søndag den 22. april 2018

Generalforsamling i Dansk Forfatterforening 2018


Generalforsamling i Dansk Forfatterforening
21. april 2018 i foreningens lokaler Strandgade 6, stuen, 1401 København K



I strålende solskinsvejr med en kølig vind indover blev den årlige generalforsamling i foreningens gamle og smukke lokaler i Strandgade afholdt. Der var pænt fremmøde og forventninger til debat om den gamle forening, som er på en skillevej på flere punkter. Ny formand Morten Visti, nyt foreningsblad Forfatteren iklædt nyt og godt format udsendes 4 gange årligt, ny redaktør Lene Møller Jørgensen, ny kasserer Sanne Udsen og et par velformulerede kritiske revisorer med bemærkning til kritisk punkt i foreningens virke: Dets udmeldelse af Dansk Kunstnerråd.



Præcis det sidste punkt blev ikke nævnt i formandsberetningen, hvorfor jeg tog det op. Det kom der en længere debat ud af, og formanden redegjorde for beslutningen, hovedsageligt af økonomiske grunde m.m. Men man ville tage det op igen og søge at få en ordning mindre omkostnings tung end ny i Dansk Kunstnerråd. Generalforsamling opfordrede fra flere sider til at genoptage forsøget på at komme med igen, netop i tider med en så kulturfattig politisk regering er det vigtigt at stå sammen med andre foreninger.

Formanden tilføjede til sin skriftlige beretning, der var trykt i medlemsbladet, fire punkter:

1.      Nyt koncept på medlemsbladet, ny redaktør, det udkommer 4 gange årligt og i nyt format
2.      Hovedbestyrelsen nedlægger Internationalt udvalg, det fungerede ikke. Man starter forfra.
3.      Blixen-prisen 25
4.      . maj. ”Mindre pris – mere fest” i år.
5.      Bibliotekerne og indkøb i en identitetskrise for bibliotekerne. Hvad skal der være i bibliotekerne?
Under sidste punkt 4 har man ført samtaler med de kulturpolitiske ordførere i Folketinget,
Undtagen Naser Khadar, der ikke ville tale med Forfatterforeningen.


Formanden Morten Visti redegjorde for Hovedbestyrelsen udmeldelse af Dansk Kunstnerråd. Der havde været tvivl om hvad Dansk Kunstnerråd egentlig gav foreningen til prisen 70.000 kr. pr år. Set i sammenhæng med foreningens dalende indtægter (kassererens beretning) fandt man at foreningen ikke havde spillet nogen egentlig rolle i rådet, og en enig hovedbestyrelse havde trukket sig tøvende ud.
Det lille ord tøvende gav mulighed for debat, som endte med at formanden ville tage et nyt møde med Dansk Kunstnerråd om evt. at få reduceret betalingen. Han havde haft et møde med rådet i slutningen af 2017, hvor der var blevet sagt, at de var i gang med et reformarbejde i Dansk Kunstnerråd. Måske er Dansk Forfatterforening på vej tilbage til Dansk Kunstnerråd igen.
Visti nævnede også at 2017 blev det første år, hvor vi omsider fik en digital biblioteksafgift. Visti har været inde over det arbejde i lang tid. Og i november 2017 indgik Gyldendal en aftale med eReolen. Flere andre forlag fulgte op. Dansk Forfatterforenings lobbyarbejde bar her frugt.

Et andet meget vigtigt lobbyarbejde som har sværere politiske vilkår imod sig er at få indskrevet dansk litteratur i public-service-forpligtelserne. Foreningen har fremlagt behovet overbevisende, men om de kan trænge igennem hos politikerne vil tiden vise.

Vilkårene for at drive foreningen går i retning mod at være udelukkende kontingentbåret. Medlemstilgangen i 2017 var otte nye medlemmer.

Debatten var livlig og tilbagemeldingerne til Hovedbestyrelsen var mange og seriøse. Dagen sluttede med middag i lokalerne.


Og referenten her var så heldig at møde den kurdiske tolk og forfatter Orhan Dogru som kom ind ad døren til middagen, da jeg var på vej ud. Vi fik en snak sammen og han forærede mig to af sine seneste bøger om kurderne: Newroz som myte og litteratur & Tre sagn om tre folks oprindelse. Jeg har tidligere læst korrektur på hans Mem og Zin og andre kurdiske eventyr 2016, som jeg også har skrevet forord til. Vi blev enige om at mødes.

En god dag i forfatterforeningen.

© Tommy Flugt
22.04.2018

Storm P: "Hvorfor kalder De Deres Hund: "Forfatterforeningen?"
"Fordi den aldrig er rolig et øjeblik".
Dagbog 28.4.42



tirsdag den 14. marts 2017

YTRINGSFRIHED og dansk PEN

Advokat René Offersen

Jørgen Dragsdahl

YTRINGSFRIHED
Før generalforsamlingen i dansk PEN havde foreningen bedt advokat René Offersen fortælle om ytringsfrihed ud fra sit arbejde som forsvarsadvokat med møderet for Højesteret og sin bog om Kold Krig i Højesteret – Om Jørgen Dragsdahl, Bent Jensen og KGB. Fra januar 2017, udgivet på Vandkunsten. Han har skrevet mange juridiske bøger, men henviste specielt til ovennævnte og til Imperator - sagen uden om Brixtofte (Gyldendal, 2006) – (Til advokaten link.)

Han fortalte om ytringsfrihedsbegrebet i almindelighed og særdeleshed i forholdet mellem formel og materiel ytringsfrihed - og delte foredraget op i tre temaer: 1) Retfærdiggøre ytringsfriheden i retslig sammenhæng, 2) Advokaters betydende rolle, 3) Hvordan forvaltes ytringsfriheden af publicister.
Som sig hør og bør startede advokaten med Grundlovens § 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Den beskytter den formelle ytringsfrihed, forklarede han, men ikke den materielle ytringsfrihed. Kernen i paragraffen er censur - den kan ikke indføres.

Og så kom nådestødet: I praksis spiller §77 ingen rolle. Hvilke udgivelser man vil kan man forhindre i forhold til fogedforbud. § 77 er noget nær betydningsløs i 2017, var advokatens udsagn. Men set ud fra et juridisk perspektiv, så går det jo meget godt alligevel, sagde René Offersen.

Han sagde at der var en farlig populisme, der går ud på at tale nedsættende om konventionerne. Han henviste til angrebene på Menneskerettighedskonventionerne, som han mente har givet indhold i hvad det er at have materiel ytringsfrihed.

I Danmark kom Menneskerettighederne til at spille noget da Jens Olav Jersild havde givet Grønjakkerne talefrihed i en udsendelse. Racismeparagrafferne blev brugt imod ham og han blev dømt. Men dommen blev omgjort af Menneskerettighedsdomstolen. Det var en lussing til Højesteret og den lagde kursen om. I dag lægger man i Højesteret et fedtlag ind for ikke at blive udsat for nedgørelse af Menneskerettighedskommissionen igen, sagde advokaten. Det man ser efter og blander sig i er områder af væsentlig samfundsmæssig betydning.

Der skal være plads til at udtrykke sig højt og forkert for at få debatter til at køre i forhold til menneskerettighedskommissionen.

Hvor vidt kan man gå?
Det handlede sagen med Jørgen Dragsdahl om. Man må tale indenfor den værende debat.

2) Andet tema handlede om advokaters betydning for at der ikke er så mange injuriesager. René Offersen henledte opmærksomheden på jurist og højesteretssagfører O. Bondo Svane (1899-1987), der havde opfordret jurastuderende til at gå ned i et naturhistorisk museum og finde afdelingen for boomeranger, stille sig der og kikke på dem i lang tid og huske på, at boomerangen kan komme igen, når man har kastet den.

De alvorlige beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl om agentvirksomhed for KGB fik negativ betydning for hans virke som journalist. Hvorfor han rejste injuriesagen mod professor Bent Jensen.
Hvad fik Dragsdahl ud af det? Jo en godtgørelse på 100.000 kr. og 500.000 i sagsomkostninger. Og 7 udsagn fra Bent Jensens side blev kendt ubeføjede. Retssagen blev altså en sejr til Jørgen Dragsdahl. Han vandt. Link til dommen om Ærekrænkelses sagen her.

Men der var en boomerang effekt.
Der kom efterspil i pressen. I deadline fx var advokat René Offersen inviteret ind, men synes ikke han havde lyst til at deltage oven på sagen, der var vundet. Dommen var klar nok. Men til gengæld fik deadline professor Ole Hasselbalch i studiet. Han er Den Danske Forenings juridiske konsulent. En forening han var medstifter af i 1987. Har skrevet:  ”Opgøret med indvandringspolitikken” fra 2003 og ”Der var et yndigt land”, som han skrev sammen med islamkritikerne Mogens Camre og Lars Hedegaard i 2014. Det indslag i Deadline kom der overskrifter i pressen ud af som modarbejdede sagen som Dragsdahl havde vundet. Der var råd i magtapparatet mente Hasselbalch. Han gør Bent Jensen til formand for videnskabernes selskab. Man kan forvisse sig om Hasselbalchs synspunkter på hans hjemmeside, hvor der vrimler med læserindlæg mod Dragsdahl og for Bent Jensen her.

Boomerangen fløj i det næste halve år efter sagens afslutning i højesteret. René Offersen udtalte, at han mente Bent Jensen havde overtrådt sin tavshedspligt, men at ministeriet ikke gjorde noget ved det. Både tavshedspligt og injurieovertrædelser var strafbare.
Boomerangen gendriver ikke dommen, men skaber med et Ivan Malinovski citat: ”Misnøje til skade for mandstugten”.

Man sad tilbage med en fornemmelse af at demokratisk ytringsfrihed under de forhold vanskeliggør debatten og giver åbningen for løgnagtige gentagelser, åbner op for tidens fake, tidens løgne.

3) Om publicistens forholden sig til ytringsfriheden. ”Frihed under ansvar overfor domstolene”, som der står i grundlovens § 77.

Hvad er grænserne for en advokats ytringsfrihed? 
Det har Offersen gjort sig nogle tanker om i forbindelse med retssagen mod Peter Brixtofte som han var forsvarsadvokat for og som han har skrevet en bog om. Her fortæller han i samarbejde med Niels Krause Kjær om Brixtoftes storhed og fald. Hvordan kunne han skrive den bog og samtidig være en loyal advokat. Det havde han drøftelser med Gyldendal om og de var hjælpsomme. Derfor undrede det ham, at de kunne udsende Bent Jensens 2 binds værk: Ulve, Får og Vogtere i 2014 om den kolde krig. I den skriver Bent Jensen om Jørgen Dragsdahl at han skulle være tiltalt i 1985, men at justitsminister Ole Espersen trådte ind og standsede det. Det er en alvorlig beskyldning fra dengang af Bent Jensen, sagde Offersen. PET kommissionen der blev nedsat er den dyreste i historien og de indkaldte en lang stribe af politikere m.fl. og de sagde, at der ikke var noget i den sag, som Bent Jensen rejste. At udgive en bog uden at undersøge den er ikke smart af Gyldendal som publicist. 

Bogen delte vandene, den endte som et monomant opgør med hele venstrefløjen, skrev Information.
René Offersen sagde til afslutning: ”Publicister må have en vidtgående forpligtelse til at gå manuskripter igennem for fejl”.

Og som forbløffet tilhører til forsvarsadvokatens glimrende redegørelse og gennemgang stod det mig klart eller klarere, hvad der sker for tiden med Fake News i Verden.

 Vi må arbejde for sandheden og imod løgnen mere end nogensinde, for i øjeblikket er ”ytringsfriheden - en åben ladeport for højre og venstre publicismen”.

© Tommy Flugt
14.03.2017



PEN
Poets, playwrights, essayist, editors & novelists. Forfatterens vigtigste værktøj, pennen. Forkortet ned til en forening Dansk PEN stiftet i 1930erne og International PEN, som blev stiftet i London i 1921 og er verdens første ngo. En ordenes republik, der skulle samle nationerne. Jævnaldrende med Folkeforbundet som det har fælles træk med i ånd og mål.
Arbejder imod race-, klasse- og nationalt had og for fred i verden. Støtter den fri presse og imod vilkårlig censur i fredstid. Frihed indbefatter viljen til at beherske sig og gå imod onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser og kendsgerninger med politiske og personlige formål. 
Medlemskab af PEN står åbent for alle kvalificerede skribenter og professionelle litterater uden hensyn til nationalitet, race, farve eller religion.
Organisationen omfatter 148 nationale uafhængige PEN centre, fordelt over hele kloden og tæller mere end 18.000 forfattere og medlemmer. Skriv til: pen@pen.dk



