mandag den 12. oktober 2020

Om at skrive til kvinden...

Egentlig kunne jeg tænke mig at skrive til kvinden, men i disse tider lader jeg være. Der er så mange misforståelser og krænkelser i tiden, at det er svært at få ørenlyd for blot den mindste tilnærmelse, som let vil kunne misforstås.
Og det er ikke min mening at krænke nogen. Slet ikke kvinden, som jeg har beundret i hele mit liv. Og været forelsket i. Synes der er noget ved kvinden, som jeg ikke kan finde hos manden, derfor er tiltrækningen så stor.
Min barndoms og ungdoms kvinder. Lige fra de små trippende ben over græsplænen til de større man gik efter, lagde spor ud til, fløjtede efter, sendte lange øjekast til og inviterede i biografen søndag eftermiddag.
Jeg er engang besvimet i en biograf ved siden at en pige jeg efterstræbte. Der var fuldt hus i biografen, så der var kun ståpladser tilbage. Og jeg stod ved siden af hende og kunne dufte hendes hår, da hun tog mig i hånden i mørket.
Så måtte jeg forlade biografen med et ildebefindende. Det var stærke sager dengang at møde sin udvalgte så tæt på. Det blev aldrig til mere, men det var nok til at sætte sig i erindringen. Og duften i mørket kan jeg stadig fornemme den dag i dag.
Der var andre kvinder at beundre. Stærke kvinder, kloge kvinder, kvinder der kan alt og er gode at snakke med og lytte til. Og kvinder der kan huske navne og fødselsdage og alt det der er væsentligt i forholdet til andre mennesker. Dem elsker jeg.
Og så var der mit livs flirt som 16årig i toget hvor den smukke ukendte og ældre sad overfor mig. Jeg læste og kikke lidt op. Vores øjne mødtes. Og mine knæ nåede hendes og trak sig tilbage. Og så mødtes de igen. Knæene og øjnene. Så gik hun.
Tydeligt at jeg havde en date. Men jeg blev siddende, følte en lille glæde indeni, vidste jeg var for ung, og da hun lidt senere kom ind og satte sig på pladsen, var hun fjern i blikket og vi mødtes ikke mere med knæene. Min første vellykkede flirt var overstået.
Og sådan har livet været. Flirten findes. Manden og kvinden er hinandens modpoler og evigt interessante at forholde sig til fordi vi i heldigste fald passer så godt til hinanden, når vi har fundet frem til lige netop dig og mig. Så kan alt lade sig gøre. Uden krænkelser.
© Tommy Flugt
09.10.2020

tirsdag den 12. november 2019

Forsvar for lyrikken

Forsvar for lyrikken
Den store forfatter Tage Skou-Hansen brød sig ikke om lyrikken, han mente at tiden, han er født i 1925-2015, var mere til prosaen og skrev et stort essay: Forsvar for prosaen (offentliggjort i 1950), hvori han forklarede hvorfor den var vigtig og lyrikken ikke havde hans fokus. Han argumenterede for det faktiske, det virkelige liv som grundlag for de menneskelige erfaringer midt i efterkrigens tid. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herfra bidrage i tale og skrift. Digteren er forpligtet på sin oplevelse at anerkende tilværelsens vilkår som de er. Livet er livet værd og livet om at gøre. Der hvor digteren tager livsvilkåret på sig, bliver han et etisk handlende væsen.
Her var der et angreb på efterkrigstidens værdinihilisme, som sad i efterkrigstidens digtning. Der hvor digteren tager vilkårene på sig og træder i karakter, bliver mennesket et etisk handlende menneske. Ikke en venstre-højre ideologi, men et handlende menneske der gennem levet liv får et førstehåndskendskab til tilværelsens nødvendige værdier erhvervet og tilkæmpet gennem erfaringer, man tør stå ved. Alt det og meget mere blev Tage Skou-Hansens store prosa forfatterskab et vidnesbyrd om. Et nødvendigt forsvar for prosaen i efterkrigstiden, hvor så meget skulle samles op og gøres tilgængeligt for generationerne ovenpå anden verdenskrigs kaos. Han viste en nødvendig vej for prosaen.
Men svigtede han så lyrikken? Måske, måske ikke. Han skrev i sit essay følgende: »Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik«. Det var i Heretica-tiden. Og det besynderlige er at han senere blev medredaktør af tidsskriftet sammen med digteren Frank Jæger, som rystede formfuldendte vers ud af ærmet. Men det var også her han trådte ind på den litterære scene og i slutningen af halvtredserne udgav sin første succes roman: De nøgne træer. Dermed lagde han grunden til sit store romanværk om krigs- og efterkrigstiden. I 1978 fik han fortjent Det Danske Akademis Store Pris.
I en halv snes år var han højskolelærer på Askov Højskole. Der mødte jeg ham som elev og fik ham som lærer i netop lyrikken. Han var Mag. Art. i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og en god fortæller. Han førte mig ind til digtningen, selvom han ikke selv brød sig så meget om lyrikken, men undervise i digtningen og modernismen var han god til, og det var hvad jeg havde brug for dengang, hvor jeg lige var kommet fra militæret og havde brug for en afklaring og genfinde en menneskelig betydning. Ordenes betydning og engagementet var det jeg mødte gennem ham. På Askov blev han mit Fyrtårn.
Og så skrev han betydelige romaner og essays og jeg fulgte ham på flere måder. Dels var jeg selv blevet underviser og inviterede ham ud til foredrag, så mine kursister også kunne opleve ham. Dels oplevede jeg ham på Vallekilde Højskole i fyldt sal fortælle om sin store romanserie om Holger Mikkelsen. Men debutromanen De nøgne Træer var min første store oplevelse. Den handlede om at tage stilling og at handle. Og om kærlighed. Den gik rent hjem og senere kunne jeg mærke dens betydning igennem mine elever. Der er nogle titler som knytter sig til væsentlige temaer i tiden: Medløberen var en særlig roman om denne problematik og senere kom Over stregen, som med betydelig indsigt beskrev tidens oprør, både forståeligt, men også hvor det gik over gevind. Det var en vigtig gerning i tiden, hvor venstreorienterede grupper havde svært ved at styre sig, især de borgerlige af arten. Som gammel modstandsmand havde han forståelse for oprørets nødvendighed, men også den nødvendige disciplin og det moralske ansvar forbundet dermed. Han havde forståelse for ungdommen og viste sig at være en god vejleder.
Og så var han også en god ven af digteren Klaus Rifbjerg. De debuterede næsten samtidig. Tage Skou-Hansen med De nøgne træer, roman 1957 og Undervejr med mig selv, digtsamling 1956 af Klaus Rifbjerg. Romanforfatteren, der ikke kunne med digte, fik livsvarigt venskab med en af Danmarks største digtere. Rifbjerg som fik mig til at åbne øjnene vidt op og trak en forlængelse til Morten Nielsen, der døde ung i fyrrerne med kun en digtsamling bag sig: Krigere uden våben. Hans digte læser jeg den dag i dag. Men også Frank Jæger. Han har skrevet vers som jeg kan udenad. Tom Kristensen, både romanen Hærværk og hans digte. Og hans anmeldelser i Politiken. De står for mig som noget af det bedste anmelderi. Han læste digte med indlevelse. Hvilket medførte at mine digtsamlinger voksede.
Klaus Rifbjerg var banebrydende. Den gamle klassiske digtning røg fløjten med hans optræden på scenen og det fik stor og drabelig betydning. Nye stemmer kom til og gamle fortonede sig. Bl.a. måtte Frank Jæger se sig slået ud i begyndelsen af tresserne pga modernismen. Der kom arbejder litteratur til og kvinderne skrev litteratur, digte. Hans Jørgen Nielsen lancerede attituderelativismen og snart var der alle mulige attituder og digte til. Et virvar af muligheder og inspirationer. Og jeg snusede til det hele, mens jeg læste litteratur på Universitetet KU og fraterniserede med tegnere og malere på Kunstakademiet. Lige indtil 1969 hvor jeg selv debuterede og kastede mig ud i kunsten, digtningen, grafikken, sange og udstillinger og skabte IMIKROSKOPET sammen med et par venner. Blev medlem af Røde Mor og lidt senere kom ind på Den Danske Filmskole og tog en uddannelse der. Belært af digtningen blev filmen en anden mulighed for at redigere billeder og fortælle i rytme som digte kan. Og sange og tekster kunne synges og tales ind på film. Pludselig var der lyrik og poesi overalt. Tiden havde store demonstrationer i tresserne. Her var prosaen ikke brugbar. Det skulle være hurtige og kontante tekster til store forsamlinger. Carl Scharnberg var tidens helt uofficielle skribent i tresserne. I halvfjerdserne var Røde Mor dem der lagte billeder og sange til tiden. Pludselig var lyrikken brugbar og acceptabel. Folk lyttede og sang med på Røde Mors sange. Og vi udstillede vores tidsplakater.
Selv holdt jeg lyrikken ved live i alle årene, men først efter arbejdslivets ophør har jeg med fuld kraft skrevet den ene digtsamling efter den anden. Digte kan noget, i kort form fortælle om tiden og den nødvendige eftertanke. I løbet af denne måned kommer min nye og sidste digtsamling PORØSE GRÆNSER. Den afrunder mit lange lyriske forløb. Mit intense, vedholdende forsvar for digtningen/ lyrikken. Der har efter prosatiden været brug for den har det vist sig. Lyrikken findes og lever.
© Tommy Flugt
12.11.2019

fredag den 17. maj 2019

KUNSTEN HELE ÅRET

KUNSTEN HELE ÅRET
Spørgsmål til og svar fra kunsten
Folk, der er på arbejdsmarkedet, spørger altid interesseret til en kunstner, når de møder ham eller hende på et galleri eller en udstillings fernisering: Kan I leve af det?
Det letteste svar ville være og det mest sande: Nej, det kan de ikke.
Men så enkelt er det ikke og svaret vil med det samme lukke for udspørgerens interesse. For mange der spørger er jo interesserede i kunst, ellers kom de ikke til gallerierne og ferniseringerne. Ellers tog de ikke på udflugt til Museerne og flokkedes om de sidste nye ophængninger, kurateringer og installationer. Der må iboende være en interesse for kunsten, der går dybere end de fleste tror. Folk føler sig draget af billederne og det er en gammel erfaring i vore urinstinkter, der berøres af mødet med nutidens kunst. Vi brugte jo kunsten, tegningerne, afbildninger af livet omkring os allerede i hulemalerierne for 30.000 år siden. Der er ikke langt fra de første tegninger af oksen malet i en hulevæg i de franske huler i Chauvet til nutidens tegninger. Menneskets kreativitet og sans for kunst ligger dybt i os.
Og det er det man møder som udstiller hos folk, når de kommer på besøg. Mange virker søgende, nysgerrige, generte over at vise at de er interesserede i noget, de ikke rigtig ved, hvad de skal sige til og hvorfor de egentlig er der. Folk i arbejde er ganske bundet af deres arbejde og det at lave en afstikker fra det er at søge ind i usikkert område. Derfor spørgsmålet: Kan I leve af det? For at leve af arbejdet er jo det de gør og kender til. Sådan er livet tilrettelagt for de fleste. Det er også dér de har lært at tingene skal ligne og være i orden. Skriften skal være i orden og de har øvet sig i at skrive så mange forretningsbreve at de har mistet det skriftlige sprogs muligheder for at udtrykke noget om livet, deres eget. Og derfor tyr de til kriminallitteraturen som tiden er spækket med, for den ligner sproget på deres arbejdsplads og er letforståeligt og brugbar i en sommerferie.
Men når sommeren er overstået og arbejdet er ved at være fortid begynder bevægelsen hen mod gallerier og museer og søgen efter anden føde, nemlig den, der kan nære vores indre drømme og sære iagttagelser af at livet er mere end arbejdet. Fra da af har kunstnerne et trofast og voksende publikum som man skal tage godt imod og hjælpe til med at komme ind i kunstens verden. For kunstneren skal også påtage sig en opdragende rolle, hvis mødet med publikum, gæster og kunsten skal forløbe på en ordentlig måde.
Man skal ikke afvise folks måske ubehjælpsomme spørgsmål til et kunstværk, men være åben og indsigtsfulde nok til at hjælpe dem videre til at blive bedre og dybere ud- og indspørgere til kunstens verden. Hjælpe folk videre til næste niveau og indsigt.
Når de først er kommet over genkendelsesstadiet: Ligner det og er holdt op med at spørge deres børn om hvad deres tegninger skal ligne eller at de ikke ligner, så kan der begynde at blive interesse for andet end guldaldermalerier og den ny tids ”lignemalerier”. Så er rejsen ind i kunstens forunderlige verden af hulemalerier fra fortid og nutid ind i fremtiden begyndt.
De fleste mennesker lever et liv uden kunst i deres arbejdsliv. Men når de så bliver pensioneret begynder livet at stille dem spørgsmål og et nyt liv dukker op for dem. Det er her de opdager at kunsten kan være en vejviser ind i deres fortsatte liv, så de ikke behøver at nøjes med den mistrøstige pensionist titel. De begynder at tage livet i brug igen og opdager hvor stort og righoldigt det er.
De opdager at lediggang er roden til al kunst.
© Tommy Flugt
Chauvetgrotterne i Sydfrankrig:

søndag den 28. april 2019

Dansk Forfatterforenings Generalforsamling i Strandgade 2019


Dansk Forfatterforenings Generalforsamling i Strandgade den 27.04.2019

Efter at Knud Vilby var valgt til dirigent og havde konstateret at indkaldelsen var lovlig, den stod i Forfatteren no 1 2019, hvor hele dagsordenen og formandens tale var trykt, ligeledes gennemsigtighedsrapport (med link), forslag om anvendelse af individuelle og kollektive midler (med link), regnskab, budget og fastlæggelse af kontingent. Så gav han ordet til formanden Morten Visti.

Morten Visti startede med at læse navnene på de afdøde forfattere i 2018 op, imens vi holdt et minuts stilhed til ære for kollegerne. Derpå læste han beretningen fra Forfatteren op og her konstaterede han at der  var en  nettotilgang på 59 medlemmer i 2018. Mange har meldt sig ind i 2019, da foreningen fejrer dels 100 året for det Nordiske forfattersamarbejde på Nordatlantens Brugge 10.04 og Dansk Forfatterforenings 125 årsjubilæum bød på festmiddag. Blixen prisfesten kommer i maj. Og så fejrede lyrikerne den 90 årige digter Knud Sørensens 90 års dag med en festbog Et stykke af din tid. I den skriftlige aflagte rapport blev kampen for Arne Herløv Petersen-sagen om hans ophavsretssag til sine dagbøger fortsat holdt i live og støttes af foreningen. Sluttelig takkede og nævnte formanden Århus forfattergruppens store arbejde for foreningen. Det er blevet en stærk lokalgruppe i det jyske.

Efter den skriftlige rapportering føjede formanden bemærkninger til om EU direktivet og ophavsret, som nu er blevet vedtaget af Ministerrådet og Kommissionen. Det skal på 2 år oversættes og implementeres i dansk lov. Den anden ting formanden mundtligt føjede til sin beretning var at Biblioteksloven, som foreningen har brugt mange kræfter på, ikke bliver genåbnet. Han slog fast at Folkebibliotekernes formål skal være at støtte litteraturen - (selvom Sass Larsen (S) ikke mener der kommer nogen på bibliotekerne).

Efter en del afklarende spørgsmål til beretningen og et svar på mit spørgsmål om det udeblevne samarbejde med Dansk Kunstnerråd, hvor svaret var at bestyrelsen trods forhandlinger ikke have fået et lavere kontingent igennem og derfor ikke mente foreningen havde råd til at være medlem af Dansk Kunstnerråd. Det er beklageligt og ærgerligt. Vi bør være medlem.
Efter ordvekslingerne kunne beretningen godkendes med applaus.

Dernæst blev økonomien for foreningen fremlagt og gennemgået og godkendt.
Formanden havde en kommentar: Vi har en prekær økonomi. Vi skal passe på med faste udgifter. Bestyrelsen havde vurderet at vi ikke har råd til Dansk Kunstnerråd i denne ombæring. (Til trods for at foreningens kritiske revisorer som sidste år anbefaler, at Dansk Forfatterforening genindmelder sig i Dansk Kunstnerråd).

Så var der valg: Formanden blev genvalgt for en 2årig periode. Nogle meldte sig ud af bestyrelsesarbejdet og andre meldte sig til. Samlede resultat bliver afklaret ved en Urafstemning.
Efter generalforsamlingen var foreningen vært ved et glas jubilæumschampagne og fællesspisning.

Tekst og fotos: Tommy Flugt

søndag den 22. april 2018

Generalforsamling i Dansk Forfatterforening 2018


Generalforsamling i Dansk Forfatterforening
21. april 2018 i foreningens lokaler Strandgade 6, stuen, 1401 København K



I strålende solskinsvejr med en kølig vind indover blev den årlige generalforsamling i foreningens gamle og smukke lokaler i Strandgade afholdt. Der var pænt fremmøde og forventninger til debat om den gamle forening, som er på en skillevej på flere punkter. Ny formand Morten Visti, nyt foreningsblad Forfatteren iklædt nyt og godt format udsendes 4 gange årligt, ny redaktør Lene Møller Jørgensen, ny kasserer Sanne Udsen og et par velformulerede kritiske revisorer med bemærkning til kritisk punkt i foreningens virke: Dets udmeldelse af Dansk Kunstnerråd.



Præcis det sidste punkt blev ikke nævnt i formandsberetningen, hvorfor jeg tog det op. Det kom der en længere debat ud af, og formanden redegjorde for beslutningen, hovedsageligt af økonomiske grunde m.m. Men man ville tage det op igen og søge at få en ordning mindre omkostnings tung end ny i Dansk Kunstnerråd. Generalforsamling opfordrede fra flere sider til at genoptage forsøget på at komme med igen, netop i tider med en så kulturfattig politisk regering er det vigtigt at stå sammen med andre foreninger.

Formanden tilføjede til sin skriftlige beretning, der var trykt i medlemsbladet, fire punkter:

1.      Nyt koncept på medlemsbladet, ny redaktør, det udkommer 4 gange årligt og i nyt format
2.      Hovedbestyrelsen nedlægger Internationalt udvalg, det fungerede ikke. Man starter forfra.
3.      Blixen-prisen 25
4.      . maj. ”Mindre pris – mere fest” i år.
5.      Bibliotekerne og indkøb i en identitetskrise for bibliotekerne. Hvad skal der være i bibliotekerne?
Under sidste punkt 4 har man ført samtaler med de kulturpolitiske ordførere i Folketinget,
Undtagen Naser Khadar, der ikke ville tale med Forfatterforeningen.


Formanden Morten Visti redegjorde for Hovedbestyrelsen udmeldelse af Dansk Kunstnerråd. Der havde været tvivl om hvad Dansk Kunstnerråd egentlig gav foreningen til prisen 70.000 kr. pr år. Set i sammenhæng med foreningens dalende indtægter (kassererens beretning) fandt man at foreningen ikke havde spillet nogen egentlig rolle i rådet, og en enig hovedbestyrelse havde trukket sig tøvende ud.
Det lille ord tøvende gav mulighed for debat, som endte med at formanden ville tage et nyt møde med Dansk Kunstnerråd om evt. at få reduceret betalingen. Han havde haft et møde med rådet i slutningen af 2017, hvor der var blevet sagt, at de var i gang med et reformarbejde i Dansk Kunstnerråd. Måske er Dansk Forfatterforening på vej tilbage til Dansk Kunstnerråd igen.
Visti nævnede også at 2017 blev det første år, hvor vi omsider fik en digital biblioteksafgift. Visti har været inde over det arbejde i lang tid. Og i november 2017 indgik Gyldendal en aftale med eReolen. Flere andre forlag fulgte op. Dansk Forfatterforenings lobbyarbejde bar her frugt.

Et andet meget vigtigt lobbyarbejde som har sværere politiske vilkår imod sig er at få indskrevet dansk litteratur i public-service-forpligtelserne. Foreningen har fremlagt behovet overbevisende, men om de kan trænge igennem hos politikerne vil tiden vise.

Vilkårene for at drive foreningen går i retning mod at være udelukkende kontingentbåret. Medlemstilgangen i 2017 var otte nye medlemmer.

Debatten var livlig og tilbagemeldingerne til Hovedbestyrelsen var mange og seriøse. Dagen sluttede med middag i lokalerne.


Og referenten her var så heldig at møde den kurdiske tolk og forfatter Orhan Dogru som kom ind ad døren til middagen, da jeg var på vej ud. Vi fik en snak sammen og han forærede mig to af sine seneste bøger om kurderne: Newroz som myte og litteratur & Tre sagn om tre folks oprindelse. Jeg har tidligere læst korrektur på hans Mem og Zin og andre kurdiske eventyr 2016, som jeg også har skrevet forord til. Vi blev enige om at mødes.

En god dag i forfatterforeningen.

© Tommy Flugt
22.04.2018

Storm P: "Hvorfor kalder De Deres Hund: "Forfatterforeningen?"
"Fordi den aldrig er rolig et øjeblik".
Dagbog 28.4.42



tirsdag den 14. marts 2017

YTRINGSFRIHED og dansk PEN

Advokat René Offersen

Jørgen Dragsdahl

YTRINGSFRIHED
Før generalforsamlingen i dansk PEN havde foreningen bedt advokat René Offersen fortælle om ytringsfrihed ud fra sit arbejde som forsvarsadvokat med møderet for Højesteret og sin bog om Kold Krig i Højesteret – Om Jørgen Dragsdahl, Bent Jensen og KGB. Fra januar 2017, udgivet på Vandkunsten. Han har skrevet mange juridiske bøger, men henviste specielt til ovennævnte og til Imperator - sagen uden om Brixtofte (Gyldendal, 2006) – (Til advokaten link.)

Han fortalte om ytringsfrihedsbegrebet i almindelighed og særdeleshed i forholdet mellem formel og materiel ytringsfrihed - og delte foredraget op i tre temaer: 1) Retfærdiggøre ytringsfriheden i retslig sammenhæng, 2) Advokaters betydende rolle, 3) Hvordan forvaltes ytringsfriheden af publicister.
Som sig hør og bør startede advokaten med Grundlovens § 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Den beskytter den formelle ytringsfrihed, forklarede han, men ikke den materielle ytringsfrihed. Kernen i paragraffen er censur - den kan ikke indføres.

Og så kom nådestødet: I praksis spiller §77 ingen rolle. Hvilke udgivelser man vil kan man forhindre i forhold til fogedforbud. § 77 er noget nær betydningsløs i 2017, var advokatens udsagn. Men set ud fra et juridisk perspektiv, så går det jo meget godt alligevel, sagde René Offersen.

Han sagde at der var en farlig populisme, der går ud på at tale nedsættende om konventionerne. Han henviste til angrebene på Menneskerettighedskonventionerne, som han mente har givet indhold i hvad det er at have materiel ytringsfrihed.

I Danmark kom Menneskerettighederne til at spille noget da Jens Olav Jersild havde givet Grønjakkerne talefrihed i en udsendelse. Racismeparagrafferne blev brugt imod ham og han blev dømt. Men dommen blev omgjort af Menneskerettighedsdomstolen. Det var en lussing til Højesteret og den lagde kursen om. I dag lægger man i Højesteret et fedtlag ind for ikke at blive udsat for nedgørelse af Menneskerettighedskommissionen igen, sagde advokaten. Det man ser efter og blander sig i er områder af væsentlig samfundsmæssig betydning.

Der skal være plads til at udtrykke sig højt og forkert for at få debatter til at køre i forhold til menneskerettighedskommissionen.

Hvor vidt kan man gå?
Det handlede sagen med Jørgen Dragsdahl om. Man må tale indenfor den værende debat.

2) Andet tema handlede om advokaters betydning for at der ikke er så mange injuriesager. René Offersen henledte opmærksomheden på jurist og højesteretssagfører O. Bondo Svane (1899-1987), der havde opfordret jurastuderende til at gå ned i et naturhistorisk museum og finde afdelingen for boomeranger, stille sig der og kikke på dem i lang tid og huske på, at boomerangen kan komme igen, når man har kastet den.

De alvorlige beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl om agentvirksomhed for KGB fik negativ betydning for hans virke som journalist. Hvorfor han rejste injuriesagen mod professor Bent Jensen.
Hvad fik Dragsdahl ud af det? Jo en godtgørelse på 100.000 kr. og 500.000 i sagsomkostninger. Og 7 udsagn fra Bent Jensens side blev kendt ubeføjede. Retssagen blev altså en sejr til Jørgen Dragsdahl. Han vandt. Link til dommen om Ærekrænkelses sagen her.

Men der var en boomerang effekt.
Der kom efterspil i pressen. I deadline fx var advokat René Offersen inviteret ind, men synes ikke han havde lyst til at deltage oven på sagen, der var vundet. Dommen var klar nok. Men til gengæld fik deadline professor Ole Hasselbalch i studiet. Han er Den Danske Forenings juridiske konsulent. En forening han var medstifter af i 1987. Har skrevet:  ”Opgøret med indvandringspolitikken” fra 2003 og ”Der var et yndigt land”, som han skrev sammen med islamkritikerne Mogens Camre og Lars Hedegaard i 2014. Det indslag i Deadline kom der overskrifter i pressen ud af som modarbejdede sagen som Dragsdahl havde vundet. Der var råd i magtapparatet mente Hasselbalch. Han gør Bent Jensen til formand for videnskabernes selskab. Man kan forvisse sig om Hasselbalchs synspunkter på hans hjemmeside, hvor der vrimler med læserindlæg mod Dragsdahl og for Bent Jensen her.

