søndag den 22. april 2018

Generalforsamling i Dansk Forfatterforening 2018


Generalforsamling i Dansk Forfatterforening
21. april 2018 i foreningens lokaler Strandgade 6, stuen, 1401 København K



I strålende solskinsvejr med en kølig vind indover blev den årlige generalforsamling i foreningens gamle og smukke lokaler i Strandgade afholdt. Der var pænt fremmøde og forventninger til debat om den gamle forening, som er på en skillevej på flere punkter. Ny formand Morten Visti, nyt foreningsblad Forfatteren iklædt nyt og godt format udsendes 4 gange årligt, ny redaktør Lene Møller Jørgensen, ny kasserer Sanne Udsen og et par velformulerede kritiske revisorer med bemærkning til kritisk punkt i foreningens virke: Dets udmeldelse af Dansk Kunstnerråd.



Præcis det sidste punkt blev ikke nævnt i formandsberetningen, hvorfor jeg tog det op. Det kom der en længere debat ud af, og formanden redegjorde for beslutningen, hovedsageligt af økonomiske grunde m.m. Men man ville tage det op igen og søge at få en ordning mindre omkostnings tung end ny i Dansk Kunstnerråd. Generalforsamling opfordrede fra flere sider til at genoptage forsøget på at komme med igen, netop i tider med en så kulturfattig politisk regering er det vigtigt at stå sammen med andre foreninger.

Formanden tilføjede til sin skriftlige beretning, der var trykt i medlemsbladet, fire punkter:

1.      Nyt koncept på medlemsbladet, ny redaktør, det udkommer 4 gange årligt og i nyt format
2.      Hovedbestyrelsen nedlægger Internationalt udvalg, det fungerede ikke. Man starter forfra.
3.      Blixen-prisen 25
4.      . maj. ”Mindre pris – mere fest” i år.
5.      Bibliotekerne og indkøb i en identitetskrise for bibliotekerne. Hvad skal der være i bibliotekerne?
Under sidste punkt 4 har man ført samtaler med de kulturpolitiske ordførere i Folketinget,
Undtagen Naser Khadar, der ikke ville tale med Forfatterforeningen.


Formanden Morten Visti redegjorde for Hovedbestyrelsen udmeldelse af Dansk Kunstnerråd. Der havde været tvivl om hvad Dansk Kunstnerråd egentlig gav foreningen til prisen 70.000 kr. pr år. Set i sammenhæng med foreningens dalende indtægter (kassererens beretning) fandt man at foreningen ikke havde spillet nogen egentlig rolle i rådet, og en enig hovedbestyrelse havde trukket sig tøvende ud.
Det lille ord tøvende gav mulighed for debat, som endte med at formanden ville tage et nyt møde med Dansk Kunstnerråd om evt. at få reduceret betalingen. Han havde haft et møde med rådet i slutningen af 2017, hvor der var blevet sagt, at de var i gang med et reformarbejde i Dansk Kunstnerråd. Måske er Dansk Forfatterforening på vej tilbage til Dansk Kunstnerråd igen.
Visti nævnede også at 2017 blev det første år, hvor vi omsider fik en digital biblioteksafgift. Visti har været inde over det arbejde i lang tid. Og i november 2017 indgik Gyldendal en aftale med eReolen. Flere andre forlag fulgte op. Dansk Forfatterforenings lobbyarbejde bar her frugt.

Et andet meget vigtigt lobbyarbejde som har sværere politiske vilkår imod sig er at få indskrevet dansk litteratur i public-service-forpligtelserne. Foreningen har fremlagt behovet overbevisende, men om de kan trænge igennem hos politikerne vil tiden vise.

Vilkårene for at drive foreningen går i retning mod at være udelukkende kontingentbåret. Medlemstilgangen i 2017 var otte nye medlemmer.

Debatten var livlig og tilbagemeldingerne til Hovedbestyrelsen var mange og seriøse. Dagen sluttede med middag i lokalerne.


Og referenten her var så heldig at møde den kurdiske tolk og forfatter Orhan Dogru som kom ind ad døren til middagen, da jeg var på vej ud. Vi fik en snak sammen og han forærede mig to af sine seneste bøger om kurderne: Newroz som myte og litteratur & Tre sagn om tre folks oprindelse. Jeg har tidligere læst korrektur på hans Mem og Zin og andre kurdiske eventyr 2016, som jeg også har skrevet forord til. Vi blev enige om at mødes.

En god dag i forfatterforeningen.

© Tommy Flugt
22.04.2018

Storm P: "Hvorfor kalder De Deres Hund: "Forfatterforeningen?"
"Fordi den aldrig er rolig et øjeblik".
Dagbog 28.4.42



Ingen kommentarer: