VEJEN TIL FRIHEDEN

VEJEN TIL FRIHEDEN

Det er ikke let at finde vej gennem tidens mange religioner. I nutiden prøvede den ægyptiske frihedsbevægelse vejen, der farvedes af blod og krævede sine ofre før militæret tog over. Men vejen til friheden bredte sig i andre lande, hvor andre symboler og billeder dukkede op i bjergene. Man bevæger sig i nutiden igennem en tunnel, fra mørket ind i lyset, skimter graffiti tegnernes hastige symboler og tags som blander fortid og nutid. En slags tidens vejviser igennem tunnelen ind i landskabets og tidens skrøbelige stilladser og faldefærdige borge, flere veje vises, flere muligheder. Mod solens land og lurblæsere fra bronzealderen skitseret i en mur. Flamingoer og helleristninger ses, røde tegn lader sig fortolke individuelt, en kvinde kommer til syne og fortoner sig, man går fra et grønt landskab ind i og op mod en søgning, passerer nye landskaber i farten, drømmebilleder fortoner og fortegner sig, som billeder i regn og rusk, en blå styrtregn kastes over en og så lysner det, over himlen Halleys komet på besøg i det indre solsystem, lyset så stærkt og bliver stærkere jo længere rejsen, så man må bære solbriller for at se konturerne i lyset, der bliver stærkere og stærkere og der i en blafren mellem lys og mørke, yin og yang, ser du aftryk af Ghandis fodsåler, og husker hans enkelthed og ord som ristet i runer: Der gives kun en vej til frihed og vejen er fred. Udtoning. Lys over. Udgang. Den store gobelin er færdig.

 

Tekst af Tommy Flugt efter mødet med Marianne Poulsens sidste store gobelin: Vejen til friheden. 28.07.2015.

Efterord

Vi var inviteret til middag mandag aften (27.07) i Kårup hos Marianne og Tue Poulsen. Vi fik en lammeret af egen avl og dertil vin. Og så en snak om alt. Sådan som vi plejer. Med særlig vægt på Geopark Festivalen som vi alle er med i. Tue og Marianne i Skamlebæk Festival delen og Alice og jeg medvirker i Det Blå Atelier med Liv og skabende kunst. Men deres engagement og fortælleglæde er smittende og Mariannes fortælleevne og fortællelyst er overvældende. Efter en dejlig middag skulle vi ud og trække frisk luft og se det nye hønsehus. Helt vidunderligt, der var dog ikke indlagt varme i gulvet, men ellers manglede der ikke noget og hønsenes sad på deres pinde og trivedes kunne vi se.

Vi gik rundt på deres store og dejlige grund og så Tues mange keramiske værker i græsset og på gårdspladsen. Et særligt syn og oplevelse. Og så gik vi ind i hans store keramiske værksted. Gulvet var helt tomt som i en stor firkant og jeg fandt det påfaldende. Men så skete der noget. På et langt sidebord lå noget, som var overdækket med to store lærredsduge. Marianne og Tue tog det af og tog så fat i hver side af et kæmpe vævet stykke, lagde det ud på gulvet og lukkede det op. Nu fyldte det hele gulvet. Og der lå så Mariannes store og færdige gobelin, som hun har arbejdet på i fire år. Færdigvævet og klar til beskuelse. Det var så stort, at jeg ikke kunne filme det selv fra en stige, så jeg måtte gennemgå det i detaljen. Det har jeg så gjort i beskrivelsen ovenfor i tekst. Det er et fantastisk arbejde af Marianne Poulsen. Et født mesterværk. Aftenens store åbenbaring. Og der var kaffe, jordbær og is bagefter.