mandag den 9. juni 2008

Hvad må man sige?

Overvejelser af Tommy Flugt

I princippet kan man sige hvad som helst hvor som helst og når som helst, men det forunderlige er, at det gør man ikke. Man tænker sig om. Tager situationen i betragtning. Vurderer sine ord lægger til og trækker fra og finder så noget passende til lejligheden, hvis man ellers stadig synes det er umagen værd taget overvejelserne i betragtning. Det er stort set den situation vi alle står i hver gang vi deltager i en dialog, en samtale. Hver gang vi har noget på hjerte, hver gang vi vil en samtale må vi tænke samtalepartneren ind i dialogen og tage hensyn til personen. Det påvirker naturligvis sproget, tanken, holdningerne, men det er nødvendige påvirkninger. Kort sagt: det er samtalens væsen. Uden disse overvejelser ingen samtale.


Forleden dag sprang en bilbombe udenfor en dansk ambassade i Islamabad i Pakistan. Det kom ikke bag på mig, det var ventet. Ikke lige der hvor det skete, men selve handlingen: at det skete. At nogen sprang en bombe mod en dansk repræsentation. Det var ventet. Man kan også sige at selvmordsbomben mod danske interesserer ikke kom som en overraskelse. Der var tale om et forudsigeligt selvmordsangreb mod danske interesser. Terrorberedskabet var da også i samme høje leje som den skingre retorik i den borgerlige regering og dets regeringsparti længe har været oppe i. De ting følger hinanden. Et land slipper ikke ustraffet fra at fornærme og håne andre folkeslag og svine dets kvinder til fordi de bærer tørklæde. Eller fordi de protesterer mod Jyllands Postens satiretegninger, skal de have ytringsfriheden slynget i hovedet. Som om vi har total ytringsfrihed i landet. Det har vi ikke. Og sproget har heller ikke i sit væsen ytringsfrihed, for hvis det havde, var det ikke mere et samtalesprog. Altså for at tale sammen må vi lytte og høre efter, tænke os om og komme med gensvar. Ikke for at få ret, men for at blive klogere.


Sproget er klogt nok, men bruger vi det godt nok?


Hvis man mener at Danmark gjorde noget ulovligt, da vi gik med i krigen mod Irak, tæller det i bagagen. Hvem andre end regeringspartiet med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen havde godkendt den krig? Blev vi spurgt op til valget den gang? Nej. Vi efterlod et land i kaos og bevægede os videre til endnu en krigsskueplads Afghanistan. Af alle små lande skulle lille Danmark med 5,3 mio. indbyggere, hvoraf et par hundrede tusinde muslimer, lige netop markere sig på slagmarken, hvor der dræbes flest afghanere. Hvorfor lige der? Hvad har der hidtil været galt med vort lille lands fornuftige udenrigspolitik: at stikke fingeren i jorden, fornemme hvem folk er og med samtalen finde ud af om de vil have hjælp på anden måde end krige og om vi kan hjælpe dem med fredelige initiativer? Hvad er det for en krigerisk udenrigspolitisk linje vi som lille land er slået ind på? Ind imellem sidder man og tænker, at hvis det stod til regeringens støtteparti, så skulle vi erklære muslimerne krig: Tror man virkelig at denne hidsige sprogbrug gavner landet? Men ikke desto mindre er det en sprogbrug vort land viser over for udlandet. Støttepartiets retorik er kendt i udlandet og jeg tror ikke man der skelner mellem regeringen og støttepartiet.


Må man ikke sige noget, når Danmark bliver angrebet?


Det er svært at rejse en debat i et land, hvor medierne ikke har opdaget, at regeringen har sendt landet i to krige indenfor de sidste 5 år uden at medierne egentlig har været synderlig optaget af det. Så længe det gik nogenlunde, nå ja, så lad os deltage i den almindelige registrering af krigens gang. Og det gjorde man. Men man lod regeringen slippe. Man prøvede end ikke at kroge statsministeren. Flinkheden i en krigsperiode for landet er mig fuldstændig uforståelig som kritisk borger. Men lad mig alligevel prøve at sige fra: Danmark bør trække sine soldater hjem fra Afghanistan. Vi bør konvertere vores indsats til fredelig sameksistens og genopbygning af et lands institutioner. Vi kan deltage i FN’s humanitære projekter og lade det være ledetråden fremover for vort udenrigspolitiske engagement. Det ligner simpelthen ikke noget, at vort land skal være blandt de mest krigeriske og selvretfærdige. Man behøver kun at lytte til udenrigsordføreren for støttepartiet et par gange, før kvalmegrænsen er nået. Desværre er nu også regeringspartierne begyndt at give opkastfornemmelser.


Hvad ligner det at man ikke kan debattere regeringens politik i øjeblikket, fordi der er sprængt en forudsigelig selvmordbombe i Islamabad i nærheden af den danske ambassade? I sin tid blev kritik af regeringens Irak-politik imødegået med: ”Ønsker I da Sadam Hussein tilbage?” Et spørgsmål det er umuligt at svare på, ligesom det er umuligt at forholde sig til følgende: Vores udenrigspolitik skal ikke afgøres af terrorister. Hvem ved sine fulde fem kunne da foreslå nogen af delene. Ikke desto mindre var det og er det retoriske politikerkneb, der er brugt gang på gang. Hver gang virkeligheden rammer regeringens førte og forfejlede udenrigspolitik.


I denne uge var det så de radikale det gik ud over. Margrethe Vestager mente at Danmark burde lægge lidt mere vægt på diplomati end på krigeriskheden. Det var ilde hørt. Uanset at hun har ret blev hun bombet på plads, ligesom erhvervsmanden der led samme skæbne for samme synspunkt.

Man taler ikke om fredelige løsninger og fredelig sameksistens ovenpå en bombe, der slog hul i vejen og muren og slyngede gitterporten til den danske ambassade ind. Der blev dræbt adskillige pakistanere og en unavngiven dansk-pakistansk person. Men var årsagen efterfølgende en klar besked om, at det var for Danmarks engagement i Irak og Afghanistan? Nej, det var det ikke. Det virkede helt uhyggeligt at iagttage, at det er JP’s udenrigspolitiske stunt med Muhamed-tegningerne, der var årsag til det mislykkede bombeangreb. Ikke vor aggressive udenrigspolitik i Irak eller Afghanistan. Så når terroristerne opdager at det også er os, så kan vi vente det næste angreb.


Men indtil da, kunne vi så ikke se at dæmpe os lidt og arbejde for en fredeligere verden og en mere mådeholden udenrigspolitik. Og kunne vi så ikke slippe lidt for støttepartiets krigeriskhed. Vi vil fred her til lands. Sankte Hans, Sankte Hans. Men spørgsmålet er om vi overhovedet bruger sproget mere til at tale sammen om problemerne? Er det politiske sprog ikke bare blevet et dem og os sprog? Hvis det er sådan, så behøver jeg ikke være spåmand for at forudsige den næste bombesprængning.