Boomerangen fløj i det næste halve år efter sagens afslutning i højesteret. René Offersen udtalte, at han mente Bent Jensen havde overtrådt sin tavshedspligt, men at ministeriet ikke gjorde noget ved det. Både tavshedspligt og injurieovertrædelser var strafbare.
Boomerangen gendriver ikke dommen, men skaber med et Ivan Malinovski citat: ”Misnøje til skade for mandstugten”.

Man sad tilbage med en fornemmelse af at demokratisk ytringsfrihed under de forhold vanskeliggør debatten og giver åbningen for løgnagtige gentagelser, åbner op for tidens fake, tidens løgne.

3) Om publicistens forholden sig til ytringsfriheden. ”Frihed under ansvar overfor domstolene”, som der står i grundlovens § 77.

Hvad er grænserne for en advokats ytringsfrihed? 
Det har Offersen gjort sig nogle tanker om i forbindelse med retssagen mod Peter Brixtofte som han var forsvarsadvokat for og som han har skrevet en bog om. Her fortæller han i samarbejde med Niels Krause Kjær om Brixtoftes storhed og fald. Hvordan kunne han skrive den bog og samtidig være en loyal advokat. Det havde han drøftelser med Gyldendal om og de var hjælpsomme. Derfor undrede det ham, at de kunne udsende Bent Jensens 2 binds værk: Ulve, Får og Vogtere i 2014 om den kolde krig. I den skriver Bent Jensen om Jørgen Dragsdahl at han skulle være tiltalt i 1985, men at justitsminister Ole Espersen trådte ind og standsede det. Det er en alvorlig beskyldning fra dengang af Bent Jensen, sagde Offersen. PET kommissionen der blev nedsat er den dyreste i historien og de indkaldte en lang stribe af politikere m.fl. og de sagde, at der ikke var noget i den sag, som Bent Jensen rejste. At udgive en bog uden at undersøge den er ikke smart af Gyldendal som publicist. 

Bogen delte vandene, den endte som et monomant opgør med hele venstrefløjen, skrev Information.
René Offersen sagde til afslutning: ”Publicister må have en vidtgående forpligtelse til at gå manuskripter igennem for fejl”.

Og som forbløffet tilhører til forsvarsadvokatens glimrende redegørelse og gennemgang stod det mig klart eller klarere, hvad der sker for tiden med Fake News i Verden.

 Vi må arbejde for sandheden og imod løgnen mere end nogensinde, for i øjeblikket er ”ytringsfriheden - en åben ladeport for højre og venstre publicismen”.

© Tommy Flugt
14.03.2017



PEN
Poets, playwrights, essayist, editors & novelists. Forfatterens vigtigste værktøj, pennen. Forkortet ned til en forening Dansk PEN stiftet i 1930erne og International PEN, som blev stiftet i London i 1921 og er verdens første ngo. En ordenes republik, der skulle samle nationerne. Jævnaldrende med Folkeforbundet som det har fælles træk med i ånd og mål.
Arbejder imod race-, klasse- og nationalt had og for fred i verden. Støtter den fri presse og imod vilkårlig censur i fredstid. Frihed indbefatter viljen til at beherske sig og gå imod onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser og kendsgerninger med politiske og personlige formål. 
Medlemskab af PEN står åbent for alle kvalificerede skribenter og professionelle litterater uden hensyn til nationalitet, race, farve eller religion.
Organisationen omfatter 148 nationale uafhængige PEN centre, fordelt over hele kloden og tæller mere end 18.000 forfattere og medlemmer. Skriv til: pen@pen.dk



Dansk PEN Generalforsamling 13.03.2017 i Forfatterforeningens lokaler.
Valg af dirigent: Søren Møller Christensen, referent Klaus Slavensky, formanden Per Øhrgaard (præsident) afgav foreningens beretning, som mest fungerede som henvisning til den grundige udsendte redegørelse: Årsberetningen. Kom med et udsagn om at foreningen ikke ville være sprogpoliti, men dog imødegå hadsk tale. Jens Lohmann havde været i Spanien til et Internationalt PEN møde og havde holdt et indlæg refereret i årsberetningen og som blev rost på mødet. Her havde Jens fået PEN til at tilbagekalde en udtalelse, som han og foreningen mente var et skråplan væk fra oprindelige principper: Hadsk tale, race køn, mindretal, det er arbejdsområder for PEN. Vi beskytter personer, som Øhrgaard udtalte. Foreningen vil sende et forslag til PEN om sagen.  Vi har fået 125.000 kr. til arbejde for Fribyer i kommunerne og det vil foreningen satse på i 2017. Beretningen blev godkendt. Ligeledes forslag til vedtægtsændringerne. Regnskab og budget vedtaget og fastholdelse af kontingent. En bestyrelse på 11 personer blev valgt og foreningen tegnes af 2 medlemmer af bestyrelsen i det daglige arbejde. En af dem præsidenten. Under evt. var der opfordring til at hvert medlem skulle prøve at skaffe et medlem til dansk PEN. Revisorerne blev genvalgt. Tyrkiet har været på dagsordenen i flere år og Dansk PEN har haft en række tyrkiske æresmedlemmer, forfulgte eller fængslede forfattere, hvis sager vi har fulgt tæt. Det vil foreningen fortsat følge op.
Under evt. var der et indlæg som fortalte om at nogle landes PEN foreninger er ustabile og mere eller mindre utroværdige, fordi de er overtaget af nationalistiske folk. De er kort sagt ikke til at stole på, hvilket er en svaghed i den internationale organisation. Så meget des værre som PEN International har mistet nogle stærke personligheder i toppen og er svære at få til at træffe beslutninger. Tidernes ugunst og nationalistiske strømninger og usikkerhed rammer også ind i vores forening, hvilket vi skal være opmærksomme på.
Tegning af TF

Fra formanden beretning:

”Det dansk PEN har foreslået London er, at foreningen skal modvirke enhver hetz, der retter sig mod ”race, køn eller minoriteter”, hvormed vi mener, at foreningens formål er tilgodeset. Vi ønsker en civiliseret omgang blandt skrivende folk, men vi vil ikke gøre os til del af den ”krænkelseskultur”, som har bredt sig på det seneste, og ikke føle os forpligtet til at gå i brechen for enhver, der måtte føle sig forulempet af den ene eller den anden ytring. Begreberne om både ytringsfrihed og hadsk tale er skabt med henblik på borgerens,
individets forhold til statsmagten eller andre myndigheder. Ytringsfrihed betyder, at der ikke finder forhåndscensur sted – den indebærer ikke, at nogen ikke kan opleve utilsigtede eller uønskede konsekvenser af sine ytringer (og hvis det var tilfældet, ville friheden også være indholdsløs). Hadsk tale kan vi aldrig undgå – i de såkaldt sociale mediers tidsalder tilsyneladende mindre end nogen sinde – men også her gælder, at vores opmærksomhed er rettet mod den hetz, der måtte bedrives af en statsmagt eller en anden offentlig myndighed, og som derfor kan blive eller bliver efterfulgt af sanktioner. Vi forbeholder os ret til at have og ytre en mening også om den offentlige debat, men vi agter ikke at agere sprogpoliti”.


torsdag den 26. januar 2017


Tre digtsamlinger i 2016 blev det til da året var gået. SINDETS ARKÆOLOGI udkom i begyndelsen af året og er skrevet over de sidste par år. Hver dag sit morgendigt. Strømmende, kommende af sig selv efter natten eller tidlig morgen stod ordene klar til at blive skrevet ned. (270 sider). Processen fortsatte resten af året og jeg havde en samling i sigte. Men så sneg endnu en digtsamling sig ind og krævede at ville udkomme. Den havde en særlig tilknytning til en måned, og derfor blev samlingens titel: OKTOBER (60 sider) en i størrelse normal digtsamling. Men så var den jeg sigtede efter ved at være klar og udkom sidst på året: MØRKETS LYS. (425 sider). I omfang min største samling. Nogle musikalske mennesker: Birte Zander & Lars Trier fra Roskilde har vist mig den store ære og glæde at sætte musik til flere af mine digte. Vi havde en aftenkoncert med oplæsning, sang og musikalsk ledsagelse af oplæsning i PAKHUSET i Nykøbing Sjælland. Once in a Lifetime.
Samlingerne kan beses nærmere på hjemmesiden: Ordhaven

Ligesom vejrtrækningen er nødvendig er digte det også.