Det er generalforsamlingernes tid

Det er generalforsamlingernes tid

Og i går var det Dansk PEN.

Tog derind til foredrag kl. 19, hvor Niels Bjerre-Poulsen holdt en times foredrag om sin nye store og vigtige bog om Vietnam, noget der i den grad var skelsættende for min ungdom og retning her i livet. Hans fri foredrag byggede på den store bog han har skrevet: VIETNAM; KRIGEN. En international historie 1945-1975. Foredraget handlede om de komplicerede internationale forhold, der skabte og forlængede krigen. Bogen handler om magtkampe, modstridende ideologier og det aftryk krigen har sat i vesten den dag i dag. Krigen blev vist i tv i sin tid, nærmest som en føljeton. Og det var ganske frygteligt. Og til unge læsere: Det var ikke USA der vandt krigen. Det gjorde Vietnam.

Det er frygteligt at tænke i dag. Vietnam krigen startede under præsident Kennedy med 15.000 mand og endte under Johnson med 500.000 soldater i Vietnam. Man bombede løs og troede at vejen til sejr var gennem bomber. Det var det som bekendt ikke. Selvom der døde 3. millioner vietnamesere under krigen, så fik de smidt USA ud til sidst og samlet landet igen. Man forventede så i vesten et blodbad i Saigon, men der kom aldrig.

Heller ikke i dag vinder man krige ved at bombe, og det ser ikke ud til at læren fra den gang hersker i dag, hvor vi igen bomber løs, nu i Mellemøsten. I sin tid fortalte man Nordvietnam at de aldrig kunne vinde, vesten kunne bare skrue op for bombningerne og ned igen, når de havde givet sig, men det virkede ikke.

Og tiltroen til at det skulle virke i dag er ikke stor. Niels Bjerre-Poulsen drog parraller til nutidens konflikter og til Vietnamkrigen. Vietnamkrigen var en besættelse og er blevet en besættelse det er svært at komme udenom i dag, hvis man vil forstå sin egen samtids (forfærdelige) politik.

Og så var der en fredelig og velforberedt generalforsamling i Dansk PEN bagefter, hvor den nyvalgte formand Per Øhrgaard aflagde en kort beretning og henviste til den 21 siders store beretning som var sendt ud og formodedes læst af de ca. 30 deltagende. Det var en grundig og oplysende rapport om foreningens virke og engagement.

PEN står som bekendt for Poets, Playwrights, Essayists, Editors, Novelists og i de seneste år ikke mindst journalister. PENs charter siger at det skrevne ord er uden grænser og man skal gøre sit yderste for at bekæmpe had mellem nationer, racer, klasser og religioner. PEN skal virke for fred og frihed. I Danmark har vi ytringsfriheden som betyder, at der ikke udøves forhåndscensur. Men at forsvare retten til at sige, skrive og tegne er ikke ensbetydende mede at solidarisere sig med alt det, der bliver sagt, skrevet eller tegnet. Der er ingen modsætninger mellem at forsvare ytringsfriheden og at opfordre til civiliseret brug af den.

2015 er blevet et af de blodigste år vi har oplevet længe. Charlie Hebdo i januar, Krudttønden, den jødiske synagoge i København. Måned efter måned retssager, fængslinger og kolleger i hele verden der har mistet livet: i Syrien, Irak, Tunesien, Kuwait, Egypten, Etiopien, Tyrkiet, Mexico, Bangladesh og andre steder.

Fire avisredaktioner i Istanbul er blevet angrebet og adskillige medarbejdere dræbt. PENs lokaler i Ahmad er raseret. Og journalister fængsles i stort tal. Dansk PEN vil sætte fokus på Tyrkiet i dette år.

Forfulgte forfattere har kunnet få fred og arbejdsro igennem fribyordningen. Det har været for nedadgående med kommunernes hjælp, men nu har Dansk PEN fået en bevilling på 125.000 kr. fra kulturministeriet til at arbejde med og bistår kommunerne med i kommende tid til gavn for forfulgte forfattere i verden. En informationskampagne om ordningen overfor kommunerne kan gå i gang.

Og så var der regnskabet og budget og alt blev vedtaget i god ro og orden. Der var balance i tingene og synspunkterne.

Dansk PEN i Dansk Forfatterforening 7. 03.2016 – Per Øhrgaard og Niels Bjerre-Poulsen

DE POLITIKERE VI HAR

DE POLITIKERE VI HAR

Af Tommy Flugt                                                                                                    28.02.2016

Har vi de politikere vi fortjener? Ja, vi stemte på dem, der nu sidder rundt omkring. Men hvem opstillede dem? Havde og har vi demokratisk indflydelse på det? Ikke i nævneværdig grad. For eksempel husker jeg fra min ungdom følgende udsagn fra en lokal jurist og formand for det konservative parti, da han gav sit besyv med i en lokal debat, hvor en lokal ung kandidat, der var blevet citeret, blev sat til vægs af formandens uforglemmelige: ”De konservative det er mig! ” Dermed var enhver debat lukket. Han sad i hele sit liv og repræsenterede de konservative. Her trængte ingen fornyelse eller ungdom ind. Her var ingen åben debat og mulighed for forandring, som bør følge med og være en selvfølgelighed i en verden i forandring.

Hvem er det der vælger partienes repræsentanter? Er det helt åbne og afsøgende opstillinger der er tale om? Fungerer systemet, er det godt og effektivt nok? Får vi de fremmeste og bedste folk ind på de vigtige poster, hvor fremtidens beslutninger skal træffes? Jeg er blevet mere og mere i tvivl som årene er gået. Jeg tror vi er nødt til at tage opstillingssystemet og rekrutteringen op til debat. Det er ikke godt nok at enhver så at sige ”idiot” kan blive valgt ind i det politiske beslutningssystem, blot de stilles tilfældigt op ved et valg, hvor man nu skal bruge nogle kandidater. Mange politiske partier er så små at de dårligt i det daglige arbejde kan mønstre mere end en håndfuld til arbejdet. Det er her de aktive, men også de ubrugelige ser deres snit til en opstillingsgevinst.

Måden vi vælger til byråd, regionsråd og folketinget på er ude af trit med den virkelighed der omgiver os. Vi ville aldrig ansætte en folkeskolelærer, en ingeniør, en læge eller en embedsmand på samme måde. Om ikke de skal igennem en slags Mercury Urval undersøgelse inden de bliver erklæret opstillingsberettigede, så ville en seriøs opstillingsmetode være at foretrække. De folk vi opstiller skal vide at vi har sikret os, at de er opgaven voksen og brugbare som politikere.

Og når de så er valgt ind fx i Folketinget. Så bliver de lige undersøgt og så begynder de at vælge hinanden til det ene og det andet. Her har vi vælgere ingen demokratisk kontrol med noget som helst. 

De værste eksempler på det er et forældet system med hensyn til valg til Folketingets formands post. En slags præsidentiel funktion, som man i partierne har pillet al værdighed ud af, som det er nu. Første gang det gik op for mig, var da Erik Ninn Hansen blev valgt til formandsposten mens Tamilsagen hang over hans hoved og regeringen som et Damokles sværd. Ikke alene valgte man ham til formand mens sagen rumlede og enhver husker at den endte med formanden afgang, deroute og regeringens afgang. Det havde jeg det svært med at acceptere. Og har det stadigvæk. Ligesom jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at nogen i ramme alvor kunne finde på at opstille Pia Kjærsgård til posten. Her fejler det politiske system og bliver en parodi på demokrati – og ikke en finger rører sig i den anledning. Hun bliver valgt. Ikke fordi hun er velegnet til det, men fordi det politiske system er i krise og ingen er i stand til at tænke klart, hvorfor man holder sig til reglerne om valg til posten, selvom de regler er helt ude af trit med den virkelighed vi lever i. Man kan ikke i ramme alvor vælge en så rabiat person til en af de fremmeste poster i vort demokrati og så tro at det ingenting betyder, hverken herhjemme eller i udlandet. Det er her vi begår en frygtelig fejltagelse. Og i øjeblikket begår vi den ene bommert efter den anden og medvirker til underminering af vort demokrati og vore fremtidige muligheder som lille nation.

Vi lader os i øjeblikket drive rundt i manegen af en lille mindretalsregering med rabiate synspunkter, skinger stemmeføring og en ødelæggende politik både indenrigs- og udenrigspolitisk. Og mens vi forundres over den politiske deroute undres og bekymres det store udland over, hvad der er galt med lille Danmark. 

NOGET OM BESÆTTELSE

Oprettet: 07.02.2016 - 10:15

NOGET OM BESÆTTELSE

af Tommy Flugt

Der er nogle der har spurgt mig, hvad jeg mener med besættelse. Om ikke jeg kunne forklare mig lidt nærmere. Hvad mener du egentlig med dine ord i digtene. Det var lidt for kryptisk for dem. Vi er jo ikke besatte, forklarede de mig. Lige netop den sætning gjorde, at jeg fandt det nødvendigt at svare. Ikke i digt, men i prosa. Det er nødvendigt at vi anstrenger os for at kommunikere med hinanden, og hvis mine ord står i digte og ikke kan forstås af nogle, må man sno sig og ty til prosa og en længere redegørelse for at kunne give en nogenlunde rimelig forklaring på, hvorfor jeg bruger ordet besættelse. Et ord hvis indhold jeg frygter. Derfor er det magtpåliggende for mig at forklare min brug af ordet. For det er jo ikke et tilfældigt ord.

Ordet besættelse siger Den danske ordbog DDO følgende om: det, at et land, et landområde el.lign. besættes eller holdes besat, synonym med okkupation/ ulovlig indtagelse af et ubeboet lokale eller hus i protest mod en uønsket situation, beslutning el.lign./ det at en ond ånd, en dæmon el.lign. tager eller har taget bolig i et menneske og dermed kan kontrollere eller påvirke vedkommende, eksorcisme/ i overført forstand: det at være fyldt eller optaget af noget i en sådan grad at man næsten ikke kan løsrive sig eller tænke på andet/ det at lade nogen få en stilling, post el.lign.

Derudover råder sproget over følgende grupperinger: besættelseshær, besættelsespolitik, besættelsesstyrke besættelsestid, besættelsestropper, besættelseszone, besættelsesår, husbesættelse, stillingsbesættelse

Læg mærke til hvor sproget er beredt. Det har et navn for det hele. Det ved alt om hvad der roder rundt i menneskets tanker. Vi kan sætte ord på det. Og det er det vi er nødt til at gøre. Hvis vi vil forstå hvad der er ved at ske lige netop nu og i denne tid. Kik på ordene engang til og tag dem i munden. Smag lidt på dem og sig mig så, hvordan smagen føles. Kan du mærke hvor vi er på vej hen? Ord har en historie og når vi bruger dem, dukker fortællinger bag dem op.

Jeg der er født på Strynø i Det sydfynske øhav i 1941 er født på en ø og i et land der var besat den gang. Jeg har erindringer fra den tid. Som jeg har erindringer fra koreakrigen, Ungarn og flygtningestrømmen, i tresserne Vietnamkrigen og modstanden, der førte til sejr, de evindelige politiske slagsmål igennem tiderne der førte frem til en form for velfærdssamfund som var til at leve med og i, vor modstand i en periode mod patriarkatet som gav kvinderne de muligheder, som mandschauvinismen i årevis havde forhindret. Kvindernes frigørelse fra besættelsen, den mandsdominerede besættelse, er den største forandring jeg har oplevet i min tid. Den kolde krigs og murens fald var også af betydning, men mindre, fordi den jo ikke gav den forbrødring og udvikling der var håb om. Kommunismens fald ændrede jo ikke vesten. Snarere over hals og hoved er vi blevet krigeriske og våbenføre som aldrig før. Vi går i krig for et godt ord uden omtanke og analyse og efterlader det ene besatte og bekæmpede område efter det andet i vildrede og fodrer ustabiliteten.  De der har brug for hjælp, fjerner vi hjælpen fra. De der flygter hertil pga vor krigeriske handlinger og politiske laissez faire bliver plyndret og mistænkeliggjorte. Og imens besætter de særeste tanker den danske befolkning og politikerne og ord og handlinger fra trediverne i nye gevandter finder indpas i sproget. Politikere som vi ville have forsvoret kunne gøre sig gældende i vort Folketing færdes ikke alene der, men fylder aviser og tv programmer i et omfang som er overvældende og angstfremkaldende. For det ligner en åndelig besættelse, som har sneget sig ind og nu har sat sig så vældigt i vort demokrati, at modstanden er helt hørt op. Og i stedet har man accepteret at den fremmeste plads i dette lille land, er besat med en så sort farve, at man må undre sig at det kunne ske for øjnene af os. Og hvordan går det til at vor lille statsminister med de mange sager, nu skal sende sine folk ud for at forklare, hvad det er for en politik de fører, mens verden undrende ser til og tænker i historiske baner, der går tilbage til Tyskland og trediverne.

Om vi er besatte? Ja, et eller andet har besat os. Og spørgsmålet er hvad vi gør ved det. Er der noget der er ved at besætte vore demokratiske værdier, så må vi jo finde et modsvar. Vi kan jo ikke lade besættelsen forsætte. For hvis vi tier, så er der frit slag.

Hvis den onde ånd og besættelse har gjort sit indtog i os, er vi muligvis for sent ude. Men der er vel ikke andet at gøre end sige til hinanden, at den udvikling som er i gang i øjeblikket, den siger vi fra overfor. For den som kæmper imod besættelsen, taber aldrig helt.

Som filologen Victor Klemperer skrev i sin notesbog i trediverne, da han iagttog udviklingen i sproget i Tyskland, da fascismen og nazismen huserede: ”Ord kan virke, som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel. ”

Er den politiske debat ved at forgive os i øjeblikket?

Hver dag sin besættelse
at forholde sig til
så mange tegn i tiden
mindelser om fortids fejl

Det siges at historien
ikke gentager sig
og at vi ikke kan lære
af fortidens fejl

Hvem tror på det
og er min uro
og fornemmelser
helt ubegrundede

Lytter man til sproget
og brugen af det
er det ikke svært at se
tiden er i vanskeligheder

Vi må tage os af alle
slags besættelser
som vi udsættes for
ellers gentager historien sig

© Tommy Flugt
6.02.2016

Om at bekæmpe uretfærdighed og tilfældighedens spil

Om at bekæmpe uretfærdighed og tilfældighedens spil

Af Tommy Flugt

Kom til at tænke på hvor tilfældigt og uretfærdigt verdens lande og goder er fordelt, og hvor svineheldige vi danskere har været ved at lave en indvandring til Danmark i hine tider og så blive her, hvor vi let kunne forsvare os og bide os fast i vandkanten. Alligevel var det ikke mere attraktivt end at vi nu kun er ca. 5½ mio. mennesker, der kalder sig danskere. Vi lever og har det godt, fordi vi har haft styr på hinanden og har kunnet samarbejde i hvert fald i det sidste 150 hundrede år. Vores enkle sekulære Grundlov har stået sin prøve stort set og nogle af ideerne derfra kan godt videreformidles demokratisk. Sværere er det at forklare andelsbevægelsen, som i dag er væk i dens oprindelige form og højskolebevægelsens betydning lader sig forklare. Men at et land så lille med et sprog så vanskeligt kan gøre sig gældende lå ikke i kortene.

Sproget. Det er sært at vi er så privilegerede at vi kan oversættes på internettet. Ikke helt vildt godt endnu, men det bliver bedre og bedre. Men at slå en engelsk tekst op og lade den oversætte på Google Translate lader sig gøre. Det er der mange andre folkeslag der ikke kan, deres sprog er ikke accepteret hos Google endnu og det til stor skade for dem og os. Fx gælder det kurderne. Der er så store kulturelle og betydelige resurser og samtaler vi går glip af, fordi vi ikke forstår hinandens sprog og heller ikke har et værktøj til at videreformidle det i. Vi mangler oversættelsesmuligheder og let tilgængelighed. Vi bliver sprogligt døve over for hinanden, fordi vi ikke kan læse hinanden.

Og det er ikke det værste. Det værste er at sammenligne Danmark og kurderne i indbyggerstørrelse. Danmark har 5½ mio. indbyggere. Kurderne har ikke noget land endnu, til trods for de er blevet det lovet for længe siden. De er delt over 4 nationer i Mellemøsten. Og deres drømmes Kurdistan ligger i et af de smukkeste områder i verden med en så stor og rig kulturel baggrund at man næsten bliver svimmel ved at tænke på, hvad der i øjeblikket sker, når IS sorte dræber- og ødelæggelsesmaskiner rykker ud og slår ihjel og smadrer tidligere kulturer.

Iran, Syrien, Irak, Tyrkiet rummer i sig Kurdistan. Landet enhver kurder drømmer om at kunne vende tilbage til, men som nu er et mareridt for dem. Og nu er Tyrkiet ved at gå op i Erdogan limingen, en sær skikkelse i den internationale sammenhæng og en Sultan drømmer som så mange højreorienterede regimer i Mellemøsten. Han kunne skabe fred i sit land, hvis han havde forstået sin besøgelsestid, men det er forpasset. Den der ikke kender sin besøgelsestid bliver smidt på historiens mødding. Lad det ske snart med Erdogan.

Og kurderne, hvor mange er de egentlig? Er de mindre i befolkning end danskerne som har en selvstændig stat og internationale forbindelser og gør sig på de bonede gulve i FN og EU med 5½ mio. indbyggere. Nej, kurderne har ingen stat og forfølges i stort set samtlige stater, de må leve i, fordi de nu engang bor der og altid har gjort det. Sammenlagt er der 40 millioner kurderne i verden og hovedparten i de nævnte områder. Ca. 20 mio. i Tyrkiet og resten i de andre områder. De har ingen stat, ingen selvstændighed, ingen anerkendt selvstyreform, de har først for nylig fået lov at tale kurdisk i Tyrkiet og dog ikke helt. De forfølges og fængsles, hænges og dræbes og selv når de kommer til et lille venligsindet land som Danmark bliver de med tyrkisk mellemværende anklaget og forfulgt. Det var i Danmark de mistede deres kurdiske talerør ROJ TV kanalen. Og man fængslede og anklagede kurdere for at samle ind til PKK terror og ikke til deres informationsstation. En retssag der er en parodi på den rets sans vi ellers har brystet os af at have oparbejdet igennem årtier i mit land. 

Men som nu har fået nogle alvorlige nutidige skrammer. Og det er gået ud over kurderne i Danmark. Vi har svigtet dem ikke alene her. Nu lader vi også Tyrkiets ”Sultan” præsident Erdogan have frit spil i kraft af at han trak NATO kortet for nylig og startede en to krigs front, en mod IS og særlig en mod PKK som han har bombet løs på i Nordirak, og i Tyrkiet fængsler han kurdere i hobetal som man i sin tid på tysk foranledning fængslede kommunister i Danmark efter at Tyskland havde besat os. Det var en skamplet dengang og det er en skamplet det Tyrkiet i dag udfører over for kurderne.

Og vesten og pressen og de danske medier: De er sat skakmat af partnerfællesskabet med Tyrkiet og den skingre præsident Erdogan, hvis politik er ved at sætte Mellemøsten i brand. Og taberne er kurderne og freden og demokratiet.

Det er på tider at nogen siger noget imod den politik. Og nogen har gjort det. I Nordirak sidder en lille spinkel poet og forsker Choman Hardi. Hun har taget initiativ til en udtalelse, som nylig er udsendt. Og den er kommet bredt ud og støttet op at mange gode kræfter som medunderskrivere. Gid danske kunstnere, intellektuelle, almindelige danskere og herboende udlændinge ville støtte op om den appel og sige fra over for krigen: Stop Erdogans krig mod fred og demokrati.

http://www.kurdishaspect.com/doc081015KA.html

Tuse Næs 11.08.2015

VEJEN TIL FRIHEDEN

VEJEN TIL FRIHEDEN

Det er ikke let at finde vej gennem tidens mange religioner. I nutiden prøvede den ægyptiske frihedsbevægelse vejen, der farvedes af blod og krævede sine ofre før militæret tog over. Men vejen til friheden bredte sig i andre lande, hvor andre symboler og billeder dukkede op i bjergene. Man bevæger sig i nutiden igennem en tunnel, fra mørket ind i lyset, skimter graffiti tegnernes hastige symboler og tags som blander fortid og nutid. En slags tidens vejviser igennem tunnelen ind i landskabets og tidens skrøbelige stilladser og faldefærdige borge, flere veje vises, flere muligheder. Mod solens land og lurblæsere fra bronzealderen skitseret i en mur. Flamingoer og helleristninger ses, røde tegn lader sig fortolke individuelt, en kvinde kommer til syne og fortoner sig, man går fra et grønt landskab ind i og op mod en søgning, passerer nye landskaber i farten, drømmebilleder fortoner og fortegner sig, som billeder i regn og rusk, en blå styrtregn kastes over en og så lysner det, over himlen Halleys komet på besøg i det indre solsystem, lyset så stærkt og bliver stærkere jo længere rejsen, så man må bære solbriller for at se konturerne i lyset, der bliver stærkere og stærkere og der i en blafren mellem lys og mørke, yin og yang, ser du aftryk af Ghandis fodsåler, og husker hans enkelthed og ord som ristet i runer: Der gives kun en vej til frihed og vejen er fred. Udtoning. Lys over. Udgang. Den store gobelin er færdig.

 

Tekst af Tommy Flugt efter mødet med Marianne Poulsens sidste store gobelin: Vejen til friheden. 28.07.2015.

Efterord

Vi var inviteret til middag mandag aften (27.07) i Kårup hos Marianne og Tue Poulsen. Vi fik en lammeret af egen avl og dertil vin. Og så en snak om alt. Sådan som vi plejer. Med særlig vægt på Geopark Festivalen som vi alle er med i. Tue og Marianne i Skamlebæk Festival delen og Alice og jeg medvirker i Det Blå Atelier med Liv og skabende kunst. Men deres engagement og fortælleglæde er smittende og Mariannes fortælleevne og fortællelyst er overvældende. Efter en dejlig middag skulle vi ud og trække frisk luft og se det nye hønsehus. Helt vidunderligt, der var dog ikke indlagt varme i gulvet, men ellers manglede der ikke noget og hønsenes sad på deres pinde og trivedes kunne vi se.

Vi gik rundt på deres store og dejlige grund og så Tues mange keramiske værker i græsset og på gårdspladsen. Et særligt syn og oplevelse. Og så gik vi ind i hans store keramiske værksted. Gulvet var helt tomt som i en stor firkant og jeg fandt det påfaldende. Men så skete der noget. På et langt sidebord lå noget, som var overdækket med to store lærredsduge. Marianne og Tue tog det af og tog så fat i hver side af et kæmpe vævet stykke, lagde det ud på gulvet og lukkede det op. Nu fyldte det hele gulvet. Og der lå så Mariannes store og færdige gobelin, som hun har arbejdet på i fire år. Færdigvævet og klar til beskuelse. Det var så stort, at jeg ikke kunne filme det selv fra en stige, så jeg måtte gennemgå det i detaljen. Det har jeg så gjort i beskrivelsen ovenfor i tekst. Det er et fantastisk arbejde af Marianne Poulsen. Et født mesterværk. Aftenens store åbenbaring. Og der var kaffe, jordbær og is bagefter.

MØDE I FORFATTERFORENINGEN

MØDE I FORFATTERFORENINGEN

Af Tommy Flugt

Ligesom foråret blomstrer og springer ud, sådan også generalforsamlingerne. Jeg har nu været til to og en tredje venter, og det er ovenikøbet en stiftende. Men som sagt jeg har lige været til en årsforsamling i Dansk Forfatterforening og det er længe siden. Jeg er ikke den store besøger til min forenings gøremål. Jeg meldte mig ind i sin tid for mange år siden for at støtte foreningens virke med mit kontingent, og sådan har det været siden. På afstand følger jeg med og har arrangeret nogle enkle ting i årenes løb, hvor foreningen var medvirkende. Mere har jeg ikke brug for og det er godt sådan. Men i går lørdag fik jeg lyst til at deltage og spise med. Det blev en udmærket eftermiddag og aften.

Et forsøg på at se om der skete noget nyt i foreningen

 For det har jeg haft en fornemmelse af i et stykke tid, at det kunne være påtrængt. Og der er gang i fornyelsen. På flere måder. Mens noget naturligvis er ved det gamle, nemlig at jeg tilhører den dominerende gruppe på 27% fra 1940’erne. Og så falder procenten ellers derned ad årti efter årti (1950’erne= 20%, 1960’erne= 22%), 18% er under 45 år og 3% under 35år. Og det sidste er nok foreningens største problem. Der mangler nogle flere unge, men ellers er det som det skal være: Det er bedsteforældre generationen der tager slæbet og er aktive i foreningen. Dog er der kommet nye associerede medlemmer til inden for det sidste år og det er godt. Foreningen er nu på 1300 medlemmer, men må meget gerne vokse, derfor er der lavet en slags ambassadør ordning i foreningen, hvor udpegede forfattere skal medvirke til at få medlemmer til foreningen. Det er et fint initiativ, som hilses velkommen.

Dansk Forfatterforening og Gøgereden

Når man sammenligner med den forholdsvis nystartede gøgerede New Pub, som på et par år har fået 1600 medlemmer, ganske vist ikke betalende, så er der altså mulighed for at udvide den gamle hæderskronede Dansk Forfatterforening, som har alt det at byde på som gøgeungen ikke har. Derfor er mange derfra også medlemmer begge steder. Men endnu flere burde være det.

Hvordan man kan have en så stor og aktiv interesseorganisation ved siden af Dansk Forfatterforening bør man nok tænke lidt over i styrelsen. Og det ser ud til de har gjort det, for de har besluttet at lave en ny hjemmeside, fordi den gamle er forældet. Det er vi helt enige om. Desværre er der gået lidt tidsspilde i projektet, fordi en leverandør er sprunget fra og man skal finde en ny til opgaven. Tiden går og det sociale medie løber med initiativet lige nu. Det er dyrt at være ”fattig”, men man behøver jo ikke i vore digitale tider tabe initiativet, det er bare med at komme i gang. Jo hurtigere des bedre.

En litteratur tænketank

Ideen om en Tænketank om litteratur er i og for sig god nok, men når man så hører overvejelsernes sprog: En innovationsplatform. Og læser ordene: ”Der er brug for innovation og nytænkning, hvis vi skal udvikle nye koncepter og løsninger, som kan være med til at forbedre arbejds- og levevilkårene for danske forfattere, oversættere og illustratorer”, så svimler ordene lidt for en og man ser projektet blive for tungt og langvarigt inden den platform får hjemsted på nettet.

Det er oplagt at man må gøre noget for litteraturen og den udøvere. Der er ringe vilkår for at frembringe litteratur i Danmark, det er sagt så ofte før, men er ikke desto mindre stadig sandt. Få dyrker litteraturen og kunsten i dag. Og selvom man kan konstatere et utal af skribenter og kunstnere i Danmark, så er det ikke den store opmærksomhed der er omkring virket. For eksempel har den smalle kunst og litteratur ganske vanskelige vilkår, det er i hvert fald noget den kommende styrelse må tage op som en vigtig arbejdsopgave.

Decentrale forfatterforeninger

Der er kommet en forfatterafdeling i Århus, en i StORDstrømmen og en er på vej på Fyn. Det er gode decentrale initiativer, som er nødvendige for foreningen. For meget forfattervirke er foregået i København og i forfatterforeningen eller i Hald. At få forfattervirket forankret i det ganske land er en nødvendighed for at synliggøre forfatterens arbejde og virke. Så jo flere des bedre og det hjælper foreningen så med og har besluttet at forhøje støtten til de lokale afdelinger. Ikke et prangende beløb, men et brugbart. Flere forfatterarrangementer over hele landet vil være godt i en Danmark Læser tid, hvor man har kunnet finde mennesker og penge fra Kulturministeriets side til uddeling af 100.000 bøger over det ganske land og med mulighed for at downloade dem som e-bøger og lydbøger. Det er godt tænkt og iværksat. Og uden forfattere var projektet jo ikke istandsat. Men det er også en synligt bevis på, at der er behov for opmærksomhed omkring bogen, som er trængt og under opbrud i disse år. De gamle forlag er pressede og nye tendenser er undervejs. Alt dette er forfattere en del af.

Hvad der er vigtigt at holde fast i for forfatteren er, at fokusere på betydningen og værdien af forfatterarbejdet. I krisetider, som jeg finder vi befinder os i, er ordet af stor betydning. Det kritiske og vågne ord, der blander sig og medvirker i dette samfunds udvikling. Forandring kommer ikke af sig selv, der skal også forfatterord med på vejen. Et blankt papir, en kuglepen, computer/ iPad – og værdier skabes. Det er i grunden nok & nødvendigt for en forfatter. Alle de andre ting, såsom medvirken til Blixenprisen og festen er krymmel og overfladeglimmer, som hurtigt er glemt.

International udveksling

En smuk og ikke helt færdig gennemtænkt idé om en Bed & Breakfast ordning, hvor forfattere har hele verden kan overnatte hos andre forfattere for en fast pris af 20 euro pr. nat, er en charmerende idé og den har potentiale. Fokus på den personlige kontakt og en bedre, billigere og mere frugtbar måde at rejse på for forfattere, nye kontakter og venskaber kan opstå i nært kollegialt samvær. Den fangede mig helt klart og arbejdstitlen er god: ”Write’n’Sleep”

Når jeg kikker på kataloget af aktiviteter, tænker jeg på om foreningen ikke breder sig for meget. Lider den ikke af lidt oppustethed og kan den klare alle opgaverne og holde fokus på det egentlige, forfattergerningen? At beskære sine aktivitetsområder lidt var måske en overvejelse værd, nu røg så medvirken til det politiske marked på Bornholm, og det tror jeg er fornuftigt. Med hensyn til deltagelsen i erstatningen, nemlig Kulturmødet på Mors i august, virker det interessant og muligt at vise forfattervirket der, uden det drukner i et andet arrangement som på Bornholm.

Men det var generalforsamlingen og vi godkendte beretningen og valgte at den nye formand kunne fortsætte et par år til. Det nye hold til bestyrelsen vælges om nogle uger. Hvad jeg savnede på generalforsamlingen var vores kolleger Illustratorerne. Måske var de til stede, men de blev ikke drøftet og ikke nævnt. Det gjorde til gengæld den smalle litteratur. Den har det svært. Og en diskussion afslørede at der var delte meninger om dens fremtid. Er lyrikken røget ud med badevandet i forhold til en fremtidig digital biblioteksafgift? En ville vide det og en anden forsikrede at det ikke skete. Men hvorom alting er: pas godt på sprogets grundforskningsområde: Lyrikken. Den er livsnødvendig for en forfatterforening.

Afslutningsvis kom dagens bemærkning fra en kollega, der efter mange år trådte ud af foreningen: Egon Clausen. Han blev behørigt hyldet med en tale, en kuvert og blomster. I sin takketale, fortalte han om sit store og ”ubetydelige forfatterskab”, som han kaldte: ”Af Universel betydning i egen indbildning. ”

Og sådan føler de fleste forfattere nok også deres virke. Om ikke af universel, så dog at betydning for det danske samfund. Forfattere behøver ikke at gå med sænkede hoveder. Der vil altid være brug for deres virke. Tiden er ikke løbet fra forfatterskabet. Uret er ikke gået i stå. Der er liv i den gamle forening.

26.04.2015

EN GENERALFORSAMLING I DANSK PEN

EN GENERALFORSAMLING I DANSK PEN

Af Tommy Flugt                                                      21.03.2015

Det er forår og generalforsamlingstid og mødested for medlemmerne. Her kan hannerne puste sig op og hunnerne byde sig til. Har været til mange af den slags i årenes forløb, men ingen er som generalforsamlingen i Dansk PEN, hvor præsidenten (sådan hedder han i disse luftlag) gennemgik årsberetningen på ca. tre kvarter og henviste så foruden til en 20 siders skriftlig beretning som var udsendt. Det var en ganske udførlig beretning og hans mundtlige gennemgang var alt fyldestgørende og formandens beretning blev da også godkendt med applaus. Et stort og sagligt og alvorligt arbejde var udført i årets løb og der var grund til at være tilfreds med resultatet. Pænt fremmøde endda og en del nye ansigter.

Da Pens mål er at kæmpe for ytringsfriheden, ligegyldigt hvor den udsættes for trusler, at skabe forståelse mellem forfattere og skribenter af enhver nationalitet samt at arbejde for bevarelse af verdens litteratur, så skulle man formode, at der hvor dét gav problemer var det man skulle koncentrere sig om og diskutere sådan en aften. Fx hvordan man aktivt kunne deltage i at hjælpe betrængte forfattere i verden. Og gør det. Eller man kunne drøfte forståelsen af Hadetale, en af de centrale ideer i Pens historie. Men det er ikke det man er kommet til generalforsamlingen for. Man er kommet fordi noget er i gære efter Paris og København angrebene på ytringsfriheden. Og så snart den ordinære generalforsamling er overstået og man er fremme ved bemærkninger ved afslutningen trækker den afgående formand et eksklusionsforslag frem rettet mod et bestyrelsesmedlem for illoyalitet. Og så trådte der en særlig stemning til. Den anklagede holdt en lang forsvarstale og forsøgte at forklare sine bevæggrunde og fandt ikke at der var grund til at bortvise hende fra bestyrelsen. Hun havde lavet en erkendt fejl og det måtte så være det. Men det var det så ikke, for forsamlingens overvældende flertal valgte at følge formanden og bestyrelsen og udelukke hende fra bestyrelsens arbejde. Ikke fra foreningen.

Nu var det at i hvert fald to nye medlemmer viste deres interesse for generalforsamlingen og dens virke, det var kendisserne som også kendte det udelukkede bestyrelsesmedlem. De kaldte det en farce. Begge to i deres sociale medie platforme dagen efter og det kom naturligvis JP og Berlingske for øre, så de begge kunne komme i avisen. Ligeledes kom så denne del af Pens arbejde i avisen, og indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde andet om Pens arbejde. Men sensationen er i avisen og avisen har taget parti. Den illoyale kendte forfatter, ytringsfrihedens bannerfører ifølge aviserne var bortvist. Mads Brügger fra Radio24syv gav aviserne mulighed for at skrive om det ud fra hans synsvinkel. Mens jeg var til stede den aften sagde han ikke et ord, men det var tydeligt fra starten at han kendte forfatteren, da de hilste hjerteligt på hinanden i starten. Måske havde han fået lidt at vide på forhånd. I hvert fald var han lige meldt ind i Pen og efter den oplevelse meldte han sig ud igen. Det større engagement ses ikke i den handling. Han blev blot brugt som en lille rapportør til aviserne og en vennetjeneste. Den slags medlemmer kan foreningen godt undvære. En anden ping var journalisten, der har taget monopol på ungdomsoprøret, Øvig Knudsen. Sært nok havde han også lige meldt sig ind og ville dagen efter melde sig ud igen. Nogen stor solidarisk kampfælle fik Pen ikke i denne omgang. Han skriver, at han er enig med alle til gårsdagens generalforsamling i, at Birgitte Kosovic har begået en fejl, men det foranlediger ham ikke desto mindre til at udtale sit ubehag ved beslutningen om at udelukke den illoyale forfatter fra Pens bestyrelse. Og han meddeler at han udmelder sig af foreningen, ligesom forfatteren også meddeler at hun vil trække sig helt ud af foreningen. Hendes illoyalitet kommer til at skade foreningen i lang tid. Om man vil det eller ej. Skaden er sket. Og der var medvirkende sufflører til det.

For ti år siden havde vi den store JP tegningesag og især Flemming Roses medvirken. Det var en sag der gav dønninger den gang og medførte at en Hedegård søgte optagelse i Dansk PEN. Dengang var en ung mand Klaus Rothstein formand og kunne ikke rigtig finde ud af at takle den sag, så det gjorde en indkaldt forsamling for ham og ville ikke optage Hedegård. Det kom dog ikke så vidt, for han havde anet forløbet og lod være at ansøge om medlemskab af Pen, men startede sit eget Trykkefrihedsselskab, hvor han fik samlet en lille menighed for den totale frihed til at fortsætte sjoflingen af muslimer i Danmark. Altså stik mod ånden i Pen. Samme Rothstein lod være at genopstille den gang. Her ti år efter spillede han en lille rolle i forløbet om Birgithe Kosovic, det var ham der afleverede det fældende bevis, den rygende pistol til bestyrelsen. Han havde modtaget det famøse brev fra hende og rettede henvendelse til foreningen, som så tog affære. Tilbage er at beklage at en illoyal forfatters handling kan dække en fri presses udsyn, så der ikke kan blive plads til et ord om foreningens øvrige virke. Og desværre er de berørte parter ikke lige de, der medvirker til det, de modvirker med deres handlinger arbejdet i Pen. At medieverdenen er af lave viser Publicistklubbens pris til Flemming Rose, der fik dens - skal vi kalde det - ”Hadepris” i år.

Måske er 20 sider om Dansk Pens virke for meget forlangt af en travl presse at sætte sig ind i. Det er lettere med lidt uro i de bageste rækker. Sådan lidt BT og Ekstra Blads journalistik. Mads Brøgger, Øvig Knudsen og Birgithe Kosovic kom i avisen. Man må melde sig ind i foreningen og deltage i dens arbejde, hvis man vil have noget at vide om Dansk PEN.

Birgithe Kosovics forsvarstale, Klaus Rothstein lænet op ad døren lytter, mens Mille, Pens sekretær ser tænksomt til, og den afgående præsident i hvid skjorte ville sikkert gerne have været fri for sagen, men måtte træffe sin nødvendige beslutning, der blev bakket op af et stort flertal i bestyrelsen. Igen forstyrrede personfnidder generalforsamlingen og fokus forsvandt. Men det kommer igen. For Pen er nødvendig.