KUNSTEN HELE ÅRET
Spørgsmål til og svar fra kunsten
Folk, der er på arbejdsmarkedet, spørger altid interesseret til en kunstner, når de møder ham eller hende på et galleri eller en udstillings fernisering: Kan I leve af det?
Det letteste svar ville være og det mest sande: Nej, det kan de ikke.
Men så enkelt er det ikke og svaret vil med det samme lukke for udspørgerens interesse. For mange der spørger er jo interesserede i kunst, ellers kom de ikke til gallerierne og ferniseringerne. Ellers tog de ikke på udflugt til Museerne og flokkedes om de sidste nye ophængninger, kurateringer og installationer. Der må iboende være en interesse for kunsten, der går dybere end de fleste tror. Folk føler sig draget af billederne og det er en gammel erfaring i vore urinstinkter, der berøres af mødet med nutidens kunst. Vi brugte jo kunsten, tegningerne, afbildninger af livet omkring os allerede i hulemalerierne for 30.000 år siden. Der er ikke langt fra de første tegninger af oksen malet i en hulevæg i de franske huler i Chauvet til nutidens tegninger. Menneskets kreativitet og sans for kunst ligger dybt i os.
Og det er det man møder som udstiller hos folk, når de kommer på besøg. Mange virker søgende, nysgerrige, generte over at vise at de er interesserede i noget, de ikke rigtig ved, hvad de skal sige til og hvorfor de egentlig er der. Folk i arbejde er ganske bundet af deres arbejde og det at lave en afstikker fra det er at søge ind i usikkert område. Derfor spørgsmålet: Kan I leve af det? For at leve af arbejdet er jo det de gør og kender til. Sådan er livet tilrettelagt for de fleste. Det er også dér de har lært at tingene skal ligne og være i orden. Skriften skal være i orden og de har øvet sig i at skrive så mange forretningsbreve at de har mistet det skriftlige sprogs muligheder for at udtrykke noget om livet, deres eget. Og derfor tyr de til kriminallitteraturen som tiden er spækket med, for den ligner sproget på deres arbejdsplads og er letforståeligt og brugbar i en sommerferie.
Men når sommeren er overstået og arbejdet er ved at være fortid begynder bevægelsen hen mod gallerier og museer og søgen efter anden føde, nemlig den, der kan nære vores indre drømme og sære iagttagelser af at livet er mere end arbejdet. Fra da af har kunstnerne et trofast og voksende publikum som man skal tage godt imod og hjælpe til med at komme ind i kunstens verden. For kunstneren skal også påtage sig en opdragende rolle, hvis mødet med publikum, gæster og kunsten skal forløbe på en ordentlig måde.
Man skal ikke afvise folks måske ubehjælpsomme spørgsmål til et kunstværk, men være åben og indsigtsfulde nok til at hjælpe dem videre til at blive bedre og dybere ud- og indspørgere til kunstens verden. Hjælpe folk videre til næste niveau og indsigt.
Når de først er kommet over genkendelsesstadiet: Ligner det og er holdt op med at spørge deres børn om hvad deres tegninger skal ligne eller at de ikke ligner, så kan der begynde at blive interesse for andet end guldaldermalerier og den ny tids ”lignemalerier”. Så er rejsen ind i kunstens forunderlige verden af hulemalerier fra fortid og nutid ind i fremtiden begyndt.
De fleste mennesker lever et liv uden kunst i deres arbejdsliv. Men når de så bliver pensioneret begynder livet at stille dem spørgsmål og et nyt liv dukker op for dem. Det er her de opdager at kunsten kan være en vejviser ind i deres fortsatte liv, så de ikke behøver at nøjes med den mistrøstige pensionist titel. De begynder at tage livet i brug igen og opdager hvor stort og righoldigt det er.
De opdager at lediggang er roden til al kunst.
© Tommy Flugt
Chauvetgrotterne i Sydfrankrig: