BogForum 2008

Mødte tilfældigt min gode ven, forfatteren Arne Herløv Petersen på årets bogmesse i Forum den 14. november. Han har i år udgivet to digtsamlinger: Kort og Epitafium på Books on Demand. Jeg kan anbefale begge digtsamlinger. Om Kort skriver Johannes Møllehave bl.a. "Det skulle nødigt gå ubemærket hen, at Arne Herløv Petersen har præsteret noget dybt bemærkelsesværdigt med bogen Kort". Han kalder den en lille fuldendt samling digte, et særsyn, mere end lovende, den er indfriende. Han byder Arne velkommen som højst levende i de døde poeters klub og nævner i den sammenhæng: Emil Aarestrup, Ludvig Bødtcher og Langeland, hvor Arne bor: Sophus Claussen, Frank Jæger, Vagn Lundbye. Og så er Arne modernist, der nogle steder når så højst som Ivan Malinovski i Poetomatic i 1965. Store ord i 2008, men ikke spor for store.

Hans Epitafium er noget så fantastisk som en Sonetkrans. Dem har vi ikke mange af, men dog Inger Christensens formiddable Sommerfugledalen fra Brøndum i 1991 og Frans Lassons Sonetkrans Til Karen Blixen - en lyrisk fantasi (Nørhaven 2000). Og nu har vi altså også Arne Herløv Petersens Epitafium, som starter således:

De faldt som stjernegrus i atmosfæren,

de første gryn af det, der blev til liv.

De første molekyler rummer læren

at samklang toner ud fra budet: Bliv.

Men ellers var der Bogmesse. Masser af udstillere og bogmennesker. Da messen var overstået gjorde man op at 26.000 havde deltaget. Det er ikke så lidt endda. Ganske udmærket på tre dage. Der er lidt for enhver smag: Troels Trier udstillet ved siden af Hr. Møller. Mens man på en scene kan høre nok engang historier om 1968 fra Georg Metz og Jacob Ludvigsen. Det mest utrolige var at der var stopfyldt publikum til at høre dinosaurenes udsagn.

Jeg bliver nødt til at skrive om tiden ved lejlighed. Alle andre har en mening om den. Jeg var der bare. Mon ikke det kan bruges. Men måske tager jeg fejl. 68-tallet må være fortid, i hvert fald at dømme efter plakater og film for 69. Filmen om ungdommen og balladen i de autonome kredse hænger alle steder, selv i Holbæk på lygtepælene. Den blev vist på CHP:DOX og fik en pris.

I et hjørne overfor min fagforening: Dansk Forfatterforening fandt jeg en stilfærdig og ydmyg udstilling for BoD [http://www.bod.dk/]. Selvom min ven Arne Herløv Petersens fremragende digtsamlinger er udgivet der, var de ikke udstillet. Synd for BOD. Men de kan bestilles på deres hjemmeside. Det kan min roman også. Den var udstillet der og jeg så den for første gang.

Der er døre imellem - roman 2008 af Tommy Flugt. Kan bestilles på internettet hos Bod. En roman om halvfjerdserne. Så blev den udgivet lige inden jeg blev 67. Godt gået af en 68er, der skriver om 70erne og er fra 1941.

Og til jer der gerne vil have en læse let tekst med mulighed for oplæsning, brug følgende link: http://www.ligetil.nu/

Men I kan også købe Lytteratur: Brooklyn Dårskab af Paul Auster læst af Morten Grunwald og udsendt af Per Kofod selvfølgelig.

Fra Litteratur til Lytteratur. Hvorfor læse selv, når man kan få læst op. Jeg læser op for mine børnebørn, min ældste søn og min kone, når vi kører tur i bilen: Bil-lytteratur.

Tommy Flugt

Einar Már Gudmundsson

Den sorte diamant: Forfatteraften den 8.10.2008 kl. 20

Einar Már Gudmundsson i samtale med Thomas Thurah om
Sindets Tremmer – en kærlighedshistorie. (Roman) Foto TF.

Einar Már startede med at læse et digt op på først islandsk og siden på hans charmerende dansk-skandinavisk. Det var digtet fra samlingen Ræk mig nordlysene: om Historiefortælleren Homer der ankommer til Reykjavik og tager en taxa. Det regner og han undrer sig over at man kan fortælle historier i denne regngrå ensformighed. ”Det er netop grunden” svarede chaufføren, ”man længes aldrig så meget efter at høre en god historie som når dråberne hamrer mod ruderne”.
Han reciterede derefter Kampråb fra nord: ”Ræk mig nordlysene!/ Jeg vil danse med den yngling/der holder på stjernerne – Vi flår skindet af mørket/ og skærer hovedet af elendigheden”.
Og så genfortalte han historien om de to drenge, der diskuterer duernes hovedstørrelse. Der er ikke meget plads til hjerne der. Nej, men de har vinger. Men er det nok? Ja, hvis man har vinger på hjernen. Fra Vingeslag i tagrenden siger mere end mange ord, hvilken filosofi forfatteren lægger til grund for sin fortællekunst: Jeg: Ole, har du lagt mærke til, hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke de har nogen hjerne? Ole: Nej, de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne? Jeg: Mener du, det er bedre at have vinger end hjerne? Ole: Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.
At have vinger på hjernen er blevet en slags poetisk motto for Einar Már Gudmundsson.

Thomas Thurah introducerede problematikken i romanen. Om de tre personer i fortællingen: Einar Thor Jonsson der er narkoman og alkoholiker og Eva der er narkoman og kæreste med Einar Thor. Og så Einar Már der flettes ind i deres historie og får indblik i kæresteparrets kærlighedsforhold og liv. Einar Már møder Einar Thor hos Anonyme Alkoholikere, da han selv har brug for hjælp. Her opdager han at Einar Thor har skrevet til ham tre år forinden, da han kom i fængsel. Nu kæmper han for at komme ud af sin afhængighed.

Sindets Tremmer handler altså om misbrugets nedbrydende kraft, om selvbedrag, men også om den redning, der ligger i at tage styringen over eget liv. Det er det mirakel kærligheden mellem Einar Thor og Eva fortæller om.

Og for forfatteren Einar Már handler det om at nedbryde fortælleren i romanen.

De to hovedpersoner (navnebrødrene) er på vej ud af misbrug, da de mødes.

Einar Már siger at der er elementer af fabulering m.m. i romanen. Han opdagede at den ydre historie han fik fra Einar Thor kunne bruges til at skrive lige ud ad landevejen. Han tilføjede, at ”romankunsten er noget, der er menneskeligt vedkommende”. Han fortalte om Einar og Eva. To narkomaner. Hun voksede op i Norge, næsten som i saga-tiden. En udvist og uønsket. De mødes. Einar Már taler om ”ubeslægtede fænomener der mødes”. Her handler det om hans egen inddragelse som fortæller.
Romanen er delvis en rejse. Men den handler også om fortællekunst som en slags middel. ”Jeg var selv nået bunden som alkoholiker og på vej til at kravle ud i lyset”. Han gjorde meget ud af at fortælle, at problemet ikke er i andre, men i én selv. Han brugte udtrykket: ”Vinen var min ånde. Nu er ånden min vin”.

Han bygger sine romaner op på begivenheder, men bearbejder dem i sit temperament og fantasi. Om han har bearbejdet brevene, han har fået overdraget fra de to narkomaner? Ja i sammendrag og udvælgelse og den sproglige bearbejdelse. Han har ladet sine fornemmelser og det kunstneriske temperament råde. Han bygger på kendsgerninger. Det er den episke holdning til romankunsten.
Historien skal være forankret i kendsgerningerne. Men de kan komme alle mulige steder fra.

Da han havde fået overdraget brevene læste han dem. Og så skrev han dem sammen. Det er Einar Márs udvalg, hvad der er kommet med.

I romanen er personerne på vej til at finde sig selv i skrivningen af brevene til hinanden. De må være ædru for at kunne klare sig. Det er det de opdager.

Einar Már siger, at han altid har et kærlighedsforhold til sine romanfigurer. Han sætter sig sjældent i dommerstolen. Det der interesserer ham som forfatter er f.eks. hvordan oplever fangen det indefra? Personer der er udenfor betragtes igennem kærlighed til livet. Målestokken for vort samfund er hvordan vi omgås disse folk, de udstødte, ifølge Einar Már Gudmundsson. Han viser en skrøbelighed og sarthed i Thor og Eva som er overraskende blid taget deres hårde liv i betragtning. Pointen i fortællingen: Vi har let ved at dømme folk ud fra deres samfundsmæssige stilling.
Einar Már skriver imod disse fordomme.

Og han slår pludselig over i sit foredrag og fortæller chokerende ærligt om sig selv: ”Jeg nød bare alkohol!” ”Hvis Bacchus [vinens gud] manglede en ambassadør, så havde jeg straks været der”, sagde Einar Már. Men han fortalte ikke om de to græske former for rus, som udtrykker begge sider af vingudens væsen: Nemlig Lysios: den befriende og Bacchus: den rasende. Netop den adskillelse mestrede grækerne, de søgte også at harmonisere dem. Eros er kærlighedens gud, ordet betyder længsel. Og det handler romanen om.
Og længsel efter en anden tilstand er også det der driver alkoholikeren. Ligesom beruselsen og digtekunsten hænger sammen. Digtekunsten skaber, søger efter en anden tilstand, ifølge Einar Már. I det daglige er manglen på beruselse det vi kalder tomhed, dér lokkes man andre veje, afveje.

Kunsten, skriften, digtningen er en vej til fordybelse og en udvej for tomheden. Det ses igennem Einar Már Gudmundssons seneste roman: Sindets tremmer – en kærlighedshistorie.

Af Tommy Flugt

Nedfaldstid

Det er æbletid og nedfaldstid. Det hele i en cyklisk begrebsramme. Smukkere kan efteråret ikke være. "O at være et æble/ svulme i rigdom og mag/ suge begærligt af stilken/ Slippe en sensommerdag" - skriver digteren Frank Jæger i Være-digtet. Men efteråret i år er også bekymrende tid. I år er det ikke blot æblehøsten der er stor. Det er også bankkrakkene. Hver dag byder på en ny kapitalnedtur. Den ene bank efter den anden må give op for deres egen grådighed. De har brugt alle lånernes penge og beder nu om redningsplaner og kapital fra staterne rundt omkring for ellers må de lukke. Og krakkapitalismen er nogenlunde klar til at hjælpe, for hvad skal den ellers gøre? De er jo nødt til at prøve et eller andet for ikke at miste retten til økonomien. Og den bliver ikke opgivet pga. den nuværende krise. Tværtimod skal krakkapitalismen nok kæmpe til sidste dollar for at bevare sin position. Dog er det for mig at se for sent, Kina har taget over og vi må alle rette ind efter de vilkår i kommende tid. Der er sket et vagtskifte her i efteråret 2008. Det er i sandhed nye tider vi går i møde. Tag for jer af retterne. Nedfaldskapitalismen er på vej.
Der er altid brug for nytænkning og forandring i denne verden. Men det kommer ikke af sig selv. Der skal overvejelser til. Hvad tænker du min hykleriske broder? Har du ideer eller er alt ved det gamle: Det hele er en overgang!
Og snart er der ro på broen igen. Ingen grund til panik. Der er blot krakket nogle banker, nogle folk er blevet arbejdsløse, men det hele samler sig igen i nogle større enheder inden så længe, og så er den krakkapitalisme reddet endnu en gang og alle kan igen citere Baudelaire: Berig Jer - Ligegyldigt i hvad. Bare berig Jer.
Mens æblerne falder ned blottes træets nøgne grene.
Vi er på vej ind i de nøgne træers tid.

Sommer 2008

Sommerferiebilleder - intet er bedre end billeder fra ferien. De minder om hvad vi lavede eller ikke lavede. Der er altid en vis forventning til billederne og så opdager man at de også har en hukommelsesværdi. "Nå, ja, det er rigtigt vi var også der." Jeg samler billeder fra året løb i månedsmapper og bliver af og til forbløffet over hvor kort min egen hukommelse er, når jeg ser nogle billeder af en episode, som jeg næsten havde glemt. Billederne gemmer sig under hinanden og minder mig om hukommelsens korthed og øjeblikkets nødvendighed. Man er til stede, man er i nuet, men bagefter slås minderne om en plads i den personlige historik.

Her er nogle billeder lagt hulter til bulter fra en tre dages oplevelse med børnebørn, henholdvis på 3 og 6 år. Vi havde dem i 2 gange tre dage. Helt alene uden forældre. Det var nært og tæt. Og fuldstændig forrygende. Fra morgen til aften og natten med. Ved den mindste klynk om natten skiftedes vi til at stå op og trøste og få fordrevet det mindste mareridt. En hurtigt håndbevægelse og trykken i hånden var nok og så et par rolige og beroligende ord. Så sov barnet igen. Og den voksne blev blød og varm om hjertet over at have fået lov til at opleve denne fornemmelse endnu en gang, nemlig som bedsteforældre. Intet er smukkere end at få børnebørn og få lov at være sammen med dem. Det vækker i den grad ens egen fortid til live. Og minder om i hvilken ende af livet man nu prøver at orientere sig i. Men det er trygt og godt at kunne orientere sig i en verden, hvor der også er småbørn til stede og som kræver deres opmærksomhed. "Se mig farfar!" Og farfar ser med tredobbeltblik på sine børnebørn og lige tilbage på sin egen forældrerolle og dybere endnu tilbage til sin egen barndom. De vælter frem med minder og oplevelser. Billed for billed kommer vi dybere ned i lagene.

Jo, og så var vi også på Vadehavssafari i en uges højskoleophold på Løgumkloster. Det var en god naturoplevelse. Tæt på det nære, havet og luften, fugle, fisk, skalddyr og vadehavet. Det blev en god uges tæt oplevelse med en fin biolog som guide. Han var i stand til at trække naturen tæt ind på os og give gode og spændende forklaringer. Natursynet i forståelse af vores tilværelse og at værdsætte den er vigtig, tror jeg. At kunne vade over Ho bugt fra skallingen til Langli på havbunden pga. månens tiltrækningskraft var en forunderlig oplevelse. Og så at skulle indse nødvendigheden af at gå tilbage inden højvandet kom igen, det var der en vis konsekvens over og en stor oplevelse i. At holde ferie og lære noget samtidig er ikke en dårlig måde at feriere på.

Tommy Flugt

Hvad må man sige?

Overvejelser af Tommy Flugt

I princippet kan man sige hvad som helst hvor som helst og når som helst, men det forunderlige er, at det gør man ikke. Man tænker sig om. Tager situationen i betragtning. Vurderer sine ord lægger til og trækker fra og finder så noget passende til lejligheden, hvis man ellers stadig synes det er umagen værd taget overvejelserne i betragtning. Det er stort set den situation vi alle står i hver gang vi deltager i en dialog, en samtale. Hver gang vi har noget på hjerte, hver gang vi vil en samtale må vi tænke samtalepartneren ind i dialogen og tage hensyn til personen. Det påvirker naturligvis sproget, tanken, holdningerne, men det er nødvendige påvirkninger. Kort sagt: det er samtalens væsen. Uden disse overvejelser ingen samtale.

Forleden dag sprang en bilbombe udenfor en dansk ambassade i Islamabad i Pakistan. Det kom ikke bag på mig, det var ventet. Ikke lige der hvor det skete, men selve handlingen: at det skete. At nogen sprang en bombe mod en dansk repræsentation. Det var ventet. Man kan også sige at selvmordsbomben mod danske interesserer ikke kom som en overraskelse. Der var tale om et forudsigeligt selvmordsangreb mod danske interesser. Terrorberedskabet var da også i samme høje leje som den skingre retorik i den borgerlige regering og dets regeringsparti længe har været oppe i. De ting følger hinanden. Et land slipper ikke ustraffet fra at fornærme og håne andre folkeslag og svine dets kvinder til fordi de bærer tørklæde. Eller fordi de protesterer mod Jyllands Postens satiretegninger, skal de have ytringsfriheden slynget i hovedet. Som om vi har total ytringsfrihed i landet. Det har vi ikke. Og sproget har heller ikke i sit væsen ytringsfrihed, for hvis det havde, var det ikke mere et samtalesprog. Altså for at tale sammen må vi lytte og høre efter, tænke os om og komme med gensvar. Ikke for at få ret, men for at blive klogere.

Sproget er klogt nok, men bruger vi det godt nok?

Hvis man mener at Danmark gjorde noget ulovligt, da vi gik med i krigen mod Irak, tæller det i bagagen. Hvem andre end regeringspartiet med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen havde godkendt den krig? Blev vi spurgt op til valget den gang? Nej. Vi efterlod et land i kaos og bevægede os videre til endnu en krigsskueplads Afghanistan. Af alle små lande skulle lille Danmark med 5,3 mio. indbyggere, hvoraf et par hundrede tusinde muslimer, lige netop markere sig på slagmarken, hvor der dræbes flest afghanere. Hvorfor lige der? Hvad har der hidtil været galt med vort lille lands fornuftige udenrigspolitik: at stikke fingeren i jorden, fornemme hvem folk er og med samtalen finde ud af om de vil have hjælp på anden måde end krige og om vi kan hjælpe dem med fredelige initiativer? Hvad er det for en krigerisk udenrigspolitisk linje vi som lille land er slået ind på? Ind imellem sidder man og tænker, at hvis det stod til regeringens støtteparti, så skulle vi erklære muslimerne krig: Tror man virkelig at denne hidsige sprogbrug gavner landet? Men ikke desto mindre er det en sprogbrug vort land viser over for udlandet. Støttepartiets retorik er kendt i udlandet og jeg tror ikke man der skelner mellem regeringen og støttepartiet.

Må man ikke sige noget, når Danmark bliver angrebet?

Det er svært at rejse en debat i et land, hvor medierne ikke har opdaget, at regeringen har sendt landet i to krige indenfor de sidste 5 år uden at medierne egentlig har været synderlig optaget af det. Så længe det gik nogenlunde, nå ja, så lad os deltage i den almindelige registrering af krigens gang. Og det gjorde man. Men man lod regeringen slippe. Man prøvede end ikke at kroge statsministeren. Flinkheden i en krigsperiode for landet er mig fuldstændig uforståelig som kritisk borger. Men lad mig alligevel prøve at sige fra: Danmark bør trække sine soldater hjem fra Afghanistan. Vi bør konvertere vores indsats til fredelig sameksistens og genopbygning af et lands institutioner. Vi kan deltage i FN’s humanitære projekter og lade det være ledetråden fremover for vort udenrigspolitiske engagement. Det ligner simpelthen ikke noget, at vort land skal være blandt de mest krigeriske og selvretfærdige. Man behøver kun at lytte til udenrigsordføreren for støttepartiet et par gange, før kvalmegrænsen er nået. Desværre er nu også regeringspartierne begyndt at give opkastfornemmelser.

Hvad ligner det at man ikke kan debattere regeringens politik i øjeblikket, fordi der er sprængt en forudsigelig selvmordbombe i Islamabad i nærheden af den danske ambassade? I sin tid blev kritik af regeringens Irak-politik imødegået med: ”Ønsker I da Sadam Hussein tilbage?” Et spørgsmål det er umuligt at svare på, ligesom det er umuligt at forholde sig til følgende: Vores udenrigspolitik skal ikke afgøres af terrorister. Hvem ved sine fulde fem kunne da foreslå nogen af delene. Ikke desto mindre var det og er det retoriske politikerkneb, der er brugt gang på gang. Hver gang virkeligheden rammer regeringens førte og forfejlede udenrigspolitik.

I denne uge var det så de radikale det gik ud over. Margrethe Vestager mente at Danmark burde lægge lidt mere vægt på diplomati end på krigeriskheden. Det var ilde hørt. Uanset at hun har ret blev hun bombet på plads, ligesom erhvervsmanden der led samme skæbne for samme synspunkt.

Man taler ikke om fredelige løsninger og fredelig sameksistens ovenpå en bombe, der slog hul i vejen og muren og slyngede gitterporten til den danske ambassade ind. Der blev dræbt adskillige pakistanere og en unavngiven dansk-pakistansk person. Men var årsagen efterfølgende en klar besked om, at det var for Danmarks engagement i Irak og Afghanistan? Nej, det var det ikke. Det virkede helt uhyggeligt at iagttage, at det er JP’s udenrigspolitiske stunt med Muhamed-tegningerne, der var årsag til det mislykkede bombeangreb. Ikke vor aggressive udenrigspolitik i Irak eller Afghanistan. Så når terroristerne opdager at det også er os, så kan vi vente det næste angreb.

Men indtil da, kunne vi så ikke se at dæmpe os lidt og arbejde for en fredeligere verden og en mere mådeholden udenrigspolitik. Og kunne vi så ikke slippe lidt for støttepartiets krigeriskhed. Vi vil fred her til lands. Sankte Hans, Sankte Hans. Men spørgsmålet er om vi overhovedet bruger sproget mere til at tale sammen om problemerne? Er det politiske sprog ikke bare blevet et dem og os sprog? Hvis det er sådan, så behøver jeg ikke være spåmand for at forudsige den næste bombesprængning.

Kan du og jeg bade i ordhavet?

Det er lige det vi kan - og skal: Kaste os ud i ordhavet og svømme rundt imellem alle konsonanterne og vokalerne. Nyde bogstavernes skønhed og deres legende lyst til sammensætninger. Det legende bogstav. Det er nu vi skal bruge ord for vi har noget at fortælle, noget at reagere på. Vi kan ikke komme udenom, at der er brug for sproget i disse tider.

I Ordhavet har vi opdaget sprogets nødvendighed og at vi ikke kommer uden om det. Hvis sproget af og til bliver lidenskabeligt er det fordi det er en del af os selv. Vi lever både i og med sproget. Det er en del af vor bevidsthed. En vigtig del. Sproget hænger sammen med vor personlighed og baggrund. Og for at udvikle os og undgå isolation må vi udvikle os igennem vort sprog ved at dykke ned i det.

Vor evne til at danne forestillinger, at få ideer i ideationsfasen, den fase der går forud for de mere arrangerede ytringer, er der hvor nogle betydningsområder bliver talt eller skrevet varme, inden de endnu er bragt på formel, kodet helt ind og sat på plads.

I den fase er vi stadig modtagelige. Her er stadig tøvemekanismer og pauser til stede. Vi kan korrigere os selv for at bekæmpe rådvildhed, vi kan svømme rundt og lede efter den tabte tråd, sammenhængen eller noget man næsten havde på tungen, men ikke rigtig kan få fat i.

Vi kan hæmmes af vrede og hvad vi ellers har i os. Og det kan i den grad sætte sig på sproget og vores tanker, så sproget ikke rigtig vil fungere før sprog- og meningsstøjen er bearbejdet og fokuseringen sikrer at koncentrationen igen kan indfinde sig.

At bevæge sig koncentreret og fokuseret ud i sproghavet for at lede efter inspirationen i ordhavet. Sammenhænge, forståelser og forestillinger.

Det er at bade i Ordhavet.

Tommy Flugt