mandag den 27. april 2009

Poetomatisk neurometeorologi


POETOMATISK NEUROMETEORO-LOGI
- en ny videnskabspoetik tilegnet maleren Peter Hentze

af Tommy Flugt, forfatter

[ Poetikken: Påbegyndt i 1993 og afsluttet og offentliggjort i 2009].

Der er mennesker, som de sædvanlige ord og begreber hurtigt slipper op overfor, hvis man forsøgsvis skal beskrive dem eller kommunikere med dem, når man vil bruge de gode gamle ord: tale, tale med, tale sammen, tale om noget.

At tale er jo altid at tale om noget, men med Peter Hentze forholder det sig ikke helt sådan. Med ham bliver det at tale let talen om noget andet. Et eller andet besynderligt søgende, nye områder bliver inddraget i en slags undersøgelse, hvor man hverken kender hoved, hale eller midterstykke i samtalen, som ikke mere er en samtale, men vel snarere at ligne med en opdagelsesrejse i ukendt land, hvor man ikke aner hvilke opdagelser, der ligger og venter, for slet ikke at tale om hvilke ord man skal sætte på disse nye ting man støder på undervejs. Peter Hentze har nu ofte hurtige forklaringer og ord til sådanne situationer, og hvis ordene ikke slår til tegner eller maler han bare, hvad han oplevede. Eller får lavet en skulptur. For Peter bruger mange sprog til at beskrive tilværelsen. Han har set for mange år siden, at nok kan tale og sprog bruges, men de er slet ikke udtømmende - og skal man give udtryk for den viden man har i sig og få den ud i omgivelserne, må man være snedig og bruge mange udtryksformer. Vi er efterhånden en hel del, der har fået glæde af Peter Hentzes mange udtryksformer.

Jeg har lagt mærke til, at Peter, når han går til en opgave, kan lignes med en videnskabsmand.
Det kommer sikkert temmelig overraskende for de fleste, men jeg skal straks føre bevis.

Men vi skal lige i fantasien til Djursland, nærmere betegnet Mogenstrup på Nordsiden af Jyllands næse ud mod Randers fjord og Kattegat. Her havde Peter for mange år siden lånt et hus af et keramikerpar, som var taget til Skotland i en periode. Peter inviterede mig med op i huset.

Dels er ensomhed ikke godt for noget, og dels er det godt at have nogen at tale med om noget. Valget faldt på mig, som virkelig trængte til at komme væk fra København. Peter vidste det. Jeg er ikke sikker på jeg selv var klar over det dengang. Djursland blev meget betydningsfuld for mig selv på mange måder. Dels samværet med Peter. Snakken om noget andet. Dels landskabet. Dels keramikværkstedet, hvor der i våd ler med en finger var skrevet på væggen lige ved drejebænken: LEDIGGANG ER RODEN TIL AL KUNST. Denne lergrafitti rystede mit verdensbillede. Jeg kom fra et miljø der bar rundt på en anden sentens, der som en cementblok tyngede til jorden. Pludselig blev landet let og frit og der blev åndeligt råderum. Den unge mand begyndte at udforske en ny verden. Jeg tror grunden blev lagt der i Djursland sammen med Peter som katalysator.

Der kom i hvert et af de smukkeste digte jeg skrev i den periode ud af det Djurslandske landskab. Det første vers lyder:

Jeg står med et vinglas i hånden
og stirrer på solen går ned
bag kornfede sensommer marker
marker modnet i fred

Langt senere satte Lars Trier musik til digtet og endnu senere blev det trykt og optaget i 151 andre sange og udgivet af Edition EGTVED i et førsteoplag på 10.000 eksemplarer. Senere kom der et andet oplag i tilsvarende størrelse og min lykke var gjort, da der dumpede en check på 150 kr. ind ad brevsprækken. Endda to gange. Alt det bare fordi jeg havde boet sammen med Peter en sommer i Djursland.

Men sommeren er ikke slut endnu. For jeg har et bevis at føre, nemlig Peter som videnskabsmand. En dag havde Peter fået lyst til pandekager. Han søgte hjælp i kogebogen. I Frøken Jensens kogebog står der om pandekager til 4 portioner (ikke personer):
5 dl mel, ½ tsk salt, 2 tsk sukker,
1 tsk kardemomme, 3 æg,
Ca. 5 dl mælk, 3 spsk olie
Man pisker æg og mælk sammen. Blander mel, salt, sukker og kardemomme og rører så det hele sammen og tilsætter olie. Dejen hældes i en kande og hviler ½ time. Inden bagningen røres i dejen.
Nået så langt opvarmes panden, man hælder lidt olie på til den første pandekage – og så kommer det store øjeblik, hvor man hælder dejen midt på den varme pande, drejer panden hurtigt, så dejen fylder hele panden i et tyndt lag. Nu venter man bare til pandekagen er stiv og så vender man den, og i løbet af et øjeblik er den færdig. Fra nu af sætter gentagelsens monotoni ind, mens bunken vokser.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på pandekagens kulturhistorie, men blot til eventuelle skeptikere i denne forsamling [oprindelig blev talen forberedt og forsøgt gennemført til Peters 50 års fødselsdag, men taleren måtte forkorte talen gevaldigt, da akustikken var noget nær en katastrofe og det ikke var én fødselsdag, men tre fødselsdage der blev holdt i samme rum, med dertil hørende antal gæster af temmelig forskellig observans, kort sagt de snakkede og sendte lyden og talen rundt i kalejdoskopisk rundfart, og taleren måtte afbryde og fremskynde et hurra]så vil jeg alligevel sige så stilfærdigt og indtrængende som det nu er mig muligt: Der findes ikke noget vigtigere her i livet end at kunne lave sig en god stabel pandekager, når man har brug for det. Glæden ved at servere sine egne pandekager duftende varme, komme sukker, syltetøj, crème fraiche, frugtkompot eller is på dem og så rulle dem sammen, sætte gaffel og kniv i pandekagen og føre den til munden er af en så ubeskrivelig nydelseskategori, at man næsten ikke kan vente. Oh, salige øjeblik.

Øjeblikket lod vente på sig i Djursland. Jeg skal komme tilbage til det senere, men er nødt til at lave en lille afstikker til Vingstedcentret, hvor jeg for nylig var på kursus. Glæden ved at komme der, har også med Peter at gøre, for her hænger i svømmehallen en af de største samlinger af Peter Hentzes kunst. Omkring 180 billeder, som han i sin tid lod udlicitere over det ganske land i TV og hvor halvtreds kommuner og institutioner lagde billet ind på Peters generøse tilbud: At få hele samlingen gratis, hvis man ville udstille dem samlet og permanent. Det var Peters gentak til fællesskabet for af samme fællesskab at have modtaget et treårigt legat fra Statens Kunstfond til fordybelse og arbejdsro. Det var Vingstedcentret der løb af med billederne. Det var jeg lidt ked af, for jeg havde fået min kommune på opgaven for at få billederne. Nu blev det Vingsted, og da jeg kom der hvert år i en periode, fik jeg altså alligevel glæde og inspiration af dem.

På Vingstedcentret blev her for nogle år siden lagt grunden til en ny videnskab. Den tager udgangspunkt i to menneskesyn.
1. Det ene er statisk
2. Det andet er dynamisk
Det første er forkert. Det andet er rigtigt. Skulle der være nogle her i læserkredsen, der hælder til at det er omvendt, er der bare at sige til jer: I tager fejl.

Slår man op i en bog, hvor den menneskelige hjerne er vist, kan det ved første øjekast godt se ud til at mennesket er statisk. Her vises hjernen som en køkkenhave. Et sted i hjernen ligger sproget, et sted følelsen, et andet sted tal og symboler, hukommelsen osv. Men menneskets hjerne fungerer ikke sådan adskilt i kategorier som en køkkenhave. Den fungerer snarere som en Voldborg (tidligere vejrmeteorolog ved DR): Altså NEUROMETEOROLOGI. Alle centrene overlapper hinanden, der er lag på lag, de fletter sig ind og ud af hinanden som et landskabeligt kort set ovenfra. Et Jørgen Brynjolf maleri. Det er et dynamisk menneskesyn.

Det statiske menneskesyn giver en bornert realisme, som medfører de mest absurde situationer og diskussioner. F.eks. maleren der sidder ude i en klit og lader sig inspirere af lyset til at male sit indre billede af havet, stranden, himlen. Bag ham står en bornert realist og følger processen på lærredet til stor irritation for maleren. På et tidspunkt spørger den bornerte: Hvor tæt kan man komme på havet?

Og maleren, der var ved at gå ud af sit gode skind over spørgsmålet og i et øjeblik overvejer at jage penslen i maven på spørgeren, rejser sig med desperation i blikket, styrter inden mordet ned over klitterne ud over stranden og kaster sig i bølgerne med alt tøjet på. Dukkerten beroliger ham og han går roligt op til den bornerte realist, ser ham ind i øjnene og fortæller ham sandheden og intet andet end sandheden: ”Så tæt kan man komme havet”. Og han sætter sig roligt ned og arbejder videre med sit indre landskab, sin indre meddelelse, der er ved at tage form.
Bornert realisme er den overdrevne hang til realisme og den ødelægger alt. Derfor er et statisk menneskesyn forkert, for det lukker muligheder.

Det er ingen hemmelighed, at mennesket fødes som halvfabrikata. Vi bliver aldrig færdige. Det tror pokker. Menneskets hjerne består af 1½ kg fedt og så fungerer den oven i købet på svagstrøm. Ikke sært at ting tager tid og at det er svært at lære noget, at lære noget nyt, at blive et nyt menneske. Overdreven realisme er ikke altid vejen. Selvom tiden jo er fyldt med den. Ih, hvor det ligner, siger folk, når de ser TV f.eks. Prøv med en opera en aften, hvor den store madam Nielsson er på skærmen. Det er fandme realisme. Helt tæt på hendes opsvulmede ansigt, man kan se sveden løbe ned ad hendes fyldige ansigt, og når munden er helt udspilet og fylder det meste af skærmen er man i stand til at se drøblen, der som en klokkeknebel svinger fra side til side, buldrende mod siderne af fjernsynsklokken. Ja, det er fandme realisme. For slet ikke at tale om, når dette bjerg af et menneske i en opera sluttelig lægger sig på scenen, og mens tv-kameraet langsomt zoomer ind på hende dør hun af svindsot. Det er dyb realisme, godnat!

Men nu er tiden vel mere til det slanke look, at dømme efter alle de afmagringspiller, der markedsføres. Apropos hjernens 1½ kg fedt, hvem siger, når I taber jer, hvor kiloene tages fra?

Hvis man nu forestiller sig hjernen som et nyt fjernsyn, altså et hvor der ikke er kommet noget ind i endnu, hvor det stort set kun viser flimmer, når man tænder det og først langsomt toner der billeder frem, sådan afhængig af hvad man putter i det, så har man et billede af hjernen. Nogle fjernsyn er gode til opera, men hvis man en aften er mere til boksning, så må man ud på brugtfjernsynsmarkedet for at finde et der kan vise det. Og som er god til det. Ligesådan med billeder, kunst og hvad sjælen nu ellers næres af i sin lediggang. Sådan et fjernsyn er skam en følsom tings, fjernsyns føde, fugls føde, sjæls føde er noget man putter på det og så lader man en voldborg røre rundt og det vidunderlige ved denne metode er jo, at de voldborgske forudsigelser blæser i vinden langt over de menneskelige landskaber, som forandrer sig med vind og vejr og brændstoffet, der fyldes på. Og dog er der i alt dette en sandhed, det er værd at samle op. Det er BEDSTES LOV, vore allesammens bedstemødre, der kan sætte enhver pædagog til vægs: DET ER DEN DER UDFØRER NOGET, DER HAR LÆRT NOGET. Viden er ikke et stof, men viden er en tilstand, en egenskab hos mennesket.

Viden er ikke et navneord, man kan ikke bøje det som man kan med ordet information, der er så meget oppe i tiden: En information, information-en, flere information-er, alle information-erne.
Det går ikke med viden. Viden er et tillægsord, der lægger sig som en kælen kattekilling til et menneske. Et vidende menneske f.eks., hvor det end måtte befinde sig. Viden er i mennesket. Information ligger udenfor. Man kan godt have masser af informationer uden at have viden. Viden er altid personlig. Når den presses ud bliver den til information. Men det er ikke ligetil at presse sin viden ud, vi må have et langt forløb for at udtrykke os.

Det var jo ellers smart, hvis vi sådan med lidt kropsbevægelser, ved bare at slå armene hurtigt ud til siden overfor sine medmennesker kunne videregive dem vores viden. Sådan en art hurtig MENTAL BLOTTER virksomhed. Men sådan er det jo desværre ikke, selvom jeg godt kan få øje på det morsomme element i den omgangsform.

Nej, viden kan kun omsættes til informationer, ved at vi udtrykker os på det ene eller andet sprog, bl.a. tænkningens. Her er der to typer: den intuitive og den logiske. Den mest effektive form for tænkning er den intuitive. Det er ikke et mål i sig selv at tænke logisk, det er blot et middel. Information pendler imellem disse to yderpunkter: den intuitive og den logiske tænkning. Og ved hjælp af disse kommer de indre mentale landskaber til syne og bliver tilgængelige for os andre, vi kan tage del i informationerne og selv transformere dem til viden i vort eget indre landskab, og så er der sket noget, der vist nok kaldes en symbiose.

Selvom vi i vor verden beskæftiger os i den grad med det logiske, at man af og til kunne få lyst til at smide den logiske sans ad helvede til, så må jeg stærkt advare imod det. Det har jeg en af vor tids største danske tænkeres ord for. Han hedder Peter Zinkernagel – og der er ikke ret mange der kender ham. Han har skrevet to bøger med tredive års mellemrum – og en kronik i Berlingske Tidende mandag den 9. august 1993. Den første bog hed Omverdensproblemet og det løste han i den bog. Han fik en doktorgrad ved samme lejlighed, og eftersigende formørkede hans mursten af en bog professor Jørgen Jørgensens liv resten af hans dage. Den anden bog hedder Virkeligheden. Begge bøger handler om sprog og logik, men forfatteren indrømmer at han først i andet oplag af sidste bog fandt ud af, hvad logik er for noget. Han skriver: ”Logiske relationer kan hverken begrundes eller benægtes eller kan kun begrundes ved, at de ikke kan benægtes”. Og han fortsætter: ”Benægter vi nødvendige logiske relationer, ophæver vi skellet mellem vrøvl og ikke-vrøvl.
Vi kan i så fald sige hvad som helst og det er derfor ikke værd at sige noget som helst.
Formålet med enhver diskussion er at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Men har vi lov til at sige hvad som helst er enhver diskussion formålsløs”.

Efter dette har jeg ikke lyst til at sige hvad som helst. Jeg vil sige noget. Noget om kunstens væsen. Det er enzymisk. Enzym er proteinlignende katalytisk virkende stoffer i organismen af afgørende betydning for livsprocesserne. Sådan er kunst jo, af afgørende betydning for vort liv.

Kan man lære at forstå det?
Nej, en af de virkelig dybe pædagogiske sandheder er jo:
Man kan overhovedet ikke lære nogen noget.
Man kan tilrettelægge således at andre lærer sig selv noget.
Og så håbe på selvantændelsen.

Kan Peter Hentze lære nogen noget?
Ifølge ovenstående logik kan han ikke. Men tilbage til øjeblikket på Djursland, som vi lod afventende stå tilbage. Det store spørgsmål var: Kan Peter Hentze lave pandekager? Vi skal også lige mindes om Bedstes Lov: Det er den, der udfører noget, der har lært noget. Vi skal også lige gentage, at mennesket ikke er statisk, men stærkt dynamisk, at hjernen ikke er en køkkenhave, men mere en voldborg: neurometeorologisk, at den er på 1½ kg og kører på svagstrøm – og at der skal føres bevis for at Peter har en videnskabsmands ånd og systematik i sig.

Vi står altså og glæder os til at dejen skal blive til lækre pandekager på stegepanden. Der er blot det ved dejen, at den ved nærmere eftersyn er temmelig tynd. Og den flyder underlig vandet rundt på panden – og vil ligesom ikke rigtig blive til det man forstår ved rigtige pandekager. Hvem der nu end har hittet på den konvention: at pandekager nu engang er hvad pandekager er. Peters pandekage vil ikke rigtig blive til den konventionelle pandekage der på stegepanden. Uanset hvor tålmodig og længe han står og venter. Pandekage bliver der ikke ud af den dej. Så slår det Peter at han må have læst forkert i Frøken Jensens kogebog og evt. brugt forkert mål. To portioner til Peter og en til mig. Der stod 5 dl mel og ca. 5 l mælk. Han havde brugt 3-taller i stedet for, fordi vi ikke havde så meget mælk. Men pludselig opdager han at der jo ikke stod liter, men deciliter. Peter lyste op. Problemet var løst. Han havde kommet tre liter mælk i dejen. Klart den var så tynd. Men nu er det at den mest sindrige, tænksomme og charmerende videnskabsmand kommer op i Peter. For der er jo endnu et problem at løse. Det gøres ikke gennem matematikken ved simpel subtraktion. Man kan ikke bare sætte sig ned og trække tre dl fra tre liter og så hælde facit ud. Facit blev på papiret – ligesom 2,7 l for meget mælk blev i dejen. Peter tænkte så det knagede, indtil løsningen var der. Han sprang fra den ene videnskabsgren til den anden. Delløsningen, den teoretiske, lå godt nok i den matematiske videnskab. Men den beskrev jo kun verden.

Peter mente nok at vide i denne situation, at det afgørende ikke er at beskrive verden, men at forandre den. Så han tog et spring over til fysikkens verden. Herovre lå de store forandringer. Ved hjælp af simpel varmelære og fordampningsregler, når væske blev opvarmet, ville samme væske afgive damp og således gradvist formindske væsken, på den måde kunne den overskydende mængde mælk 2,7 liter forsvinde og dejen have samme blandingsforhold som foreskrevet af Frøken Jensen. Peters udredning gjorde mig aldeles stum, fordi den oven i købet var fulgt på vej med en bemærkning fra fysikkens verden om at alle store nyopdagelser var gjort under ekstreme eksperimentelle forhold og at det bare var om at prøve sig frem. Rask tog han gryden og satte den ovenpå kakkelovnen, som opvarmede det stormomsuste hus – og han gik ud i atelieret for at male. Engang imellem kom han ind og så til dejen i gryden, det tog sin tid at fordampe 2,7 liter mælk. Den var ikke klar endnu til pandekager forklarede han mig. Jeg skulle bare være tålmodig, så var dejen klar.

Et par timer senere meddelte Peter mig, at han måske havde opfundet en ny ret. I hvert fald var det tydeligt, at det ikke blev til pandakager. Efter nogen tid meddelte Peter en svært rygende gryde i hånden, at han betragtede eksperimentet for afsluttet. Der kom ingen pandekager ud af den dej.

Nogen tid senere gik han over til at holde kaniner. Men så forlod han sommerhuset med alle sine billeder og jeg måtte få en ven fra Århus til at køre derop og skaffe dyrene af vejen, da jeg også var på vej ud med alle mine digte. Det gjorde han, og solgte kaninerne til et slagteri. Han fik endda attest på, at det var førsteklasses dyr. Han strøg fortjenesten. Hvilket jeg opfattede som benzintilskud. Peter holdt sin udstilling. Og jeg forlod mit Djurslandske eventyr, hvor jeg lærte om den neurometeorologiske videnskab af det enzymiske menneske maleren Peter Hentze.

ENZYMER I ALLE LANDE, FOREN JER.

©Tommy Flugt 1993-2009


Link til Peter Hentze: http://peterhentze.dk/

tirsdag den 10. marts 2009

Det slidte samfund


Det slidte samfund

Af Tommy Flugt


Jeg lagde ikke så meget mærke til det da jeg var ung, men nu hvor jeg er mærkbart mere slidt og ungdommen er lidt på afstand kan jeg se det. Samfundet har forandret sig. Ikke sådan på en gang, men snigende er det kommet over os, umærkeligt i starten, men lige pludselig er det her, synligt for os alle, hvis vi blot mærker lidt efter.


Første gang jeg blev opmærksom på en nedtur var da jeg for mange år siden læste digteren Ole Sarvigs Jeg-huset. Det stod næsten upåagtet i et digt, der handlede om specielle buske og blomster langs jernbanen – digteren rejste meget – og så stod der, at de ikke findes der mere. Og han sluttede med det dystre: Nedturen er begyndt.


Jeg syntes han overdrev dengang, men senere er jeg ikke blevet i tvivl om, at han var hurtigt ude i sin registrering af hvad der sker. Manden havde ret og han var - som digtere oftest er - tidligt ude.

Senere rejste jeg meget i en periode i tog til og fra København. På et tidspunkt bemærkede jeg at der var sket noget på rejsen. Folk var ikke mere så rolige og venlige. Der var stress, larm og mobiltelefoner. Senere gratisaviser overalt. Fulde og højrøstede folk. Det var blevet ubehageligt at rejse. Så det holdt jeg op med.


Senere vendte jeg den anden vej og tog fra Holbæk til Kalundborg. Men der var skaden virkelig indtrådt. Holbæk station var blevet ombygget til det værre. Jeg ved ikke hvordan de bar sig ad, men det lykkedes dem at bygge en station ringere end den der var før, og fra det øjeblik var helvede løs på stationen, psykisk syge, utilpassede unge, skole- og ungdomsrelaterede utilpassede, danske og indvandrerunge flokkedes på stationen og dens eneste toilet. Enten låste de sig inde eller de gik ind og smadrede det efter de havde delt noget speed eller røget noget hash eller det der var værre.


Bagefter gik de ud og smed alle gratisaviserne ud i tunnelgangen til sporene. Til sidst var det næsten uudholdeligt. Det flød med papir, papbægre og cigaretter over det hele. Heldigvis ophørte mit arbejde på det tidspunkt. Pensionen kaldte og jeg slap for stationen og de oldgamle tog på yderstrækningen fra Holbæk til Kalundborg. Det var tog der burde havde været skrottet for længst, men pga. togskandalen med de ikke leverede tog fra Italien, blev de holdt kunstigt i live på yderstrækningerne og gjorde tilværelsen endnu mere håbløs at se på for dem, der boede i områderne. Hvis man bare en gang har rejst på strækningen Holbæk til Kalundborg en almindelig hverdag inden for det sidste års tid, så ved man hvad jeg skriver om. Det kan ikke blive værre. Men er nok alligevel blevet det. For nedturen er fortsat.


Jeg har en dejlig familie boende på Nørrebro. Min søn og svigerdatter og deres to dejlige børn på 3½ og 6 år. De har begge uddannelse, godt arbejde og dejlige børn. De har en legeplads til børnene lige udenfor og ikke langt til Rådmandsgadeskolen og Røde Rose børnehaven. Der er heller ikke langt til skyderierne i gaderne. Som min søn sagde for nylig. De skød heldigvis kun 150 meter fra hvor de bor. Det er lidt mærkeligt det her. Skyderier i Københavns gader på Nørrebro. I fredstid. Hvad er det for en politik, der har drevet samfundet så vidt? Det er vel ikke bare kommet af sig selv? Og hvad er svaret på den krise og nedsmeltning vi befinder os i?


Det kan umuligt være Brian Mikkelsens svar: Mere straf, mere politi, mere skattelettelse. Der må da foregå en eller anden slags overvejelse om, hvordan vi kommer tilbage til et menneskeligt samfund med respekt for næsten, uanset hvordan vedkommende ser ud og hvor han/hun kommer fra.


I hvert fald synes jeg, at man skal diskutere, hvad man kan gøre ved dette slidte samfund, for at gøre det til et bedre. Det må da være muligt at få mennesket til at være menneskets hjælper og vogter. Har du set en angst indvandrer i øjnene for nylig? Har du set din søns/ datters angst for nylig? Hvad synes du vi skal gøre ved det? – Snakke sammen? Hjælpe hinanden? Få fred sammen?


Vi må i hvert fald overveje at gøre noget for at hjælpe dette slidte samfund. Det gøres ikke ved at indføre verdensmesterskaber i forskellige uopnåelige discipliner: sygehuse, uddannelse osv. Det er jo kun politikerpral og blær.


Samfundet er som det ser ud. Kik på det. Overvej om der er nogle steder du kunne tænke dig at gøre det bedre. Og hvis så: Gør det. Hjælp det slidte samfund til at blive et bedre.


©Tommy Flugt 5.03.09

torsdag den 29. januar 2009

Forleden dag...


Forleden dag...

Af Tommy Flugt

På min morgentur standsede jeg op og så ind i et landskab som jeg kendte fra min barndom oven i købet fra et maleri af den fynske maler Peter Hansen. Jeg stoppede op og så på et udsnit af markerne, fordi det vakte mindelser i mig. Der var en pløjemark, en bakket jord, morænelandskab, et hegn i højre side, brun og sort jord med plovfurer, der stred sig op ad bakken som penselstrøg på et maleri.

Der var ikke i Tuse Næs landskabet som jeg gik i en pløjemand, der vendte. Men inden i mit hoved så jeg Peter Hansens billede fra 1900-02. Det findes på Fåborg Museum, hvor jeg har set det flere gange. Og det er sket flere gange at en malers penselstrøg er dukket op for mig i et landskab, jeg befinder mig i. Forfatteren Johannes V. Jensen skriver i et mindedigt om Peter Hansen: Han gav os med sin Pensel Fyn og Jensen slutter: En farve mer’ han gav sit Land. Samme fornemmelse kan man godt få når man bevæger sig rundt på de fynske museer: Johannes Larsen Museet i Kerteminde, Fåborg Kunstmuseum og Assens. Man kan også udvide og tage til Skagen og se slægtskabet, eller man kan tage til Odsherred Kunstmuseum og blive ført ind i en verden af billeder farver og landskaber.

Karl Bovin, Kaj Ejstrup, Viggo Rørup, Ernst Syberg, Ellen Krause, Ole Kielberg, Povl Christensen, Søren Hjorth Nielsen og ikke mindst Lauritz Hartz. Hans maleri: Landskab. Tuse Næs fra 1949 sidder lige i skabet.

Lige nu er der på museet en stor Vinterudstilling af Aksel Møller. En Odsherredsmaler under vejr med sig selv. Eller måske rettere under vejr med Odsherred, dets landskaber, mennesker og årstider i al slags vejrlig. Han efterlader med sin mindeudstilling i hundredåret for hans fødsel et fint bevis for Odsherredsmalernes særstilling i den danske malerkunsts historie. Hans landskab fra Bjergesø 1972 ligger i fin landskabsforlængelse til de andre Odsherredsmalere. Og det giver ikke blot farve til Odsherred, men medvirker som de andre malere til at synliggøre denne unikke egn. Deres virke startede i begyndelsen af forrige århundrede og fandt vel den store landskabstilknytning i 1930. En særlig gren udgør den Trier'ske familie fra Vallekilde Højskole.

I 1935 sker der noget afgørende da kunstnerfamilien Swanerne får hus i Plejerup og flytter ind på gården. Sigurd Swane og Agnete indretter gården til en prægtig Malergård med have og jord lige ned til Lammefjorden. Her lever de et kunstnerliv og Sigurd har arbejdsro og stort atelier til sine malerier. Og her fanges lyset omkring Odsherred ind i billede på billede. Det er lyset som har haft en dragende magt på kunstnerne. Det er derfor de slår sig ned. Og så pga. landskabet. De bliver alle store landskabsbeskrivere. De føjer landskab på landskab til vores fælles kulturgods i deres beskrivelser, deres penselstrøg. Og nu er Malergården fra 2004 føjet til Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs. Det er en stor gevinst for egnen. Og det er medvirkende til styrkelse af Odsherred kunstens virke til gavn for egnens selvforståelse. De giver os, malerne, med deres pensel og farve en dybere forståelse af det land, den egn vi bor og lever i. Det kan selv en Fynbo som jeg se, måske netop derfor.

