Forsvar for lyrikken
Den store forfatter Tage Skou-Hansen brød sig ikke om lyrikken, han mente at tiden, han er født i 1925-2015, var mere til prosaen og skrev et stort essay: Forsvar for prosaen (offentliggjort i 1950), hvori han forklarede hvorfor den var vigtig og lyrikken ikke havde hans fokus. Han argumenterede for det faktiske, det virkelige liv som grundlag for de menneskelige erfaringer midt i efterkrigens tid. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herfra bidrage i tale og skrift. Digteren er forpligtet på sin oplevelse at anerkende tilværelsens vilkår som de er. Livet er livet værd og livet om at gøre. Der hvor digteren tager livsvilkåret på sig, bliver han et etisk handlende væsen.
Her var der et angreb på efterkrigstidens værdinihilisme, som sad i efterkrigstidens digtning. Der hvor digteren tager vilkårene på sig og træder i karakter, bliver mennesket et etisk handlende menneske. Ikke en venstre-højre ideologi, men et handlende menneske der gennem levet liv får et førstehåndskendskab til tilværelsens nødvendige værdier erhvervet og tilkæmpet gennem erfaringer, man tør stå ved. Alt det og meget mere blev Tage Skou-Hansens store prosa forfatterskab et vidnesbyrd om. Et nødvendigt forsvar for prosaen i efterkrigstiden, hvor så meget skulle samles op og gøres tilgængeligt for generationerne ovenpå anden verdenskrigs kaos. Han viste en nødvendig vej for prosaen.
Men svigtede han så lyrikken? Måske, måske ikke. Han skrev i sit essay følgende: »Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik«. Det var i Heretica-tiden. Og det besynderlige er at han senere blev medredaktør af tidsskriftet sammen med digteren Frank Jæger, som rystede formfuldendte vers ud af ærmet. Men det var også her han trådte ind på den litterære scene og i slutningen af halvtredserne udgav sin første succes roman: De nøgne træer. Dermed lagde han grunden til sit store romanværk om krigs- og efterkrigstiden. I 1978 fik han fortjent Det Danske Akademis Store Pris.
I en halv snes år var han højskolelærer på Askov Højskole. Der mødte jeg ham som elev og fik ham som lærer i netop lyrikken. Han var Mag. Art. i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og en god fortæller. Han førte mig ind til digtningen, selvom han ikke selv brød sig så meget om lyrikken, men undervise i digtningen og modernismen var han god til, og det var hvad jeg havde brug for dengang, hvor jeg lige var kommet fra militæret og havde brug for en afklaring og genfinde en menneskelig betydning. Ordenes betydning og engagementet var det jeg mødte gennem ham. På Askov blev han mit Fyrtårn.
Og så skrev han betydelige romaner og essays og jeg fulgte ham på flere måder. Dels var jeg selv blevet underviser og inviterede ham ud til foredrag, så mine kursister også kunne opleve ham. Dels oplevede jeg ham på Vallekilde Højskole i fyldt sal fortælle om sin store romanserie om Holger Mikkelsen. Men debutromanen De nøgne Træer var min første store oplevelse. Den handlede om at tage stilling og at handle. Og om kærlighed. Den gik rent hjem og senere kunne jeg mærke dens betydning igennem mine elever. Der er nogle titler som knytter sig til væsentlige temaer i tiden: Medløberen var en særlig roman om denne problematik og senere kom Over stregen, som med betydelig indsigt beskrev tidens oprør, både forståeligt, men også hvor det gik over gevind. Det var en vigtig gerning i tiden, hvor venstreorienterede grupper havde svært ved at styre sig, især de borgerlige af arten. Som gammel modstandsmand havde han forståelse for oprørets nødvendighed, men også den nødvendige disciplin og det moralske ansvar forbundet dermed. Han havde forståelse for ungdommen og viste sig at være en god vejleder.
Og så var han også en god ven af digteren Klaus Rifbjerg. De debuterede næsten samtidig. Tage Skou-Hansen med De nøgne træer, roman 1957 og Undervejr med mig selv, digtsamling 1956 af Klaus Rifbjerg. Romanforfatteren, der ikke kunne med digte, fik livsvarigt venskab med en af Danmarks største digtere. Rifbjerg som fik mig til at åbne øjnene vidt op og trak en forlængelse til Morten Nielsen, der døde ung i fyrrerne med kun en digtsamling bag sig: Krigere uden våben. Hans digte læser jeg den dag i dag. Men også Frank Jæger. Han har skrevet vers som jeg kan udenad. Tom Kristensen, både romanen Hærværk og hans digte. Og hans anmeldelser i Politiken. De står for mig som noget af det bedste anmelderi. Han læste digte med indlevelse. Hvilket medførte at mine digtsamlinger voksede.
Klaus Rifbjerg var banebrydende. Den gamle klassiske digtning røg fløjten med hans optræden på scenen og det fik stor og drabelig betydning. Nye stemmer kom til og gamle fortonede sig. Bl.a. måtte Frank Jæger se sig slået ud i begyndelsen af tresserne pga modernismen. Der kom arbejder litteratur til og kvinderne skrev litteratur, digte. Hans Jørgen Nielsen lancerede attituderelativismen og snart var der alle mulige attituder og digte til. Et virvar af muligheder og inspirationer. Og jeg snusede til det hele, mens jeg læste litteratur på Universitetet KU og fraterniserede med tegnere og malere på Kunstakademiet. Lige indtil 1969 hvor jeg selv debuterede og kastede mig ud i kunsten, digtningen, grafikken, sange og udstillinger og skabte IMIKROSKOPET sammen med et par venner. Blev medlem af Røde Mor og lidt senere kom ind på Den Danske Filmskole og tog en uddannelse der. Belært af digtningen blev filmen en anden mulighed for at redigere billeder og fortælle i rytme som digte kan. Og sange og tekster kunne synges og tales ind på film. Pludselig var der lyrik og poesi overalt. Tiden havde store demonstrationer i tresserne. Her var prosaen ikke brugbar. Det skulle være hurtige og kontante tekster til store forsamlinger. Carl Scharnberg var tidens helt uofficielle skribent i tresserne. I halvfjerdserne var Røde Mor dem der lagte billeder og sange til tiden. Pludselig var lyrikken brugbar og acceptabel. Folk lyttede og sang med på Røde Mors sange. Og vi udstillede vores tidsplakater.
Selv holdt jeg lyrikken ved live i alle årene, men først efter arbejdslivets ophør har jeg med fuld kraft skrevet den ene digtsamling efter den anden. Digte kan noget, i kort form fortælle om tiden og den nødvendige eftertanke. I løbet af denne måned kommer min nye og sidste digtsamling PORØSE GRÆNSER. Den afrunder mit lange lyriske forløb. Mit intense, vedholdende forsvar for digtningen/ lyrikken. Der har efter prosatiden været brug for den har det vist sig. Lyrikken findes og lever.
© Tommy Flugt
12.11.2019
12.11.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar