lørdag den 28. august 2021

IKONER TIL UNGDOMMEN

IKONER TIL UNGDOMMEN
Ungdommen har brug for et ikon, der forløser noget inde i den unge. Vi kender ikoner, billeder fra den religiøse verden, Jomfru Maria, Jesu. Kirkerne bruger i høj grad ikoniske billeder til at fremme deres virke. I øjeblikket ser jeg ikke noget lysende ikon for mig medmindre man vil hente inspiration fra et ungt svensk barn/voksen Greta Thunberg (født 2003). Hun har fået unge over hele verden til at råbe i takt: ”Det er ikke nok. Det er ikke nok” i protest mod den manglende miljøhandling fra de store og rige lande. Hun er og var en imponerende ung kvinde, som har fået taleplads på de største scener og forsamlinger i verden. Hun har som klimaaktivist og sin ”Skolestrejk for klimaet” virkelig forstået at sætte dagsordenen og sætte skub i handlingerne rundt omkring. Jeg skrev et digt om hende i min digtsamling Porøse grænser fra 2019: Kæmpende generation hedder digtet (s. 42-43) og det er tilegnet hende og den kæmpende ungdom.
I dag kan jeg se at digtet på en måde refererer til min egen situation som ung, hvor jeg i 1969 udgav digtet Desperat Generation som rummede kritik af at den voksne verden ikke forstod ungdommens uro. Men den desperate ungdom fik et ikon, som blev samlende for vor ungdom.
I tresserne var vi samlet om påskemarcherne fra Holbæk til København i protest mod atomkraft i Danmark. Senere forfærdedes vi over USA's krig i Vietnam. Og i den forbindelse dukkede Ernesto Guevara (1928-1967) op. Han var sammen med Fidel Castro med til at smide et korrupt styre ud af Cuba og slå imperialismens hovedskyldige USA ud af landet. Det var til stor inspiration for os unge i tresserne og halvfjerdserne.
Jeg skrev et digt: Sangen om Che Guevara som Lars Trier satte musik og sang til. Den blev indspillet på Den Danske Filmskole, en ca. 4. min musikfilm, som blev indspillet med Røde Mor musikmedlemmer: Ole Thilo, Lars og Troels Trier. I filmen vistes klip fra historiske begivenheder fra tiden, klippet rytmisk sammen til sangen. For nylig i forbindelse med en stor Røde Mor plakatudstilling på Odsherreds Kunstmuseum forærede jeg filmen til Museum Vestsjælland, som fik den digitaliseret og gjort let tilgængelig. Den kan nu ses og der kan lyttes til ikonet fra dengang Ernesto ’Che’ Guevara.
Han var inspirerende for mange unge mennesker over hele verden dengang. Og vi læste hans Dagbog som var blevet oversat og gik lige i lommen på os unge.
Ernesto ’Che’ Guevara blev en nøgleperson i den Cubanske revolution.
Han var født i Argentina i de højere samfundslag og var relativt privilegeret. Han udviklede i sin ungdom en interesse for Den spanske borgerkrig (1937-1939) hvor fascister under ledelse af general Franco kæmpede mod den demokratisk valgte republikanske regering. Ernestos familie arbejdede i et solidaritetsnetværk for republikanerne, og mange spanske flygtninge kom forbi til middag i familiens hjem.
I 1950-1951 gennemførte Ernesto to lange motorcykelture rundt i Sydamerika og Mellemamerika. Her så han fattigdom, ulighed og sult, som kom til at forme ham enormt. Han blev overbevist om at Latinamerikas fattigdom skyldtes Nordamerikas politiske og økonomiske dominans. Han mente at befolkningen i de enkelte lande skulle vælte deres korrupte regeringer og opbygge et samfund, der bekæmpede fattigdommen.
I 1953 blev han færdiguddannet som læge og boede i en periode i Guatemala. Her støttede han den socialistiske præsidents bestræbelser på at lave jordreformer, der gav landbrugsjord til de fattige bønder.
Overklassen og de velhavende bønder var imod, fordi reformen ville betyde at de mistede jord.
I den periode kom han i kontakt med Raul- og Fidel Castro. De var i landflygtighed efter et mislykket kupforsøg mod Batista som styrede Cuba. Men nu ville de to brødre tilbage til Cuba og kæmpe sammen med Oprørsgruppen 26. juli-bevægelsen, som de to var en del af. Ernesto Guevara deltog i mødet og under det fik han tilnavnet ’Che’. Det fulgte ham resten af livet.
Han sluttede sig til oprørsgruppen, fordi han fandt at Fidel Castro var en ekstraordinær personlighed.
I 1954 gennemførte højreorienterede officerer i Guatemalas hær et statskup med støtte fra amerikanske CIA og United Fruit Company. USA frygtede udviklingen i Latinamerika og støttede statskuppet og United Fruit Companys økonomiske interesser.
Militærkuppet overbeviste Che om nødvendigheden af at gribe til væbnet kamp. Og det gjorde han i Cuba sammen med 26.juli-bevægelsen og Fidel Castro. Han spillede en fremtrædende rolle i guerillakrigen fra 1956-1959 på Cuba og han beklædte adskillige høje poster i den efterfølgende administration og regering. Fra 1961-1965 var han chef for den cubanske nationalbank, diplomat og industriminister.
Herefter forsvandt han fra alle offentlige embeder og dukkede i 1966 op i Bolivia som leder af en guerilla. Projektet mislykkedes. Che blev fanget i kamp og efterfølgende dræbt og fremvist af det bolivianske militær i 1967.
Ernesto Che Guevaras liv og skæbne fik stor symbolsk betydning over hele verden pga hans personlige integritet og revolutionære idealisme. Og portrætter af ham blev ikoniske.
På dansk kan man læse hans Dagbog fra Bolivia 1968. Guerillakrig 1971 og om hans dannelsesrejse: Reje gennem Sydamerika. Optegnelser - på dansk 2000. Den er der lavet en fim om: The Motorcycle Diaries 2004.
Min musikfilm Sangen om Che Guevara fra 1970 med Lars Trier som sanger og komponist kan ses og høres her:

https://www.youtube.com/watch?v=aAIKKAt8gqw
© Tommy Flugt 25.08.2021
I 2022 kommer Røde Mor plakatudstillingen fra 2020 igen op, fordi den blev lukket ned pga Coronaen. Det sker på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs.

Ingen kommentarer: