På den Chagalske rute…

Jeg var ude at gå en tur og så blev jeg overfaldet på vejen hjem. Pludselig mens jeg gik på fortovet i den store by, blev jeg overfaldet. Glæden slog ned i brystet på mig, så jeg måtte hive efter vejret. Chok. I første omgang vrede: "Hvad sker der, komme og overfalde en fredelig fodgænger, der går her på gaden uden at genere nogen. Hvad bilder De dem ind. De skal få deres sag for. Jeg kan  melde dem til politiet".

Ved nærmere eftertanke fandt jeg ud af at politiet, som jeg havde tiltænkt den opgave at rejse sag, næppe ville kunne klare anklagen, for det var jo en imaginær person, der havde overfaldet mig, så jeg nu, efter at min første vaneagression havde fået udløsning i et vredesudbrud. Da det var erkendt, forlod jeg med glæde hverdagens grå farver og hengav mig i imaginationens farvespektrum.

På lette dansetrin  svævede jeg nu gennem byen, i begyndelsen morede jeg mig med at danse ud og ind mellem alle de forfrosne og stift stolprende fodgængere på fortovet, alt mens jeg kastede et venligt ord og en hilsen til enhver. Da jeg havde glædet mig en del over deres betuttede ansigter, gav jeg mig bilbanen i vold - og alle havde et venligt trut efterfulgt af en hvinende glæde tilovers for mig.

Så måtte jeg se mere, rumme noget mere, hele byen. Jeg kaldte på nogle vildgæs, der netop fløj ivrigt parlamenterende henover byen. De kom og spurgte mig, hvad jeg ville: "Se byen og alle dens lys", råbte jeg. "Vis mig rundt". "Ja, gerne" svarede de, "vi kommer lige fra en mand, der har samme fornuftige ønsker som du, så vi kender turen og er gode rejseførere". "Hvem er den mand", råbte jeg mens vinden susede i mine ører og menneskene og bilerne  blev ganske små.

"Chagal", svarede vildgæssene tilbage, "hvem ellers?" Nej, hvem ellers mumlede jeg for mig selv. Hvem ellers. Nuvel, så vis mig byen på Chagall'sk maner lød min glade stemme, jeg er elev af ham.         

Og af sted gik det. Vi strøg henover byen, over Rundetårn, videre nedover Kongens Nytorv. Ved Nyhavn gik vi lavt i flugten, sendte et venligt blik ind til digteren, så fortsatte vi ind over havnen og fik Knippelsbro og Langebro til at gå op, inden vi bestemte os for at besøge Amager og hilse på Rifbjerg og Gustava-Brandt. Så fløj vildgæssene i et looping-the-loop uden ar tabe mig bort fra øen og cirklede i svimlende højde henover København, indtil jeg var mæt af indtryk og ganske fortumlet.

Så sagde vildgæssene at de skulle videre, der var andre byer, hvor andre glade mennesker kaldte.

Jeg blev sat af på femte sal og kravlede ind gennem et kvistvindue. Da jeg vendte mig om var de allerede gået i luften. Jeg nåede lige at råbe: Tak, tak - og hils Chagall.

Forstår du?

Nej, du forstår vist ingenting. Men du er jo heller ikke blevet overfaldet af glæden og har fløjet rundt over København sammen med vildgæs.

Men fløjet det har du jo. Så mon ikke også du har prøvet at være en lille smule svimmel af glæde på turen. Måske har min tur givet dig en smag på hvilken glæde det er at fortælle dig en historie.

Sov godt og glæd dig. I morgen er atter en god fortælling på vej.

©  Tommy Flugt 2012/ oprindeligt 1968