Vi kender det allesammen.Tilfældighederne. Og hvis jeg ikke var blevet hjemme i lørdags havde der ikke været nogen til at tage fastnettelefonen. Hvis ikke jeg sad og læste i stuen havde jeg ikke hørt den. Jeg kunne være gået en tur eller i bad. Eller være taget med min kone til Holbæk, som vi normalt gør sammen. Jeg har haft influenza en uges tid og var kommet i vane med at blive hjemme. Derfor hørte jeg telefonen og tog den for alle tilfældes skyld.
Det ringede kvart i elleve lørdag den 6. marts.
Jeg ved ikke om det statistisk kan lade sig gøre at tale om tilfældighedernes tilfældighed. Men af alle tilfældighederne synes jeg at dette var den mest tilfældige tilfældighed. Ikke at den dermed var umulig, men at den som tilfældighed var noget særlig. Og satte mig i en tilstand af svævende tilfældighed. Sådan for tilfældets skyld var det en god position at befinde sig i da jeg hørte stemmen sige:
"Er det hos Tommy? Det er Einar Már. Jeg er på Biblioteket i Holbæk sammen med Peter Laugesen og et orkester. Vi skal læse op. Har du tid til at komme?"
Det var helt uvirkeligt. Drømte jeg eller var jeg vågen?
Jeg fik travlt. Bestilte taxa. Hurtig barbering og bad og så ud til taxaen, der kom lige netop som jeg trådte ud af døren påklædt. Da jeg gik ind på biblioteket var musikerne netop lige begyndt at varme op. Et fantastisk orkester STRØM ledet af Christian Vuust på tenor saxophone, Jacob Buchanon på flygelhorn, trompet, Jacob Bro, guitar, Nikolai Munch-Hansen bass og Jeppe Gram på Trommer. Videokunstner Iben West kreerede baggrundsbilleder til seancen. Og så trådte de to digtere til og skiftedes til at have oplæsninger til musikken eller recitationer. Det var et stort flow ind og ud af hinandens roller og musikken forenede og formidlede hele oplevelsen i et stort intenst og uafbrudt forløb indrammet af Wests videobilleder.
Det var mageløse timer i selskab med den strømmende musik, de levende billeder og to af Nordens største digtere. Et akademimedlem Peter Laugesen, der er en dreven recitator og nordisk råds litteratur prismodtager Einar Már Gudmundsson. Hele seancen sker samme dag som Island har valg om økonomien. Einar Már benyttede lejligheden til at læse op fra sin Hvidbogen om Krisen på Island og bl.a. sit digt fra Ræk mig nordlysene (Digte i udvalg, Vindrose 2004):
Kampråb fra nord
Du som har dit hjem
på en ø i hjertet
og himmelrummets vidder, et fortov under dine fødder:
Ræk mig nordlysene!
Jeg vil danse med den yngling
der holder på stjernerne
Vi flår skindet af mørket
og skærer hovedet af elendigheden.
Det var et ganske særligt møde på en ganske særlig dag i en helt tilfældig by og ingen havde rigtig hørt om dette arrangement. Og lokalavisen var ikke særlig behjælpelig. Var tv eller radio til stede - nej, det var åbentbart for langt ude på landet. Og når landet ikke rigtig vil være sig selv bevidst og reklamere for tingene, så bliver det rene tilfældigheder om man kommer eller ej. Her kom tilfældigheden i form af et telfonopkald undertegnede til gode. Det er jeg taknemlig for. Der skete virkelig noget i lørdags på Holbæk Bibliotek.
Tommy Flugt
Fotos af TF. Øverst: Einar Már Gudmundsson, midterste billede: Peter Laugesen reciterer digte og nederst: Einar Már Gudmundsson og Wests videokunst.Skæbnedag for Island: http://politiken.dk/fotografier/soundslides/article917400.ece
Ingen kommentarer:
Send en kommentar