På den Chagalske rute…
Jeg var ude at gå en
tur og så blev jeg overfaldet på vejen hjem. Pludselig mens jeg gik på fortovet
i den store by, blev jeg overfaldet. Glæden slog ned i brystet på mig, så jeg
måtte hive efter vejret. Chok. I første omgang vrede: "Hvad sker der,
komme og overfalde en fredelig fodgænger, der går her på gaden uden at genere
nogen. Hvad bilder De dem ind. De skal få deres sag for. Jeg kan melde dem til politiet".
Ved nærmere eftertanke
fandt jeg ud af at politiet, som jeg havde tiltænkt den opgave at rejse sag,
næppe ville kunne klare anklagen, for det var jo en imaginær person, der havde
overfaldet mig, så jeg nu, efter at min første vaneagression havde fået
udløsning i et vredesudbrud. Da det var erkendt, forlod jeg med glæde
hverdagens grå farver og hengav mig i imaginationens farvespektrum.
På lette dansetrin svævede jeg nu gennem byen, i begyndelsen
morede jeg mig med at danse ud og ind mellem alle de forfrosne og stift
stolprende fodgængere på fortovet, alt mens jeg kastede et venligt ord og en
hilsen til enhver. Da jeg havde glædet mig en del over deres betuttede
ansigter, gav jeg mig bilbanen i vold - og alle havde et venligt trut
efterfulgt af en hvinende glæde tilovers for mig.
Så måtte jeg se mere,
rumme noget mere, hele byen. Jeg kaldte på nogle vildgæs, der netop fløj ivrigt
parlamenterende henover byen. De kom og spurgte mig, hvad jeg ville: "Se
byen og alle dens lys", råbte jeg. "Vis mig rundt". "Ja,
gerne" svarede de, "vi kommer lige fra en mand, der har samme
fornuftige ønsker som du, så vi kender turen og er gode rejseførere".
"Hvem er den mand", råbte jeg mens vinden susede i mine ører og
menneskene og bilerne blev ganske små.
"Chagal",
svarede vildgæssene tilbage, "hvem ellers?" Nej, hvem ellers mumlede
jeg for mig selv. Hvem ellers. Nuvel, så vis mig byen på Chagall'sk maner lød
min glade stemme, jeg er elev af ham.
Og af sted gik det. Vi
strøg henover byen, over Rundetårn, videre nedover Kongens Nytorv. Ved Nyhavn
gik vi lavt i flugten, sendte et venligt blik ind til digteren, så fortsatte vi
ind over havnen og fik Knippelsbro og Langebro til at gå op, inden vi bestemte
os for at besøge Amager og hilse på Rifbjerg og Gustava-Brandt. Så fløj
vildgæssene i et looping-the-loop uden ar tabe mig bort fra øen og cirklede i
svimlende højde henover København, indtil jeg var mæt af indtryk og ganske
fortumlet.
Så sagde vildgæssene at
de skulle videre, der var andre byer, hvor andre glade mennesker kaldte.
Jeg blev sat af på
femte sal og kravlede ind gennem et kvistvindue. Da jeg vendte mig om var de
allerede gået i luften. Jeg nåede lige at råbe: Tak, tak - og hils Chagall.
Forstår du?
Nej, du forstår vist
ingenting. Men du er jo heller ikke blevet overfaldet af glæden og har fløjet
rundt over København sammen med vildgæs.
Men fløjet det har du
jo. Så mon ikke også du har prøvet at være en lille smule svimmel af glæde på
turen. Måske har min tur givet dig en smag på hvilken glæde det er at fortælle
dig en historie.
Sov godt og glæd dig. I
morgen er atter en god fortælling på vej.
© Tommy Flugt 2012/ oprindeligt 1968