Og så er det jo ikke museum det hele. Hver måned præsterer nutidens kunstnere i Odsherred at lave udstillinger af stor kvalitet i Huset i Asnæs. Her er en stribe gode kunstnere involveret i et fantastisk stykke arbejde: Videreførelse af en kunsttradition til nutiden med udsyn og fabulerende fortællinger, som også er en tradition i Odsherredsmalernes historik.

En hastig løben gennem navne: John Rud, Didder Geisler, Birgit Krogh, Ole Finding, Finn Heiberg, Hans Helge Nielsen, Eydun av Reyni, Dag Aronson, Annemette Lichtenberg, Lisbet Olrik, Hanne Løcke, Austin Corcoran, Anne Skamstrup Heiberg, Poul Erik Nielsen, Margrethe Agger, Mette Møller Bovin, Bodil Manz, Egon Fischer, Troels Trier, Birgit Krogh, Arne Heuser og gæsten Hussein Tai – vidner om en livskraftig sammenslutning og forbindelser tilbage i tiden, nordpå til Færøerne og sydpå til Irak.

Hussein Tai er gæst og uddannet i Bagdad, men har i en årrække arbejdet og boet i Danmark. Når man ser på hans billeder bliver man draget ind i et landskab af mytologisk art og oplevelse. Det er både dansk og ikke dansk. Det er en mellemting mellem her og der. Det er en stor kunstners billeder til os fuldstændig på linje med den tradition der har inviteret ham ind og alligevel så helt sin egen. Der er en dragende kraft i hans malerier som vækker en genklang på linje med den jeg skrev om indledningsvis. Man står og ser ind i et billede og drages i fantasien tilbage i tiden i oplevelse på oplevelse associeret ved synet af billedet.

Der er landskaber der har en mytisk karakter. Der er malerier der giver den samme oplevelse. Forleden dag da jeg var meget ung mødte jeg igennem en kunstudstilling i Huset i Asnæs mit eget indre landskab.

[Trykt i Venstrebladet 28.1.09]
Posted by Picasa

onsdag den 19. november 2008

BogForum 2008


Mødte tilfældigt min gode ven, forfatteren Arne Herløv Petersen på årets bogmesse i Forum den 14. november. Han har i år udgivet to digtsamlinger: Kort og Epitafium på Books on Demand. Jeg kan anbefale begge digtsamlinger. Om Kort skriver Johannes Møllehave bl.a. "Det skulle nødigt gå ubemærket hen, at Arne Herløv Petersen har præsteret noget dybt bemærkelsesværdigt med bogen Kort". Han kalder den en lille fuldendt samling digte, et særsyn, mere end lovende, den er indfriende. Han byder Arne velkommen som højst levende i de døde poeters klub og nævner i den sammenhæng: Emil Aarestrup, Ludvig Bødtcher og Langeland, hvor Arne bor: Sophus Claussen, Frank Jæger, Vagn Lundbye. Og så er Arne modernist, der nogle steder når så højst som Ivan Malinovski i Poetomatic i 1965. Store ord i 2008, men ikke spor for store.
Hans Epitafium er noget så fantastisk som en Sonetkrans. Dem har vi ikke mange af, men dog Inger Christensens formiddable Sommerfugledalen fra Brøndum i 1991 og Frans Lassons Sonetkrans Til Karen Blixen - en lyrisk fantasi (Nørhaven 2000). Og nu har vi altså også Arne Herløv Petersens Epitafium, som starter således:
De faldt som stjernegrus i atmosfæren,
de første gryn af det, der blev til liv.
De første molekyler rummer læren
at samklang toner ud fra budet: Bliv.
Men ellers var der Bogmesse. Masser af udstillere og bogmennesker. Da messen var overstået gjorde man op at 26.000 havde deltaget. Det er ikke så lidt endda. Ganske udmærket på tre dage. Der er lidt for enhver smag: Troels Trier udstillet ved siden af Hr. Møller. Mens man på en scene kan høre nok engang historier om 1968 fra Georg Metz og Jacob Ludvigsen. Det mest utrolige var at der var stopfyldt publikum til at høre dinosaurenes udsagn.
Jeg bliver nødt til at skrive om tiden ved lejlighed. Alle andre har en mening om den. Jeg var der bare. Mon ikke det kan bruges. Men måske tager jeg fejl. 68-tallet må være fortid, i hvert fald at dømme efter plakater og film for 69. Filmen om ungdommen og balladen i de autonome kredse hænger alle steder, selv i Holbæk på lygtepælene. Den blev vist på CHP:DOX og fik en pris.
I et hjørne overfor min fagforening: Dansk Forfatterforening fandt jeg en stilfærdig og ydmyg udstilling for BoD [http://www.bod.dk/]. Selvom min ven Arne Herløv Petersens fremragende digtsamlinger er udgivet der, var de ikke udstillet. Synd for BOD. Men de kan bestilles på deres hjemmeside. Det kan min roman også. Den var udstillet der og jeg så den for første gang.

Der er døre imellem - roman 2008 af Tommy Flugt. Kan bestilles på internettet hos Bod. En roman om halvfjerdserne. Så blev den udgivet lige inden jeg blev 67. Godt gået af en 68er, der skriver om 70erne og er fra 1941.
Og til jer der gerne vil have en læse let tekst med mulighed for oplæsning, brug følgende link: http://www.ligetil.nu/
Men I kan også købe Lytteratur: Brooklyn Dårskab af Paul Auster læst af Morten Grunwald og udsendt af Per Kofod selvfølgelig.
Fra Litteratur til Lytteratur. Hvorfor læse selv, når man kan få læst op. Jeg læser op for mine børnebørn, min ældste søn og min kone, når vi kører tur i bilen: Bil-lytteratur.
Tommy Flugt

torsdag den 9. oktober 2008

Einar Már Gudmundsson

Den sorte diamant: Forfatteraften den 8.10.2008 kl. 20

Einar Már Gudmundsson i samtale med Thomas Thurah om
Sindets Tremmer – en kærlighedshistorie. (Roman) Foto TF.

Einar Már startede med at læse et digt op på først islandsk og siden på hans charmerende dansk-skandinavisk. Det var digtet fra samlingen Ræk mig nordlysene: om Historiefortælleren Homer der ankommer til Reykjavik og tager en taxa. Det regner og han undrer sig over at man kan fortælle historier i denne regngrå ensformighed. ”Det er netop grunden” svarede chaufføren, ”man længes aldrig så meget efter at høre en god historie som når dråberne hamrer mod ruderne”.
Han reciterede derefter Kampråb fra nord: ”Ræk mig nordlysene!/ Jeg vil danse med den yngling/der holder på stjernerne – Vi flår skindet af mørket/ og skærer hovedet af elendigheden”.
Og så genfortalte han historien om de to drenge, der diskuterer duernes hovedstørrelse. Der er ikke meget plads til hjerne der. Nej, men de har vinger. Men er det nok? Ja, hvis man har vinger på hjernen. Fra Vingeslag i tagrenden siger mere end mange ord, hvilken filosofi forfatteren lægger til grund for sin fortællekunst: Jeg: Ole, har du lagt mærke til, hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke de har nogen hjerne? Ole: Nej, de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne? Jeg: Mener du, det er bedre at have vinger end hjerne? Ole: Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.
At have vinger på hjernen er blevet en slags poetisk motto for Einar Már Gudmundsson.

Thomas Thurah introducerede problematikken i romanen. Om de tre personer i fortællingen: Einar Thor Jonsson der er narkoman og alkoholiker og Eva der er narkoman og kæreste med Einar Thor. Og så Einar Már der flettes ind i deres historie og får indblik i kæresteparrets kærlighedsforhold og liv. Einar Már møder Einar Thor hos Anonyme Alkoholikere, da han selv har brug for hjælp. Her opdager han at Einar Thor har skrevet til ham tre år forinden, da han kom i fængsel. Nu kæmper han for at komme ud af sin afhængighed.

Sindets Tremmer handler altså om misbrugets nedbrydende kraft, om selvbedrag, men også om den redning, der ligger i at tage styringen over eget liv. Det er det mirakel kærligheden mellem Einar Thor og Eva fortæller om.

Og for forfatteren Einar Már handler det om at nedbryde fortælleren i romanen.

De to hovedpersoner (navnebrødrene) er på vej ud af misbrug, da de mødes.

Einar Már siger at der er elementer af fabulering m.m. i romanen. Han opdagede at den ydre historie han fik fra Einar Thor kunne bruges til at skrive lige ud ad landevejen. Han tilføjede, at ”romankunsten er noget, der er menneskeligt vedkommende”. Han fortalte om Einar og Eva. To narkomaner. Hun voksede op i Norge, næsten som i saga-tiden. En udvist og uønsket. De mødes. Einar Már taler om ”ubeslægtede fænomener der mødes”. Her handler det om hans egen inddragelse som fortæller.
Romanen er delvis en rejse. Men den handler også om fortællekunst som en slags middel. ”Jeg var selv nået bunden som alkoholiker og på vej til at kravle ud i lyset”. Han gjorde meget ud af at fortælle, at problemet ikke er i andre, men i én selv. Han brugte udtrykket: ”Vinen var min ånde. Nu er ånden min vin”.

Han bygger sine romaner op på begivenheder, men bearbejder dem i sit temperament og fantasi. Om han har bearbejdet brevene, han har fået overdraget fra de to narkomaner? Ja i sammendrag og udvælgelse og den sproglige bearbejdelse. Han har ladet sine fornemmelser og det kunstneriske temperament råde. Han bygger på kendsgerninger. Det er den episke holdning til romankunsten.
Historien skal være forankret i kendsgerningerne. Men de kan komme alle mulige steder fra.

Da han havde fået overdraget brevene læste han dem. Og så skrev han dem sammen. Det er Einar Márs udvalg, hvad der er kommet med.

I romanen er personerne på vej til at finde sig selv i skrivningen af brevene til hinanden. De må være ædru for at kunne klare sig. Det er det de opdager.

Einar Már siger, at han altid har et kærlighedsforhold til sine romanfigurer. Han sætter sig sjældent i dommerstolen. Det der interesserer ham som forfatter er f.eks. hvordan oplever fangen det indefra? Personer der er udenfor betragtes igennem kærlighed til livet. Målestokken for vort samfund er hvordan vi omgås disse folk, de udstødte, ifølge Einar Már Gudmundsson. Han viser en skrøbelighed og sarthed i Thor og Eva som er overraskende blid taget deres hårde liv i betragtning. Pointen i fortællingen: Vi har let ved at dømme folk ud fra deres samfundsmæssige stilling.
Einar Már skriver imod disse fordomme.

