mandag den 27. april 2009

Poetomatisk neurometeorologi


POETOMATISK NEUROMETEORO-LOGI
- en ny videnskabspoetik tilegnet maleren Peter Hentze

af Tommy Flugt, forfatter

[ Poetikken: Påbegyndt i 1993 og afsluttet og offentliggjort i 2009].

Der er mennesker, som de sædvanlige ord og begreber hurtigt slipper op overfor, hvis man forsøgsvis skal beskrive dem eller kommunikere med dem, når man vil bruge de gode gamle ord: tale, tale med, tale sammen, tale om noget.

At tale er jo altid at tale om noget, men med Peter Hentze forholder det sig ikke helt sådan. Med ham bliver det at tale let talen om noget andet. Et eller andet besynderligt søgende, nye områder bliver inddraget i en slags undersøgelse, hvor man hverken kender hoved, hale eller midterstykke i samtalen, som ikke mere er en samtale, men vel snarere at ligne med en opdagelsesrejse i ukendt land, hvor man ikke aner hvilke opdagelser, der ligger og venter, for slet ikke at tale om hvilke ord man skal sætte på disse nye ting man støder på undervejs. Peter Hentze har nu ofte hurtige forklaringer og ord til sådanne situationer, og hvis ordene ikke slår til tegner eller maler han bare, hvad han oplevede. Eller får lavet en skulptur. For Peter bruger mange sprog til at beskrive tilværelsen. Han har set for mange år siden, at nok kan tale og sprog bruges, men de er slet ikke udtømmende - og skal man give udtryk for den viden man har i sig og få den ud i omgivelserne, må man være snedig og bruge mange udtryksformer. Vi er efterhånden en hel del, der har fået glæde af Peter Hentzes mange udtryksformer.

Jeg har lagt mærke til, at Peter, når han går til en opgave, kan lignes med en videnskabsmand.
Det kommer sikkert temmelig overraskende for de fleste, men jeg skal straks føre bevis.

Men vi skal lige i fantasien til Djursland, nærmere betegnet Mogenstrup på Nordsiden af Jyllands næse ud mod Randers fjord og Kattegat. Her havde Peter for mange år siden lånt et hus af et keramikerpar, som var taget til Skotland i en periode. Peter inviterede mig med op i huset.

Dels er ensomhed ikke godt for noget, og dels er det godt at have nogen at tale med om noget. Valget faldt på mig, som virkelig trængte til at komme væk fra København. Peter vidste det. Jeg er ikke sikker på jeg selv var klar over det dengang. Djursland blev meget betydningsfuld for mig selv på mange måder. Dels samværet med Peter. Snakken om noget andet. Dels landskabet. Dels keramikværkstedet, hvor der i våd ler med en finger var skrevet på væggen lige ved drejebænken: LEDIGGANG ER RODEN TIL AL KUNST. Denne lergrafitti rystede mit verdensbillede. Jeg kom fra et miljø der bar rundt på en anden sentens, der som en cementblok tyngede til jorden. Pludselig blev landet let og frit og der blev åndeligt råderum. Den unge mand begyndte at udforske en ny verden. Jeg tror grunden blev lagt der i Djursland sammen med Peter som katalysator.

Der kom i hvert et af de smukkeste digte jeg skrev i den periode ud af det Djurslandske landskab. Det første vers lyder:

Jeg står med et vinglas i hånden
og stirrer på solen går ned
bag kornfede sensommer marker
marker modnet i fred

Langt senere satte Lars Trier musik til digtet og endnu senere blev det trykt og optaget i 151 andre sange og udgivet af Edition EGTVED i et førsteoplag på 10.000 eksemplarer. Senere kom der et andet oplag i tilsvarende størrelse og min lykke var gjort, da der dumpede en check på 150 kr. ind ad brevsprækken. Endda to gange. Alt det bare fordi jeg havde boet sammen med Peter en sommer i Djursland.

Men sommeren er ikke slut endnu. For jeg har et bevis at føre, nemlig Peter som videnskabsmand. En dag havde Peter fået lyst til pandekager. Han søgte hjælp i kogebogen. I Frøken Jensens kogebog står der om pandekager til 4 portioner (ikke personer):
5 dl mel, ½ tsk salt, 2 tsk sukker,
1 tsk kardemomme, 3 æg,
Ca. 5 dl mælk, 3 spsk olie
Man pisker æg og mælk sammen. Blander mel, salt, sukker og kardemomme og rører så det hele sammen og tilsætter olie. Dejen hældes i en kande og hviler ½ time. Inden bagningen røres i dejen.
Nået så langt opvarmes panden, man hælder lidt olie på til den første pandekage – og så kommer det store øjeblik, hvor man hælder dejen midt på den varme pande, drejer panden hurtigt, så dejen fylder hele panden i et tyndt lag. Nu venter man bare til pandekagen er stiv og så vender man den, og i løbet af et øjeblik er den færdig. Fra nu af sætter gentagelsens monotoni ind, mens bunken vokser.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på pandekagens kulturhistorie, men blot til eventuelle skeptikere i denne forsamling [oprindelig blev talen forberedt og forsøgt gennemført til Peters 50 års fødselsdag, men taleren måtte forkorte talen gevaldigt, da akustikken var noget nær en katastrofe og det ikke var én fødselsdag, men tre fødselsdage der blev holdt i samme rum, med dertil hørende antal gæster af temmelig forskellig observans, kort sagt de snakkede og sendte lyden og talen rundt i kalejdoskopisk rundfart, og taleren måtte afbryde og fremskynde et hurra]så vil jeg alligevel sige så stilfærdigt og indtrængende som det nu er mig muligt: Der findes ikke noget vigtigere her i livet end at kunne lave sig en god stabel pandekager, når man har brug for det. Glæden ved at servere sine egne pandekager duftende varme, komme sukker, syltetøj, crème fraiche, frugtkompot eller is på dem og så rulle dem sammen, sætte gaffel og kniv i pandekagen og føre den til munden er af en så ubeskrivelig nydelseskategori, at man næsten ikke kan vente. Oh, salige øjeblik.

Øjeblikket lod vente på sig i Djursland. Jeg skal komme tilbage til det senere, men er nødt til at lave en lille afstikker til Vingstedcentret, hvor jeg for nylig var på kursus. Glæden ved at komme der, har også med Peter at gøre, for her hænger i svømmehallen en af de største samlinger af Peter Hentzes kunst. Omkring 180 billeder, som han i sin tid lod udlicitere over det ganske land i TV og hvor halvtreds kommuner og institutioner lagde billet ind på Peters generøse tilbud: At få hele samlingen gratis, hvis man ville udstille dem samlet og permanent. Det var Peters gentak til fællesskabet for af samme fællesskab at have modtaget et treårigt legat fra Statens Kunstfond til fordybelse og arbejdsro. Det var Vingstedcentret der løb af med billederne. Det var jeg lidt ked af, for jeg havde fået min kommune på opgaven for at få billederne. Nu blev det Vingsted, og da jeg kom der hvert år i en periode, fik jeg altså alligevel glæde og inspiration af dem.

På Vingstedcentret blev her for nogle år siden lagt grunden til en ny videnskab. Den tager udgangspunkt i to menneskesyn.
1. Det ene er statisk
2. Det andet er dynamisk
Det første er forkert. Det andet er rigtigt. Skulle der være nogle her i læserkredsen, der hælder til at det er omvendt, er der bare at sige til jer: I tager fejl.

Slår man op i en bog, hvor den menneskelige hjerne er vist, kan det ved første øjekast godt se ud til at mennesket er statisk. Her vises hjernen som en køkkenhave. Et sted i hjernen ligger sproget, et sted følelsen, et andet sted tal og symboler, hukommelsen osv. Men menneskets hjerne fungerer ikke sådan adskilt i kategorier som en køkkenhave. Den fungerer snarere som en Voldborg (tidligere vejrmeteorolog ved DR): Altså NEUROMETEOROLOGI. Alle centrene overlapper hinanden, der er lag på lag, de fletter sig ind og ud af hinanden som et landskabeligt kort set ovenfra. Et Jørgen Brynjolf maleri. Det er et dynamisk menneskesyn.

Det statiske menneskesyn giver en bornert realisme, som medfører de mest absurde situationer og diskussioner. F.eks. maleren der sidder ude i en klit og lader sig inspirere af lyset til at male sit indre billede af havet, stranden, himlen. Bag ham står en bornert realist og følger processen på lærredet til stor irritation for maleren. På et tidspunkt spørger den bornerte: Hvor tæt kan man komme på havet?

Og maleren, der var ved at gå ud af sit gode skind over spørgsmålet og i et øjeblik overvejer at jage penslen i maven på spørgeren, rejser sig med desperation i blikket, styrter inden mordet ned over klitterne ud over stranden og kaster sig i bølgerne med alt tøjet på. Dukkerten beroliger ham og han går roligt op til den bornerte realist, ser ham ind i øjnene og fortæller ham sandheden og intet andet end sandheden: ”Så tæt kan man komme havet”. Og han sætter sig roligt ned og arbejder videre med sit indre landskab, sin indre meddelelse, der er ved at tage form.
Bornert realisme er den overdrevne hang til realisme og den ødelægger alt. Derfor er et statisk menneskesyn forkert, for det lukker muligheder.

Det er ingen hemmelighed, at mennesket fødes som halvfabrikata. Vi bliver aldrig færdige. Det tror pokker. Menneskets hjerne består af 1½ kg fedt og så fungerer den oven i købet på svagstrøm. Ikke sært at ting tager tid og at det er svært at lære noget, at lære noget nyt, at blive et nyt menneske. Overdreven realisme er ikke altid vejen. Selvom tiden jo er fyldt med den. Ih, hvor det ligner, siger folk, når de ser TV f.eks. Prøv med en opera en aften, hvor den store madam Nielsson er på skærmen. Det er fandme realisme. Helt tæt på hendes opsvulmede ansigt, man kan se sveden løbe ned ad hendes fyldige ansigt, og når munden er helt udspilet og fylder det meste af skærmen er man i stand til at se drøblen, der som en klokkeknebel svinger fra side til side, buldrende mod siderne af fjernsynsklokken. Ja, det er fandme realisme. For slet ikke at tale om, når dette bjerg af et menneske i en opera sluttelig lægger sig på scenen, og mens tv-kameraet langsomt zoomer ind på hende dør hun af svindsot. Det er dyb realisme, godnat!

Men nu er tiden vel mere til det slanke look, at dømme efter alle de afmagringspiller, der markedsføres. Apropos hjernens 1½ kg fedt, hvem siger, når I taber jer, hvor kiloene tages fra?

Hvis man nu forestiller sig hjernen som et nyt fjernsyn, altså et hvor der ikke er kommet noget ind i endnu, hvor det stort set kun viser flimmer, når man tænder det og først langsomt toner der billeder frem, sådan afhængig af hvad man putter i det, så har man et billede af hjernen. Nogle fjernsyn er gode til opera, men hvis man en aften er mere til boksning, så må man ud på brugtfjernsynsmarkedet for at finde et der kan vise det. Og som er god til det. Ligesådan med billeder, kunst og hvad sjælen nu ellers næres af i sin lediggang. Sådan et fjernsyn er skam en følsom tings, fjernsyns føde, fugls føde, sjæls føde er noget man putter på det og så lader man en voldborg røre rundt og det vidunderlige ved denne metode er jo, at de voldborgske forudsigelser blæser i vinden langt over de menneskelige landskaber, som forandrer sig med vind og vejr og brændstoffet, der fyldes på. Og dog er der i alt dette en sandhed, det er værd at samle op. Det er BEDSTES LOV, vore allesammens bedstemødre, der kan sætte enhver pædagog til vægs: DET ER DEN DER UDFØRER NOGET, DER HAR LÆRT NOGET. Viden er ikke et stof, men viden er en tilstand, en egenskab hos mennesket.

Viden er ikke et navneord, man kan ikke bøje det som man kan med ordet information, der er så meget oppe i tiden: En information, information-en, flere information-er, alle information-erne.
Det går ikke med viden. Viden er et tillægsord, der lægger sig som en kælen kattekilling til et menneske. Et vidende menneske f.eks., hvor det end måtte befinde sig. Viden er i mennesket. Information ligger udenfor. Man kan godt have masser af informationer uden at have viden. Viden er altid personlig. Når den presses ud bliver den til information. Men det er ikke ligetil at presse sin viden ud, vi må have et langt forløb for at udtrykke os.

Det var jo ellers smart, hvis vi sådan med lidt kropsbevægelser, ved bare at slå armene hurtigt ud til siden overfor sine medmennesker kunne videregive dem vores viden. Sådan en art hurtig MENTAL BLOTTER virksomhed. Men sådan er det jo desværre ikke, selvom jeg godt kan få øje på det morsomme element i den omgangsform.

Nej, viden kan kun omsættes til informationer, ved at vi udtrykker os på det ene eller andet sprog, bl.a. tænkningens. Her er der to typer: den intuitive og den logiske. Den mest effektive form for tænkning er den intuitive. Det er ikke et mål i sig selv at tænke logisk, det er blot et middel. Information pendler imellem disse to yderpunkter: den intuitive og den logiske tænkning. Og ved hjælp af disse kommer de indre mentale landskaber til syne og bliver tilgængelige for os andre, vi kan tage del i informationerne og selv transformere dem til viden i vort eget indre landskab, og så er der sket noget, der vist nok kaldes en symbiose.

Selvom vi i vor verden beskæftiger os i den grad med det logiske, at man af og til kunne få lyst til at smide den logiske sans ad helvede til, så må jeg stærkt advare imod det. Det har jeg en af vor tids største danske tænkeres ord for. Han hedder Peter Zinkernagel – og der er ikke ret mange der kender ham. Han har skrevet to bøger med tredive års mellemrum – og en kronik i Berlingske Tidende mandag den 9. august 1993. Den første bog hed Omverdensproblemet og det løste han i den bog. Han fik en doktorgrad ved samme lejlighed, og eftersigende formørkede hans mursten af en bog professor Jørgen Jørgensens liv resten af hans dage. Den anden bog hedder Virkeligheden. Begge bøger handler om sprog og logik, men forfatteren indrømmer at han først i andet oplag af sidste bog fandt ud af, hvad logik er for noget. Han skriver: ”Logiske relationer kan hverken begrundes eller benægtes eller kan kun begrundes ved, at de ikke kan benægtes”. Og han fortsætter: ”Benægter vi nødvendige logiske relationer, ophæver vi skellet mellem vrøvl og ikke-vrøvl.
Vi kan i så fald sige hvad som helst og det er derfor ikke værd at sige noget som helst.
Formålet med enhver diskussion er at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Men har vi lov til at sige hvad som helst er enhver diskussion formålsløs”.

Efter dette har jeg ikke lyst til at sige hvad som helst. Jeg vil sige noget. Noget om kunstens væsen. Det er enzymisk. Enzym er proteinlignende katalytisk virkende stoffer i organismen af afgørende betydning for livsprocesserne. Sådan er kunst jo, af afgørende betydning for vort liv.

Kan man lære at forstå det?
Nej, en af de virkelig dybe pædagogiske sandheder er jo:
Man kan overhovedet ikke lære nogen noget.
Man kan tilrettelægge således at andre lærer sig selv noget.
Og så håbe på selvantændelsen.

Kan Peter Hentze lære nogen noget?
Ifølge ovenstående logik kan han ikke. Men tilbage til øjeblikket på Djursland, som vi lod afventende stå tilbage. Det store spørgsmål var: Kan Peter Hentze lave pandekager? Vi skal også lige mindes om Bedstes Lov: Det er den, der udfører noget, der har lært noget. Vi skal også lige gentage, at mennesket ikke er statisk, men stærkt dynamisk, at hjernen ikke er en køkkenhave, men mere en voldborg: neurometeorologisk, at den er på 1½ kg og kører på svagstrøm – og at der skal føres bevis for at Peter har en videnskabsmands ånd og systematik i sig.

Vi står altså og glæder os til at dejen skal blive til lækre pandekager på stegepanden. Der er blot det ved dejen, at den ved nærmere eftersyn er temmelig tynd. Og den flyder underlig vandet rundt på panden – og vil ligesom ikke rigtig blive til det man forstår ved rigtige pandekager. Hvem der nu end har hittet på den konvention: at pandekager nu engang er hvad pandekager er. Peters pandekage vil ikke rigtig blive til den konventionelle pandekage der på stegepanden. Uanset hvor tålmodig og længe han står og venter. Pandekage bliver der ikke ud af den dej. Så slår det Peter at han må have læst forkert i Frøken Jensens kogebog og evt. brugt forkert mål. To portioner til Peter og en til mig. Der stod 5 dl mel og ca. 5 l mælk. Han havde brugt 3-taller i stedet for, fordi vi ikke havde så meget mælk. Men pludselig opdager han at der jo ikke stod liter, men deciliter. Peter lyste op. Problemet var løst. Han havde kommet tre liter mælk i dejen. Klart den var så tynd. Men nu er det at den mest sindrige, tænksomme og charmerende videnskabsmand kommer op i Peter. For der er jo endnu et problem at løse. Det gøres ikke gennem matematikken ved simpel subtraktion. Man kan ikke bare sætte sig ned og trække tre dl fra tre liter og så hælde facit ud. Facit blev på papiret – ligesom 2,7 l for meget mælk blev i dejen. Peter tænkte så det knagede, indtil løsningen var der. Han sprang fra den ene videnskabsgren til den anden. Delløsningen, den teoretiske, lå godt nok i den matematiske videnskab. Men den beskrev jo kun verden.

Peter mente nok at vide i denne situation, at det afgørende ikke er at beskrive verden, men at forandre den. Så han tog et spring over til fysikkens verden. Herovre lå de store forandringer. Ved hjælp af simpel varmelære og fordampningsregler, når væske blev opvarmet, ville samme væske afgive damp og således gradvist formindske væsken, på den måde kunne den overskydende mængde mælk 2,7 liter forsvinde og dejen have samme blandingsforhold som foreskrevet af Frøken Jensen. Peters udredning gjorde mig aldeles stum, fordi den oven i købet var fulgt på vej med en bemærkning fra fysikkens verden om at alle store nyopdagelser var gjort under ekstreme eksperimentelle forhold og at det bare var om at prøve sig frem. Rask tog han gryden og satte den ovenpå kakkelovnen, som opvarmede det stormomsuste hus – og han gik ud i atelieret for at male. Engang imellem kom han ind og så til dejen i gryden, det tog sin tid at fordampe 2,7 liter mælk. Den var ikke klar endnu til pandekager forklarede han mig. Jeg skulle bare være tålmodig, så var dejen klar.

Et par timer senere meddelte Peter mig, at han måske havde opfundet en ny ret. I hvert fald var det tydeligt, at det ikke blev til pandakager. Efter nogen tid meddelte Peter en svært rygende gryde i hånden, at han betragtede eksperimentet for afsluttet. Der kom ingen pandekager ud af den dej.

Nogen tid senere gik han over til at holde kaniner. Men så forlod han sommerhuset med alle sine billeder og jeg måtte få en ven fra Århus til at køre derop og skaffe dyrene af vejen, da jeg også var på vej ud med alle mine digte. Det gjorde han, og solgte kaninerne til et slagteri. Han fik endda attest på, at det var førsteklasses dyr. Han strøg fortjenesten. Hvilket jeg opfattede som benzintilskud. Peter holdt sin udstilling. Og jeg forlod mit Djurslandske eventyr, hvor jeg lærte om den neurometeorologiske videnskab af det enzymiske menneske maleren Peter Hentze.

ENZYMER I ALLE LANDE, FOREN JER.

©Tommy Flugt 1993-2009


Link til Peter Hentze: http://peterhentze.dk/

1 kommentar:

krabat sagde ...

Kære Tommy,

har du stiftet bekendtskab med Robert Pirsigs "LILA"? Du kender sikkert "zen - og kunsten at vedligeholde en motorcykel, hvor forfatter efter mange år på en psykiatrisk afdeling med sønnen på bagagebæreren kører amerika igennem til alle de steder, han var før han blev indlagt - for at genfinde sit liv og for at genskabe forholdet til sønnen, han aldrig har lært at kende. Fantastisk bog! Men LILA er både tungere og bedre.

Jeg skriver pga. det med det statiske og dynamiske menneske. Pirsig skriver om dynamisk og statisk kvalitet i LILA - som de to kræfter i universet, der holder sammen på det hele, og fortrænger kaos: Det statiske element er det sammenhold, der skaber både stjerner, celler og kulturer, mens det dynamiske er enkeltpartikler - enkeltatomer, muterende celler, enkeltindivider, som ankommer til de statiske tilstander, splitter dem med deres berøring, fornyer dem, eller bliver absorberet, hvorved den statiske tilstand vokser og styrkes.

Baseret på ovenstående turde det være åbenbart, at mennesker er både statiske og dynamiske i deres tilgang til sig selv og til omgivelserne - i varierende grad, omfang og betydning for omgivelserne og sig selv - for uden det statiske element, som man begræder i andre, når man selv vil rykke, og uden det dynamiske element, som af og til irriterer voldsomt ved andre, men alene ved sin tilstedeværelse kan afstedkomme en forstærket tro og tillid til sit eget imperiebyggeri, ville der ingen menneskehed være, intet samfund, ingen kultur, ingen poesi.

Det var ordene - jeg læser Poetikken færdig senere.

alt godt,
kenneth krabat