På genopdragelsesrejse i sin egen ungdom har undertitel Livet levet baglæns i dagbøger 1961-1974. Det er noteringer og orienteringer i levet liv. Tanker er nedfældet, oplevelser, læsninger og forberedende skriftlige forsøg. At fordybe sig i levet liv og dets oplevelser. At huske og forstå kan skrift bruges til. På sporet efter den tabte, den svundne tid i et forsøg på baglæns forståelser af livet. Jeg tror der foregik noget i ungdommen, som tåler at blive genlæst - og offentliggjort. 428 sider. Aurora/ Blurb 2012

En slags kompendium til Udvalgte digte 1969-2012

Udvalgte digte er en traditionel og dækkende titel på denne samling, der netop er udvalgt til lejligheden af digte fra perioden 1969-2012.

Det er blevet en rejse igennem lyrikkens landskab og tidsmæssige registreringer og seismografiske nedslag. 

Hvert blad i haven

Hver blad i haven

fortæller historie

om vort svundne  liv

Og hvert efterår

river vi alle blade

sammen til genbrug

Her går så vort liv

og historierne i

recirkulation

Løvløshedens have - digte - af Tommy Flugt 2012

I begyndelsen af 2012 trængte en del digte sig på og en særlig begivenhed satte gang i processen. Det var en film: Mødet i Toscana, der satte skub i titeldigtet og denne samling. Og pludselig var samlingen færdig og trykt. 

Tilfældige hændelser Erindringsbilleder for to stemmer. 2012.

 Kom pludselig i foråret i et hug. Skrevet, redigeret og udsendt på halvanden måned. En voksen stemme og en stemme fra barndommen flettes sammen mellem en masse tilfældige billeder, side om side og gribende ind i hinanden til slut. Hvad der bliver af tilfældigheder er i sagens natur ikke let at sætte på nogen formel andet end tilfældighedens formel. En eller anden formel der leder efter en helhed, men ved at begyndelsen fortaber sig i fortidens big bang. Der er kun at registrere og beskrive tilfældigt. Men det er da noget.

At beskrive.

Findes som e-bøger hos Blurb. Nærmere beskrivelse på Ordhaven.

Længe siden

Der er sket meget siden sidst. Nye hjemmesider og aktiviteter andre steder. Men bloggen er ikke glemt og nu skal det være. 2012 er begyndt og her lægger vi så fra igen. Der er nok at tage fat på. Men linjen her vil være den samme. Et indlæg i ny og næ. Et foto og en henvisning. Der sker noget her der og alle vegne.

Links

AURORA www.faberflugt.dk

ORDHAVEN www.auroraordhaven.dk

FLUGT http://flugt.wordpress.com

Odsherreds Kunstmuseum & Huset http://www.deluxe-catalog.com/146/2337/publication.html

Lauritz Harts http://www.deluxe-catalog.com/146/2450/publication.html

John Irving, Sidste nat i Twisted River, Diamanten

John Irving
i Diamantboghandlen 31.05.2010




Født 1942. Modtaget National Book Awards og en Oscar.
Var i Diamanten i anledning af hans seneste roman:
Sidste nat i Twisted River.

Romanen har været tyve år undervejs. Ender med titlen på bogen, sådan som i Garp. Irving siger: Only once before in The World According to Garp which was my fourth novel have I been able to insert the title of the novel into the last sentence. Strukturen i historien betyder meget for Irving. I starten er der et Bob Dylan citat. I sangene er der noget der går galt. Noget med at forlade byen. Løbe væk fra en dårlig fyr. Romanen handler også om at stikke af fra noget dårligt. Tilfældighedernes tilfældighed spiller ind og spiller pus. Irving levede back-stage i sin barndom. Lærte dér skuespil, spillere og publikum at kende - og hvad der virkede på scenen. Han skal kende fremtiden for sine figurer inden han begynder at skrive. Laver så en road map til romanen. Tænker ikke på hvad der skal ske i romanen, når han skriver, for det ved han på forhånd. Men det han tænker på er sproget og hvordan det virker. Han havde en stor forfatter og humanist Kurt Vonnegut (1922-2007) som lærer. Han fortalte Irving noget, som var specielt for ham, (men han fortalte det samme til alle, sagde Irving med et smil). Romanen er en slags hommage (hyldest) til Kurt Vonnegut. Han indgød alle forfatterspirer mod og håb til fremtiden. Han vidste hvad unge forfattere var bange for. "You may be lucky he said. And you beleved him - fortalte Irving. John Irving fortalte om sine bøger og også den sidste: Der er mange ulykker i mine bøger. Hvis du lever længe nok vil du forstå fra din barndom, hvorfor du er den voksne du er. Mellem barndom og voksenhed er der ulykkerne. Hvis historien jeg skriver ikke forskrækker mig selv, hvordan kan jeg så tro at læserne vil blive påvirket af teksten. Personer har mistet noget i hans historier. Der er forældreløse i bøgerne. Samtidig en barsk humor. Han opfatter sig selv i sine første bøger som a comic novellist. Han siger om sit forfatterskab: Jeg er nået den alder, hvor jeg ikke mere interesserer mig for min plads (litterært). Der er flere afsluttede værker bag mig end foran mig. Jeg er tilfreds med hvad jeg kan. Når jeg slutter en bog er der 2,3,4 nye jeg kan skrive bagefter, jeg ved bare ikke hvilken. Hvad vil du gøre de næste tre - fire år? Det er spændende. En slags musik der venter på mig. - Han udtrykte at Charles Dickens betød noget for ham. Og Gøg og Gogge. - Om ideer: Jeg underholdes ikke af ideer. Jeg var i barndommen i teatret og oplevede teatret fra back-stage. Jeg så skuespillerne øve. Og publikum reagere. Jeg er interesseret i psykologi, i følelser. Jeg kendte stykket bedre end publikum og så om stykket var godt ved at iagttage publikum. Lo publikum eller græd de ved slutningen af stykket var afgørende. Det følelsesmæssige var vigtigt. "It is about the emotionel things it matters". - En bog der kun har været i mine tanker i 6 år er usædvanligt for mig, men det er min nye bog som jeg skriver på. (Efter Sidste nat i Twisted River). Hvis jeg har slutningen på en historie ved jeg hvordan jeg kommer derhen. The fiction in the fiction.

Lindhardt & Ringhof forlag skriver om bogen Sidste nat i Twisted River: Romanen starter i 1954 i feltkøkkenet på en skovnings- og savværksboplads i den nordlige del af New Hampshire, hvor en ængstelig 12-årig dreng forveksler den lokale betjents kæreste med en bjørn - med katastrofale konsekvenser.
Både drengen og hans far må flygte fra Coos County til Boston, videre til det sydlige Vermont og til slut til Toronto - jagtet af den uforsonlige betjent. Deres eneste beskytter undervejs er en stærkt frihedssøgende skovarbejder, som gang på gang hjælper dem i deres fortvivlende flugt.
Historien bevæger sig geografisk og over tid, således at den foruden at være et rørende portræt af et far søn-forhold også bliver de seneste fem årtiers amerikanske historie.
Last Night in Twisted River udmærker sig ved at have John Irvings velkendte og elskede univers af personer og situationer, som både rummer stor komik og dyb alvor, og det hele fortalt med hans særlige stemme.

John Irving har bl.a. skrevet følgende romaner: Verden ifølge Garp (da.1980), Hotel New Hampshire (da. 1984), Æblemost reglementet (da. 1986), En bøn for Owen Meany (da. 1989), Barn af et Cirkus (da. 1994), Indtil jeg finder dig (da. 2005), Sidste nat i Twisted River (da. 2010).

C:Tommy Flugt

Tilfældighedernes underfulde spil...

Vi kender det allesammen.Tilfældighederne. Og hvis jeg ikke var blevet hjemme i lørdags havde der ikke været nogen til at tage fastnettelefonen. Hvis ikke jeg sad og læste i stuen havde jeg ikke hørt den. Jeg kunne være gået en tur eller i bad. Eller være taget med min kone til Holbæk, som vi normalt gør sammen. Jeg har haft influenza en uges tid og var kommet i vane med at blive hjemme. Derfor hørte jeg telefonen og tog den for alle tilfældes skyld.

Det ringede kvart i elleve lørdag den 6. marts.

Jeg ved ikke om det statistisk kan lade sig gøre at tale om tilfældighedernes tilfældighed. Men af alle tilfældighederne synes jeg at dette var den mest tilfældige tilfældighed. Ikke at den dermed var umulig, men at den som tilfældighed var noget særlig. Og satte mig i en tilstand af svævende tilfældighed. Sådan for tilfældets skyld var det en god position at befinde sig i da jeg hørte stemmen sige:

"Er det hos Tommy? Det er Einar Már. Jeg er på Biblioteket i Holbæk sammen med Peter Laugesen og et orkester. Vi skal læse op. Har du tid til at komme?"

Det var helt uvirkeligt. Drømte jeg eller var jeg vågen?

Hvordan kunne de to store digtere være i Holbæk uden jeg havde hørt om det? Jeg holder da ellers mange aviser også den lokale, men det sagde mig ikke noget. Biblioteket havde heller ikke meget om sådan et møde. (Det viste sig at de havde noget om Peter Laugesen og orkestret Strøm, men ikke et ord om den store Islandske digter Einar Már Gudmundsson.) Men nu var han i røret og jeg kunne genkende hans stemme. Der var ikke noget at tage fejl af. På mit spørgsmål om hvornår de skulle optræde, forhørte han sig og sagde så at de skulle begynde 11.30.

Jeg fik travlt. Bestilte taxa. Hurtig barbering og bad og så ud til taxaen, der kom lige netop som jeg trådte ud af døren påklædt. Da jeg gik ind på biblioteket var musikerne netop lige begyndt at varme op. Et fantastisk orkester STRØM ledet af Christian Vuust på tenor saxophone, Jacob Buchanon på flygelhorn, trompet, Jacob Bro, guitar, Nikolai Munch-Hansen bass og Jeppe Gram på Trommer. Videokunstner Iben West kreerede baggrundsbilleder til seancen. Og så trådte de to digtere til og skiftedes til at have oplæsninger til musikken eller recitationer. Det var et stort flow ind og ud af hinandens roller og musikken forenede og formidlede hele oplevelsen i et stort intenst og uafbrudt forløb indrammet af Wests videobilleder.


Det var mageløse timer i selskab med den strømmende musik, de levende billeder og to af Nordens største digtere. Et akademimedlem Peter Laugesen, der er en dreven recitator og nordisk råds litteratur prismodtager Einar Már Gudmundsson. Hele seancen sker samme dag som Island har valg om økonomien. Einar Már benyttede lejligheden til at læse op fra sin Hvidbogen om Krisen på Island og bl.a. sit digt fra Ræk mig nordlysene (Digte i udvalg, Vindrose 2004):

Kampråb fra nord

Du som har dit hjem
på en ø i hjertet
og himmelrummets vidder, et fortov under dine fødder:

Ræk mig nordlysene!
Jeg vil danse med den yngling
der holder på stjernerne

Vi flår skindet af mørket
og skærer hovedet af elendigheden.

Det var et ganske særligt møde på en ganske særlig dag i en helt tilfældig by og ingen havde rigtig hørt om dette arrangement. Og lokalavisen var ikke særlig behjælpelig. Var tv eller radio til stede - nej, det var åbentbart for langt ude på landet. Og når landet ikke rigtig vil være sig selv bevidst og reklamere for tingene, så bliver det rene tilfældigheder om man kommer eller ej. Her kom tilfældigheden i form af et telfonopkald undertegnede til gode. Det er jeg taknemlig for. Der skete virkelig noget i lørdags på Holbæk Bibliotek.

Tommy Flugt

Fotos af TF. Øverst: Einar Már Gudmundsson, midterste billede: Peter Laugesen reciterer digte og nederst: Einar Már Gudmundsson og Wests videokunst.


Skæbnedag for Island: http://politiken.dk/fotografier/soundslides/article917400.ece

Joan Miró på Arken

Dagen fødes fra 1964 - Billedet skal være frugtbart. Det skal lade en verden opstå. Joan Miro.En fyldt sal på Arken til åbningen af den store Joan Miró udstilling tager ikke fejl. Der var grund til forventning til udstillingen af den sene Miró - kunstens gartner. Udtrykket er hans eget idet han opfattede verden som levende og organisk bare man er lydhør over for materialets iboende kraft, så gror værkerne frem. Udstillingen fokuserer på den sene Miró hvilket betyder at det hovedsageligt er værker fra hans nye atelier på Mallorca, hvor han i den periode primært arbejdede med skulpturer. Det ses på udstillingen, hvor skulpturen er rigt repræsenteret. Og det er godt, for de fremkalder megen munterhed og glæde i al deres finurlighed.Udstillingen rummer 109 værker udlånt fra Fondation Maeght så det er en stor udstilling Arken har fået i lasten. Joan Miró (1893-1983) er spansk-catalansk kunstner og født i Barcelona. Ved siden af at han studerer på handelsskolen går han også på byens kunstakademi. I 1918 har han sin første soloudstilling i Barcelona og i 1919 møder han Picasso i Paris og et livslangt venskab opstår. I 1921 får han sin første soloudstilling i Paris og så går det slag i slag. Han har stort set kendt alle de store kunstnere fra perioden, malere som digtere. Ernst, Eluard, Arp, René Magritte, Salvador Dalí og Louis Bunuel. I 1935 udstiller han på surrealistudstillingen i København. Han udstiller løbende over hele verden.

I 1956 bosætter han sig permanent i Palma de Mallorca. Han har løbende store retrospektive udstillinger på de største museer og gallerier i hele verden. Nu også en stor udstilling på Arken.

Der er udarbejdet et glimrende katalog til udstillingen med et væld af artikler og billeder fra udstillingen. Arken inviterer indenfor til en god udstilling. Benyt muligheden.

Man kan ikke lade være med at læse med på Mirós skulpturer. Her en publikummer der forklarer sin kone hvad han genser i skulpturen. Han så en gammel maskine fra en arbejdsplads genopstandet som kunstværk i gartnerens hænder.

Arken 23. januar til 30. maj 2010.

http://www.arken.dk

Tommy Flugt

Leg med billedsproget

At fortælle, undersøge og lege med billedsproget

Af Tommy Flugt

Invitationen lyder på at gå på opdagelse i billedsproget. Det er de to malerkolleger Finn Heiberg fra Huset i Asnæs og hans gæst Jesper Christiansen der udstiller malerier og tegninger i Huset.

De er begge uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i firserne. Jesper Christiansen er medlem af Den frie udstilling og har været professor på Kunstakademiet. Har en større udsmykningsopgave på Amalienborg i øjeblikket. Finn Heiberg er også medlem af Corner og udstiller med dem på Sofienholm til jan/marts 2010. Til 22. november kan de beses i Husets udstillingsbygning i Asnæs.

At gå fra en virkelighed til en anden Det er karakteristisk for begge at de har deres helt egen stil. Finn Heibergs er i slægt med naivismen og har bevaret barnets tegneglæde, skibe, biler, havne, veje, træer har en umiddelbar forståelse og let tilgængelighed. Men så kommer Finn Heibergs farver oveni. Og her sker der noget i fortællingen i billederne. En grøn himmel virker sært nok helt i orden. Skorstene sender hvid og grøn røg op i luften som projektørlys der afsøger himlen i billedets baggrund. Vandets blå strøm midt igennem billedet danner mellemgrund og overgang. I forgrunden en havneplads med kraner og containere og biler i hver side af billedet sender lys ind over havnepladsen. Her begynder farverne at blande sig grå, blå, røde, gule. Hele sceneriet er set i fugleperspektiv. Der er en særlig uro i hans billeder: bilerne strejfer omkring i dem. Ikke blot det beskrevne. Farverne giver forskellig musikalsk stemning i oplevelsen af billederne. Der er lyse og lette stemninger og der er mørke og dystre. Men hele tiden samme stil, samme afsøgende malemåde, der efterlader seeren fængslet og fortolkende. Gang på gang vender man tilbage til et billede af ham. Overraskes, forundres. ”Han tilføjer et nutidigt element som figurer i landskabet - bilerne - sommetider som legetøjsnaive væsener, der futter rundt i billedkanten og sætter gang i oplevelsen. Eller sætter lys på hjørner og huse. Finn Heiberg bruger bilerne til at sætte særlige farver ind eller flytte dem som byggeklodser og bruge deres lys til overraskende virkninger. Et ekstra lag af historie i billedet. At se på Finn Heibergs billeder er at gå fra en virkelighed til en anden, hvor proportionerne skifter”. (Citat Corner fra katalog).


At ville finde nye billedrum

Han maler store billeder Jesper Christiansen. De er ikke til at overse. Men måske snarere sværere at overskue, for der er mange ting på færde. Bl.a. litterære fortællinger og tidsmæssige afsøgninger. På sporet af den tabte tid som i halvfjerdser billedet hvor pladecovers fører en ind til tidens musik bl.a. en Beatles plade og flere (gå selv på opdagelse) men oveni det er tegnet grundrids af lejlighed. Sådan streget op i hele billedfladen og hist og her er hængt en erindringsting op, f.eks. en tekande fra tiden osv. Det er en måde at erindre på og en opfordring til beskueren at erindre med. Han er også optaget af filmens verden bl.a. instruktøren Tarkovskis film: Spejlet har han berørt i interviews, at han er stærkt optaget af. Fortiden er med på vor rejse og den finder indpas i malerens billedflade. Det skulle undre mig om han ikke også har været optaget af von Triers film- og formeksperiment med et opstreget gulv som grundrids til et par film. I modsætning til Finn Heiberg er Jesper Christiansen meget talende og indlevende forklarende omkring sin kunst, men han har jo også været professor på akademiet, så han kan udlægge sine billedrumsundersøgelser. Eller han sætter beskueren på vej med et par ord. Fortællende malerier. Kan de også tale selv som Heibergs? Nok er der et vist slægtskab, de leger begge med billedsproget, men ellers er de meget forskellige.

Huset i Asnæs

Farven er malerens ilt

Det gælder selvfølgelig først og fremmest koloristerne. En maler sagde, at han som barn oplevede mystikken i farvetuberne. Hos ekspressionistiske malere som Munch og Nolde er farverne noget kraftfuldt og psykologisk betinget. For Oluf Høst betød farven og lyset det samme som at trække vejret. Farven og lyset var hans ilt. Det var hans længsel at forløse sit indre syn på det farverige lærred. De åndelige dimensioner bag den fysiske verden forløses ikke i forståelse, men i overdådigt koloristiske arbejder omkring stjernebilledet Orions bælte, hvor Høst i sin alderdom nærmer sig meditativ ro i mødet med det sublime. Man bliver lille og rolig i mødet med uendeligheden. En besynger af naturens storhed.

Oluf Høst er født i Svaneke på Bornholm i 1884 og han døde i 1966. Optaget på Kunstakademiet i København og i en periode elev af Harald Giersing. Påvirket af Cézanne og kammeraten Karl Isakson. Flyttede i 1929 til Bornholm, hvor han i 1935 købte en gård: Bognemark. Ikke for at bo der, men for at bruge stedet som sit tilbagevendende motiv. Han malede utrætteligt billede på billede fra gården i 30 år. Skiftende belysninger, årstider, nat og dag. Billederne er nok hans mest kendte. Og elskede.

Bognemark blev Høsts motiv på samme måde som Mt. Saint Victoire blev Cézannes motiv. Men også himmellegemer og himlen har han fulgt livet igennem. Hans Vinternat billede fra 1947 (Esbjerg Kunstmuseum) og Orion og lyse skyer fra 1956 (Oluf Høst Museet) er stærke og fantastiske malerier og med dybblå farver og blinkende stjerner i det uendelige. Digteren Thøger Larsen skrev: Orion mit stjernebillede, jeg længes efter dig, du klare nat og den frie mark. Selv skriver Høst i en af sine Logbøger: Jeg er optaget af vinternatten, jeg sidder i haven hver stjerneaften - deroppe er rent og grænseløst… Oluf Høst favnede det store i det små og det små i det store. Bognemark og Orion. Han kan beses på Bornholm og nu på Arken til 31. januar.

© Tommy Flugt