikke et ord om den store Islandske digter Einar Már Gudmundsson.) Men nu var han i røret og jeg kunne genkende hans stemme. Der var ikke noget at tage fejl af. På mit spørgsmål om hvornår de skulle optræde, forhørte han sig og sagde så at de skulle begynde 11.30.

Jeg fik travlt. Bestilte taxa. Hurtig barbering og bad og så ud til taxaen, der kom lige netop som jeg trådte ud af døren påklædt. Da jeg gik ind på biblioteket var musikerne netop lige begyndt at varme op. Et fantastisk orkester STRØM ledet af Christian Vuust på tenor saxophone, Jacob Buchanon på flygelhorn, trompet, Jacob Bro, guitar, Nikolai Munch-Hansen bass og Jeppe Gram på Trommer. Videokunstner Iben West kreerede baggrundsbilleder til seancen. Og så trådte de to digtere til og skiftedes til at have oplæsninger til musikken eller recitationer. Det var et stort flow ind og ud af hinandens roller og musikken forenede og formidlede hele oplevelsen i et stort intenst og uafbrudt forløb indrammet af Wests videobilleder.

Det var mageløse timer i selskab med den strømmende musik, de levende billeder og to af Nordens største digtere. Et akademimedlem Peter Laugesen, der er en dreven recitator og nordisk råds litteratur prismodtager Einar Már Gudmundsson. Hele seancen sker samme dag som Island har valg om økonomien. Einar Már benyttede lejligheden til at læse op fra sin Hvidbogen om Krisen på Island og bl.a. sit digt fra Ræk mig nordlysene (Digte i udvalg, Vindrose 2004):

Kampråb fra nord

Du som har dit hjem
på en ø i hjertet
og himmelrummets vidder, et fortov under dine fødder:

Ræk mig nordlysene!
Jeg vil danse med den yngling
der holder på stjernerne

Vi flår skindet af mørket
og skærer hovedet af elendigheden.

Det var et ganske særligt møde på en ganske særlig dag i en helt tilfældig by og ingen havde rigtig hørt om dette arrangement. Og lokalavisen var ikke særlig behjælpelig. Var tv eller radio til stede - nej, det var åbentbart for langt ude på landet. Og når landet ikke rigtig vil være sig selv bevidst og reklamere for tingene, så bliver det rene tilfældigheder om man kommer eller ej. Her kom tilfældigheden i form af et telfonopkald undertegnede til gode. Det er jeg taknemlig for. Der skete virkelig noget i lørdags på Holbæk Bibliotek.

Tommy Flugt

Fotos af TF. Øverst: Einar Már Gudmundsson, midterste billede: Peter Laugesen reciterer digte og nederst: Einar Már Gudmundsson og Wests videokunst.

Skæbnedag for Island: http://politiken.dk/fotografier/soundslides/article917400.ece

Joan Miró på Arken

2010-02-21T23:09:00.000-08:00

Dagen fødes fra 1964 - Billedet skal være frugtbart. Det skal lade en verden opstå. Joan Miro.En fyldt sal på Arken til åbningen af den store Joan Miró udstilling tager ikke fejl. Der var grund til forventning til udstillingen af den sene Miró - kunstens gartner. Udtrykket er hans eget idet han opfattede verden som levende og organisk bare man er lydhør over for materialets iboende kraft, så gror værkerne frem. Udstillingen fokuserer på den sene Miró hvilket betyder at det hovedsageligt er værker fra hans nye atelier på Mallorca, hvor han i den periode primært arbejdede med skulpturer. Det ses på udstillingen, hvor skulpturen er rigt repræsenteret. Og det er godt, for de fremkalder megen munterhed og glæde i al deres finurlighed.Udstillingen rummer 109 værker udlånt fra Fondation Maeght så det er en stor udstilling Arken har fået i lasten. Joan Miró (1893-1983) er spansk-catalansk kunstner og født i Barcelona. Ved siden af at han studerer på handelsskolen går han også på byens kunstakademi. I 1918 har han sin første soloudstilling i Barcelona og i 1919 møder han Picasso i Paris og et livslangt venskab opstår. I 1921 får han sin første soloudstilling i Paris og så går det slag i slag. Han har stort set kendt alle de store kunstnere fra perioden, malere som digtere. Ernst, Eluard, Arp, René Magritte, Salvador Dalí og Louis Bunuel. I 1935 udstiller han på surrealistudstillingen i København. Han udstiller løbende over hele verden.

I 1956 bosætter han sig permanent i Palma de Mallorca. Han har løbende store retrospektive udstillinger på de største museer og gallerier i hele verden. Nu også en stor udstilling på Arken.

Der er udarbejdet et glimrende katalog til udstillingen med et væld af artikler og billeder fra udstillingen. Arken inviterer indenfor til en god udstilling. Benyt muligheden.

Man kan ikke lade være med at læse med på Mirós skulpturer. Her en publikummer der forklarer sin kone hvad han genser i skulpturen. Han så en gammel maskine fra en arbejdsplads genopstandet som kunstværk i gartnerens hænder.

Arken 23. januar til 30. maj 2010.

http://www.arken.dk

Tommy Flugt

Leg med billedsproget

2009-11-04T00:34:00.000-08:00

At fortælle, undersøge og lege med billedsproget

Af Tommy Flugt

Invitationen lyder på at gå på opdagelse i billedsproget. Det er de to malerkolleger Finn Heiberg fra Huset i Asnæs og hans gæst Jesper Christiansen der udstiller malerier og tegninger i Huset.

De er begge uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i firserne. Jesper Christiansen er medlem af Den frie udstilling og har været professor på Kunstakademiet. Har en større udsmykningsopgave på Amalienborg i øjeblikket. Finn Heiberg er også medlem af Corner og udstiller med dem på Sofienholm til jan/marts 2010. Til 22. november kan de beses i Husets udstillingsbygning i Asnæs.

At gå fra en virkelighed til en anden Det er karakteristisk for begge at de har deres helt egen stil. Finn Heibergs er i slægt med naivismen og har bevaret barnets tegneglæde, skibe, biler, havne, veje, træer har en umiddelbar forståelse og let tilgængelighed. Men så kommer Finn Heibergs farver oveni. Og her sker der noget i fortællingen i billederne. En grøn himmel virker sært nok helt i orden. Skorstene sender hvid og grøn røg op i luften som projektørlys der afsøger himlen i billedets baggrund. Vandets blå strøm midt igennem billedet danner mellemgrund og overgang. I forgrunden en havneplads med kraner og containere og biler i hver side af billedet sender lys ind over havnepladsen. Her begynder farverne at blande sig grå, blå, røde, gule. Hele sceneriet er set i fugleperspektiv. Der er en særlig uro i hans billeder: bilerne strejfer omkring i dem. Ikke blot det beskrevne. Farverne giver forskellig musikalsk stemning i oplevelsen af billederne. Der er lyse og lette stemninger og der er mørke og dystre. Men hele tiden samme stil, samme afsøgende malemåde, der efterlader seeren fængslet og fortolkende. Gang på gang vender man tilbage til et billede af ham. Overraskes, forundres. ”Han tilføjer et nutidigt element som figurer i landskabet - bilerne - sommetider som legetøjsnaive væsener, der futter rundt i billedkanten og sætter gang i oplevelsen. Eller sætter lys på hjørner og huse. Finn Heiberg bruger bilerne til at sætte særlige farver ind eller flytte dem som byggeklodser og bruge deres lys til overraskende virkninger. Et ekstra lag af historie i billedet. At se på Finn Heibergs billeder er at gå fra en virkelighed til en anden, hvor proportionerne skifter”. (Citat Corner fra katalog).

At ville finde nye billedrum

Han maler store billeder Jesper Christiansen. De er ikke til at overse. Men måske snarere sværere at overskue, for der er mange ting på færde. Bl.a. litterære fortællinger og tidsmæssige afsøgninger. På sporet af den tabte tid som i halvfjerdser billedet hvor pladecovers fører en ind til tidens musik bl.a. en Beatles plade og flere (gå selv på opdagelse) men oveni det er tegnet grundrids af lejlighed. Sådan streget op i hele billedfladen og hist og her er hængt en erindringsting op, f.eks. en tekande fra tiden osv. Det er en måde at erindre på og en opfordring til beskueren at erindre med. Han er også optaget af filmens verden bl.a. instruktøren Tarkovskis film: Spejlet har han berørt i interviews, at han er stærkt optaget af. Fortiden er med på vor rejse og den finder indpas i malerens billedflade. Det skulle undre mig om han ikke også har været optaget af von Triers film- og formeksperiment med et opstreget gulv som grundrids til et par film. I modsætning til Finn Heiberg er Jesper Christiansen meget talende og indlevende forklarende omkring sin kunst, men han har jo også været professor på akademiet, så han kan udlægge sine billedrumsundersøgelser. Eller han sætter beskueren på vej med et par ord. Fortællende malerier. Kan de også tale selv som Heibergs? Nok er der et vist slægtskab, de leger begge med billedsproget, men ellers er de meget forskellige.

Huset i Asnæs

Farven er malerens ilt

2009-10-13T03:21:00.000-07:00

Det gælder selvfølgelig først og fremmest koloristerne. En maler sagde, at han som barn oplevede mystikken i farvetuberne. Hos ekspressionistiske malere som Munch og Nolde er farverne noget kraftfuldt og psykologisk betinget. For Oluf Høst betød farven og lyset det samme som at trække vejret. Farven og lyset var hans ilt. Det var hans længsel at forløse sit indre syn på det farverige lærred. De åndelige dimensioner bag den fysiske verden forløses ikke i forståelse, men i overdådigt koloristiske arbejder omkring stjernebilledet Orions bælte, hvor Høst i sin alderdom nærmer sig meditativ ro i mødet med det sublime. Man bliver lille og rolig i mødet med uendeligheden. En besynger af naturens storhed.

Oluf Høst er født i Svaneke på Bornholm i 1884 og han døde i 1966. Optaget på Kunstakademiet i København og i en periode elev af Harald Giersing. Påvirket af Cézanne og kammeraten Karl Isakson. Flyttede i 1929 til Bornholm, hvor han i 1935 købte en gård: Bognemark. Ikke for at bo der, men for at bruge stedet som sit tilbagevendende motiv. Han malede utrætteligt billede på billede fra gården i 30 år. Skiftende belysninger, årstider, nat og dag. Billederne er nok hans mest kendte. Og elskede.

Bognemark blev Høsts motiv på samme måde som Mt. Saint Victoire blev Cézannes motiv. Men også himmellegemer og himlen har han fulgt livet igennem. Hans Vinternat billede fra 1947 (Esbjerg Kunstmuseum) og Orion og lyse skyer fra 1956 (Oluf Høst Museet) er stærke og fantastiske malerier og med dybblå farver og blinkende stjerner i det uendelige. Digteren Thøger Larsen skrev: Orion mit stjernebillede, jeg længes efter dig, du klare nat og den frie mark. Selv skriver Høst i en af sine Logbøger: Jeg er optaget af vinternatten, jeg sidder i haven hver stjerneaften - deroppe er rent og grænseløst… Oluf Høst favnede det store i det små og det små i det store. Bognemark og Orion. Han kan beses på Bornholm og nu på Arken til 31. januar.

Nærhed, nærvær, tryghed og farver

2009-09-30T04:42:00.000-07:00

Maleren Didder Geisler (årgang 1959) skal have ro og tryghed i vante omgivelser for at male og eksistere. Hun har trang til at udtrykke sig i maleriet. Det er en drift hos hende. Hun skal have hænderne i det maleriske for at fornemme hvad der ligger bag ved alt. Hvis hun ikke har tryghed mister hun synet, evnen til at fornemme tingene og omgivelserne. Men når så trygheden har indfundet sig og hun ser, så besynger hun den bagved liggende virkelighed i brugen af sine farver. Hun er kolorist og arbejder med 8 farver i det koloristiske felt. Nu skal hun udstille i Huset i Asnæs. To års arbejde skal udvælges og udstilles. Nærhed, nærvær, tryghed og iagttagelser omsat i koloristisk malerisk sprog.

Hun bor i Veddinge ikke langt fra sit fødested i Rævebjerg. Det er så at sige i hendes barndoms landskab hun bor – og hun har det smukkeste morænelandskab omkring sig og en dyb og frodig have bag sit hus og atelier, hvor haven slutter i en lille sø. Et inspirerende landskab for en kolorist.

Et mere fredfyldt område skal man lede længe efter. Her kan hun arbejde. Hun maler 3-4 timer hver dag. Men som hun siger, så sidder hun også meget og glor fra sin stol på billedet indtil billedet svarer og hun kan komme videre med det. Hun maler på flere billeder på en gang. Så kan hun skifte og lade sig inspirere af det nye billede. Og inspirationer kan så trækkes med over. Hun er konstant i øjenkontakt med sine billeder. Ser spejlvendt på et billede eller vender det for at se det på en ny måde. Man kan glo sig blind på et arbejde og så må hun bruge nogle tricks for at komme videre, fortæller hun. Hun benytter den stil, der passer hende her og nu.

Virkeligheden bag virkeligheden

Hun er interesseret i virkeligheden, men det der ligger bag er det hun søger forståelse for i sine billeder. Det at få det udefinerede i virkeligheden frem. Hun søger at klarlægge det bagvedliggende i sine koloristiske billeder. Prøver at se ind til benet, bag om overfladen. En evig stræben, der er hendes livsprojekt. Det ene billede er igangsættende til det næste. Hun har en fortløbende samtale i gang igennem billederne. Hendes ordløse samtale. Hos hende er farverne, det koloristiske: samtalen, hun arbejder ofte til klassisk musik og når hun ser et af sine ældre billeder, kan hun ofte genkalde sig musikken til billedet.

En dag så hun sammen med sin lille søn på vej til børnehaven en død ræveunge i vejkanten. Det krævede voksen intervention og samtale med barnet og de følger ræven i nogle måneder og oplever den langsomt forvandler sig og går i opløsning. Imens fortæller hun barnet om hvad der sker og begynder at male begivenheden. Hun så at sige lader ræven genopstå og forvandles til den forlader den nære virkelighed og går bagom virkeligheden i en slags billedlig genopstandelse. Men det er vigtigt at billedet fungerer som maleri, som ordløst maleri, der fortæller sin egen koloristiske historie. Men for hende selv og barnet havde det også en mentalhygiejnisk funktion.

Didder Geisler er uddannet i 80’erne på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her havde hun professorerne Albert Mertz og Ole Sporring som lærere og vejledere. Hun fik sit eget rum hos Sporring med udsigt over Nyhavn. Her kunne hun male og høre klassisk musik til. Tonerne inspirerer farvevalget. Her lærte hun at stole på det ordløse maleri. Det holdt ellers hårdt for Mertz var en kontant og provokerende lærer for Didder. Han var ikke god til at beskytte. Men hun lærte at han var sin egen usikkerhed bekendt. Det var et træk hun godt kunne lide hos ham. Beskyttelsen fik hun hos Ole Sporring. Her var der ro og muligheder at hente. Den søger hun stadig omkring sit arbejde. Musikken hjælper hende til den ro og koncentration der skal til for at kunne male. Og så giver sønnen, morænelandskabet i Odsherred den inspiration hvorfra hun sætter af og går ind i sine billeder, når hun finder tuben og penslerne frem for at søge bagom virkeligheden ind i fordybelsen.

En gæst fra det grønne nord: Aka Høegh

Når du ser Aka Høegh i øjnene kan du se de Grønlandske isfjelde i dem. Hun er en naturkraft, et fantastisk menneske, siger Didder Geisler som har inviteret Aka Høegh til at udstille sammen med hende i oktober måned i Huset. De har mødt hinanden gennem nogle venner og de har fundet genklang i hinanden. Aka Høegh er en stærk naturskildrer. Det er det dybere natursyn der fænger. Det hun vil i maleriet ligner det samme som Didder vil. Hun har besøgt Aka på Grønland et par gange og lært at sætte stor pris på hende.

Aka Høegh er ikke alene en naturkraft. Hun er født i 1947, grønlandsk maler, grafiker og billedhugger. Hun skildrer den grønlandske natur og mytologi som et væsentligt erfaringsgrundlag.

Hun regnes i dag som en af de betydeligste nulevende kunstnere, kendt og elsket over hele Grønland. I 70’erne var hun med til at formulere en grønlandsk identitet og her blev kunsten et magtfuldt værktøj. Aka forsøgte at afspejle den grønlandske sjæl inspireret af myter og sagn. Hendes værker er ikke i gængs forstand politiske, men de har og er nøje forbundet med den grønlandske virkelighed og udvikling. I sin kunst stræber hun efter at etablere kommunikation med tilskueren. Den grønlandske natur og menneskeansigter er hendes vigtigste inspirationskilder. Det er intet mindre end den Grønlandske kulturambassadør der kommer til Asnæs.

C: Tommy Flugt

Opmærksomhedskultur

2009-09-28T10:41:00.001-07:00

For billedhuggeren Jørn Bromann er opmærksomhed og koncentration, sansning og harmoni væsentlige begreber i hans kunstneriske tilgang til skulpturen. Han reflekterer meditativt til sig selv i sine overvejelser. Hvordan skaber man et stærkt og enkelt udtryk? Han er optaget af drømme og C.G. Jungs drømmetydning, som bl.a. kom til udtryk i en af hans skulpturer Cobra, som blev til efter en drøm. At gå fra noget alment til noget større. Hans læsning og sansning handler om et forsøg på at tolke igennem kunstnerisk virke hvad det er for et liv han har fået.

Se, sanse og opleve…

Der ligger for Jørn Bromann i hans brug af det gyldne snit i skulpturerne indlejret en sanselighed og en harmoni som han tilstræber.

Han gør sig mange geometriske overvejelser og mange synsvinkel iagttagelser. At finde en koncentration, en harmoni og en sansende opmærksomhed er en stræben hos ham. Sansningens ulidelige langsomhed som han udtrykker sig. Det er hans opmærksomheds-felt.

Det handler om langsomhed i det korte møde, om omsorg og at tage sig tid.

Og her er så kunstnerens arbejde. Det taler for sig selv lige til iagttageren. Det er stilrent, enkelt, smukt og sjovt: Er den lille tykke figur nr. tre fra venstre en trold? Er det fløjter, afrikanske figurer, eller bare stilrene oplevelser fra Jørn Bromann? Selvfølgelig det sidste, men også beskuerens mange mulige associationer ved mødet med Bromanns værker.

C: Tommy Flugt

Mystikken i farvetuberne

2009-09-28T07:54:00.001-07:00

Hans Helge blev interesseret i farvetuber som lille dreng, der måtte være noget mystisk i tuberne. Han boede i Køge, gik ture i området, og oplevede maleren Jørgen Andersen-Nærum i Køges skitsesamling. Det kom til at betyde noget, senere da han faldt over tidsskriftet Hvedekorn så han maleren og grafikeren Palle Nielsens tegninger og en farlig verden åbnede sig for ham i hans trygge miljø. Det blev en øjenåbner, senere modtog han undervisning af Sterup, Palle Nielsen og Bertram på Kunstakademiet og blev sat i gang som kunstner. Har indtil for få år siden arbejdet som lærer på Køge Gymnasium i billedkunst. Nu er han fuldtids maler.

Som den professionelle kunstner han er kan han sagtens intellektualisere sit arbejde og sætte kunsthistorisk trumf på, men belært af Max Ernst bemærkning om, at når en maler har fundet sin egen stil, er han færdig – så er han blevet lidt forsigtig og prøver at begive sig ind i en lytten efter, hvad billedet vil sige. At finde ind i tingene, se hvad der sker, undersøge omgivelserne, søge efter i det nære, hvad der ligger ved siden af. Haven er et motiv hos ham, men som en undersøgelse. Træet kan ses på forskellige måder. Fra forskellige sider. Man prøver at gå på bar bund, at rense sig ud og begynde forfra hver gang, glemme alle sine forudfattede meninger og sin viden for at gå til de forskellige anskuelser i verden og prøve at finde ind til tingene. ”Man befinder sig der, hvor man er – og laver de billeder man laver”, slutter Hans Helge Nielsen, som i år er formand for arbejdsudvalget i Huset i Asnæs. Han er også medlem af Akademiet og bestyrelsen i Kunsthøjskolen i Holbæk. Såvel som han er medlem af Stokrosebanden og Kunstnersamfundet m.m.

Hans Helge Nielsen

C: Tommy Flugt

Lærredet suger det hele til sig

2009-06-26T00:10:00.000-07:00

Lærredet suger det hele til sig

Af Tommy Flugt

I romanen Universets Engle af Einar Már Gudmundsson er der et billede som har sat sig fast i mig. Det handler om en maler der står på en bakke og maler hele den udsigt, der åbner sig foran ham. Så kikker han hen på et barn, der står og ser ham arbejde og han siger til barnet: ”Se, nu har jeg taget landskabet og havet, himlen og fuglene… og sat det hele ind i dette her lille billede. Synes du ikke det er smart?”

Og barnet kikker på landskabet og derefter på maleriet. Maleren har fuldkommen ret: Lærredet har suget det hele til sig. Lamslået af forundring kikker barnet på de to verdener, virkeligheden i virkeligheden og virkeligheden i billedet.

Denne barnlige og dybe forundring skal man helst medbringe, når man tager på kunstbesøg. Fx til Fællesudstillingen af kunstnerne i Huset i Asnæs. Der bliver brug for den hvis man er interesseret i at få lidt hold på hvad huset rummer. Og det er ikke så lidt de gode kunstnere disker op med på den årlige fællesudstilling, hvor de fleste er repræsenteret. Man får en fornemmelse af husets formåen og spændvidden. Den er ganske imponerende. Det er altså disse kunstnere der driver et af Danmarks få selvejede og drevne gallerier. Og det har de gjort i 30 år. Det er ret fantastisk at tænke på. Og lige nu kan vi se dem folde sig smukt ud side ved side. 27 i alt. Malerier, skulpturer, væverier, litografi, gouacher, træsnit, keramik og plastik- og jernskulptur i gården som modtagelse af gæsten. Her mødes man af et fantasifuldt legebarn Finn Lerkenfelds plastik installation. Det skærper ens sanseapparat allerede inden man er kommet indenfor. Smukt, enkelt og legende let. Legebarnet i en er vakt og man glædes over kunstnerens faglige dygtighed. Det er godt tænkt og udført. En almindelig dagligdags ting som en plastikske forvandles til formmæssig skønhed i slægt med levende dybhavsvæsener. Opløftet går man ind.

Indenfor åbner et kunstnerisk forskelligartet landskab sig. Egon Fischers fine gouacher er farverige, labyrintiske finurlige og en fin overgang til Hans Helge Nielsens malede syntetiske landskaber, blå træer og hans Træstamme – lys. Det gør indtryk. Modsætninger sat i spil. Lys og mørke og samtidig et humoristisk billedsprog. Denne humor fortsætter i Loui Michaels imaginære scenerier. Her er et slægtskab med surrealismen. Hans serie fantasivæsner er fængende og gør indtryk. Det gør Sommerfugledalen, Under vejr med mig selv af Annemette Lichtenberg også. De er helt anderledes i stil end de andre maleres, men blot et yngre udtryk. En lethed er der over hendes ting. En sødme som man suger til sig foran hendes aflange rektangulære formater. Længst nede møder man et stort billede. En hund der passer på det maleriske landskab. Der følger ikke hundesnor med, men en god portion munterhed. Hunden er stor, men med et lille hoved, godmodigheden selv. Kleiner Mynsterlænder kalder maleren Ole Finding den. Den kunne godt gøre sig på et museum eller en stor privatvæg. Et mindre billede To kvinder og solen er rigtig godt. Stramt og enkelt malet. En klassisk Finding. Ved siden af hænger vævninger af Margrethe Agger Blodrøde bølger. Det er transformationer og flotte væverier. På hendes egen hjemmeside er flere flotte eksempler på hendes stil: Landskaber, tæpper med dyr, stenmotiver, bølgemotiver.

Hvis man går venstre om i udstillingsbygningen og tager den højre væg til sidst, så finder vi i næste rum John Ruds granit skulpturer fisk og skarv og overfor Birgit Kroghs flisevæg. Hendes næsten lertavleagtige vægfliser har mytologiske og forsproglige indridsninger af et glemt, men alligevel velkendt skriftsprog. Man går på opdagelse ført af kunstnerens fortælleevner. Pludselig lyser Ole Bjørns akryl billeder op og hans store Rummets fortolkning har en sfærisk musikalitet og klarhed over sine abstraktioner. Her taler et helt andet kunstnerisk sprog fra tressernes tid lige ind i nutidens forvirring. Klarheden og enkeltheden i en ren æstetisk form klinger lige ved siden af i Bodil Manz smukke og enkle porcelæns kar. Hvis det er hvad der er tilbage efter den store 40 års hyldest i 2008 på Kunstindustrimuseet, så er det nu man skal slå til. Der er kun udstillet det ene eksemplar på udstillingen.

Landskaberne og menneskene vender tilbage i rummet længst nede og inde bagved. Landskaberne, mørket på landet, i byen, hverdagens travlhed og krigens nærvær findes i Finn Heibergs billeder. Han er medlem af Corner, industrien er giftig, ligeledes byen og bilerne har grønne nærlys, der er dyster og mørk skumringsstemning i billederne, som er malet, kradset, streget i mørke, brune, sorte farver. I det lille rum ved siden af hænger Troels Triers malede tegneseriefigurer og billeder med titler som Vinterhimmel, mennesker og dyr og Gaias ansigt. Moder jord i vanskeligheder er bestemt et tema indflettet i udstillingen.

Elementers rasen ser vi i Vuokka Johansens havbilleder på første salen. Hjem fra Samsø hedder et billede med en lille båd der gynger faretruende, men også det maritime landskab som Nexeløbugten og havet, det grønne hav skildrer hun i sine enkle koloristiske billeder. Ved siden ser man Charlotte Kroghs ”Når jorden spejler sig” ovenpå regneark er gjort poetiske nærstudier til vi kommer til hendes store Luftspejling. Hendes separat udstilling måneden forinden sammen med gæsten Stine Bidstrups imponerende glasskulpturer glemmes sent.

Så drejer man rundt om hjørnet og suges ind i hjørnerummet af Mette Møller Bovins store og dragende billede: Vintertræ. Fyrretræ med sne og Vinter, Emåen hedder to mindre billeder der flankerer Vintertræet. Et mindre billede hedder Vinterlys. Og det er hvad hendes billeder gør ved tilskueren, de lyser op. Der er ikke mennesker på, men træerne er som levende. Det er i efteråret, vinteren at Mette Møller Bovin finder sin lyriske pensel frem og kalder lyset til sig. Hun tager udgangspunkt i det kendte, naturen, træerne, skovsøen, men lyset får en helt afgørende betydning i hendes studier, som vidner om en meget stærk forankring i det Odsherredske landskab. Naturligt at hun blev valgt til årets kunstner af Odsherreds kommune i 2008.

Tilbage er et større rum hvor John Rud boltrer sig sammen med Austin Corcoran og væveren Hanne Løcke. Og et par billeder af Didder Geisler. Forinden var der lige nogle små bogstav-billeder af Poul Erik Nielsen. I sidste lille udstillingsrum har Arne Heuser, Lisbeth Olrik, Anne Skamstrup Heiberg og Jørgen Albrechtsen gemt sig sammen med unikasmykker i dobbeltvæv af Hanne Løcke.

Her er så rundturen slut og man går tilbage.
Og på vej ud støder man i den store sal på venstre hånd på nordmanden Dag Aronsons billeder hvor han har plukket et citat af Manets lille fløjtespiller ud og i billede efter billede afdækker vor fortid. Trommeslagerne har vi set før, klovne på line, portræt af fløjtespiller. ”Alting består af lag på lag af fortid”. Vi er skakspillere i livet, i landskabet. På vor vej. Og som første billede får vi Arne Haugen Sørensens fine litografi: Vandringsmanden. På vej ind og på vej ud.

Husets kunstnere har delagtiggjort os i deres store og komplekse fortælling.
Udenfor skinner solen og mærkelige hvide fantasifigurer minder en om fantasiens mulighed, universets størrelse og tingenes forgængelighed. Udstillingen besvarer ikke spørgsmål, men stiller dem og tager gerne imod besøgende med åbne sind.

Huset i Asnæs: http://www.husetiasnaes.dk

Samtidskunst og John Kørner

2009-06-09T07:58:00.000-07:00

Samtidskunst og John Kørner

John Kørner fortæller om sit arbejde og sine overvejelser i stil med: ”Hvad kan lade sig gøre? Hvad kan jeg komme af sted med? ” Det var overvejelser han havde i forsøget med at forholde sig til virkeligheden som maler. Han tager ikke noget for givet. Er ikke særlig bevandret i kunsthistorien, men demonstrerede en stærk tilknytning i løbet af foredraget holdt på Vallekilde Højskole den 7.06.

”Det er nu. Lige nu”.
Der skete noget på grafisk skole i de to år han var der. Han kunne ikke komme videre, manglede indhold. Havde en kvindelig professor. Han lærte nogle teknikker. Foto. Silketryk. Men indholdsmæssigt manglede der noget. Han tog det kontrastfyldte fra grafikken, det sort/ hvide med sig videre over til Carstensens malerskole.

I stedet for sort hvid valgte han en gul bund og en violet ovenpå. Komplementære farver. Det kunne være kommunikativt, tænkte han. Og det blev det. Han holder stadig fast i de gule malerier.

Beskrivelse fra Arken:

I det monumentale maleri Nat på scenen bærer den skriggule baggrundsfarve på en kaotisk eksplosiv komposition. Akvareltynde sorte, røde og blå farvestrøg stråler i billedets centrum. Rundt om står en række sirligt malede, tomme stole i en halvcirkel, der ligner tilskuerpladserne til et teaterstykke. Billedet fremstår som et vidtstrakt og øde landskab med en uendelig horisontlinie.

Om værket:

John Kørner trækker på en lang kunsthistorisk tradition for landskabsmaleri. Han genfortolker det klassiske motiv i en nutidig udgave og tilsætter det humor og magi. I Kørners billeder bliver landskabet porten til en fantastisk parallelverden, hvor alt er muligt.

Hans foredrag fortsatte: At skildre nogle poetiske situationer en mulighed. Det gule kom måske fra at jeg er opdraget på en katolsk skole og fra blomsterrevolutionen i 60erne. Han forsøgte at skabe et klart sprog i farverne og et varmt sprog med dem. Frem for sort og hvidt blev det gult og violet. Det reflekterer lyset. Det transparante supplerer ideen. Det rent tekniske har jeg tilegnet mig som metode siger han.

Motiverne er i og for sig landskabsmalerier.
Hvordan går tilskueren ind for at fortolke billedet? Det interesserer ham som maler.
Han opererer efter landskabet og virkeligheden der omgiver det. Naturen. Miljøet.
Et glimrende operativt indgreb at forholde sig til, landskabet, som vi kan forholde os til skaber ikoner, symboler som vi kan blive bekendt med. ”Jeg har en palet af motiver. Jeg samler på huse og natur (fotos)”. Han spørger sig og os: ”Kan vi have et fællesskab omkring kunsten?”

Fortalte om oplevelse som dreng på Louisiana, hvor han var med sine forældre. Han så manden med klokken og måtte vende tilbage til den flere gange. Havde mange tanker i hovedet om en voksen der kunne lave sådan noget og samtidig leve af det. Han var skeptisk, forundret og draget. Han havde svært ved at forlige sig med det.
”Hvad er fællesskabet?” Det spørgsmål driver ham. Hvorledes kan vi sammen orientere os herfra i kunsten. Vi har fælles historier, forfædre osv. sammen. De fælles referencer vi har, er bærende i forståelsen af kunst.

Kørner er optaget af hvordan man kan præsentere kunst.
Hans familie og venner havde problemer med moderne kunst, blev han klar over. Det har provokeret ham lidt. Hvordan kan man anskue kunst, spørger han sig selv.

Han har lavet keramiske skulpturer. Normalt sidder keramik på ophøjede sokler. Det må kunne gøres på en anden måde. Keramik skal stå i hjemmet fx . Skal kunne tages med på ferie. Måden at anskue kunst på har betydning.

Hvad er det værd? Man læser et kunstværk og når man har givet det en værdi får det betydning. Det handler om hvordan man fortolker og værdisætter tingene. Det skal ende med betydning. Forståelse. Den indre værdisætning.

Kørner har overvejelser om kunst i det offentlige rum. Har lavet en masse ting og installationer som bearbejder problematikken. Samfundsproblematikker. Opgaven for mig, sagde han: At lave nogle værker, der skulle være vedkommende. Mine værker er menneskeorienteret, sluttede han inden spørgsmålene tog over.

Tommy Flugt

Link til en hjemmeside:

Arken
http://www.arken.dk/content/dk/arkens_samling/maleri_og_skulptur/john_korner

I Mikroskopet: På sporet af tresserne

2009-05-29T01:17:00.000-07:00

I mikroskopet: På sporet af tresserne

Af Tommy Flugt

Tresserne startede for mit vedkommende med en studentereksamen, en dannelsesrejse rundt i Europa. Og så gjorde jeg mig færdig med militærtjenesten efter to års tjeneste. Jeg meldte mig ud af lægsrullen og blev registreret som militærnægter. Dernæst tog jeg på Askov Højskole og fik forstander Knud Hansen som foredragsholder og Tage Skou-Hansen som litteraturvejleder. Jørgen Knudsen mødte jeg også og Niels Højlund. Det halve års ophold gav mig retning og rensede ud i den militære dødvægt. Jeg gjorde mig klar til mine universitetsår.

Egentlig skulle jeg have været til Århus, hvor jeg var indskrevet, men jeg kunne ikke få nogen lejlighed, hvorfor jeg så tog til København og skrev mig ind på Almindelig og Sammenlignende Litteraturhistorie, som det hed den gang. Jeg gik til forelæsninger hos Billeskov Jansen, nåede at opleve Paul Rubow, som afløstes af professor Sørensen der blev min vejleder. Jeg gik til manuduktion hos Margrethe sammen med andre kvikke hoveder såsom Henrik Bering Liisberg, Per Stig Møller og fulgte forelæsninger hos Sv. Møller Kristensen og Aage Henriksen.

Jeg fulgtes ofte med Finn Abrahamowitz som jeg havde lært at kende. Han var oprindelig maler, men begyndte at skrive romaner. Da vi mødtes havde han udgivet Gordon. Vi gik også til latin sammen og til forelæsninger i forbindelse med det obligatoriske adgangsfag: Filosofikum. Det sidste gennemførte jeg og tog eksamen i med udmærkelse, men så var mine universitetsår ved at være slut. Som Rubow havde sagt: Hans hjerte var med de kreative og skabende, men de ville ikke få nogen eksamen. Det holdt stik for Finn og mig. Vi var tiltrukket for meget af litteraturen som skribenter til at vi kunne gennemføre et mag.art. studium. I øvrigt var studenteroprøret begyndt med besættelse af fakulteter og den berømte talerstols erobring af en studerende Finn Ejnar Madsen ved Universitetsåbningen. Han boede i samme klublejlighed som jeg. I 68 gik det løs. Bryd professorvældet, Medbestemmelse nu var nogle af de mange slogans. Men fra Paris hørtes revolutionære og poetiske toner: Tal med din nabo, Fantasien til magten. I Berlin blev studentertalsmanden Rudi Dutschke alvorligt såret af skud. Han kom senere på rekreation i Knebel kollektivet i Djursland, hvor jeg havde nogle bekendte, som var studerende på Århus Universitet. I Prag blev et politisk oprør knægtet med panservogne. I slutningen af tresserne fik jeg kontakt med kunstnerkredse omkring Kunstakademiet, bl.a. Jørgen C. Rasmussen og Peter Hentze. Men også digtere mødte jeg bl.a. Ivan Malinovski og Asger Pedersen. Og så fik jeg kontakt med Dea Trier Mørch, Lars Trier, Ole Finding og Troels Trier. Jeg havde lige fået debut med nogle digte i det Gyldendalske tidsskrift Vindrosen og nu blev jeg spurgt om jeg ville være med i deres gruppe Røde Mor. Dea havde læst mine digte og syntes om dem. Så sådan blev jeg optaget i kunstnerkollektivet. Det var i 1969. Samme år udgav jeg digtet Desperat Generation med illustrationer af Jørgen C. Rasmussen. Og så begyndte noget nyt.

Det nye begyndte allerede i begyndelsen af tresserne med Påskemarcherne fra Holbæk til København. Jeg deltog i den anden som forsvandt i sneen og blev indkvarteret på skoler i Roskilde.
Det var en øjenåbner at deltage i den folkelige bevægelse mod atomkraft og a-våben. Min verden forandrede sig. Nye navne kom til. Carl Scharnberg, initiativtageren til Atommarcherne og så ovenpå de fredelige marcher blev Kennedy skudt. Martin Luther King ligeledes. Robert Kennedy blev skudt. Raceoptøjerne i USA og Vietnam-krigen rasede, protestmarcherne ligeledes. Nye navne kom til. Angela Davis, de sorte pantere, Cuba, Fidel Castro og ikke mindst Che Guevara, den cubanske frihedshelt blev ungdommens ikon. I Røde Mor lavede vi billeder af det hele. Men der skulle også musik til.

Jeg boede på et stort dejligt kvistværelse i Ny Rosenborg bygningen på H.C. Andersens Boulevard nr. 7 på femte sal. I slutningen af tresserne. Der var ingen elevator. Men til gengæld ikke langt til Rådhuspladsen, hvor jeg ofte hentede morgendagens avis i kioskerne ved midnatstid. Og så gik jeg ind på Air Bar hos Tove og nød lidt menneskelig kontakt. Mange skifteholdsarbejdere tog derind og fik et slag terning og en øl eller to inden de tog hjem. Andre af gæsterne var på kant med loven. Nogle planlagde røveri i baren, mens Tove hørte på. Hun var elskelig. Havde en god medmenneskelig forståelse og fik derfor mange jule- og nytårshilsner fra fængsler fra tidligere gæster i baren. Stedet lå i stuen lige under hvor jeg boede på femte sal. Ved siden af baren var en nedgang til en stor kælder med bowling baner. Efterhånden blev der for megen ballade dernede om natten, der var natbevilling dvs. åbent til kl. 5, men det endte ofte med slagsmål og politiindgreb og til sidst var ejeren blevet træt af det og havde lukket kælderen. Jeg talte tit med Tove og ofte om kælderen. En plan var ved at tage form. Og så fik hun arrangeret et møde med ejeren Arne Hierbæk Restaurant Ny Rosenborg, som lå på "Jarmers Plads" i samme bygning. I dag er der Borgerservice. Han bød på en middag og vi fik snakket mit projekt igennem. Vi ville gerne lave bowlingkælderen om til en kunstkælder for digte, viser, grafik og diskussioner. Og så ville vi selv indrette det efter vort hoved. Vi var Alice, Torben og jeg. Hierbæk skulle betale omkostningerne og bespise os, så skulle vi nok rydde og bygge et nyt sted op. Han syntes om ideen og til vor store overraskelse og glæde gav han grønt lys. Vi kunne gå i gang. Det gjorde vi så. På tredje sal boede en arkitekt som jeg talte med i Air Bar og han var med på ideen. Han tegnede nogle skitser for os, som kunne bruges til myndigheder og indkøb. Og så rev vi bowlingkælderen ned. En håndværker fik interesse for projektet og gik med i arbejdet. Han blev senere tjener i baren. Og så tegnede vi og byggede op. Alice var vores indretningsarkitekt. Hun tegnede nogle fantasifulde tegninger til loftet, som vi så skar ud og fik sat op. Ligeledes skar vi en dør ud efter hendes tegninger. Den modtog en, når man kom ned ad trappen fra Air Bar og så kunne man gennem dørens udskæringer se ind i rummet. Kældervinduerne var blændet af, malet hvide og som forsænkede kasser udgjorde de udstillingsrum for grafikere. Båse var til publikum og midt i salen en lille interimistisk scene, hvor man kunne optræde, læse digte, spille musik, fortælle historier, danse. Lidt længere nede var en bar og ude bagved et rum hvor kunstnere kunne hvile ud, klæde om eller vente på hinanden. Pludselig var det hele færdigt, malet og klart. Det blev tid at finde et navn og arrangere en åbning. Det var for oplagt at kalde stedet for Alices restaurant, så det lod vi være med. Der var et filmhit med samme navn i omløb. I stedet kom jeg til at tænke på et digt af Miroslav Holub som jeg havde oversat. Vi tog digtet og forstørrede det op til en meget stor plakatstørrelse og hængte det op på væggen i rummet. Titlen blev til stedets navn.

I Mikroskopet

Her er ligeledes drømmende landskaber,
måne, øde.
Her er ligeledes massernes
rodskud på jorden.
Og celler, kæmpende
ofrer livet
for en sang.

Her er ligeledes kirkegårde,
berømmelse og sne.
Og jeg hører mumlen,
umådelige formuers revolte.

Digt af Miroslav Holub: In the Microscope
Oversat af Tommy Flugt

Digtet rummede visionen om stedet og tiden i sig. Det blev navngivet med en reception og utallige invitationer. Ved åbningen den 20. november 1969 tilsmilede heldet os. Alice var ude at køre efter nogle ting og skulle have benzin på en tankstation. Her mødte hun Per Dich i samme ærinde. Hun kontaktede ham omgående og inviterede ham til åbningen af Imikroskopet om aftenen. Han kom og spillede. Og bragte omtale til stedet. Stedet for fri udfoldelse, for initiativ, for folk, for alle, der interesserede sig for kunst, musik, beat, dans og snak var åbnet i kælderen i Ny Rosenborg på H. C. Andersens Boulevard 7. Et nyt mødested var skabt. I løbet af kort tid blev der skabt atmosfære i undergrunden overfor Studenterforeningens mørke bygning.

Foruden folkemusik på alle mulige instrumenter blev der afviklet maleriudstillinger og grafik af bl.a. Røde Mor og Jørgen C. Rasmussen og digteraftener, såvel som en dukketeateraften. I løbet af januar måned havde stedet besøg af 60-70 sangere. Vi havde lavet et sted hvor enhver der blot selv kunne stå inde for sine digte, sange, teaterstykker, lysshow, orkestre osv. kunne få lov til at optræde. Var der stort publikum kunne de optrædende få penge med hjem, idet entreindtægten deltes mellem de optrædende kunstnere. Sammen med nogle studenter fra Århus arrangeredes en Wolf Biermann aften med succes i forbindelse med udgivelsen af en plade. Alle gæster fik en single plade foræret. Et af numrene handlede om de tre kugler mod studenterpolitikeren Rudi Dutschke. Vesttyskeren Walther Mossman sang og Walther Splidt fortalte om Biermann og Dutschke. Dukketeateret handlede om sange af Jacques Prevert, en poetisk rørende aften. Digtoplæsning var ved Niels Simonsen, Carl Braunstein, Arne Ærtebjerg, Charles Baudelaire og Tommy Flugt m.fl. En revolutionær digter og diskussionsaften blev det også til med Ole Wahl Olsen, Bjarne Segefjord, Jens Nauntofte, Bent Irve, Ann og Carsten, Bechmann m.fl. Plads til Carstens loppecirkus var der også og elskelige Herman fik sin egen aften og holdt åbent hus for folkesangere. De kom bl.a. fra konkurrenten Tivolis Vise Vers Hus hvor Thøger Olesen venligt sendte et par hjælpere til stedet: Per Juul og Ann Tholsted. De havde forbindelser til andre som kom: Quaks, An Te Arrach, Steen Mørch, Brdr. Simonsen, Tom Bøgebjerg, Mette Pedersen, Gerner Carlsen. Vi fik også arrangeret traditionel jazzaften med ”Steady Stompers”. Og der var brug for samspil og det skete ved at vi indførte nogle jamsessions som blev velbesøgt bl.a. med Paddy Doyles Boots, som svingede fint til stedets ånd. Alan Klitgård var meget på. De trak andre med sig. Dubliners fx. Her var også Bjarne Lisby, Jan Monrad, Allan Mylius Thomsen, Peter Vest, Niels Skriver, Terry Murphy, Rauf med sin sav, Mike Moffett, Krølle Erik og Onkel Hans. Og en aften stod en ung mand ved navn Sebastian på scenen. Han fik hurtigt en aften for sig selv. Han fyldte hele rummet og havde et stort engelsk repertoire den gang. Andrew John var der også. Eddie Skoller dukkede også op. Man afprøvede sig selv i kælderen og man spillede sammen og lyttede til hinanden.

Imikroskopet Arlo Guthrie 16.02.70

Og så kom Arlo Guthrie til byen og var nede i Mikroskopet den 16.02.1970. Hans besøg gjaldt promovering af filmen ”Alice’s Restaurant”, der kom op i Nygade Teatret. Arlo havde hovedrollen i filmen, som var baseret på hans egen 18 minutters lange sang, der igen var baseret på hans oplevelser for år tilbage. Han ville ikke optræde, men kun have pressemøde dernede havde vi fået at vide af pr-folkene. Men vi havde sørget for at lade sive, at han var der om aftenen, så der kom masser af folkemusikere for at spille for ham, og da det var på sit højeste som jamsession, kunne Arlo ikke styre sig og gik på scenen og spillede sammen med sine danske venner. Det blev en vidunderlig aften. Han kendte flere musikere fra 1964, hvor han var i Danmark i tre måneder og boede i Sofiegården. Det var en stor aften for stedet og cementerede Imikroskopets ry i musikalske kredse. I nogle år fortsatte stedet og lukkede så.

Ti år senere holdt Hermann en 10 års mindekoncert for stedet. Der kom rigtig mange til dette arrangement. Det var sidste gang jeg mødte Hermann. Han kan ses og høres på YouTube i Niels Skrivers fine lille video om Imikroskopet.
Selv forlod jeg og Alice stedet da det kørte af sig selv. Dels var jeg blevet medlem af Røde Mor og dels blev jeg optaget på Den Danske Filmskole skrev Politiken den 6.6.1970. Det var tid at skifte. Nu gjaldt det filmens verden. ”Celler kæmpende ofrer livet for en sang."

YouTube IMikroskopet video med Hermann af Niels Skriver (Arthem):

http://www.youtube.com/watch?v=MP_jgfBbe_k

Røde Mor: http://www.roedemor.dk/

"Alice's Restaurant" af Arlo Guthrie: http://www.youtube.com/watch?v=5_7C0QGkiVo

Poetomatisk neurometeorologi

2009-04-27T01:36:00.000-07:00

POETOMATISK NEUROMETEORO-LOGI
- en ny videnskabspoetik tilegnet maleren Peter Hentze

af Tommy Flugt, forfatter

[ Poetikken: Påbegyndt i 1993 og afsluttet og offentliggjort i 2009].

Der er mennesker, som de sædvanlige ord og begreber hurtigt slipper op overfor, hvis man forsøgsvis skal beskrive dem eller kommunikere med dem, når man vil bruge de gode gamle ord: tale, tale med, tale sammen, tale om noget.

At tale er jo altid at tale om noget, men med Peter Hentze forholder det sig ikke helt sådan. Med ham bliver det at tale let talen om noget andet. Et eller andet besynderligt søgende, nye områder bliver inddraget i en slags undersøgelse, hvor man hverken kender hoved, hale eller midterstykke i samtalen, som ikke mere er en samtale, men vel snarere at ligne med en opdagelsesrejse i ukendt land, hvor man ikke aner hvilke opdagelser, der ligger og venter, for slet ikke at tale om hvilke ord man skal sætte på disse nye ting man støder på undervejs. Peter Hentze har nu ofte hurtige forklaringer og ord til sådanne situationer, og hvis ordene ikke slår til tegner eller maler han bare, hvad han oplevede. Eller får lavet en skulptur. For Peter bruger mange sprog til at beskrive tilværelsen. Han har set for mange år siden, at nok kan tale og sprog bruges, men de er slet ikke udtømmende - og skal man give udtryk for den viden man har i sig og få den ud i omgivelserne, må man være snedig og bruge mange udtryksformer. Vi er efterhånden en hel del, der har fået glæde af Peter Hentzes mange udtryksformer.

Jeg har lagt mærke til, at Peter, når han går til en opgave, kan lignes med en videnskabsmand.
Det kommer sikkert temmelig overraskende for de fleste, men jeg skal straks føre bevis.

Men vi skal lige i fantasien til Djursland, nærmere betegnet Mogenstrup på Nordsiden af Jyllands næse ud mod Randers fjord og Kattegat. Her havde Peter for mange år siden lånt et hus af et keramikerpar, som var taget til Skotland i en periode. Peter inviterede mig med op i huset.

Dels er ensomhed ikke godt for noget, og dels er det godt at have nogen at tale med om noget. Valget faldt på mig, som virkelig trængte til at komme væk fra København. Peter vidste det. Jeg er ikke sikker på jeg selv var klar over det dengang. Djursland blev meget betydningsfuld for mig selv på mange måder. Dels samværet med Peter. Snakken om noget andet. Dels landskabet. Dels keramikværkstedet, hvor der i våd ler med en finger var skrevet på væggen lige ved drejebænken: LEDIGGANG ER RODEN TIL AL KUNST. Denne lergrafitti rystede mit verdensbillede. Jeg kom fra et miljø der bar rundt på en anden sentens, der som en cementblok tyngede til jorden. Pludselig blev landet let og frit og der blev åndeligt råderum. Den unge mand begyndte at udforske en ny verden. Jeg tror grunden blev lagt der i Djursland sammen med Peter som katalysator.

Der kom i hvert et af de smukkeste digte jeg skrev i den periode ud af det Djurslandske landskab. Det første vers lyder:

Jeg står med et vinglas i hånden
og stirrer på solen går ned
bag kornfede sensommer marker
marker modnet i fred

Langt senere satte Lars Trier musik til digtet og endnu senere blev det trykt og optaget i 151 andre sange og udgivet af Edition EGTVED i et førsteoplag på 10.000 eksemplarer. Senere kom der et andet oplag i tilsvarende størrelse og min lykke var gjort, da der dumpede en check på 150 kr. ind ad brevsprækken. Endda to gange. Alt det bare fordi jeg havde boet sammen med Peter en sommer i Djursland.

Men sommeren er ikke slut endnu. For jeg har et bevis at føre, nemlig Peter som videnskabsmand. En dag havde Peter fået lyst til pandekager. Han søgte hjælp i kogebogen. I Frøken Jensens kogebog står der om pandekager til 4 portioner (ikke personer):
5 dl mel, ½ tsk salt, 2 tsk sukker,
1 tsk kardemomme, 3 æg,
Ca. 5 dl mælk, 3 spsk olie
Man pisker æg og mælk sammen. Blander mel, salt, sukker og kardemomme og rører så det hele sammen og tilsætter olie. Dejen hældes i en kande og hviler ½ time. Inden bagningen røres i dejen.
Nået så langt opvarmes panden, man hælder lidt olie på til den første pandekage – og så kommer det store øjeblik, hvor man hælder dejen midt på den varme pande, drejer panden hurtigt, så dejen fylder hele panden i et tyndt lag. Nu venter man bare til pandekagen er stiv og så vender man den, og i løbet af et øjeblik er den færdig. Fra nu af sætter gentagelsens monotoni ind, mens bunken vokser.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på pandekagens kulturhistorie, men blot til eventuelle skeptikere i denne forsamling [oprindelig blev talen forberedt og forsøgt gennemført til Peters 50 års fødselsdag, men taleren måtte forkorte talen gevaldigt, da akustikken var noget nær en katastrofe og det ikke var én fødselsdag, men tre fødselsdage der blev holdt i samme rum, med dertil hørende antal gæster af temmelig forskellig observans, kort sagt de snakkede og sendte lyden og talen rundt i kalejdoskopisk rundfart, og taleren måtte afbryde og fremskynde et hurra]så vil jeg alligevel sige så stilfærdigt og indtrængende som det nu er mig muligt: Der findes ikke noget vigtigere her i livet end at kunne lave sig en god stabel pandekager, når man har brug for det. Glæden ved at servere sine egne pandekager duftende varme, komme sukker, syltetøj, crème fraiche, frugtkompot eller is på dem og så rulle dem sammen, sætte gaffel og kniv i pandekagen og føre den til munden er af en så ubeskrivelig nydelseskategori, at man næsten ikke kan vente. Oh, salige øjeblik.

Øjeblikket lod vente på sig i Djursland. Jeg skal komme tilbage til det senere, men er nødt til at lave en lille afstikker til Vingstedcentret, hvor jeg for nylig var på kursus. Glæden ved at komme der, har også med Peter at gøre, for her hænger i svømmehallen en af de største samlinger af Peter Hentzes kunst. Omkring 180 billeder, som han i sin tid lod udlicitere over det ganske land i TV og hvor halvtreds kommuner og institutioner lagde billet ind på Peters generøse tilbud: At få hele samlingen gratis, hvis man ville udstille dem samlet og permanent. Det var Peters gentak til fællesskabet for af samme fællesskab at have modtaget et treårigt legat fra Statens Kunstfond til fordybelse og arbejdsro. Det var Vingstedcentret der løb af med billederne. Det var jeg lidt ked af, for jeg havde fået min kommune på opgaven for at få billederne. Nu blev det Vingsted, og da jeg kom der hvert år i en periode, fik jeg altså alligevel glæde og inspiration af dem.

På Vingstedcentret blev her for nogle år siden lagt grunden til en ny videnskab. Den tager udgangspunkt i to menneskesyn.
1. Det ene er statisk
2. Det andet er dynamisk
Det første er forkert. Det andet er rigtigt. Skulle der være nogle her i læserkredsen, der hælder til at det er omvendt, er der bare at sige til jer: I tager fejl.

Slår man op i en bog, hvor den menneskelige hjerne er vist, kan det ved første øjekast godt se ud til at mennesket er statisk. Her vises hjernen som en køkkenhave. Et sted i hjernen ligger sproget, et sted følelsen, et andet sted tal og symboler, hukommelsen osv. Men menneskets hjerne fungerer ikke sådan adskilt i kategorier som en køkkenhave. Den fungerer snarere som en Voldborg (tidligere vejrmeteorolog ved DR): Altså NEUROMETEOROLOGI. Alle centrene overlapper hinanden, der er lag på lag, de fletter sig ind og ud af hinanden som et landskabeligt kort set ovenfra. Et Jørgen Brynjolf maleri. Det er et dynamisk menneskesyn.

Det statiske menneskesyn giver en bornert realisme, som medfører de mest absurde situationer og diskussioner. F.eks. maleren der sidder ude i en klit og lader sig inspirere af lyset til at male sit indre billede af havet, stranden, himlen. Bag ham står en bornert realist og følger processen på lærredet til stor irritation for maleren. På et tidspunkt spørger den bornerte: Hvor tæt kan man komme på havet?

Og maleren, der var ved at gå ud af sit gode skind over spørgsmålet og i et øjeblik overvejer at jage penslen i maven på spørgeren, rejser sig med desperation i blikket, styrter inden mordet ned over klitterne ud over stranden og kaster sig i bølgerne med alt tøjet på. Dukkerten beroliger ham og han går roligt op til den bornerte realist, ser ham ind i øjnene og fortæller ham sandheden og intet andet end sandheden: ”Så tæt kan man komme havet”. Og han sætter sig roligt ned og arbejder videre med sit indre landskab, sin indre meddelelse, der er ved at tage form.
Bornert realisme er den overdrevne hang til realisme og den ødelægger alt. Derfor er et statisk menneskesyn forkert, for det lukker muligheder.

Det er ingen hemmelighed, at mennesket fødes som halvfabrikata. Vi bliver aldrig færdige. Det tror pokker. Menneskets hjerne består af 1½ kg fedt og så fungerer den oven i købet på svagstrøm. Ikke sært at ting tager tid og at det er svært at lære noget, at lære noget nyt, at blive et nyt menneske. Overdreven realisme er ikke altid vejen. Selvom tiden jo er fyldt med den. Ih, hvor det ligner, siger folk, når de ser TV f.eks. Prøv med en opera en aften, hvor den store madam Nielsson er på skærmen. Det er fandme realisme. Helt tæt på hendes opsvulmede ansigt, man kan se sveden løbe ned ad hendes fyldige ansigt, og når munden er helt udspilet og fylder det meste af skærmen er man i stand til at se drøblen, der som en klokkeknebel svinger fra side til side, buldrende mod siderne af fjernsynsklokken. Ja, det er fandme realisme. For slet ikke at tale om, når dette bjerg af et menneske i en opera sluttelig lægger sig på scenen, og mens tv-kameraet langsomt zoomer ind på hende dør hun af svindsot. Det er dyb realisme, godnat!

Men nu er tiden vel mere til det slanke look, at dømme efter alle de afmagringspiller, der markedsføres. Apropos hjernens 1½ kg fedt, hvem siger, når I taber jer, hvor kiloene tages fra?

Hvis man nu forestiller sig hjernen som et nyt fjernsyn, altså et hvor der ikke er kommet noget ind i endnu, hvor det stort set kun viser flimmer, når man tænder det og først langsomt toner der billeder frem, sådan afhængig af hvad man putter i det, så har man et billede af hjernen. Nogle fjernsyn er gode til opera, men hvis man en aften er mere til boksning, så må man ud på brugtfjernsynsmarkedet for at finde et der kan vise det. Og som er god til det. Ligesådan med billeder, kunst og hvad sjælen nu ellers næres af i sin lediggang. Sådan et fjernsyn er skam en følsom tings, fjernsyns føde, fugls føde, sjæls føde er noget man putter på det og så lader man en voldborg røre rundt og det vidunderlige ved denne metode er jo, at de voldborgske forudsigelser blæser i vinden langt over de menneskelige landskaber, som forandrer sig med vind og vejr og brændstoffet, der fyldes på. Og dog er der i alt dette en sandhed, det er værd at samle op. Det er BEDSTES LOV, vore allesammens bedstemødre, der kan sætte enhver pædagog til vægs: DET ER DEN DER UDFØRER NOGET, DER HAR LÆRT NOGET. Viden er ikke et stof, men viden er en tilstand, en egenskab hos mennesket.

Viden er ikke et navneord, man kan ikke bøje det som man kan med ordet information, der er så meget oppe i tiden: En information, information-en, flere information-er, alle information-erne.
Det går ikke med viden. Viden er et tillægsord, der lægger sig som en kælen kattekilling til et menneske. Et vidende menneske f.eks., hvor det end måtte befinde sig. Viden er i mennesket. Information ligger udenfor. Man kan godt have masser af informationer uden at have viden. Viden er altid personlig. Når den presses ud bliver den til information. Men det er ikke ligetil at presse sin viden ud, vi må have et langt forløb for at udtrykke os.

Det var jo ellers smart, hvis vi sådan med lidt kropsbevægelser, ved bare at slå armene hurtigt ud til siden overfor sine medmennesker kunne videregive dem vores viden. Sådan en art hurtig MENTAL BLOTTER virksomhed. Men sådan er det jo desværre ikke, selvom jeg godt kan få øje på det morsomme element i den omgangsform.

Nej, viden kan kun omsættes til informationer, ved at vi udtrykker os på det ene eller andet sprog, bl.a. tænkningens. Her er der to typer: den intuitive og den logiske. Den mest effektive form for tænkning er den intuitive. Det er ikke et mål i sig selv at tænke logisk, det er blot et middel. Information pendler imellem disse to yderpunkter: den intuitive og den logiske tænkning. Og ved hjælp af disse kommer de indre mentale landskaber til syne og bliver tilgængelige for os andre, vi kan tage del i informationerne og selv transformere dem til viden i vort eget indre landskab, og så er der sket noget, der vist nok kaldes en symbiose.

Selvom vi i vor verden beskæftiger os i den grad med det logiske, at man af og til kunne få lyst til at smide den logiske sans ad helvede til, så må jeg stærkt advare imod det. Det har jeg en af vor tids største danske tænkeres ord for. Han hedder Peter Zinkernagel – og der er ikke ret mange der kender ham. Han har skrevet to bøger med tredive års mellemrum – og en kronik i Berlingske Tidende mandag den 9. august 1993. Den første bog hed Omverdensproblemet og det løste han i den bog. Han fik en doktorgrad ved samme lejlighed, og eftersigende formørkede hans mursten af en bog professor Jørgen Jørgensens liv resten af hans dage. Den anden bog hedder Virkeligheden. Begge bøger handler om sprog og logik, men forfatteren indrømmer at han først i andet oplag af sidste bog fandt ud af, hvad logik er for noget. Han skriver: ”Logiske relationer kan hverken begrundes eller benægtes eller kan kun begrundes ved, at de ikke kan benægtes”. Og han fortsætter: ”Benægter vi nødvendige logiske relationer, ophæver vi skellet mellem vrøvl og ikke-vrøvl.
Vi kan i så fald sige hvad som helst og det er derfor ikke værd at sige noget som helst.
Formålet med enhver diskussion er at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Men har vi lov til at sige hvad som helst er enhver diskussion formålsløs”.

Efter dette har jeg ikke lyst til at sige hvad som helst. Jeg vil sige noget. Noget om kunstens væsen. Det er enzymisk. Enzym er proteinlignende katalytisk virkende stoffer i organismen af afgørende betydning for livsprocesserne. Sådan er kunst jo, af afgørende betydning for vort liv.

Kan man lære at forstå det?
Nej, en af de virkelig dybe pædagogiske sandheder er jo:
Man kan overhovedet ikke lære nogen noget.
Man kan tilrettelægge således at andre lærer sig selv noget.
Og så håbe på selvantændelsen.

Kan Peter Hentze lære nogen noget?
Ifølge ovenstående logik kan han ikke. Men tilbage til øjeblikket på Djursland, som vi lod afventende stå tilbage. Det store spørgsmål var: Kan Peter Hentze lave pandekager? Vi skal også lige mindes om Bedstes Lov: Det er den, der udfører noget, der har lært noget. Vi skal også lige gentage, at mennesket ikke er statisk, men stærkt dynamisk, at hjernen ikke er en køkkenhave, men mere en voldborg: neurometeorologisk, at den er på 1½ kg og kører på svagstrøm – og at der skal føres bevis for at Peter har en videnskabsmands ånd og systematik i sig.

Vi står altså og glæder os til at dejen skal blive til lækre pandekager på stegepanden. Der er blot det ved dejen, at den ved nærmere eftersyn er temmelig tynd. Og den flyder underlig vandet rundt på panden – og vil ligesom ikke rigtig blive til det man forstår ved rigtige pandekager. Hvem der nu end har hittet på den konvention: at pandekager nu engang er hvad pandekager er. Peters pandekage vil ikke rigtig blive til den konventionelle pandekage der på stegepanden. Uanset hvor tålmodig og længe han står og venter. Pandekage bliver der ikke ud af den dej. Så slår det Peter at han må have læst forkert i Frøken Jensens kogebog og evt. brugt forkert mål. To portioner til Peter og en til mig. Der stod 5 dl mel og ca. 5 l mælk. Han havde brugt 3-taller i stedet for, fordi vi ikke havde så meget mælk. Men pludselig opdager han at der jo ikke stod liter, men deciliter. Peter lyste op. Problemet var løst. Han havde kommet tre liter mælk i dejen. Klart den var så tynd. Men nu er det at den mest sindrige, tænksomme og charmerende videnskabsmand kommer op i Peter. For der er jo endnu et problem at løse. Det gøres ikke gennem matematikken ved simpel subtraktion. Man kan ikke bare sætte sig ned og trække tre dl fra tre liter og så hælde facit ud. Facit blev på papiret – ligesom 2,7 l for meget mælk blev i dejen. Peter tænkte så det knagede, indtil løsningen var der. Han sprang fra den ene videnskabsgren til den anden. Delløsningen, den teoretiske, lå godt nok i den matematiske videnskab. Men den beskrev jo kun verden.

Peter mente nok at vide i denne situation, at det afgørende ikke er at beskrive verden, men at forandre den. Så han tog et spring over til fysikkens verden. Herovre lå de store forandringer. Ved hjælp af simpel varmelære og fordampningsregler, når væske blev opvarmet, ville samme væske afgive damp og således gradvist formindske væsken, på den måde kunne den overskydende mængde mælk 2,7 liter forsvinde og dejen have samme blandingsforhold som foreskrevet af Frøken Jensen. Peters udredning gjorde mig aldeles stum, fordi den oven i købet var fulgt på vej med en bemærkning fra fysikkens verden om at alle store nyopdagelser var gjort under ekstreme eksperimentelle forhold og at det bare var om at prøve sig frem. Rask tog han gryden og satte den ovenpå kakkelovnen, som opvarmede det stormomsuste hus – og han gik ud i atelieret for at male. Engang imellem kom han ind og så til dejen i gryden, det tog sin tid at fordampe 2,7 liter mælk. Den var ikke klar endnu til pandekager forklarede han mig. Jeg skulle bare være tålmodig, så var dejen klar.

Et par timer senere meddelte Peter mig, at han måske havde opfundet en ny ret. I hvert fald var det tydeligt, at det ikke blev til pandakager. Efter nogen tid meddelte Peter en svært rygende gryde i hånden, at han betragtede eksperimentet for afsluttet. Der kom ingen pandekager ud af den dej.

Nogen tid senere gik han over til at holde kaniner. Men så forlod han sommerhuset med alle sine billeder og jeg måtte få en ven fra Århus til at køre derop og skaffe dyrene af vejen, da jeg også var på vej ud med alle mine digte. Det gjorde han, og solgte kaninerne til et slagteri. Han fik endda attest på, at det var førsteklasses dyr. Han strøg fortjenesten. Hvilket jeg opfattede som benzintilskud. Peter holdt sin udstilling. Og jeg forlod mit Djurslandske eventyr, hvor jeg lærte om den neurometeorologiske videnskab af det enzymiske menneske maleren Peter Hentze.

ENZYMER I ALLE LANDE, FOREN JER.

©Tommy Flugt 1993-2009

Link til Peter Hentze: http://peterhentze.dk/

Det slidte samfund

2009-03-10T07:24:00.000-07:00

Det slidte samfund

Af Tommy Flugt

Jeg lagde ikke så meget mærke til det da jeg var ung, men nu hvor jeg er mærkbart mere slidt og ungdommen er lidt på afstand kan jeg se det. Samfundet har forandret sig. Ikke sådan på en gang, men snigende er det kommet over os, umærkeligt i starten, men lige pludselig er det her, synligt for os alle, hvis vi blot mærker lidt efter.

Første gang jeg blev opmærksom på en nedtur var da jeg for mange år siden læste digteren Ole Sarvigs Jeg-huset. Det stod næsten upåagtet i et digt, der handlede om specielle buske og blomster langs jernbanen – digteren rejste meget – og så stod der, at de ikke findes der mere. Og han sluttede med det dystre: Nedturen er begyndt.

Jeg syntes han overdrev dengang, men senere er jeg ikke blevet i tvivl om, at han var hurtigt ude i sin registrering af hvad der sker. Manden havde ret og han var - som digtere oftest er - tidligt ude.

Senere rejste jeg meget i en periode i tog til og fra København. På et tidspunkt bemærkede jeg at der var sket noget på rejsen. Folk var ikke mere så rolige og venlige. Der var stress, larm og mobiltelefoner. Senere gratisaviser overalt. Fulde og højrøstede folk. Det var blevet ubehageligt at rejse. Så det holdt jeg op med.

Senere vendte jeg den anden vej og tog fra Holbæk til Kalundborg. Men der var skaden virkelig indtrådt. Holbæk station var blevet ombygget til det værre. Jeg ved ikke hvordan de bar sig ad, men det lykkedes dem at bygge en station ringere end den der var før, og fra det øjeblik var helvede løs på stationen, psykisk syge, utilpassede unge, skole- og ungdomsrelaterede utilpassede, danske og indvandrerunge flokkedes på stationen og dens eneste toilet. Enten låste de sig inde eller de gik ind og smadrede det efter de havde delt noget speed eller røget noget hash eller det der var værre.

Bagefter gik de ud og smed alle gratisaviserne ud i tunnelgangen til sporene. Til sidst var det næsten uudholdeligt. Det flød med papir, papbægre og cigaretter over det hele. Heldigvis ophørte mit arbejde på det tidspunkt. Pensionen kaldte og jeg slap for stationen og de oldgamle tog på yderstrækningen fra Holbæk til Kalundborg. Det var tog der burde havde været skrottet for længst, men pga. togskandalen med de ikke leverede tog fra Italien, blev de holdt kunstigt i live på yderstrækningerne og gjorde tilværelsen endnu mere håbløs at se på for dem, der boede i områderne. Hvis man bare en gang har rejst på strækningen Holbæk til Kalundborg en almindelig hverdag inden for det sidste års tid, så ved man hvad jeg skriver om. Det kan ikke blive værre. Men er nok alligevel blevet det. For nedturen er fortsat.

Jeg har en dejlig familie boende på Nørrebro. Min søn og svigerdatter og deres to dejlige børn på 3½ og 6 år. De har begge uddannelse, godt arbejde og dejlige børn. De har en legeplads til børnene lige udenfor og ikke langt til Rådmandsgadeskolen og Røde Rose børnehaven. Der er heller ikke langt til skyderierne i gaderne. Som min søn sagde for nylig. De skød heldigvis kun 150 meter fra hvor de bor. Det er lidt mærkeligt det her. Skyderier i Københavns gader på Nørrebro. I fredstid. Hvad er det for en politik, der har drevet samfundet så vidt? Det er vel ikke bare kommet af sig selv? Og hvad er svaret på den krise og nedsmeltning vi befinder os i?

Det kan umuligt være Brian Mikkelsens svar: Mere straf, mere politi, mere skattelettelse. Der må da foregå en eller anden slags overvejelse om, hvordan vi kommer tilbage til et menneskeligt samfund med respekt for næsten, uanset hvordan vedkommende ser ud og hvor han/hun kommer fra.

I hvert fald synes jeg, at man skal diskutere, hvad man kan gøre ved dette slidte samfund, for at gøre det til et bedre. Det må da være muligt at få mennesket til at være menneskets hjælper og vogter. Har du set en angst indvandrer i øjnene for nylig? Har du set din søns/ datters angst for nylig? Hvad synes du vi skal gøre ved det? – Snakke sammen? Hjælpe hinanden? Få fred sammen?

Vi må i hvert fald overveje at gøre noget for at hjælpe dette slidte samfund. Det gøres ikke ved at indføre verdensmesterskaber i forskellige uopnåelige discipliner: sygehuse, uddannelse osv. Det er jo kun politikerpral og blær.

Samfundet er som det ser ud. Kik på det. Overvej om der er nogle steder du kunne tænke dig at gøre det bedre. Og hvis så: Gør det. Hjælp det slidte samfund til at blive et bedre.

©Tommy Flugt 5.03.09

Forleden dag...

2009-01-29T03:36:00.000-08:00

Forleden dag...

Af Tommy Flugt

På min morgentur standsede jeg op og så ind i et landskab som jeg kendte fra min barndom oven i købet fra et maleri af den fynske maler Peter Hansen. Jeg stoppede op og så på et udsnit af markerne, fordi det vakte mindelser i mig. Der var en pløjemark, en bakket jord, morænelandskab, et hegn i højre side, brun og sort jord med plovfurer, der stred sig op ad bakken som penselstrøg på et maleri.

Der var ikke i Tuse Næs landskabet som jeg gik i en pløjemand, der vendte. Men inden i mit hoved så jeg Peter Hansens billede fra 1900-02. Det findes på Fåborg Museum, hvor jeg har set det flere gange. Og det er sket flere gange at en malers penselstrøg er dukket op for mig i et landskab, jeg befinder mig i. Forfatteren Johannes V. Jensen skriver i et mindedigt om Peter Hansen: Han gav os med sin Pensel Fyn og Jensen slutter: En farve mer’ han gav sit Land. Samme fornemmelse kan man godt få når man bevæger sig rundt på de fynske museer: Johannes Larsen Museet i Kerteminde, Fåborg Kunstmuseum og Assens. Man kan også udvide og tage til Skagen og se slægtskabet, eller man kan tage til Odsherred Kunstmuseum og blive ført ind i en verden af billeder farver og landskaber.

Karl Bovin, Kaj Ejstrup, Viggo Rørup, Ernst Syberg, Ellen Krause, Ole Kielberg, Povl Christensen, Søren Hjorth Nielsen og ikke mindst Lauritz Hartz. Hans maleri: Landskab. Tuse Næs fra 1949 sidder lige i skabet.

Lige nu er der på museet en stor Vinterudstilling af Aksel Møller. En Odsherredsmaler under vejr med sig selv. Eller måske rettere under vejr med Odsherred, dets landskaber, mennesker og årstider i al slags vejrlig. Han efterlader med sin mindeudstilling i hundredåret for hans fødsel et fint bevis for Odsherredsmalernes særstilling i den danske malerkunsts historie. Hans landskab fra Bjergesø 1972 ligger i fin landskabsforlængelse til de andre Odsherredsmalere. Og det giver ikke blot farve til Odsherred, men medvirker som de andre malere til at synliggøre denne unikke egn. Deres virke startede i begyndelsen af forrige århundrede og fandt vel den store landskabstilknytning i 1930. En særlig gren udgør den Trier'ske familie fra Vallekilde Højskole.

I 1935 sker der noget afgørende da kunstnerfamilien Swanerne får hus i Plejerup og flytter ind på gården. Sigurd Swane og Agnete indretter gården til en prægtig Malergård med have og jord lige ned til Lammefjorden. Her lever de et kunstnerliv og Sigurd har arbejdsro og stort atelier til sine malerier. Og her fanges lyset omkring Odsherred ind i billede på billede. Det er lyset som har haft en dragende magt på kunstnerne. Det er derfor de slår sig ned. Og så pga. landskabet. De bliver alle store landskabsbeskrivere. De føjer landskab på landskab til vores fælles kulturgods i deres beskrivelser, deres penselstrøg. Og nu er Malergården fra 2004 føjet til Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs. Det er en stor gevinst for egnen. Og det er medvirkende til styrkelse af Odsherred kunstens virke til gavn for egnens selvforståelse. De giver os, malerne, med deres pensel og farve en dybere forståelse af det land, den egn vi bor og lever i. Det kan selv en Fynbo som jeg se, måske netop derfor.

Og så er det jo ikke museum det hele. Hver måned præsterer nutidens kunstnere i Odsherred at lave udstillinger af stor kvalitet i Huset i Asnæs. Her er en stribe gode kunstnere involveret i et fantastisk stykke arbejde: Videreførelse af en kunsttradition til nutiden med udsyn og fabulerende fortællinger, som også er en tradition i Odsherredsmalernes historik.

En hastig løben gennem navne: John Rud, Didder Geisler, Birgit Krogh, Ole Finding, Finn Heiberg, Hans Helge Nielsen, Eydun av Reyni, Dag Aronson, Annemette Lichtenberg, Lisbet Olrik, Hanne Løcke, Austin Corcoran, Anne Skamstrup Heiberg, Poul Erik Nielsen, Margrethe Agger, Mette Møller Bovin, Bodil Manz, Egon Fischer, Troels Trier, Birgit Krogh, Arne Heuser og gæsten Hussein Tai – vidner om en livskraftig sammenslutning og forbindelser tilbage i tiden, nordpå til Færøerne og sydpå til Irak.

Hussein Tai er gæst og uddannet i Bagdad, men har i en årrække arbejdet og boet i Danmark. Når man ser på hans billeder bliver man draget ind i et landskab af mytologisk art og oplevelse. Det er både dansk og ikke dansk. Det er en mellemting mellem her og der. Det er en stor kunstners billeder til os fuldstændig på linje med den tradition der har inviteret ham ind og alligevel så helt sin egen. Der er en dragende kraft i hans malerier som vækker en genklang på linje med den jeg skrev om indledningsvis. Man står og ser ind i et billede og drages i fantasien tilbage i tiden i oplevelse på oplevelse associeret ved synet af billedet.

Der er landskaber der har en mytisk karakter. Der er malerier der giver den samme oplevelse. Forleden dag da jeg var meget ung mødte jeg igennem en kunstudstilling i Huset i Asnæs mit eget indre landskab.

[Trykt i Venstrebladet 28.1.09]

BogForum 2008

2008-11-19T01:42:00.000-08:00

Mødte tilfældigt min gode ven, forfatteren Arne Herløv Petersen på årets bogmesse i Forum den 14. november. Han har i år udgivet to digtsamlinger: Kort og Epitafium på Books on Demand. Jeg kan anbefale begge digtsamlinger. Om Kort skriver Johannes Møllehave bl.a. "Det skulle nødigt gå ubemærket hen, at Arne Herløv Petersen har præsteret noget dybt bemærkelsesværdigt med bogen Kort". Han kalder den en lille fuldendt samling digte, et særsyn, mere end lovende, den er indfriende. Han byder Arne velkommen som højst levende i de døde poeters klub og nævner i den sammenhæng: Emil Aarestrup, Ludvig Bødtcher og Langeland, hvor Arne bor: Sophus Claussen, Frank Jæger, Vagn Lundbye. Og så er Arne modernist, der nogle steder når så højst som Ivan Malinovski i Poetomatic i 1965. Store ord i 2008, men ikke spor for store.

Hans Epitafium er noget så fantastisk som en Sonetkrans. Dem har vi ikke mange af, men dog Inger Christensens formiddable Sommerfugledalen fra Brøndum i 1991 og Frans Lassons Sonetkrans Til Karen Blixen - en lyrisk fantasi (Nørhaven 2000). Og nu har vi altså også Arne Herløv Petersens Epitafium, som starter således:

De faldt som stjernegrus i atmosfæren,

de første gryn af det, der blev til liv.

De første molekyler rummer læren

at samklang toner ud fra budet: Bliv.

Men ellers var der Bogmesse. Masser af udstillere og bogmennesker. Da messen var overstået gjorde man op at 26.000 havde deltaget. Det er ikke så lidt endda. Ganske udmærket på tre dage. Der er lidt for enhver smag: Troels Trier udstillet ved siden af Hr. Møller. Mens man på en scene kan høre nok engang historier om 1968 fra Georg Metz og Jacob Ludvigsen. Det mest utrolige var at der var stopfyldt publikum til at høre dinosaurenes udsagn.

Jeg bliver nødt til at skrive om tiden ved lejlighed. Alle andre har en mening om den. Jeg var der bare. Mon ikke det kan bruges. Men måske tager jeg fejl. 68-tallet må være fortid, i hvert fald at dømme efter plakater og film for 69. Filmen om ungdommen og balladen i de autonome kredse hænger alle steder, selv i Holbæk på lygtepælene. Den blev vist på CHP:DOX og fik en pris.

I et hjørne overfor min fagforening: Dansk Forfatterforening fandt jeg en stilfærdig og ydmyg udstilling for BoD [http://www.bod.dk/]. Selvom min ven Arne Herløv Petersens fremragende digtsamlinger er udgivet der, var de ikke udstillet. Synd for BOD. Men de kan bestilles på deres hjemmeside. Det kan min roman også. Den var udstillet der og jeg så den for første gang.

Der er døre imellem - roman 2008 af Tommy Flugt. Kan bestilles på internettet hos Bod. En roman om halvfjerdserne. Så blev den udgivet lige inden jeg blev 67. Godt gået af en 68er, der skriver om 70erne og er fra 1941.

Og til jer der gerne vil have en læse let tekst med mulighed for oplæsning, brug følgende link: http://www.ligetil.nu/

Men I kan også købe Lytteratur: Brooklyn Dårskab af Paul Auster læst af Morten Grunwald og udsendt af Per Kofod selvfølgelig.

Fra Litteratur til Lytteratur. Hvorfor læse selv, når man kan få læst op. Jeg læser op for mine børnebørn, min ældste søn og min kone, når vi kører tur i bilen: Bil-lytteratur.

Tommy Flugt

Einar Már Gudmundsson

2008-10-09T08:26:00.000-07:00

Den sorte diamant: Forfatteraften den 8.10.2008 kl. 20

Einar Már Gudmundsson i samtale med Thomas Thurah om
Sindets Tremmer – en kærlighedshistorie. (Roman) Foto TF.

Einar Már startede med at læse et digt op på først islandsk og siden på hans charmerende dansk-skandinavisk. Det var digtet fra samlingen Ræk mig nordlysene: om Historiefortælleren Homer der ankommer til Reykjavik og tager en taxa. Det regner og han undrer sig over at man kan fortælle historier i denne regngrå ensformighed. ”Det er netop grunden” svarede chaufføren, ”man længes aldrig så meget efter at høre en god historie som når dråberne hamrer mod ruderne”.
Han reciterede derefter Kampråb fra nord: ”Ræk mig nordlysene!/ Jeg vil danse med den yngling/der holder på stjernerne – Vi flår skindet af mørket/ og skærer hovedet af elendigheden”.
Og så genfortalte han historien om de to drenge, der diskuterer duernes hovedstørrelse. Der er ikke meget plads til hjerne der. Nej, men de har vinger. Men er det nok? Ja, hvis man har vinger på hjernen. Fra Vingeslag i tagrenden siger mere end mange ord, hvilken filosofi forfatteren lægger til grund for sin fortællekunst: Jeg: Ole, har du lagt mærke til, hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke de har nogen hjerne? Ole: Nej, de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne? Jeg: Mener du, det er bedre at have vinger end hjerne? Ole: Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.
At have vinger på hjernen er blevet en slags poetisk motto for Einar Már Gudmundsson.

Thomas Thurah introducerede problematikken i romanen. Om de tre personer i fortællingen: Einar Thor Jonsson der er narkoman og alkoholiker og Eva der er narkoman og kæreste med Einar Thor. Og så Einar Már der flettes ind i deres historie og får indblik i kæresteparrets kærlighedsforhold og liv. Einar Már møder Einar Thor hos Anonyme Alkoholikere, da han selv har brug for hjælp. Her opdager han at Einar Thor har skrevet til ham tre år forinden, da han kom i fængsel. Nu kæmper han for at komme ud af sin afhængighed.

Sindets Tremmer handler altså om misbrugets nedbrydende kraft, om selvbedrag, men også om den redning, der ligger i at tage styringen over eget liv. Det er det mirakel kærligheden mellem Einar Thor og Eva fortæller om.

Og for forfatteren Einar Már handler det om at nedbryde fortælleren i romanen.

De to hovedpersoner (navnebrødrene) er på vej ud af misbrug, da de mødes.

Einar Már siger at der er elementer af fabulering m.m. i romanen. Han opdagede at den ydre historie han fik fra Einar Thor kunne bruges til at skrive lige ud ad landevejen. Han tilføjede, at ”romankunsten er noget, der er menneskeligt vedkommende”. Han fortalte om Einar og Eva. To narkomaner. Hun voksede op i Norge, næsten som i saga-tiden. En udvist og uønsket. De mødes. Einar Már taler om ”ubeslægtede fænomener der mødes”. Her handler det om hans egen inddragelse som fortæller.
Romanen er delvis en rejse. Men den handler også om fortællekunst som en slags middel. ”Jeg var selv nået bunden som alkoholiker og på vej til at kravle ud i lyset”. Han gjorde meget ud af at fortælle, at problemet ikke er i andre, men i én selv. Han brugte udtrykket: ”Vinen var min ånde. Nu er ånden min vin”.

Han bygger sine romaner op på begivenheder, men bearbejder dem i sit temperament og fantasi. Om han har bearbejdet brevene, han har fået overdraget fra de to narkomaner? Ja i sammendrag og udvælgelse og den sproglige bearbejdelse. Han har ladet sine fornemmelser og det kunstneriske temperament råde. Han bygger på kendsgerninger. Det er den episke holdning til romankunsten.
Historien skal være forankret i kendsgerningerne. Men de kan komme alle mulige steder fra.

Da han havde fået overdraget brevene læste han dem. Og så skrev han dem sammen. Det er Einar Márs udvalg, hvad der er kommet med.

I romanen er personerne på vej til at finde sig selv i skrivningen af brevene til hinanden. De må være ædru for at kunne klare sig. Det er det de opdager.

Einar Már siger, at han altid har et kærlighedsforhold til sine romanfigurer. Han sætter sig sjældent i dommerstolen. Det der interesserer ham som forfatter er f.eks. hvordan oplever fangen det indefra? Personer der er udenfor betragtes igennem kærlighed til livet. Målestokken for vort samfund er hvordan vi omgås disse folk, de udstødte, ifølge Einar Már Gudmundsson. Han viser en skrøbelighed og sarthed i Thor og Eva som er overraskende blid taget deres hårde liv i betragtning. Pointen i fortællingen: Vi har let ved at dømme folk ud fra deres samfundsmæssige stilling.
Einar Már skriver imod disse fordomme.

Og han slår pludselig over i sit foredrag og fortæller chokerende ærligt om sig selv: ”Jeg nød bare alkohol!” ”Hvis Bacchus [vinens gud] manglede en ambassadør, så havde jeg straks været der”, sagde Einar Már. Men han fortalte ikke om de to græske former for rus, som udtrykker begge sider af vingudens væsen: Nemlig Lysios: den befriende og Bacchus: den rasende. Netop den adskillelse mestrede grækerne, de søgte også at harmonisere dem. Eros er kærlighedens gud, ordet betyder længsel. Og det handler romanen om.
Og længsel efter en anden tilstand er også det der driver alkoholikeren. Ligesom beruselsen og digtekunsten hænger sammen. Digtekunsten skaber, søger efter en anden tilstand, ifølge Einar Már. I det daglige er manglen på beruselse det vi kalder tomhed, dér lokkes man andre veje, afveje.

Kunsten, skriften, digtningen er en vej til fordybelse og en udvej for tomheden. Det ses igennem Einar Már Gudmundssons seneste roman: Sindets tremmer – en kærlighedshistorie.

Af Tommy Flugt

Nedfaldstid

2008-10-01T04:50:00.000-07:00

Det er æbletid og nedfaldstid. Det hele i en cyklisk begrebsramme. Smukkere kan efteråret ikke være. "O at være et æble/ svulme i rigdom og mag/ suge begærligt af stilken/ Slippe en sensommerdag" - skriver digteren Frank Jæger i Være-digtet. Men efteråret i år er også bekymrende tid. I år er det ikke blot æblehøsten der er stor. Det er også bankkrakkene. Hver dag byder på en ny kapitalnedtur. Den ene bank efter den anden må give op for deres egen grådighed. De har brugt alle lånernes penge og beder nu om redningsplaner og kapital fra staterne rundt omkring for ellers må de lukke. Og krakkapitalismen er nogenlunde klar til at hjælpe, for hvad skal den ellers gøre? De er jo nødt til at prøve et eller andet for ikke at miste retten til økonomien. Og den bliver ikke opgivet pga. den nuværende krise. Tværtimod skal krakkapitalismen nok kæmpe til sidste dollar for at bevare sin position. Dog er det for mig at se for sent, Kina har taget over og vi må alle rette ind efter de vilkår i kommende tid. Der er sket et vagtskifte her i efteråret 2008. Det er i sandhed nye tider vi går i møde. Tag for jer af retterne. Nedfaldskapitalismen er på vej.
Der er altid brug for nytænkning og forandring i denne verden. Men det kommer ikke af sig selv. Der skal overvejelser til. Hvad tænker du min hykleriske broder? Har du ideer eller er alt ved det gamle: Det hele er en overgang!
Og snart er der ro på broen igen. Ingen grund til panik. Der er blot krakket nogle banker, nogle folk er blevet arbejdsløse, men det hele samler sig igen i nogle større enheder inden så længe, og så er den krakkapitalisme reddet endnu en gang og alle kan igen citere Baudelaire: Berig Jer - Ligegyldigt i hvad. Bare berig Jer.
Mens æblerne falder ned blottes træets nøgne grene.
Vi er på vej ind i de nøgne træers tid.

Sommer 2008

2008-08-01T04:23:00.000-07:00

Sommerferiebilleder - intet er bedre end billeder fra ferien. De minder om hvad vi lavede eller ikke lavede. Der er altid en vis forventning til billederne og så opdager man at de også har en hukommelsesværdi. "Nå, ja, det er rigtigt vi var også der." Jeg samler billeder fra året løb i månedsmapper og bliver af og til forbløffet over hvor kort min egen hukommelse er, når jeg ser nogle billeder af en episode, som jeg næsten havde glemt. Billederne gemmer sig under hinanden og minder mig om hukommelsens korthed og øjeblikkets nødvendighed. Man er til stede, man er i nuet, men bagefter slås minderne om en plads i den personlige historik.

Her er nogle billeder lagt hulter til bulter fra en tre dages oplevelse med børnebørn, henholdvis på 3 og 6 år. Vi havde dem i 2 gange tre dage. Helt alene uden forældre. Det var nært og tæt. Og fuldstændig forrygende. Fra morgen til aften og natten med. Ved den mindste klynk om natten skiftedes vi til at stå op og trøste og få fordrevet det mindste mareridt. En hurtigt håndbevægelse og trykken i hånden var nok og så et par rolige og beroligende ord. Så sov barnet igen. Og den voksne blev blød og varm om hjertet over at have fået lov til at opleve denne fornemmelse endnu en gang, nemlig som bedsteforældre. Intet er smukkere end at få børnebørn og få lov at være sammen med dem. Det vækker i den grad ens egen fortid til live. Og minder om i hvilken ende af livet man nu prøver at orientere sig i. Men det er trygt og godt at kunne orientere sig i en verden, hvor der også er småbørn til stede og som kræver deres opmærksomhed. "Se mig farfar!" Og farfar ser med tredobbeltblik på sine børnebørn og lige tilbage på sin egen forældrerolle og dybere endnu tilbage til sin egen barndom. De vælter frem med minder og oplevelser. Billed for billed kommer vi dybere ned i lagene.

Jo, og så var vi også på Vadehavssafari i en uges højskoleophold på Løgumkloster. Det var en god naturoplevelse. Tæt på det nære, havet og luften, fugle, fisk, skalddyr og vadehavet. Det blev en god uges tæt oplevelse med en fin biolog som guide. Han var i stand til at trække naturen tæt ind på os og give gode og spændende forklaringer. Natursynet i forståelse af vores tilværelse og at værdsætte den er vigtig, tror jeg. At kunne vade over Ho bugt fra skallingen til Langli på havbunden pga. månens tiltrækningskraft var en forunderlig oplevelse. Og så at skulle indse nødvendigheden af at gå tilbage inden højvandet kom igen, det var der en vis konsekvens over og en stor oplevelse i. At holde ferie og lære noget samtidig er ikke en dårlig måde at feriere på.

Tommy Flugt

Hvad må man sige?

2008-06-09T13:33:00.000-07:00

Overvejelser af Tommy Flugt

I princippet kan man sige hvad som helst hvor som helst og når som helst, men det forunderlige er, at det gør man ikke. Man tænker sig om. Tager situationen i betragtning. Vurderer sine ord lægger til og trækker fra og finder så noget passende til lejligheden, hvis man ellers stadig synes det er umagen værd taget overvejelserne i betragtning. Det er stort set den situation vi alle står i hver gang vi deltager i en dialog, en samtale. Hver gang vi har noget på hjerte, hver gang vi vil en samtale må vi tænke samtalepartneren ind i dialogen og tage hensyn til personen. Det påvirker naturligvis sproget, tanken, holdningerne, men det er nødvendige påvirkninger. Kort sagt: det er samtalens væsen. Uden disse overvejelser ingen samtale.

Forleden dag sprang en bilbombe udenfor en dansk ambassade i Islamabad i Pakistan. Det kom ikke bag på mig, det var ventet. Ikke lige der hvor det skete, men selve handlingen: at det skete. At nogen sprang en bombe mod en dansk repræsentation. Det var ventet. Man kan også sige at selvmordsbomben mod danske interesserer ikke kom som en overraskelse. Der var tale om et forudsigeligt selvmordsangreb mod danske interesser. Terrorberedskabet var da også i samme høje leje som den skingre retorik i den borgerlige regering og dets regeringsparti længe har været oppe i. De ting følger hinanden. Et land slipper ikke ustraffet fra at fornærme og håne andre folkeslag og svine dets kvinder til fordi de bærer tørklæde. Eller fordi de protesterer mod Jyllands Postens satiretegninger, skal de have ytringsfriheden slynget i hovedet. Som om vi har total ytringsfrihed i landet. Det har vi ikke. Og sproget har heller ikke i sit væsen ytringsfrihed, for hvis det havde, var det ikke mere et samtalesprog. Altså for at tale sammen må vi lytte og høre efter, tænke os om og komme med gensvar. Ikke for at få ret, men for at blive klogere.

Sproget er klogt nok, men bruger vi det godt nok?

Hvis man mener at Danmark gjorde noget ulovligt, da vi gik med i krigen mod Irak, tæller det i bagagen. Hvem andre end regeringspartiet med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen havde godkendt den krig? Blev vi spurgt op til valget den gang? Nej. Vi efterlod et land i kaos og bevægede os videre til endnu en krigsskueplads Afghanistan. Af alle små lande skulle lille Danmark med 5,3 mio. indbyggere, hvoraf et par hundrede tusinde muslimer, lige netop markere sig på slagmarken, hvor der dræbes flest afghanere. Hvorfor lige der? Hvad har der hidtil været galt med vort lille lands fornuftige udenrigspolitik: at stikke fingeren i jorden, fornemme hvem folk er og med samtalen finde ud af om de vil have hjælp på anden måde end krige og om vi kan hjælpe dem med fredelige initiativer? Hvad er det for en krigerisk udenrigspolitisk linje vi som lille land er slået ind på? Ind imellem sidder man og tænker, at hvis det stod til regeringens støtteparti, så skulle vi erklære muslimerne krig: Tror man virkelig at denne hidsige sprogbrug gavner landet? Men ikke desto mindre er det en sprogbrug vort land viser over for udlandet. Støttepartiets retorik er kendt i udlandet og jeg tror ikke man der skelner mellem regeringen og støttepartiet.

Må man ikke sige noget, når Danmark bliver angrebet?

Det er svært at rejse en debat i et land, hvor medierne ikke har opdaget, at regeringen har sendt landet i to krige indenfor de sidste 5 år uden at medierne egentlig har været synderlig optaget af det. Så længe det gik nogenlunde, nå ja, så lad os deltage i den almindelige registrering af krigens gang. Og det gjorde man. Men man lod regeringen slippe. Man prøvede end ikke at kroge statsministeren. Flinkheden i en krigsperiode for landet er mig fuldstændig uforståelig som kritisk borger. Men lad mig alligevel prøve at sige fra: Danmark bør trække sine soldater hjem fra Afghanistan. Vi bør konvertere vores indsats til fredelig sameksistens og genopbygning af et lands institutioner. Vi kan deltage i FN’s humanitære projekter og lade det være ledetråden fremover for vort udenrigspolitiske engagement. Det ligner simpelthen ikke noget, at vort land skal være blandt de mest krigeriske og selvretfærdige. Man behøver kun at lytte til udenrigsordføreren for støttepartiet et par gange, før kvalmegrænsen er nået. Desværre er nu også regeringspartierne begyndt at give opkastfornemmelser.

Hvad ligner det at man ikke kan debattere regeringens politik i øjeblikket, fordi der er sprængt en forudsigelig selvmordbombe i Islamabad i nærheden af den danske ambassade? I sin tid blev kritik af regeringens Irak-politik imødegået med: ”Ønsker I da Sadam Hussein tilbage?” Et spørgsmål det er umuligt at svare på, ligesom det er umuligt at forholde sig til følgende: Vores udenrigspolitik skal ikke afgøres af terrorister. Hvem ved sine fulde fem kunne da foreslå nogen af delene. Ikke desto mindre var det og er det retoriske politikerkneb, der er brugt gang på gang. Hver gang virkeligheden rammer regeringens førte og forfejlede udenrigspolitik.

I denne uge var det så de radikale det gik ud over. Margrethe Vestager mente at Danmark burde lægge lidt mere vægt på diplomati end på krigeriskheden. Det var ilde hørt. Uanset at hun har ret blev hun bombet på plads, ligesom erhvervsmanden der led samme skæbne for samme synspunkt.

Man taler ikke om fredelige løsninger og fredelig sameksistens ovenpå en bombe, der slog hul i vejen og muren og slyngede gitterporten til den danske ambassade ind. Der blev dræbt adskillige pakistanere og en unavngiven dansk-pakistansk person. Men var årsagen efterfølgende en klar besked om, at det var for Danmarks engagement i Irak og Afghanistan? Nej, det var det ikke. Det virkede helt uhyggeligt at iagttage, at det er JP’s udenrigspolitiske stunt med Muhamed-tegningerne, der var årsag til det mislykkede bombeangreb. Ikke vor aggressive udenrigspolitik i Irak eller Afghanistan. Så når terroristerne opdager at det også er os, så kan vi vente det næste angreb.

Men indtil da, kunne vi så ikke se at dæmpe os lidt og arbejde for en fredeligere verden og en mere mådeholden udenrigspolitik. Og kunne vi så ikke slippe lidt for støttepartiets krigeriskhed. Vi vil fred her til lands. Sankte Hans, Sankte Hans. Men spørgsmålet er om vi overhovedet bruger sproget mere til at tale sammen om problemerne? Er det politiske sprog ikke bare blevet et dem og os sprog? Hvis det er sådan, så behøver jeg ikke være spåmand for at forudsige den næste bombesprængning.

Kan du og jeg bade i ordhavet?

2008-05-19T22:36:00.000-07:00

Det er lige det vi kan - og skal: Kaste os ud i ordhavet og svømme rundt imellem alle konsonanterne og vokalerne. Nyde bogstavernes skønhed og deres legende lyst til sammensætninger. Det legende bogstav. Det er nu vi skal bruge ord for vi har noget at fortælle, noget at reagere på. Vi kan ikke komme udenom, at der er brug for sproget i disse tider.

I Ordhavet har vi opdaget sprogets nødvendighed og at vi ikke kommer uden om det. Hvis sproget af og til bliver lidenskabeligt er det fordi det er en del af os selv. Vi lever både i og med sproget. Det er en del af vor bevidsthed. En vigtig del. Sproget hænger sammen med vor personlighed og baggrund. Og for at udvikle os og undgå isolation må vi udvikle os igennem vort sprog ved at dykke ned i det.

Vor evne til at danne forestillinger, at få ideer i ideationsfasen, den fase der går forud for de mere arrangerede ytringer, er der hvor nogle betydningsområder bliver talt eller skrevet varme, inden de endnu er bragt på formel, kodet helt ind og sat på plads.

I den fase er vi stadig modtagelige. Her er stadig tøvemekanismer og pauser til stede. Vi kan korrigere os selv for at bekæmpe rådvildhed, vi kan svømme rundt og lede efter den tabte tråd, sammenhængen eller noget man næsten havde på tungen, men ikke rigtig kan få fat i.

Vi kan hæmmes af vrede og hvad vi ellers har i os. Og det kan i den grad sætte sig på sproget og vores tanker, så sproget ikke rigtig vil fungere før sprog- og meningsstøjen er bearbejdet og fokuseringen sikrer at koncentrationen igen kan indfinde sig.

At bevæge sig koncentreret og fokuseret ud i sproghavet for at lede efter inspirationen i ordhavet. Sammenhænge, forståelser og forestillinger.

Det er at bade i Ordhavet.

Tommy Flugt