Dansk PEN Generalforsamling 13.03.2017 i Forfatterforeningens lokaler.
Valg af dirigent: Søren Møller Christensen, referent Klaus Slavensky, formanden Per Øhrgaard (præsident) afgav foreningens beretning, som mest fungerede som henvisning til den grundige udsendte redegørelse: Årsberetningen. Kom med et udsagn om at foreningen ikke ville være sprogpoliti, men dog imødegå hadsk tale. Jens Lohmann havde været i Spanien til et Internationalt PEN møde og havde holdt et indlæg refereret i årsberetningen og som blev rost på mødet. Her havde Jens fået PEN til at tilbagekalde en udtalelse, som han og foreningen mente var et skråplan væk fra oprindelige principper: Hadsk tale, race køn, mindretal, det er arbejdsområder for PEN. Vi beskytter personer, som Øhrgaard udtalte. Foreningen vil sende et forslag til PEN om sagen.  Vi har fået 125.000 kr. til arbejde for Fribyer i kommunerne og det vil foreningen satse på i 2017. Beretningen blev godkendt. Ligeledes forslag til vedtægtsændringerne. Regnskab og budget vedtaget og fastholdelse af kontingent. En bestyrelse på 11 personer blev valgt og foreningen tegnes af 2 medlemmer af bestyrelsen i det daglige arbejde. En af dem præsidenten. Under evt. var der opfordring til at hvert medlem skulle prøve at skaffe et medlem til dansk PEN. Revisorerne blev genvalgt. Tyrkiet har været på dagsordenen i flere år og Dansk PEN har haft en række tyrkiske æresmedlemmer, forfulgte eller fængslede forfattere, hvis sager vi har fulgt tæt. Det vil foreningen fortsat følge op.
Under evt. var der et indlæg som fortalte om at nogle landes PEN foreninger er ustabile og mere eller mindre utroværdige, fordi de er overtaget af nationalistiske folk. De er kort sagt ikke til at stole på, hvilket er en svaghed i den internationale organisation. Så meget des værre som PEN International har mistet nogle stærke personligheder i toppen og er svære at få til at træffe beslutninger. Tidernes ugunst og nationalistiske strømninger og usikkerhed rammer også ind i vores forening, hvilket vi skal være opmærksomme på.
Tegning af TF

Fra formanden beretning:

”Det dansk PEN har foreslået London er, at foreningen skal modvirke enhver hetz, der retter sig mod ”race, køn eller minoriteter”, hvormed vi mener, at foreningens formål er tilgodeset. Vi ønsker en civiliseret omgang blandt skrivende folk, men vi vil ikke gøre os til del af den ”krænkelseskultur”, som har bredt sig på det seneste, og ikke føle os forpligtet til at gå i brechen for enhver, der måtte føle sig forulempet af den ene eller den anden ytring. Begreberne om både ytringsfrihed og hadsk tale er skabt med henblik på borgerens,
individets forhold til statsmagten eller andre myndigheder. Ytringsfrihed betyder, at der ikke finder forhåndscensur sted – den indebærer ikke, at nogen ikke kan opleve utilsigtede eller uønskede konsekvenser af sine ytringer (og hvis det var tilfældet, ville friheden også være indholdsløs). Hadsk tale kan vi aldrig undgå – i de såkaldt sociale mediers tidsalder tilsyneladende mindre end nogen sinde – men også her gælder, at vores opmærksomhed er rettet mod den hetz, der måtte bedrives af en statsmagt eller en anden offentlig myndighed, og som derfor kan blive eller bliver efterfulgt af sanktioner. Vi forbeholder os ret til at have og ytre en mening også om den offentlige debat, men vi agter ikke at agere sprogpoliti”.


torsdag den 26. januar 2017


Tre digtsamlinger i 2016 blev det til da året var gået. SINDETS ARKÆOLOGI udkom i begyndelsen af året og er skrevet over de sidste par år. Hver dag sit morgendigt. Strømmende, kommende af sig selv efter natten eller tidlig morgen stod ordene klar til at blive skrevet ned. (270 sider). Processen fortsatte resten af året og jeg havde en samling i sigte. Men så sneg endnu en digtsamling sig ind og krævede at ville udkomme. Den havde en særlig tilknytning til en måned, og derfor blev samlingens titel: OKTOBER (60 sider) en i størrelse normal digtsamling. Men så var den jeg sigtede efter ved at være klar og udkom sidst på året: MØRKETS LYS. (425 sider). I omfang min største samling. Nogle musikalske mennesker: Birte Zander & Lars Trier fra Roskilde har vist mig den store ære og glæde at sætte musik til flere af mine digte. Vi havde en aftenkoncert med oplæsning, sang og musikalsk ledsagelse af oplæsning i PAKHUSET i Nykøbing Sjælland. Once in a Lifetime.
Samlingerne kan beses nærmere på hjemmesiden: Ordhaven

Ligesom vejrtrækningen er nødvendig er digte det også.




søndag den 1. maj 2016

Generalforsamling i den gamle forening

Generalforsamling i den gamle forening
Af Tommy Flugt

Endnu en af forårets uundgåelige demokratiske møder fandt sted i går i Dansk Forfatterforening i de fine lokaler i Strandgade i København med de umulige parkeringsforhold. Hvorfor man naturligvis, når man kommer fra landet bevæger sig igennem det i tog og bus i storbyen. Og det går tjept og det hele passer.

I toget fik jeg læst en god kronik i Politiken af Peder Fredrik Jensen hvor kan slår et slag for litteraturen og kulturen i dette land. Han bruger store ord og lægger ikke fingrene imellem. Jeg lagde især mærke til en sætning i hans kronik:  ”Det har aldrig været kunstens rolle at bekræfte reaktionære synspunkter”. ”Den gode, aktive og levende kunst er acetone, der affedter vores silokone indsmurte øjne”. ”Der skal kunst til, før mennesket rykker sit blik”. Således opildnet drog jeg ind til mødet, men blev hurtigt dæmpet ned. Der var ikke revolutionær debat i luften, der var møde i den gamle forening i de smukke lokaler og et halvt hundrede medlemmer var mødt frem.



Efter en oplæsning af navne på afdøde medlemmer og et minuts stilhed kunne generalforsamlingen begynde kl. 15, men spisningen kl. 18 blev 10 minutter forsinket. Der var store ting på agendaen og det trak ud, da der var nogle talende demokrater til stede. De ville have svar på spørgsmål af den ene og anden slags. Der blev spurgt til regnskabsaflæggelsen, detaljer blev sat på plads, budgettet blev endevendt og til sidst over flere omgange og udsplitninger stemt hjem og formanden kunne regne med ikke en lønforhøjelse, men et honorar tillæg på 10.000 kr. om måneden. Og så tog han ordet.
Formandsberetningen og regnskab og budget var på forhånd trykt i foreningen blad Forfatteren, så vi kunne alle sammen følge med i Jens Vedelsby’s sammentrængte gennemgang. Han berørte: a) revisionen af biblioteksafgiften, de digitale biblioteks afgifter, et nyt optællingssystem i skole bibliotek, lyrik points til diskussion, e-reolens problematik og DFF’s mæglingsforslag,
b) Ytringsfrihed og selvcensur, c) arrangementer 2015 og 2016 og Blixen prisen som er foreningen store slagnummer, som det er svært for medlemmer at komme med til, selvom ønsket er at det skal blive til en landsdækkende folkefest for litteraturen, d) der er en drøm om et litteraturhus i København efter norsk og tysk forbillede, her skulle alle interesserede inviteres med og der var planer om at der blev tilkoblet et forfatterværelse for udenlandske forfattere til ophold. Processen er sat i gang e) mange arrangementer er afholdt, møder, foredrag, kurser osv. Litteraturen blander sig i samfundsdebatten og DFF er i medierne.

                                                                    Jens Vedelsby

Der var roser i debatten og torne. Bibliotekspenge forslag til alle bøger blev rost, men den smalle litteratur bliver ramt. Nedskæringsforlag på biblioteksgrænsen er for meget blev der nævnt, men vi har ikke lagt os fast på noget kom formanden ind med. E-reolen blev kritiseret, man kan ikke søge i den, systemet er ikke godt nok og biblioteks afgifterne er ikke i orden. Og så blev forslaget om stigning på medlemskontingentet vedtaget som en nødvendighed for at budgettet kunne balancere.
I alt dette glemte vi hvem vi egentlig er og var, så jeg tyr til udsnit fra kronikken jeg indledte med: ”Det er kunsten, der udpeger vores kulturs fejl og mangler, fremhæver traumer og svigt frem for at skjule dem. Det er ved at lade sproget transcendere normerne, at digteren peger på det latente sammenbrud hos mennesket og i systemet. Det er en af kunstens opgaver at afsløre den manipulation, mange politikere benytter sig af, når de går efter magten”.

Og for at kunsten, kulturen og litteraturen kan udfylde den rolle, skal den have en god og sund forening at støtte sig til og udfolde sig i. Det har vi i Dansk Forfatterforening. Den arbejder for at sikre gode vilkår for litteraturen. 

tirsdag den 8. marts 2016

JEG ER IKKE INTERESSERET I AT SE

STRUDSEN I OS ALLE: ”Jeg er ikke interesseret i at se”.

af Tommy Flugt

Det er i modsætningernes grænseland det sker. Det er her der er noget på færde. Noget som vi bliver forskrækket over og trækker os lidt tilbage fra. Vi skal ikke derud og afprøve noget. Herfra hvor vi står er der fred og ro og vores definitioner er som de skal være. Vi lader os ikke udfordre. Og siger til os selv: Hvad er nu det for noget nymodens noget. Det behøver vi vist ikke bruge tid på. Og så stikker vi hovedet i busken som de strudse vi nu også er. Modsætninger skriger og forskrækker.

Og ofte er der i sproget modsætninger som er svære at kapere. At dømme efter det manglende billetsalg til et spændende arrangement i AKSEN i Asnæs den 12. marts kl. 15.30 så er det måske det, der er sket her. Sammenstillingen af ordene får strudsementaliteten op i os. Det er noget nyt og måske lidt skræmmende: Rock og Guldaldermalerier! Kan man virkelig blande det?

Guldaldermalerier ved vi hvad er, så godt at vi næsten har glemt det. Men Rock og Guldalder? Her er der noget galt. Noget der ikke stemmer inde i vor hjernes receptorer. Noget stritter imod. Og strudsen er der omgående: Det er vist ikke noget for os, vi bliver væk.

Men det ville være synd og skam. For her er virkelig noget anderledes på færde. Endda noget lokalt og spændende. En ung digter og musiker Søren Mølstrøm har fået den indlysende gode idé at få os til at se på guldaldermalerier på er ny måde. Han går ind i billederne og aflæser sin egen historie i billederne og skriver så et digt om det, sætter musik til og orkestrerer det i sit band. Han har nemlig den fine og gode tanke, at han vil videreformidle vore kulturskatte og hvad vi kommer fra på en ny og interessant måde. Ikke igennem støvede kulturhistoriske foredrag, men gennem levende musikalitet som alle kan overvære og få noget ud af. Nøjagtig på samme måde som når The Boss Springsteen samler unge og gamle til sine Rock koncerter, fordi der er genkendeligt indhold i hans tekster, sådan også med Søren Mølstrøm & Band.

Og så er den unge musiker og digter i gang med at færdiggøre nyt digt og sang til koncerten. Mærkeligt nok hedder den: ”Jeg er ikke interesseret i at se”.

Og unge gymnasieelever har den sidste tid parafraseret over guldaldermaleriet: ”Fårevejle landevej af Th. Philipsen” som findes på Odsherreds Kunstmuseum. De unge har taget hul på guldalderen. Lad os støtte deres bestræbelser på at få indsigt i hvad Guldalderen egentlig er for en størrelse. Og lad os høre hvordan et nyt digt lyder, når det er en ung stemme og digter der fremfører det.

Hovedet ud af busken. Kom til Rock og Guldalderkoncert den 12. marts i Aksen. Billetter kan købes ved indgangen eller på www.odsbib.dk – voksne 60 kr. unge under 18 år gratis. Og så er der gratis forfriskning bagefter i Huset på Asnæs. Kom til koncert, se og hør en ny og spændende sang. Og de resterende Rock’N’Guld sange som også bliver fremført i AKSEN.

