DE POLITIKERE VI HAR
Af Tommy Flugt 28.02.2016
Har vi de politikere vi fortjener? Ja, vi stemte på dem, der
nu sidder rundt omkring. Men hvem opstillede dem? Havde og har vi demokratisk
indflydelse på det? Ikke i nævneværdig grad. For eksempel husker jeg fra min
ungdom følgende udsagn fra en lokal jurist og formand for det konservative
parti, da han gav sit besyv med i en lokal debat, hvor en lokal ung kandidat,
der var blevet citeret, blev sat til vægs af formandens uforglemmelige: ”De
konservative det er mig! ” Dermed var enhver debat lukket. Han sad i hele sit
liv og repræsenterede de konservative. Her trængte ingen fornyelse eller ungdom
ind. Her var ingen åben debat og mulighed for forandring, som bør følge med og
være en selvfølgelighed i en verden i forandring.
Hvem er det der vælger partienes repræsentanter? Er det helt
åbne og afsøgende opstillinger der er tale om? Fungerer systemet, er det godt
og effektivt nok? Får vi de fremmeste og bedste folk ind på de vigtige poster,
hvor fremtidens beslutninger skal træffes? Jeg er blevet mere og mere i tvivl
som årene er gået. Jeg tror vi er nødt til at tage opstillingssystemet og
rekrutteringen op til debat. Det er ikke godt nok at enhver så at sige ”idiot”
kan blive valgt ind i det politiske beslutningssystem, blot de stilles
tilfældigt op ved et valg, hvor man nu skal bruge nogle kandidater. Mange
politiske partier er så små at de dårligt i det daglige arbejde kan mønstre
mere end en håndfuld til arbejdet. Det er her de aktive, men også de ubrugelige
ser deres snit til en opstillingsgevinst.
Måden vi vælger til byråd, regionsråd og folketinget på er
ude af trit med den virkelighed der omgiver os. Vi ville aldrig ansætte en
folkeskolelærer, en ingeniør, en læge eller en embedsmand på samme måde. Om
ikke de skal igennem en slags Mercury Urval undersøgelse inden de bliver
erklæret opstillingsberettigede, så ville en seriøs opstillingsmetode være at
foretrække. De folk vi opstiller skal vide at vi har sikret os, at de er
opgaven voksen og brugbare som politikere.
Og når de så er valgt ind fx i Folketinget. Så bliver de
lige undersøgt og så begynder de at vælge hinanden til det ene og det andet.
Her har vi vælgere ingen demokratisk kontrol med noget som helst.
De værste
eksempler på det er et forældet system med hensyn til valg til Folketingets
formands post. En slags præsidentiel funktion, som man i partierne har pillet
al værdighed ud af, som det er nu. Første gang det gik op for mig, var da Erik
Ninn Hansen blev valgt til formandsposten mens Tamilsagen hang over hans hoved
og regeringen som et Damokles sværd. Ikke alene valgte man ham til formand mens
sagen rumlede og enhver husker at den endte med formanden afgang, deroute og
regeringens afgang. Det havde jeg det svært med at acceptere. Og har det
stadigvæk. Ligesom jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at
nogen i ramme alvor kunne finde på at opstille Pia Kjærsgård til posten. Her
fejler det politiske system og bliver en parodi på demokrati – og ikke en
finger rører sig i den anledning. Hun bliver valgt. Ikke fordi hun er velegnet
til det, men fordi det politiske system er i krise og ingen er i stand til at
tænke klart, hvorfor man holder sig til reglerne om valg til posten, selvom de
regler er helt ude af trit med den virkelighed vi lever i. Man kan ikke i ramme
alvor vælge en så rabiat person til en af de fremmeste poster i vort demokrati
og så tro at det ingenting betyder, hverken herhjemme eller i udlandet. Det er
her vi begår en frygtelig fejltagelse. Og i øjeblikket begår vi den ene bommert
efter den anden og medvirker til underminering af vort demokrati og vore
fremtidige muligheder som lille nation.
Vi lader os i øjeblikket drive rundt i manegen af en lille
mindretalsregering med rabiate synspunkter, skinger stemmeføring og en
ødelæggende politik både indenrigs- og udenrigspolitisk. Og mens vi forundres
over den politiske deroute undres og bekymres det store udland over, hvad der
er galt med lille Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar