Maja Lisa Engelhardt

Maja Lisa Engelhardt

Maler. Født 1956 på Frederiksberg. Forældrene flyttede til Saltbæk Vig ved Kalundborg i 1962.  Hun har sammen med sin mand Peter Brandes overtaget Asger Jorns hus og atelier udenfor Paris. Udstiller i Danmark fra 1985. Og i New York. Store udsmykninger til kirker i Danmark. Og har en lang række udstillinger bag sig og foran sig. Aktuel pt. på Johannes Larsen Museum i Kerteminde med udstillingen Tågen letter 2012.

På møde med kunstneren den 23.11.12 på Johannes Larsen Museum (med fuldt hus for tredje gang) fortalte maleren om sin kunst. Hun indledte med at forklare om vreden hun føler, når hun går i gang med at male helt i fred og ro i sit atelier i Paris. Kun det indre er ikke i ro. Hun er rasende. Inde i tornekrattet gemmer billedet sig og hun skal derind. Hendes kittel som er det første vi møder ind til udstillingen er hendes "kampdragt". Hun føler sig dybt forpligtet langt ind i sjælen over hun skal male billederne. Men hun stiller spørgsmålet: Hvorfor skal det være så svært?Hun ophidser sig foran det hvide lærred og klasker til det og kaster sig så over det. Hun  sviner det til. Løber frem og tilbage foran det store lærred og kaster sig over det i raseri i starten. "Det er ikke til at holde det hvide lærred ud", siger hun så. "Jeg føler en vrede"… og så efter fjorten dage, efter hun har læst lidt om Johannes Larsen og Th. Lundbye kommer hun videre og så er billedet på vej.

"Jeg maler kun naturen og ikke mennesker", siger hun. "Fugle, dyr, naturen betyder noget for mig". Den brændende tornebusk er hendes næste motiv efter hun så det. Hun er optaget af Søren Kierkegaard og hans kristne budskab.

Tavshed

Lydighed

Glæden kommer

Når jeg tier kommer billedet, siger hun så. Lytte til hvad det er man skal - er vigtigt. Min tro er vigtig for mig, siger hun så pludselig. Det kommer lidt overraskende. En slags bekendelse. Vidner om at hun har brug for mere end kitlen som kunstnerisk kampuniform, noget udenfor hende selv til beskyttelse. Den jeg skal elske mest er Gud, siger hun stille ud til den store forsamling. Og vi er ikke i en kirke, men i et museum. Det er uhyre sjældent at høre den slags ord i en udstillingssammenhæng. Hun forsætter: Og når jeg har den viden, så er jeg ikke bange for noget mere. 

Hvad er dette? Har hun taget fejl af stedet? Tror hun vi er et menighedsråd, der skal overbevises om at hun er den kunstner der skal have næste udsmykningsopgave til kirken? Men nej, det er ikke en salgstale til menighedsrådet. Det er dyb tale fra hjertet. For hende er det livet om at gøre. Hun lærte troen som barn da hun havde det allerhårdest og skulle være sine søskende og forældres vogter. Hun lærte at hun skulle elske, som Kierkegaard skriver. Hun lærte nødvendighed af lydighed, tavshed, tro og medmenneskelig hjælp. Og hun er inspireret af den kristne digter Martin A. Hansen, Kierkegaard, Johs. V. Jensen. De er hendes åndelige baggrund. Og så de danske guldaldermalere, landskabet, havet og gravhøjene i landskabet. 

Hun er opvokset i Saltbæk Vig ved Kalundborg og Sejerøbugten. Hun har gået i landskabet, langs strandene, set fugle, dyr, havet og fundet fortidsminder. Hun har set lyset bryde igennem et tåget landskab ude ved havet. Alt dette skildrer hun i sine billeder. Hun har brugt to år omkring et billede inspireret af novelle af Martin A. Hansen om en gravhøj. Hun arbejder med skabelsesberetningen og er nået til 5. dag og fuglene. - Der er lys i billederne. Det stråler ud fra alle hendes store akrylbilleder på udstillingen. Lyset og landskabet. Hun er vokset op med udsyn og lyset som barn. Bølgebrud, at se ud.

Hun er i slægt med Johannes Larsen, Peter Hansen, guldaldermalerne. Munch har længslen. Vi har brug for mørket for så at længes og se lyset og knopperne i træerne og buske. Hun ser ud i naturen og belyser sin kristne barnetro igennem lysende landskabsbilleder. Jesus, pinse, påske ser hun efter, når hun maler naturen. Temaer er det der styrer hende, når hun maler.

Er hun  en religiøs kunstner eller er hun en kunstner, der er religiøst inspireret. Jeg hælder af gode grunde til det sidste.  Billederne taler ikke til en særlig tro eller frelsthed. De taler til det åbne sind. Enhver kan blive grebet af hendes store og lysende landskabsmalerier så Letter Tågen.