Farven er malerens ilt

Det gælder selvfølgelig først og fremmest koloristerne. En maler sagde, at han som barn oplevede mystikken i farvetuberne. Hos ekspressionistiske malere som Munch og Nolde er farverne noget kraftfuldt og psykologisk betinget. For Oluf Høst betød farven og lyset det samme som at trække vejret. Farven og lyset var hans ilt. Det var hans længsel at forløse sit indre syn på det farverige lærred. De åndelige dimensioner bag den fysiske verden forløses ikke i forståelse, men i overdådigt koloristiske arbejder omkring stjernebilledet Orions bælte, hvor Høst i sin alderdom nærmer sig meditativ ro i mødet med det sublime. Man bliver lille og rolig i mødet med uendeligheden. En besynger af naturens storhed.

Oluf Høst er født i Svaneke på Bornholm i 1884 og han døde i 1966. Optaget på Kunstakademiet i København og i en periode elev af Harald Giersing. Påvirket af Cézanne og kammeraten Karl Isakson. Flyttede i 1929 til Bornholm, hvor han i 1935 købte en gård: Bognemark. Ikke for at bo der, men for at bruge stedet som sit tilbagevendende motiv. Han malede utrætteligt billede på billede fra gården i 30 år. Skiftende belysninger, årstider, nat og dag. Billederne er nok hans mest kendte. Og elskede.

Bognemark blev Høsts motiv på samme måde som Mt. Saint Victoire blev Cézannes motiv. Men også himmellegemer og himlen har han fulgt livet igennem. Hans Vinternat billede fra 1947 (Esbjerg Kunstmuseum) og Orion og lyse skyer fra 1956 (Oluf Høst Museet) er stærke og fantastiske malerier og med dybblå farver og blinkende stjerner i det uendelige. Digteren Thøger Larsen skrev: Orion mit stjernebillede, jeg længes efter dig, du klare nat og den frie mark. Selv skriver Høst i en af sine Logbøger: Jeg er optaget af vinternatten, jeg sidder i haven hver stjerneaften - deroppe er rent og grænseløst… Oluf Høst favnede det store i det små og det små i det store. Bognemark og Orion. Han kan beses på Bornholm og nu på Arken til 31. januar.

© Tommy Flugt

Nærhed, nærvær, tryghed og farver

Maleren Didder Geisler (årgang 1959) skal have ro og tryghed i vante omgivelser for at male og eksistere. Hun har trang til at udtrykke sig i maleriet. Det er en drift hos hende. Hun skal have hænderne i det maleriske for at fornemme hvad der ligger bag ved alt. Hvis hun ikke har tryghed mister hun synet, evnen til at fornemme tingene og omgivelserne. Men når så trygheden har indfundet sig og hun ser, så besynger hun den bagved liggende virkelighed i brugen af sine farver. Hun er kolorist og arbejder med 8 farver i det koloristiske felt. Nu skal hun udstille i Huset i Asnæs. To års arbejde skal udvælges og udstilles. Nærhed, nærvær, tryghed og iagttagelser omsat i koloristisk malerisk sprog.

Hun bor i Veddinge ikke langt fra sit fødested i Rævebjerg. Det er så at sige i hendes barndoms landskab hun bor – og hun har det smukkeste morænelandskab omkring sig og en dyb og frodig have bag sit hus og atelier, hvor haven slutter i en lille sø. Et inspirerende landskab for en kolorist.

Et mere fredfyldt område skal man lede længe efter. Her kan hun arbejde. Hun maler 3-4 timer hver dag. Men som hun siger, så sidder hun også meget og glor fra sin stol på billedet indtil billedet svarer og hun kan komme videre med det. Hun maler på flere billeder på en gang. Så kan hun skifte og lade sig inspirere af det nye billede. Og inspirationer kan så trækkes med over. Hun er konstant i øjenkontakt med sine billeder. Ser spejlvendt på et billede eller vender det for at se det på en ny måde. Man kan glo sig blind på et arbejde og så må hun bruge nogle tricks for at komme videre, fortæller hun. Hun benytter den stil, der passer hende her og nu.

Virkeligheden bag virkeligheden

Hun er interesseret i virkeligheden, men det der ligger bag er det hun søger forståelse for i sine billeder. Det at få det udefinerede i virkeligheden frem. Hun søger at klarlægge det bagvedliggende i sine koloristiske billeder. Prøver at se ind til benet, bag om overfladen. En evig stræben, der er hendes livsprojekt. Det ene billede er igangsættende til det næste. Hun har en fortløbende samtale i gang igennem billederne. Hendes ordløse samtale. Hos hende er farverne, det koloristiske: samtalen, hun arbejder ofte til klassisk musik og når hun ser et af sine ældre billeder, kan hun ofte genkalde sig musikken til billedet.

En dag så hun sammen med sin lille søn på vej til børnehaven en død ræveunge i vejkanten. Det krævede voksen intervention og samtale med barnet og de følger ræven i nogle måneder og oplever den langsomt forvandler sig og går i opløsning. Imens fortæller hun barnet om hvad der sker og begynder at male begivenheden. Hun så at sige lader ræven genopstå og forvandles til den forlader den nære virkelighed og går bagom virkeligheden i en slags billedlig genopstandelse. Men det er vigtigt at billedet fungerer som maleri, som ordløst maleri, der fortæller sin egen koloristiske historie. Men for hende selv og barnet havde det også en mentalhygiejnisk funktion.

Didder Geisler er uddannet i 80’erne på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her havde hun professorerne Albert Mertz og Ole Sporring som lærere og vejledere. Hun fik sit eget rum hos Sporring med udsigt over Nyhavn. Her kunne hun male og høre klassisk musik til. Tonerne inspirerer farvevalget. Her lærte hun at stole på det ordløse maleri. Det holdt ellers hårdt for Mertz var en kontant og provokerende lærer for Didder. Han var ikke god til at beskytte. Men hun lærte at han var sin egen usikkerhed bekendt. Det var et træk hun godt kunne lide hos ham. Beskyttelsen fik hun hos Ole Sporring. Her var der ro og muligheder at hente. Den søger hun stadig omkring sit arbejde. Musikken hjælper hende til den ro og koncentration der skal til for at kunne male. Og så giver sønnen, morænelandskabet i Odsherred den inspiration hvorfra hun sætter af og går ind i sine billeder, når hun finder tuben og penslerne frem for at søge bagom virkeligheden ind i fordybelsen.

En gæst fra det grønne nord: Aka Høegh

Når du ser Aka Høegh i øjnene kan du se de Grønlandske isfjelde i dem. Hun er en naturkraft, et fantastisk menneske, siger Didder Geisler som har inviteret Aka Høegh til at udstille sammen med hende i oktober måned i Huset. De har mødt hinanden gennem nogle venner og de har fundet genklang i hinanden. Aka Høegh er en stærk naturskildrer. Det er det dybere natursyn der fænger. Det hun vil i maleriet ligner det samme som Didder vil. Hun har besøgt Aka på Grønland et par gange og lært at sætte stor pris på hende.

Aka Høegh er ikke alene en naturkraft. Hun er født i 1947, grønlandsk maler, grafiker og billedhugger. Hun skildrer den grønlandske natur og mytologi som et væsentligt erfaringsgrundlag.

Hun regnes i dag som en af de betydeligste nulevende kunstnere, kendt og elsket over hele Grønland. I 70’erne var hun med til at formulere en grønlandsk identitet og her blev kunsten et magtfuldt værktøj. Aka forsøgte at afspejle den grønlandske sjæl inspireret af myter og sagn. Hendes værker er ikke i gængs forstand politiske, men de har og er nøje forbundet med den grønlandske virkelighed og udvikling. I sin kunst stræber hun efter at etablere kommunikation med tilskueren. Den grønlandske natur og menneskeansigter er hendes vigtigste inspirationskilder. Det er intet mindre end den Grønlandske kulturambassadør der kommer til Asnæs.

C: Tommy Flugt

Opmærksomhedskultur

For billedhuggeren Jørn Bromann er opmærksomhed og koncentration, sansning og harmoni væsentlige begreber i hans kunstneriske tilgang til skulpturen. Han reflekterer meditativt til sig selv i sine overvejelser. Hvordan skaber man et stærkt og enkelt udtryk? Han er optaget af drømme og C.G. Jungs drømmetydning, som bl.a. kom til udtryk i en af hans skulpturer Cobra, som blev til efter en drøm. At gå fra noget alment til noget større. Hans læsning og sansning handler om et forsøg på at tolke igennem kunstnerisk virke hvad det er for et liv han har fået.

Se, sanse og opleve…

Der ligger for Jørn Bromann i hans brug af det gyldne snit i skulpturerne indlejret en sanselighed og en harmoni som han tilstræber.

Han gør sig mange geometriske overvejelser og mange synsvinkel iagttagelser. At finde en koncentration, en harmoni og en sansende opmærksomhed er en stræben hos ham. Sansningens ulidelige langsomhed som han udtrykker sig. Det er hans opmærksomheds-felt.

Det handler om langsomhed i det korte møde, om omsorg og at tage sig tid.

Og her er så kunstnerens arbejde. Det taler for sig selv lige til iagttageren. Det er stilrent, enkelt, smukt og sjovt: Er den lille tykke figur nr. tre fra venstre en trold? Er det fløjter, afrikanske figurer, eller bare stilrene oplevelser fra Jørn Bromann? Selvfølgelig det sidste, men også beskuerens mange mulige associationer ved mødet med Bromanns værker.

C: Tommy Flugt

Mystikken i farvetuberne

Hans Helge blev interesseret i farvetuber som lille dreng, der måtte være noget mystisk i tuberne. Han boede i Køge, gik ture i området, og oplevede maleren Jørgen Andersen-Nærum i Køges skitsesamling. Det kom til at betyde noget, senere da han faldt over tidsskriftet Hvedekorn så han maleren og grafikeren Palle Nielsens tegninger og en farlig verden åbnede sig for ham i hans trygge miljø. Det blev en øjenåbner, senere modtog han undervisning af Sterup, Palle Nielsen og Bertram på Kunstakademiet og blev sat i gang som kunstner. Har indtil for få år siden arbejdet som lærer på Køge Gymnasium i billedkunst. Nu er han fuldtids maler.


Som den professionelle kunstner han er kan han sagtens intellektualisere sit arbejde og sætte kunsthistorisk trumf på, men belært af Max Ernst bemærkning om, at når en maler har fundet sin egen stil, er han færdig – så er han blevet lidt forsigtig og prøver at begive sig ind i en lytten efter, hvad billedet vil sige. At finde ind i tingene, se hvad der sker, undersøge omgivelserne, søge efter i det nære, hvad der ligger ved siden af. Haven er et motiv hos ham, men som en undersøgelse. Træet kan ses på forskellige måder. Fra forskellige sider. Man prøver at gå på bar bund, at rense sig ud og begynde forfra hver gang, glemme alle sine forudfattede meninger og sin viden for at gå til de forskellige anskuelser i verden og prøve at finde ind til tingene. ”Man befinder sig der, hvor man er – og laver de billeder man laver”, slutter Hans Helge Nielsen, som i år er formand for arbejdsudvalget i Huset i Asnæs. Han er også medlem af Akademiet og bestyrelsen i Kunsthøjskolen i Holbæk. Såvel som han er medlem af Stokrosebanden og Kunstnersamfundet m.m.

Hans Helge Nielsen

C: Tommy Flugt

Lærredet suger det hele til sig

Lærredet suger det hele til sig

Af Tommy Flugt

I romanen Universets Engle af Einar Már Gudmundsson er der et billede som har sat sig fast i mig. Det handler om en maler der står på en bakke og maler hele den udsigt, der åbner sig foran ham. Så kikker han hen på et barn, der står og ser ham arbejde og han siger til barnet: ”Se, nu har jeg taget landskabet og havet, himlen og fuglene… og sat det hele ind i dette her lille billede. Synes du ikke det er smart?”

Og barnet kikker på landskabet og derefter på maleriet. Maleren har fuldkommen ret: Lærredet har suget det hele til sig. Lamslået af forundring kikker barnet på de to verdener, virkeligheden i virkeligheden og virkeligheden i billedet.

Denne barnlige og dybe forundring skal man helst medbringe, når man tager på kunstbesøg. Fx til Fællesudstillingen af kunstnerne i Huset i Asnæs. Der bliver brug for den hvis man er interesseret i at få lidt hold på hvad huset rummer. Og det er ikke så lidt de gode kunstnere disker op med på den årlige fællesudstilling, hvor de fleste er repræsenteret. Man får en fornemmelse af husets formåen og spændvidden. Den er ganske imponerende. Det er altså disse kunstnere der driver et af Danmarks få selvejede og drevne gallerier. Og det har de gjort i 30 år. Det er ret fantastisk at tænke på. Og lige nu kan vi se dem folde sig smukt ud side ved side. 27 i alt. Malerier, skulpturer, væverier, litografi, gouacher, træsnit, keramik og plastik- og jernskulptur i gården som modtagelse af gæsten. Her mødes man af et fantasifuldt legebarn Finn Lerkenfelds plastik installation. Det skærper ens sanseapparat allerede inden man er kommet indenfor. Smukt, enkelt og legende let. Legebarnet i en er vakt og man glædes over kunstnerens faglige dygtighed. Det er godt tænkt og udført. En almindelig dagligdags ting som en plastikske forvandles til formmæssig skønhed i slægt med levende dybhavsvæsener. Opløftet går man ind.

Indenfor åbner et kunstnerisk forskelligartet landskab sig. Egon Fischers fine gouacher er farverige, labyrintiske finurlige og en fin overgang til Hans Helge Nielsens malede syntetiske landskaber, blå træer og hans Træstamme – lys. Det gør indtryk. Modsætninger sat i spil. Lys og mørke og samtidig et humoristisk billedsprog. Denne humor fortsætter i Loui Michaels imaginære scenerier. Her er et slægtskab med surrealismen. Hans serie fantasivæsner er fængende og gør indtryk. Det gør Sommerfugledalen, Under vejr med mig selv af Annemette Lichtenberg også. De er helt anderledes i stil end de andre maleres, men blot et yngre udtryk. En lethed er der over hendes ting. En sødme som man suger til sig foran hendes aflange rektangulære formater. Længst nede møder man et stort billede. En hund der passer på det maleriske landskab. Der følger ikke hundesnor med, men en god portion munterhed. Hunden er stor, men med et lille hoved, godmodigheden selv. Kleiner Mynsterlænder kalder maleren Ole Finding den. Den kunne godt gøre sig på et museum eller en stor privatvæg. Et mindre billede To kvinder og solen er rigtig godt. Stramt og enkelt malet. En klassisk Finding. Ved siden af hænger vævninger af Margrethe Agger Blodrøde bølger. Det er transformationer og flotte væverier. På hendes egen hjemmeside er flere flotte eksempler på hendes stil: Landskaber, tæpper med dyr, stenmotiver, bølgemotiver.

Hvis man går venstre om i udstillingsbygningen og tager den højre væg til sidst, så finder vi i næste rum John Ruds granit skulpturer fisk og skarv og overfor Birgit Kroghs flisevæg. Hendes næsten lertavleagtige vægfliser har mytologiske og forsproglige indridsninger af et glemt, men alligevel velkendt skriftsprog. Man går på opdagelse ført af kunstnerens fortælleevner. Pludselig lyser Ole Bjørns akryl billeder op og hans store Rummets fortolkning har en sfærisk musikalitet og klarhed over sine abstraktioner. Her taler et helt andet kunstnerisk sprog fra tressernes tid lige ind i nutidens forvirring. Klarheden og enkeltheden i en ren æstetisk form klinger lige ved siden af i Bodil Manz smukke og enkle porcelæns kar. Hvis det er hvad der er tilbage efter den store 40 års hyldest i 2008 på Kunstindustrimuseet, så er det nu man skal slå til. Der er kun udstillet det ene eksemplar på udstillingen.

Landskaberne og menneskene vender tilbage i rummet længst nede og inde bagved. Landskaberne, mørket på landet, i byen, hverdagens travlhed og krigens nærvær findes i Finn Heibergs billeder. Han er medlem af Corner, industrien er giftig, ligeledes byen og bilerne har grønne nærlys, der er dyster og mørk skumringsstemning i billederne, som er malet, kradset, streget i mørke, brune, sorte farver. I det lille rum ved siden af hænger Troels Triers malede tegneseriefigurer og billeder med titler som Vinterhimmel, mennesker og dyr og Gaias ansigt. Moder jord i vanskeligheder er bestemt et tema indflettet i udstillingen.

Elementers rasen ser vi i Vuokka Johansens havbilleder på første salen. Hjem fra Samsø hedder et billede med en lille båd der gynger faretruende, men også det maritime landskab som Nexeløbugten og havet, det grønne hav skildrer hun i sine enkle koloristiske billeder. Ved siden ser man Charlotte Kroghs ”Når jorden spejler sig” ovenpå regneark er gjort poetiske nærstudier til vi kommer til hendes store Luftspejling. Hendes separat udstilling måneden forinden sammen med gæsten Stine Bidstrups imponerende glasskulpturer glemmes sent.

Så drejer man rundt om hjørnet og suges ind i hjørnerummet af Mette Møller Bovins store og dragende billede: Vintertræ. Fyrretræ med sne og Vinter, Emåen hedder to mindre billeder der flankerer Vintertræet. Et mindre billede hedder Vinterlys. Og det er hvad hendes billeder gør ved tilskueren, de lyser op. Der er ikke mennesker på, men træerne er som levende. Det er i efteråret, vinteren at Mette Møller Bovin finder sin lyriske pensel frem og kalder lyset til sig. Hun tager udgangspunkt i det kendte, naturen, træerne, skovsøen, men lyset får en helt afgørende betydning i hendes studier, som vidner om en meget stærk forankring i det Odsherredske landskab. Naturligt at hun blev valgt til årets kunstner af Odsherreds kommune i 2008.

Tilbage er et større rum hvor John Rud boltrer sig sammen med Austin Corcoran og væveren Hanne Løcke. Og et par billeder af Didder Geisler. Forinden var der lige nogle små bogstav-billeder af Poul Erik Nielsen. I sidste lille udstillingsrum har Arne Heuser, Lisbeth Olrik, Anne Skamstrup Heiberg og Jørgen Albrechtsen gemt sig sammen med unikasmykker i dobbeltvæv af Hanne Løcke.

Her er så rundturen slut og man går tilbage.
Og på vej ud støder man i den store sal på venstre hånd på nordmanden Dag Aronsons billeder hvor han har plukket et citat af Manets lille fløjtespiller ud og i billede efter billede afdækker vor fortid. Trommeslagerne har vi set før, klovne på line, portræt af fløjtespiller. ”Alting består af lag på lag af fortid”. Vi er skakspillere i livet, i landskabet. På vor vej. Og som første billede får vi Arne Haugen Sørensens fine litografi: Vandringsmanden. På vej ind og på vej ud.

Husets kunstnere har delagtiggjort os i deres store og komplekse fortælling.
Udenfor skinner solen og mærkelige hvide fantasifigurer minder en om fantasiens mulighed, universets størrelse og tingenes forgængelighed. Udstillingen besvarer ikke spørgsmål, men stiller dem og tager gerne imod besøgende med åbne sind.

Huset i Asnæs: http://www.husetiasnaes.dk

© Tommy Flugt 2009

Samtidskunst og John Kørner

Samtidskunst og John Kørner

John Kørner fortæller om sit arbejde og sine overvejelser i stil med: ”Hvad kan lade sig gøre? Hvad kan jeg komme af sted med? ” Det var overvejelser han havde i forsøget med at forholde sig til virkeligheden som maler. Han tager ikke noget for givet. Er ikke særlig bevandret i kunsthistorien, men demonstrerede en stærk tilknytning i løbet af foredraget holdt på Vallekilde Højskole den 7.06.

”Det er nu. Lige nu”.
Der skete noget på grafisk skole i de to år han var der. Han kunne ikke komme videre, manglede indhold. Havde en kvindelig professor. Han lærte nogle teknikker. Foto. Silketryk. Men indholdsmæssigt manglede der noget. Han tog det kontrastfyldte fra grafikken, det sort/ hvide med sig videre over til Carstensens malerskole.

I stedet for sort hvid valgte han en gul bund og en violet ovenpå. Komplementære farver. Det kunne være kommunikativt, tænkte han. Og det blev det. Han holder stadig fast i de gule malerier.

Beskrivelse fra Arken:

I det monumentale maleri Nat på scenen bærer den skriggule baggrundsfarve på en kaotisk eksplosiv komposition. Akvareltynde sorte, røde og blå farvestrøg stråler i billedets centrum. Rundt om står en række sirligt malede, tomme stole i en halvcirkel, der ligner tilskuerpladserne til et teaterstykke. Billedet fremstår som et vidtstrakt og øde landskab med en uendelig horisontlinie.

Om værket:

John Kørner trækker på en lang kunsthistorisk tradition for landskabsmaleri. Han genfortolker det klassiske motiv i en nutidig udgave og tilsætter det humor og magi. I Kørners billeder bliver landskabet porten til en fantastisk parallelverden, hvor alt er muligt.

Hans foredrag fortsatte: At skildre nogle poetiske situationer en mulighed. Det gule kom måske fra at jeg er opdraget på en katolsk skole og fra blomsterrevolutionen i 60erne. Han forsøgte at skabe et klart sprog i farverne og et varmt sprog med dem. Frem for sort og hvidt blev det gult og violet. Det reflekterer lyset. Det transparante supplerer ideen. Det rent tekniske har jeg tilegnet mig som metode siger han.

Motiverne er i og for sig landskabsmalerier.
Hvordan går tilskueren ind for at fortolke billedet? Det interesserer ham som maler.
Han opererer efter landskabet og virkeligheden der omgiver det. Naturen. Miljøet.
Et glimrende operativt indgreb at forholde sig til, landskabet, som vi kan forholde os til skaber ikoner, symboler som vi kan blive bekendt med. ”Jeg har en palet af motiver. Jeg samler på huse og natur (fotos)”. Han spørger sig og os: ”Kan vi have et fællesskab omkring kunsten?”

Fortalte om oplevelse som dreng på Louisiana, hvor han var med sine forældre. Han så manden med klokken og måtte vende tilbage til den flere gange. Havde mange tanker i hovedet om en voksen der kunne lave sådan noget og samtidig leve af det. Han var skeptisk, forundret og draget. Han havde svært ved at forlige sig med det.
”Hvad er fællesskabet?” Det spørgsmål driver ham. Hvorledes kan vi sammen orientere os herfra i kunsten. Vi har fælles historier, forfædre osv. sammen. De fælles referencer vi har, er bærende i forståelsen af kunst.

Kørner er optaget af hvordan man kan præsentere kunst.
Hans familie og venner havde problemer med moderne kunst, blev han klar over. Det har provokeret ham lidt. Hvordan kan man anskue kunst, spørger han sig selv.

Han har lavet keramiske skulpturer. Normalt sidder keramik på ophøjede sokler. Det må kunne gøres på en anden måde. Keramik skal stå i hjemmet fx . Skal kunne tages med på ferie. Måden at anskue kunst på har betydning.

Hvad er det værd? Man læser et kunstværk og når man har givet det en værdi får det betydning. Det handler om hvordan man fortolker og værdisætter tingene. Det skal ende med betydning. Forståelse. Den indre værdisætning.

Kørner har overvejelser om kunst i det offentlige rum. Har lavet en masse ting og installationer som bearbejder problematikken. Samfundsproblematikker. Opgaven for mig, sagde han: At lave nogle værker, der skulle være vedkommende. Mine værker er menneskeorienteret, sluttede han inden spørgsmålene tog over.

Tommy Flugt

Link til en hjemmeside:

Arken
http://www.arken.dk/content/dk/arkens_samling/maleri_og_skulptur/john_korner

I Mikroskopet: På sporet af tresserne

I mikroskopet: På sporet af tresserne

Af Tommy Flugt

Tresserne startede for mit vedkommende med en studentereksamen, en dannelsesrejse rundt i Europa. Og så gjorde jeg mig færdig med militærtjenesten efter to års tjeneste. Jeg meldte mig ud af lægsrullen og blev registreret som militærnægter. Dernæst tog jeg på Askov Højskole og fik forstander Knud Hansen som foredragsholder og Tage Skou-Hansen som litteraturvejleder. Jørgen Knudsen mødte jeg også og Niels Højlund. Det halve års ophold gav mig retning og rensede ud i den militære dødvægt. Jeg gjorde mig klar til mine universitetsår.

Egentlig skulle jeg have været til Århus, hvor jeg var indskrevet, men jeg kunne ikke få nogen lejlighed, hvorfor jeg så tog til København og skrev mig ind på Almindelig og Sammenlignende Litteraturhistorie, som det hed den gang. Jeg gik til forelæsninger hos Billeskov Jansen, nåede at opleve Paul Rubow, som afløstes af professor Sørensen der blev min vejleder. Jeg gik til manuduktion hos Margrethe sammen med andre kvikke hoveder såsom Henrik Bering Liisberg, Per Stig Møller og fulgte forelæsninger hos Sv. Møller Kristensen og Aage Henriksen.

Jeg fulgtes ofte med Finn Abrahamowitz som jeg havde lært at kende. Han var oprindelig maler, men begyndte at skrive romaner. Da vi mødtes havde han udgivet Gordon. Vi gik også til latin sammen og til forelæsninger i forbindelse med det obligatoriske adgangsfag: Filosofikum. Det sidste gennemførte jeg og tog eksamen i med udmærkelse, men så var mine universitetsår ved at være slut. Som Rubow havde sagt: Hans hjerte var med de kreative og skabende, men de ville ikke få nogen eksamen. Det holdt stik for Finn og mig. Vi var tiltrukket for meget af litteraturen som skribenter til at vi kunne gennemføre et mag.art. studium. I øvrigt var studenteroprøret begyndt med besættelse af fakulteter og den berømte talerstols erobring af en studerende Finn Ejnar Madsen ved Universitetsåbningen. Han boede i samme klublejlighed som jeg. I 68 gik det løs. Bryd professorvældet, Medbestemmelse nu var nogle af de mange slogans. Men fra Paris hørtes revolutionære og poetiske toner: Tal med din nabo, Fantasien til magten. I Berlin blev studentertalsmanden Rudi Dutschke alvorligt såret af skud. Han kom senere på rekreation i Knebel kollektivet i Djursland, hvor jeg havde nogle bekendte, som var studerende på Århus Universitet. I Prag blev et politisk oprør knægtet med panservogne. I slutningen af tresserne fik jeg kontakt med kunstnerkredse omkring Kunstakademiet, bl.a. Jørgen C. Rasmussen og Peter Hentze. Men også digtere mødte jeg bl.a. Ivan Malinovski og Asger Pedersen. Og så fik jeg kontakt med Dea Trier Mørch, Lars Trier, Ole Finding og Troels Trier. Jeg havde lige fået debut med nogle digte i det Gyldendalske tidsskrift Vindrosen og nu blev jeg spurgt om jeg ville være med i deres gruppe Røde Mor. Dea havde læst mine digte og syntes om dem. Så sådan blev jeg optaget i kunstnerkollektivet. Det var i 1969. Samme år udgav jeg digtet Desperat Generation med illustrationer af Jørgen C. Rasmussen. Og så begyndte noget nyt.

Det nye begyndte allerede i begyndelsen af tresserne med Påskemarcherne fra Holbæk til København. Jeg deltog i den anden som forsvandt i sneen og blev indkvarteret på skoler i Roskilde.
Det var en øjenåbner at deltage i den folkelige bevægelse mod atomkraft og a-våben. Min verden forandrede sig. Nye navne kom til. Carl Scharnberg, initiativtageren til Atommarcherne og så ovenpå de fredelige marcher blev Kennedy skudt. Martin Luther King ligeledes. Robert Kennedy blev skudt. Raceoptøjerne i USA og Vietnam-krigen rasede, protestmarcherne ligeledes. Nye navne kom til. Angela Davis, de sorte pantere, Cuba, Fidel Castro og ikke mindst Che Guevara, den cubanske frihedshelt blev ungdommens ikon. I Røde Mor lavede vi billeder af det hele. Men der skulle også musik til.

Jeg boede på et stort dejligt kvistværelse i Ny Rosenborg bygningen på H.C. Andersens Boulevard nr. 7 på femte sal. I slutningen af tresserne. Der var ingen elevator. Men til gengæld ikke langt til Rådhuspladsen, hvor jeg ofte hentede morgendagens avis i kioskerne ved midnatstid. Og så gik jeg ind på Air Bar hos Tove og nød lidt menneskelig kontakt. Mange skifteholdsarbejdere tog derind og fik et slag terning og en øl eller to inden de tog hjem. Andre af gæsterne var på kant med loven. Nogle planlagde røveri i baren, mens Tove hørte på. Hun var elskelig. Havde en god medmenneskelig forståelse og fik derfor mange jule- og nytårshilsner fra fængsler fra tidligere gæster i baren. Stedet lå i stuen lige under hvor jeg boede på femte sal. Ved siden af baren var en nedgang til en stor kælder med bowling baner. Efterhånden blev der for megen ballade dernede om natten, der var natbevilling dvs. åbent til kl. 5, men det endte ofte med slagsmål og politiindgreb og til sidst var ejeren blevet træt af det og havde lukket kælderen. Jeg talte tit med Tove og ofte om kælderen. En plan var ved at tage form. Og så fik hun arrangeret et møde med ejeren Arne Hierbæk Restaurant Ny Rosenborg, som lå på "Jarmers Plads" i samme bygning. I dag er der Borgerservice. Han bød på en middag og vi fik snakket mit projekt igennem. Vi ville gerne lave bowlingkælderen om til en kunstkælder for digte, viser, grafik og diskussioner. Og så ville vi selv indrette det efter vort hoved. Vi var Alice, Torben og jeg. Hierbæk skulle betale omkostningerne og bespise os, så skulle vi nok rydde og bygge et nyt sted op. Han syntes om ideen og til vor store overraskelse og glæde gav han grønt lys. Vi kunne gå i gang. Det gjorde vi så. På tredje sal boede en arkitekt som jeg talte med i Air Bar og han var med på ideen. Han tegnede nogle skitser for os, som kunne bruges til myndigheder og indkøb. Og så rev vi bowlingkælderen ned. En håndværker fik interesse for projektet og gik med i arbejdet. Han blev senere tjener i baren. Og så tegnede vi og byggede op. Alice var vores indretningsarkitekt. Hun tegnede nogle fantasifulde tegninger til loftet, som vi så skar ud og fik sat op. Ligeledes skar vi en dør ud efter hendes tegninger. Den modtog en, når man kom ned ad trappen fra Air Bar og så kunne man gennem dørens udskæringer se ind i rummet. Kældervinduerne var blændet af, malet hvide og som forsænkede kasser udgjorde de udstillingsrum for grafikere. Båse var til publikum og midt i salen en lille interimistisk scene, hvor man kunne optræde, læse digte, spille musik, fortælle historier, danse. Lidt længere nede var en bar og ude bagved et rum hvor kunstnere kunne hvile ud, klæde om eller vente på hinanden. Pludselig var det hele færdigt, malet og klart. Det blev tid at finde et navn og arrangere en åbning. Det var for oplagt at kalde stedet for Alices restaurant, så det lod vi være med. Der var et filmhit med samme navn i omløb. I stedet kom jeg til at tænke på et digt af Miroslav Holub som jeg havde oversat. Vi tog digtet og forstørrede det op til en meget stor plakatstørrelse og hængte det op på væggen i rummet. Titlen blev til stedets navn.

I Mikroskopet

Her er ligeledes drømmende landskaber,
måne, øde.
Her er ligeledes massernes
rodskud på jorden.
Og celler, kæmpende
ofrer livet
for en sang.

Her er ligeledes kirkegårde,
berømmelse og sne.
Og jeg hører mumlen,
umådelige formuers revolte.

Digt af Miroslav Holub: In the Microscope
Oversat af Tommy Flugt

Digtet rummede visionen om stedet og tiden i sig. Det blev navngivet med en reception og utallige invitationer. Ved åbningen den 20. november 1969 tilsmilede heldet os. Alice var ude at køre efter nogle ting og skulle have benzin på en tankstation. Her mødte hun Per Dich i samme ærinde. Hun kontaktede ham omgående og inviterede ham til åbningen af Imikroskopet om aftenen. Han kom og spillede. Og bragte omtale til stedet. Stedet for fri udfoldelse, for initiativ, for folk, for alle, der interesserede sig for kunst, musik, beat, dans og snak var åbnet i kælderen i Ny Rosenborg på H. C. Andersens Boulevard 7. Et nyt mødested var skabt. I løbet af kort tid blev der skabt atmosfære i undergrunden overfor Studenterforeningens mørke bygning.


Foruden folkemusik på alle mulige instrumenter blev der afviklet maleriudstillinger og grafik af bl.a. Røde Mor og Jørgen C. Rasmussen og digteraftener, såvel som en dukketeateraften. I løbet af januar måned havde stedet besøg af 60-70 sangere. Vi havde lavet et sted hvor enhver der blot selv kunne stå inde for sine digte, sange, teaterstykker, lysshow, orkestre osv. kunne få lov til at optræde. Var der stort publikum kunne de optrædende få penge med hjem, idet entreindtægten deltes mellem de optrædende kunstnere. Sammen med nogle studenter fra Århus arrangeredes en Wolf Biermann aften med succes i forbindelse med udgivelsen af en plade. Alle gæster fik en single plade foræret. Et af numrene handlede om de tre kugler mod studenterpolitikeren Rudi Dutschke. Vesttyskeren Walther Mossman sang og Walther Splidt fortalte om Biermann og Dutschke. Dukketeateret handlede om sange af Jacques Prevert, en poetisk rørende aften. Digtoplæsning var ved Niels Simonsen, Carl Braunstein, Arne Ærtebjerg, Charles Baudelaire og Tommy Flugt m.fl. En revolutionær digter og diskussionsaften blev det også til med Ole Wahl Olsen, Bjarne Segefjord, Jens Nauntofte, Bent Irve, Ann og Carsten, Bechmann m.fl. Plads til Carstens loppecirkus var der også og elskelige Herman fik sin egen aften og holdt åbent hus for folkesangere. De kom bl.a. fra konkurrenten Tivolis Vise Vers Hus hvor Thøger Olesen venligt sendte et par hjælpere til stedet: Per Juul og Ann Tholsted. De havde forbindelser til andre som kom: Quaks, An Te Arrach, Steen Mørch, Brdr. Simonsen, Tom Bøgebjerg, Mette Pedersen, Gerner Carlsen. Vi fik også arrangeret traditionel jazzaften med ”Steady Stompers”. Og der var brug for samspil og det skete ved at vi indførte nogle jamsessions som blev velbesøgt bl.a. med Paddy Doyles Boots, som svingede fint til stedets ånd. Alan Klitgård var meget på. De trak andre med sig. Dubliners fx. Her var også Bjarne Lisby, Jan Monrad, Allan Mylius Thomsen, Peter Vest, Niels Skriver, Terry Murphy, Rauf med sin sav, Mike Moffett, Krølle Erik og Onkel Hans. Og en aften stod en ung mand ved navn Sebastian på scenen. Han fik hurtigt en aften for sig selv. Han fyldte hele rummet og havde et stort engelsk repertoire den gang. Andrew John var der også. Eddie Skoller dukkede også op. Man afprøvede sig selv i kælderen og man spillede sammen og lyttede til hinanden.

Imikroskopet Arlo Guthrie 16.02.70

Og så kom Arlo Guthrie til byen og var nede i Mikroskopet den 16.02.1970. Hans besøg gjaldt promovering af filmen ”Alice’s Restaurant”, der kom op i Nygade Teatret. Arlo havde hovedrollen i filmen, som var baseret på hans egen 18 minutters lange sang, der igen var baseret på hans oplevelser for år tilbage. Han ville ikke optræde, men kun have pressemøde dernede havde vi fået at vide af pr-folkene. Men vi havde sørget for at lade sive, at han var der om aftenen, så der kom masser af folkemusikere for at spille for ham, og da det var på sit højeste som jamsession, kunne Arlo ikke styre sig og gik på scenen og spillede sammen med sine danske venner. Det blev en vidunderlig aften. Han kendte flere musikere fra 1964, hvor han var i Danmark i tre måneder og boede i Sofiegården. Det var en stor aften for stedet og cementerede Imikroskopets ry i musikalske kredse. I nogle år fortsatte stedet og lukkede så.

Ti år senere holdt Hermann en 10 års mindekoncert for stedet. Der kom rigtig mange til dette arrangement. Det var sidste gang jeg mødte Hermann. Han kan ses og høres på YouTube i Niels Skrivers fine lille video om Imikroskopet.
Selv forlod jeg og Alice stedet da det kørte af sig selv. Dels var jeg blevet medlem af Røde Mor og dels blev jeg optaget på Den Danske Filmskole skrev Politiken den 6.6.1970. Det var tid at skifte. Nu gjaldt det filmens verden. ”Celler kæmpende ofrer livet for en sang."

YouTube IMikroskopet video med Hermann af Niels Skriver (Arthem):

http://www.youtube.com/watch?v=MP_jgfBbe_k

Røde Mor: http://www.roedemor.dk/

"Alice's Restaurant" af Arlo Guthrie: http://www.youtube.com/watch?v=5_7C0QGkiVo

Copyright Tommy Flugt 2009