Digteren og musikeren Søren Mølstrøm


Det er generalforsamlingernes tid

Det er generalforsamlingernes tid

Og i går var det Dansk PEN.
Tog derind til foredrag kl. 19, hvor Niels Bjerre-Poulsen holdt en times foredrag om sin nye store og vigtige bog om Vietnam, noget der i den grad var skelsættende for min ungdom og retning her i livet. Hans fri foredrag byggede på den store bog han har skrevet: VIETNAM; KRIGEN. En international historie 1945-1975. Foredraget handlede om de komplicerede internationale forhold, der skabte og forlængede krigen. Bogen handler om magtkampe, modstridende ideologier og det aftryk krigen har sat i vesten den dag i dag. Krigen blev vist i tv i sin tid, nærmest som en føljeton. Og det var ganske frygteligt. Og til unge læsere: Det var ikke USA der vandt krigen. Det gjorde Vietnam.

Det er frygteligt at tænke i dag. Vietnam krigen startede under præsident Kennedy med 15.000 mand og endte under Johnson med 500.000 soldater i Vietnam. Man bombede løs og troede at vejen til sejr var gennem bomber. Det var det som bekendt ikke. Selvom der døde 3. millioner vietnamesere under krigen, så fik de smidt USA ud til sidst og samlet landet igen. Man forventede så i vesten et blodbad i Saigon, men der kom aldrig.

Heller ikke i dag vinder man krige ved at bombe, og det ser ikke ud til at læren fra den gang hersker i dag, hvor vi igen bomber løs, nu i Mellemøsten. I sin tid fortalte man Nordvietnam at de aldrig kunne vinde, vesten kunne bare skrue op for bombningerne og ned igen, når de havde givet sig, men det virkede ikke.

Og tiltroen til at det skulle virke i dag er ikke stor. Niels Bjerre-Poulsen drog parraller til nutidens konflikter og til Vietnamkrigen. Vietnamkrigen var en besættelse og er blevet en besættelse det er svært at komme udenom i dag, hvis man vil forstå sin egen samtids (forfærdelige) politik.

Og så var der en fredelig og velforberedt generalforsamling i Dansk PEN bagefter, hvor den nyvalgte formand Per Øhrgaard aflagde en kort beretning og henviste til den 21 siders store beretning som var sendt ud og formodedes læst af de ca. 30 deltagende. Det var en grundig og oplysende rapport om foreningens virke og engagement.

PEN står som bekendt for Poets, Playwrights, Essayists, Editors, Novelists og i de seneste år ikke mindst journalister. PENs charter siger at det skrevne ord er uden grænser og man skal gøre sit yderste for at bekæmpe had mellem nationer, racer, klasser og religioner. PEN skal virke for fred og frihed. I Danmark har vi ytringsfriheden som betyder, at der ikke udøves forhåndscensur. Men at forsvare retten til at sige, skrive og tegne er ikke ensbetydende mede at solidarisere sig med alt det, der bliver sagt, skrevet eller tegnet. Der er ingen modsætninger mellem at forsvare ytringsfriheden og at opfordre til civiliseret brug af den.

2015 er blevet et af de blodigste år vi har oplevet længe. Charlie Hebdo i januar, Krudttønden, den jødiske synagoge i København. Måned efter måned retssager, fængslinger og kolleger i hele verden der har mistet livet: i Syrien, Irak, Tunesien, Kuwait, Egypten, Etiopien, Tyrkiet, Mexico, Bangladesh og andre steder.

Fire avisredaktioner i Istanbul er blevet angrebet og adskillige medarbejdere dræbt. PENs lokaler i Ahmad er raseret. Og journalister fængsles i stort tal. Dansk PEN vil sætte fokus på Tyrkiet i dette år.
Forfulgte forfattere har kunnet få fred og arbejdsro igennem fribyordningen. Det har været for nedadgående med kommunernes hjælp, men nu har Dansk PEN fået en bevilling på 125.000 kr. fra kulturministeriet til at arbejde med og bistår kommunerne med i kommende tid til gavn for forfulgte forfattere i verden. En informationskampagne om ordningen overfor kommunerne kan gå i gang.

Og så var der regnskabet og budget og alt blev vedtaget i god ro og orden. Der var balance i tingene og synspunkterne.




Dansk PEN i Dansk Forfatterforening 7. 03.2016 – Per Øhrgaard og Niels Bjerre-Poulsen

tirsdag den 1. marts 2016

DE POLITIKERE VI HAR

DE POLITIKERE VI HAR

Af Tommy Flugt                                                                                                    28.02.2016

Har vi de politikere vi fortjener? Ja, vi stemte på dem, der nu sidder rundt omkring. Men hvem opstillede dem? Havde og har vi demokratisk indflydelse på det? Ikke i nævneværdig grad. For eksempel husker jeg fra min ungdom følgende udsagn fra en lokal jurist og formand for det konservative parti, da han gav sit besyv med i en lokal debat, hvor en lokal ung kandidat, der var blevet citeret, blev sat til vægs af formandens uforglemmelige: ”De konservative det er mig! ” Dermed var enhver debat lukket. Han sad i hele sit liv og repræsenterede de konservative. Her trængte ingen fornyelse eller ungdom ind. Her var ingen åben debat og mulighed for forandring, som bør følge med og være en selvfølgelighed i en verden i forandring.

Hvem er det der vælger partienes repræsentanter? Er det helt åbne og afsøgende opstillinger der er tale om? Fungerer systemet, er det godt og effektivt nok? Får vi de fremmeste og bedste folk ind på de vigtige poster, hvor fremtidens beslutninger skal træffes? Jeg er blevet mere og mere i tvivl som årene er gået. Jeg tror vi er nødt til at tage opstillingssystemet og rekrutteringen op til debat. Det er ikke godt nok at enhver så at sige ”idiot” kan blive valgt ind i det politiske beslutningssystem, blot de stilles tilfældigt op ved et valg, hvor man nu skal bruge nogle kandidater. Mange politiske partier er så små at de dårligt i det daglige arbejde kan mønstre mere end en håndfuld til arbejdet. Det er her de aktive, men også de ubrugelige ser deres snit til en opstillingsgevinst.

Måden vi vælger til byråd, regionsråd og folketinget på er ude af trit med den virkelighed der omgiver os. Vi ville aldrig ansætte en folkeskolelærer, en ingeniør, en læge eller en embedsmand på samme måde. Om ikke de skal igennem en slags Mercury Urval undersøgelse inden de bliver erklæret opstillingsberettigede, så ville en seriøs opstillingsmetode være at foretrække. De folk vi opstiller skal vide at vi har sikret os, at de er opgaven voksen og brugbare som politikere.
Og når de så er valgt ind fx i Folketinget. Så bliver de lige undersøgt og så begynder de at vælge hinanden til det ene og det andet. Her har vi vælgere ingen demokratisk kontrol med noget som helst. 

De værste eksempler på det er et forældet system med hensyn til valg til Folketingets formands post. En slags præsidentiel funktion, som man i partierne har pillet al værdighed ud af, som det er nu. Første gang det gik op for mig, var da Erik Ninn Hansen blev valgt til formandsposten mens Tamilsagen hang over hans hoved og regeringen som et Damokles sværd. Ikke alene valgte man ham til formand mens sagen rumlede og enhver husker at den endte med formanden afgang, deroute og regeringens afgang. Det havde jeg det svært med at acceptere. Og har det stadigvæk. Ligesom jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at nogen i ramme alvor kunne finde på at opstille Pia Kjærsgård til posten. Her fejler det politiske system og bliver en parodi på demokrati – og ikke en finger rører sig i den anledning. Hun bliver valgt. Ikke fordi hun er velegnet til det, men fordi det politiske system er i krise og ingen er i stand til at tænke klart, hvorfor man holder sig til reglerne om valg til posten, selvom de regler er helt ude af trit med den virkelighed vi lever i. Man kan ikke i ramme alvor vælge en så rabiat person til en af de fremmeste poster i vort demokrati og så tro at det ingenting betyder, hverken herhjemme eller i udlandet. Det er her vi begår en frygtelig fejltagelse. Og i øjeblikket begår vi den ene bommert efter den anden og medvirker til underminering af vort demokrati og vore fremtidige muligheder som lille nation.


Vi lader os i øjeblikket drive rundt i manegen af en lille mindretalsregering med rabiate synspunkter, skinger stemmeføring og en ødelæggende politik både indenrigs- og udenrigspolitisk. Og mens vi forundres over den politiske deroute undres og bekymres det store udland over, hvad der er galt med lille Danmark.