Forsvar for lyrikken

Forsvar for lyrikken

Den store forfatter Tage Skou-Hansen brød sig ikke om lyrikken, han mente at tiden, han er født i 1925-2015, var mere til prosaen og skrev et stort essay: Forsvar for prosaen (offentliggjort i 1950), hvori han forklarede hvorfor den var vigtig og lyrikken ikke havde hans fokus. Han argumenterede for det faktiske, det virkelige liv som grundlag for de menneskelige erfaringer midt i efterkrigens tid. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herfra bidrage i tale og skrift. Digteren er forpligtet på sin oplevelse at anerkende tilværelsens vilkår som de er. Livet er livet værd og livet om at gøre. Der hvor digteren tager livsvilkåret på sig, bliver han et etisk handlende væsen.

Her var der et angreb på efterkrigstidens værdinihilisme, som sad i efterkrigstidens digtning. Der hvor digteren tager vilkårene på sig og træder i karakter, bliver mennesket et etisk handlende menneske. Ikke en venstre-højre ideologi, men et handlende menneske der gennem levet liv får et førstehåndskendskab til tilværelsens nødvendige værdier erhvervet og tilkæmpet gennem erfaringer, man tør stå ved. Alt det og meget mere blev Tage Skou-Hansens store prosa forfatterskab et vidnesbyrd om. Et nødvendigt forsvar for prosaen i efterkrigstiden, hvor så meget skulle samles op og gøres tilgængeligt for generationerne ovenpå anden verdenskrigs kaos. Han viste en nødvendig vej for prosaen.

Men svigtede han så lyrikken? Måske, måske ikke. Han skrev i sit essay følgende: »Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik«. Det var i Heretica-tiden. Og det besynderlige er at han senere blev medredaktør af tidsskriftet sammen med digteren Frank Jæger, som rystede formfuldendte vers ud af ærmet. Men det var også her han trådte ind på den litterære scene og i slutningen af halvtredserne udgav sin første succes roman: De nøgne træer. Dermed lagde han grunden til sit store romanværk om krigs- og efterkrigstiden. I 1978 fik han fortjent Det Danske Akademis Store Pris.

I en halv snes år var han højskolelærer på Askov Højskole. Der mødte jeg ham som elev og fik ham som lærer i netop lyrikken. Han var Mag. Art. i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og en god fortæller. Han førte mig ind til digtningen, selvom han ikke selv brød sig så meget om lyrikken, men undervise i digtningen og modernismen var han god til, og det var hvad jeg havde brug for dengang, hvor jeg lige var kommet fra militæret og havde brug for en afklaring og genfinde en menneskelig betydning. Ordenes betydning og engagementet var det jeg mødte gennem ham. På Askov blev han mit Fyrtårn.

Og så skrev han betydelige romaner og essays og jeg fulgte ham på flere måder. Dels var jeg selv blevet underviser og inviterede ham ud til foredrag, så mine kursister også kunne opleve ham. Dels oplevede jeg ham på Vallekilde Højskole i fyldt sal fortælle om sin store romanserie om Holger Mikkelsen. Men debutromanen De nøgne Træer var min første store oplevelse. Den handlede om at tage stilling og at handle. Og om kærlighed. Den gik rent hjem og senere kunne jeg mærke dens betydning igennem mine elever. Der er nogle titler som knytter sig til væsentlige temaer i tiden: Medløberen var en særlig roman om denne problematik og senere kom Over stregen, som med betydelig indsigt beskrev tidens oprør, både forståeligt, men også hvor det gik over gevind. Det var en vigtig gerning i tiden, hvor venstreorienterede grupper havde svært ved at styre sig, især de borgerlige af arten. Som gammel modstandsmand havde han forståelse for oprørets nødvendighed, men også den nødvendige disciplin og det moralske ansvar forbundet dermed. Han havde forståelse for ungdommen og viste sig at være en god vejleder.

Og så var han også en god ven af digteren Klaus Rifbjerg. De debuterede næsten samtidig. Tage Skou-Hansen med De nøgne træer, roman 1957 og Undervejr med mig selv, digtsamling 1956 af Klaus Rifbjerg. Romanforfatteren, der ikke kunne med digte, fik livsvarigt venskab med en af Danmarks største digtere. Rifbjerg som fik mig til at åbne øjnene vidt op og trak en forlængelse til Morten Nielsen, der døde ung i fyrrerne med kun en digtsamling bag sig: Krigere uden våben. Hans digte læser jeg den dag i dag. Men også Frank Jæger. Han har skrevet vers som jeg kan udenad. Tom Kristensen, både romanen Hærværk og hans digte. Og hans anmeldelser i Politiken. De står for mig som noget af det bedste anmelderi. Han læste digte med indlevelse. Hvilket medførte at mine digtsamlinger voksede.

Klaus Rifbjerg var banebrydende. Den gamle klassiske digtning røg fløjten med hans optræden på scenen og det fik stor og drabelig betydning. Nye stemmer kom til og gamle fortonede sig. Bl.a. måtte Frank Jæger se sig slået ud i begyndelsen af tresserne pga modernismen. Der kom arbejder litteratur til og kvinderne skrev litteratur, digte. Hans Jørgen Nielsen lancerede attituderelativismen og snart var der alle mulige attituder og digte til. Et virvar af muligheder og inspirationer. Og jeg snusede til det hele, mens jeg læste litteratur på Universitetet KU og fraterniserede med tegnere og malere på Kunstakademiet. Lige indtil 1969 hvor jeg selv debuterede og kastede mig ud i kunsten, digtningen, grafikken, sange og udstillinger og skabte IMIKROSKOPET sammen med et par venner. Blev medlem af Røde Mor og lidt senere kom ind på Den Danske Filmskole og tog en uddannelse der. Belært af digtningen blev filmen en anden mulighed for at redigere billeder og fortælle i rytme som digte kan. Og sange og tekster kunne synges og tales ind på film. Pludselig var der lyrik og poesi overalt. Tiden havde store demonstrationer i tresserne. Her var prosaen ikke brugbar. Det skulle være hurtige og kontante tekster til store forsamlinger. Carl Scharnberg var tidens helt uofficielle skribent i tresserne. I halvfjerdserne var Røde Mor dem der lagte billeder og sange til tiden. Pludselig var lyrikken brugbar og acceptabel. Folk lyttede og sang med på Røde Mors sange. Og vi udstillede vores tidsplakater.

Selv holdt jeg lyrikken ved live i alle årene, men først efter arbejdslivets ophør har jeg med fuld kraft skrevet den ene digtsamling efter den anden. Digte kan noget, i kort form fortælle om tiden og den nødvendige eftertanke. I løbet af denne måned kommer min nye og sidste digtsamling PORØSE GRÆNSER. Den afrunder mit lange lyriske forløb. Mit intense, vedholdende forsvar for digtningen/ lyrikken. Der har efter prosatiden været brug for den har det vist sig. Lyrikken findes og lever.

© Tommy Flugt
12.11.2019

https://www.blurb.com/b/9728308-por-se-gr-nser

KUNSTEN HELE ÅRET

KUNSTEN HELE ÅRET

Spørgsmål til og svar fra kunsten

Folk, der er på arbejdsmarkedet, spørger altid interesseret til en kunstner, når de møder ham eller hende på et galleri eller en udstillings fernisering: Kan I leve af det?

Det letteste svar ville være og det mest sande: Nej, det kan de ikke.

Men så enkelt er det ikke og svaret vil med det samme lukke for udspørgerens interesse. For mange der spørger er jo interesserede i kunst, ellers kom de ikke til gallerierne og ferniseringerne. Ellers tog de ikke på udflugt til Museerne og flokkedes om de sidste nye ophængninger, kurateringer og installationer. Der må iboende være en interesse for kunsten, der går dybere end de fleste tror. Folk føler sig draget af billederne og det er en gammel erfaring i vore urinstinkter, der berøres af mødet med nutidens kunst. Vi brugte jo kunsten, tegningerne, afbildninger af livet omkring os allerede i hulemalerierne for 30.000 år siden. Der er ikke langt fra de første tegninger af oksen malet i en hulevæg i de franske huler i Chauvet til nutidens tegninger. Menneskets kreativitet og sans for kunst ligger dybt i os.

Og det er det man møder som udstiller hos folk, når de kommer på besøg. Mange virker søgende, nysgerrige, generte over at vise at de er interesserede i noget, de ikke rigtig ved, hvad de skal sige til og hvorfor de egentlig er der. Folk i arbejde er ganske bundet af deres arbejde og det at lave en afstikker fra det er at søge ind i usikkert område. Derfor spørgsmålet: Kan I leve af det? For at leve af arbejdet er jo det de gør og kender til. Sådan er livet tilrettelagt for de fleste. Det er også dér de har lært at tingene skal ligne og være i orden. Skriften skal være i orden og de har øvet sig i at skrive så mange forretningsbreve at de har mistet det skriftlige sprogs muligheder for at udtrykke noget om livet, deres eget. Og derfor tyr de til kriminallitteraturen som tiden er spækket med, for den ligner sproget på deres arbejdsplads og er letforståeligt og brugbar i en sommerferie.

Men når sommeren er overstået og arbejdet er ved at være fortid begynder bevægelsen hen mod gallerier og museer og søgen efter anden føde, nemlig den, der kan nære vores indre drømme og sære iagttagelser af at livet er mere end arbejdet. Fra da af har kunstnerne et trofast og voksende publikum som man skal tage godt imod og hjælpe til med at komme ind i kunstens verden. For kunstneren skal også påtage sig en opdragende rolle, hvis mødet med publikum, gæster og kunsten skal forløbe på en ordentlig måde.

Man skal ikke afvise folks måske ubehjælpsomme spørgsmål til et kunstværk, men være åben og indsigtsfulde nok til at hjælpe dem videre til at blive bedre og dybere ud- og indspørgere til kunstens verden. Hjælpe folk videre til næste niveau og indsigt.

Når de først er kommet over genkendelsesstadiet: Ligner det og er holdt op med at spørge deres børn om hvad deres tegninger skal ligne eller at de ikke ligner, så kan der begynde at blive interesse for andet end guldaldermalerier og den ny tids ”lignemalerier”. Så er rejsen ind i kunstens forunderlige verden af hulemalerier fra fortid og nutid ind i fremtiden begyndt.

De fleste mennesker lever et liv uden kunst i deres arbejdsliv. Men når de så bliver pensioneret begynder livet at stille dem spørgsmål og et nyt liv dukker op for dem. Det er her de opdager at kunsten kan være en vejviser ind i deres fortsatte liv, så de ikke behøver at nøjes med den mistrøstige pensionist titel. De begynder at tage livet i brug igen og opdager hvor stort og righoldigt det er.

De opdager at lediggang er roden til al kunst.

© Tommy Flugt

Chauvetgrotterne i Sydfrankrig:

Dansk Forfatterforenings Generalforsamling i Strandgade 2019

Dansk Forfatterforenings Generalforsamling i Strandgade den 27.04.2019

Efter at Knud Vilby var valgt til dirigent og havde konstateret at indkaldelsen var lovlig, den stod i Forfatteren no 1 2019, hvor hele dagsordenen og formandens tale var trykt, ligeledes gennemsigtighedsrapport (med link), forslag om anvendelse af individuelle og kollektive midler (med link), regnskab, budget og fastlæggelse af kontingent. Så gav han ordet til formanden Morten Visti.

Morten Visti startede med at læse navnene på de afdøde forfattere i 2018 op, imens vi holdt et minuts stilhed til ære for kollegerne. Derpå læste han beretningen fra Forfatteren op og her konstaterede han at der  var en  nettotilgang på 59 medlemmer i 2018. Mange har meldt sig ind i 2019, da foreningen fejrer dels 100 året for det Nordiske forfattersamarbejde på Nordatlantens Brugge 10.04 og Dansk Forfatterforenings 125 årsjubilæum bød på festmiddag. Blixen prisfesten kommer i maj. Og så fejrede lyrikerne den 90 årige digter Knud Sørensens 90 års dag med en festbog Et stykke af din tid. I den skriftlige aflagte rapport blev kampen for Arne Herløv Petersen-sagen om hans ophavsretssag til sine dagbøger fortsat holdt i live og støttes af foreningen. Sluttelig takkede og nævnte formanden Århus forfattergruppens store arbejde for foreningen. Det er blevet en stærk lokalgruppe i det jyske.

Efter den skriftlige rapportering føjede formanden bemærkninger til om EU direktivet og ophavsret, som nu er blevet vedtaget af Ministerrådet og Kommissionen. Det skal på 2 år oversættes og implementeres i dansk lov. Den anden ting formanden mundtligt føjede til sin beretning var at Biblioteksloven, som foreningen har brugt mange kræfter på, ikke bliver genåbnet. Han slog fast at Folkebibliotekernes formål skal være at støtte litteraturen - (selvom Sass Larsen (S) ikke mener der kommer nogen på bibliotekerne).

Efter en del afklarende spørgsmål til beretningen og et svar på mit spørgsmål om det udeblevne samarbejde med Dansk Kunstnerråd, hvor svaret var at bestyrelsen trods forhandlinger ikke have fået et lavere kontingent igennem og derfor ikke mente foreningen havde råd til at være medlem af Dansk Kunstnerråd. Det er beklageligt og ærgerligt. Vi bør være medlem.

Efter ordvekslingerne kunne beretningen godkendes med applaus.

Dernæst blev økonomien for foreningen fremlagt og gennemgået og godkendt.

Formanden havde en kommentar: Vi har en prekær økonomi. Vi skal passe på med faste udgifter. Bestyrelsen havde vurderet at vi ikke har råd til Dansk Kunstnerråd i denne ombæring. (Til trods for at foreningens kritiske revisorer som sidste år anbefaler, at Dansk Forfatterforening genindmelder sig i Dansk Kunstnerråd).

Så var der valg: Formanden blev genvalgt for en 2årig periode. Nogle meldte sig ud af bestyrelsesarbejdet og andre meldte sig til. Samlede resultat bliver afklaret ved en Urafstemning.

Efter generalforsamlingen var foreningen vært ved et glas jubilæumschampagne og fællesspisning.

Tekst og fotos: Tommy Flugt