Og han slår pludselig over i sit foredrag og fortæller chokerende ærligt om sig selv: ”Jeg nød bare alkohol!” ”Hvis Bacchus [vinens gud] manglede en ambassadør, så havde jeg straks været der”, sagde Einar Már. Men han fortalte ikke om de to græske former for rus, som udtrykker begge sider af vingudens væsen: Nemlig Lysios: den befriende og Bacchus: den rasende. Netop den adskillelse mestrede grækerne, de søgte også at harmonisere dem. Eros er kærlighedens gud, ordet betyder længsel. Og det handler romanen om.
Og længsel efter en anden tilstand er også det der driver alkoholikeren. Ligesom beruselsen og digtekunsten hænger sammen. Digtekunsten skaber, søger efter en anden tilstand, ifølge Einar Már. I det daglige er manglen på beruselse det vi kalder tomhed, dér lokkes man andre veje, afveje.

Kunsten, skriften, digtningen er en vej til fordybelse og en udvej for tomheden. Det ses igennem Einar Már Gudmundssons seneste roman: Sindets tremmer – en kærlighedshistorie.

Af Tommy Flugt
Posted by Picasa

onsdag den 1. oktober 2008

Nedfaldstid

Det er æbletid og nedfaldstid. Det hele i en cyklisk begrebsramme. Smukkere kan efteråret ikke være. "O at være et æble/ svulme i rigdom og mag/ suge begærligt af stilken/ Slippe en sensommerdag" - skriver digteren Frank Jæger i Være-digtet. Men efteråret i år er også bekymrende tid. I år er det ikke blot æblehøsten der er stor. Det er også bankkrakkene. Hver dag byder på en ny kapitalnedtur. Den ene bank efter den anden må give op for deres egen grådighed. De har brugt alle lånernes penge og beder nu om redningsplaner og kapital fra staterne rundt omkring for ellers må de lukke. Og krakkapitalismen er nogenlunde klar til at hjælpe, for hvad skal den ellers gøre? De er jo nødt til at prøve et eller andet for ikke at miste retten til økonomien. Og den bliver ikke opgivet pga. den nuværende krise. Tværtimod skal krakkapitalismen nok kæmpe til sidste dollar for at bevare sin position. Dog er det for mig at se for sent, Kina har taget over og vi må alle rette ind efter de vilkår i kommende tid. Der er sket et vagtskifte her i efteråret 2008. Det er i sandhed nye tider vi går i møde. Tag for jer af retterne. Nedfaldskapitalismen er på vej.
Der er altid brug for nytænkning og forandring i denne verden. Men det kommer ikke af sig selv. Der skal overvejelser til. Hvad tænker du min hykleriske broder? Har du ideer eller er alt ved det gamle: Det hele er en overgang!
Og snart er der ro på broen igen. Ingen grund til panik. Der er blot krakket nogle banker, nogle folk er blevet arbejdsløse, men det hele samler sig igen i nogle større enheder inden så længe, og så er den krakkapitalisme reddet endnu en gang og alle kan igen citere Baudelaire: Berig Jer - Ligegyldigt i hvad. Bare berig Jer.
Mens æblerne falder ned blottes træets nøgne grene.
Vi er på vej ind i de nøgne træers tid.
Posted by Picasa

fredag den 1. august 2008

Sommer 2008

Sommerferiebilleder - intet er bedre end billeder fra ferien. De minder om hvad vi lavede eller ikke lavede. Der er altid en vis forventning til billederne og så opdager man at de også har en hukommelsesværdi. "Nå, ja, det er rigtigt vi var også der." Jeg samler billeder fra året løb i månedsmapper og bliver af og til forbløffet over hvor kort min egen hukommelse er, når jeg ser nogle billeder af en episode, som jeg næsten havde glemt. Billederne gemmer sig under hinanden og minder mig om hukommelsens korthed og øjeblikkets nødvendighed. Man er til stede, man er i nuet, men bagefter slås minderne om en plads i den personlige historik.

Her er nogle billeder lagt hulter til bulter fra en tre dages oplevelse med børnebørn, henholdvis på 3 og 6 år. Vi havde dem i 2 gange tre dage. Helt alene uden forældre. Det var nært og tæt. Og fuldstændig forrygende. Fra morgen til aften og natten med. Ved den mindste klynk om natten skiftedes vi til at stå op og trøste og få fordrevet det mindste mareridt. En hurtigt håndbevægelse og trykken i hånden var nok og så et par rolige og beroligende ord. Så sov barnet igen. Og den voksne blev blød og varm om hjertet over at have fået lov til at opleve denne fornemmelse endnu en gang, nemlig som bedsteforældre. Intet er smukkere end at få børnebørn og få lov at være sammen med dem. Det vækker i den grad ens egen fortid til live. Og minder om i hvilken ende af livet man nu prøver at orientere sig i. Men det er trygt og godt at kunne orientere sig i en verden, hvor der også er småbørn til stede og som kræver deres opmærksomhed. "Se mig farfar!" Og farfar ser med tredobbeltblik på sine børnebørn og lige tilbage på sin egen forældrerolle og dybere endnu tilbage til sin egen barndom. De vælter frem med minder og oplevelser. Billed for billed kommer vi dybere ned i lagene.

Jo, og så var vi også på Vadehavssafari i en uges højskoleophold på Løgumkloster. Det var en god naturoplevelse. Tæt på det nære, havet og luften, fugle, fisk, skalddyr og vadehavet. Det blev en god uges tæt oplevelse med en fin biolog som guide. Han var i stand til at trække naturen tæt ind på os og give gode og spændende forklaringer. Natursynet i forståelse af vores tilværelse og at værdsætte den er vigtig, tror jeg. At kunne vade over Ho bugt fra skallingen til Langli på havbunden pga. månens tiltrækningskraft var en forunderlig oplevelse. Og så at skulle indse nødvendigheden af at gå tilbage inden højvandet kom igen, det var der en vis konsekvens over og en stor oplevelse i. At holde ferie og lære noget samtidig er ikke en dårlig måde at feriere på.

Tommy Flugt
Posted by Picasa