Om at bekæmpe uretfærdighed og tilfældighedens spil

Om at bekæmpe uretfærdighed og tilfældighedens spil

Af Tommy Flugt

Kom til at tænke på hvor tilfældigt og uretfærdigt verdens lande og goder er fordelt, og hvor svineheldige vi danskere har været ved at lave en indvandring til Danmark i hine tider og så blive her, hvor vi let kunne forsvare os og bide os fast i vandkanten. Alligevel var det ikke mere attraktivt end at vi nu kun er ca. 5½ mio. mennesker, der kalder sig danskere. Vi lever og har det godt, fordi vi har haft styr på hinanden og har kunnet samarbejde i hvert fald i det sidste 150 hundrede år. Vores enkle sekulære Grundlov har stået sin prøve stort set og nogle af ideerne derfra kan godt videreformidles demokratisk. Sværere er det at forklare andelsbevægelsen, som i dag er væk i dens oprindelige form og højskolebevægelsens betydning lader sig forklare. Men at et land så lille med et sprog så vanskeligt kan gøre sig gældende lå ikke i kortene.

Sproget. Det er sært at vi er så privilegerede at vi kan oversættes på internettet. Ikke helt vildt godt endnu, men det bliver bedre og bedre. Men at slå en engelsk tekst op og lade den oversætte på Google Translate lader sig gøre. Det er der mange andre folkeslag der ikke kan, deres sprog er ikke accepteret hos Google endnu og det til stor skade for dem og os. Fx gælder det kurderne. Der er så store kulturelle og betydelige resurser og samtaler vi går glip af, fordi vi ikke forstår hinandens sprog og heller ikke har et værktøj til at videreformidle det i. Vi mangler oversættelsesmuligheder og let tilgængelighed. Vi bliver sprogligt døve over for hinanden, fordi vi ikke kan læse hinanden.

Og det er ikke det værste. Det værste er at sammenligne Danmark og kurderne i indbyggerstørrelse. Danmark har 5½ mio. indbyggere. Kurderne har ikke noget land endnu, til trods for de er blevet det lovet for længe siden. De er delt over 4 nationer i Mellemøsten. Og deres drømmes Kurdistan ligger i et af de smukkeste områder i verden med en så stor og rig kulturel baggrund at man næsten bliver svimmel ved at tænke på, hvad der i øjeblikket sker, når IS sorte dræber- og ødelæggelsesmaskiner rykker ud og slår ihjel og smadrer tidligere kulturer.

Iran, Syrien, Irak, Tyrkiet rummer i sig Kurdistan. Landet enhver kurder drømmer om at kunne vende tilbage til, men som nu er et mareridt for dem. Og nu er Tyrkiet ved at gå op i Erdogan limingen, en sær skikkelse i den internationale sammenhæng og en Sultan drømmer som så mange højreorienterede regimer i Mellemøsten. Han kunne skabe fred i sit land, hvis han havde forstået sin besøgelsestid, men det er forpasset. Den der ikke kender sin besøgelsestid bliver smidt på historiens mødding. Lad det ske snart med Erdogan.

Og kurderne, hvor mange er de egentlig? Er de mindre i befolkning end danskerne som har en selvstændig stat og internationale forbindelser og gør sig på de bonede gulve i FN og EU med 5½ mio. indbyggere. Nej, kurderne har ingen stat og forfølges i stort set samtlige stater, de må leve i, fordi de nu engang bor der og altid har gjort det. Sammenlagt er der 40 millioner kurderne i verden og hovedparten i de nævnte områder. Ca. 20 mio. i Tyrkiet og resten i de andre områder. De har ingen stat, ingen selvstændighed, ingen anerkendt selvstyreform, de har først for nylig fået lov at tale kurdisk i Tyrkiet og dog ikke helt. De forfølges og fængsles, hænges og dræbes og selv når de kommer til et lille venligsindet land som Danmark bliver de med tyrkisk mellemværende anklaget og forfulgt. Det var i Danmark de mistede deres kurdiske talerør ROJ TV kanalen. Og man fængslede og anklagede kurdere for at samle ind til PKK terror og ikke til deres informationsstation. En retssag der er en parodi på den rets sans vi ellers har brystet os af at have oparbejdet igennem årtier i mit land. 

Men som nu har fået nogle alvorlige nutidige skrammer. Og det er gået ud over kurderne i Danmark. Vi har svigtet dem ikke alene her. Nu lader vi også Tyrkiets ”Sultan” præsident Erdogan have frit spil i kraft af at han trak NATO kortet for nylig og startede en to krigs front, en mod IS og særlig en mod PKK som han har bombet løs på i Nordirak, og i Tyrkiet fængsler han kurdere i hobetal som man i sin tid på tysk foranledning fængslede kommunister i Danmark efter at Tyskland havde besat os. Det var en skamplet dengang og det er en skamplet det Tyrkiet i dag udfører over for kurderne.

Og vesten og pressen og de danske medier: De er sat skakmat af partnerfællesskabet med Tyrkiet og den skingre præsident Erdogan, hvis politik er ved at sætte Mellemøsten i brand. Og taberne er kurderne og freden og demokratiet.

Det er på tider at nogen siger noget imod den politik. Og nogen har gjort det. I Nordirak sidder en lille spinkel poet og forsker Choman Hardi. Hun har taget initiativ til en udtalelse, som nylig er udsendt. Og den er kommet bredt ud og støttet op at mange gode kræfter som medunderskrivere. Gid danske kunstnere, intellektuelle, almindelige danskere og herboende udlændinge ville støtte op om den appel og sige fra over for krigen: Stop Erdogans krig mod fred og demokrati.

http://www.kurdishaspect.com/doc081015KA.html

Tuse Næs 11.08.2015

VEJEN TIL FRIHEDEN

VEJEN TIL FRIHEDEN

Det er ikke let at finde vej gennem tidens mange religioner. I nutiden prøvede den ægyptiske frihedsbevægelse vejen, der farvedes af blod og krævede sine ofre før militæret tog over. Men vejen til friheden bredte sig i andre lande, hvor andre symboler og billeder dukkede op i bjergene. Man bevæger sig i nutiden igennem en tunnel, fra mørket ind i lyset, skimter graffiti tegnernes hastige symboler og tags som blander fortid og nutid. En slags tidens vejviser igennem tunnelen ind i landskabets og tidens skrøbelige stilladser og faldefærdige borge, flere veje vises, flere muligheder. Mod solens land og lurblæsere fra bronzealderen skitseret i en mur. Flamingoer og helleristninger ses, røde tegn lader sig fortolke individuelt, en kvinde kommer til syne og fortoner sig, man går fra et grønt landskab ind i og op mod en søgning, passerer nye landskaber i farten, drømmebilleder fortoner og fortegner sig, som billeder i regn og rusk, en blå styrtregn kastes over en og så lysner det, over himlen Halleys komet på besøg i det indre solsystem, lyset så stærkt og bliver stærkere jo længere rejsen, så man må bære solbriller for at se konturerne i lyset, der bliver stærkere og stærkere og der i en blafren mellem lys og mørke, yin og yang, ser du aftryk af Ghandis fodsåler, og husker hans enkelthed og ord som ristet i runer: Der gives kun en vej til frihed og vejen er fred. Udtoning. Lys over. Udgang. Den store gobelin er færdig.

 

Tekst af Tommy Flugt efter mødet med Marianne Poulsens sidste store gobelin: Vejen til friheden. 28.07.2015.

Efterord

Vi var inviteret til middag mandag aften (27.07) i Kårup hos Marianne og Tue Poulsen. Vi fik en lammeret af egen avl og dertil vin. Og så en snak om alt. Sådan som vi plejer. Med særlig vægt på Geopark Festivalen som vi alle er med i. Tue og Marianne i Skamlebæk Festival delen og Alice og jeg medvirker i Det Blå Atelier med Liv og skabende kunst. Men deres engagement og fortælleglæde er smittende og Mariannes fortælleevne og fortællelyst er overvældende. Efter en dejlig middag skulle vi ud og trække frisk luft og se det nye hønsehus. Helt vidunderligt, der var dog ikke indlagt varme i gulvet, men ellers manglede der ikke noget og hønsenes sad på deres pinde og trivedes kunne vi se.

Vi gik rundt på deres store og dejlige grund og så Tues mange keramiske værker i græsset og på gårdspladsen. Et særligt syn og oplevelse. Og så gik vi ind i hans store keramiske værksted. Gulvet var helt tomt som i en stor firkant og jeg fandt det påfaldende. Men så skete der noget. På et langt sidebord lå noget, som var overdækket med to store lærredsduge. Marianne og Tue tog det af og tog så fat i hver side af et kæmpe vævet stykke, lagde det ud på gulvet og lukkede det op. Nu fyldte det hele gulvet. Og der lå så Mariannes store og færdige gobelin, som hun har arbejdet på i fire år. Færdigvævet og klar til beskuelse. Det var så stort, at jeg ikke kunne filme det selv fra en stige, så jeg måtte gennemgå det i detaljen. Det har jeg så gjort i beskrivelsen ovenfor i tekst. Det er et fantastisk arbejde af Marianne Poulsen. Et født mesterværk. Aftenens store åbenbaring. Og der var kaffe, jordbær og is bagefter.

MØDE I FORFATTERFORENINGEN

MØDE I FORFATTERFORENINGEN

Af Tommy Flugt

Ligesom foråret blomstrer og springer ud, sådan også generalforsamlingerne. Jeg har nu været til to og en tredje venter, og det er ovenikøbet en stiftende. Men som sagt jeg har lige været til en årsforsamling i Dansk Forfatterforening og det er længe siden. Jeg er ikke den store besøger til min forenings gøremål. Jeg meldte mig ind i sin tid for mange år siden for at støtte foreningens virke med mit kontingent, og sådan har det været siden. På afstand følger jeg med og har arrangeret nogle enkle ting i årenes løb, hvor foreningen var medvirkende. Mere har jeg ikke brug for og det er godt sådan. Men i går lørdag fik jeg lyst til at deltage og spise med. Det blev en udmærket eftermiddag og aften.

Et forsøg på at se om der skete noget nyt i foreningen

 For det har jeg haft en fornemmelse af i et stykke tid, at det kunne være påtrængt. Og der er gang i fornyelsen. På flere måder. Mens noget naturligvis er ved det gamle, nemlig at jeg tilhører den dominerende gruppe på 27% fra 1940’erne. Og så falder procenten ellers derned ad årti efter årti (1950’erne= 20%, 1960’erne= 22%), 18% er under 45 år og 3% under 35år. Og det sidste er nok foreningens største problem. Der mangler nogle flere unge, men ellers er det som det skal være: Det er bedsteforældre generationen der tager slæbet og er aktive i foreningen. Dog er der kommet nye associerede medlemmer til inden for det sidste år og det er godt. Foreningen er nu på 1300 medlemmer, men må meget gerne vokse, derfor er der lavet en slags ambassadør ordning i foreningen, hvor udpegede forfattere skal medvirke til at få medlemmer til foreningen. Det er et fint initiativ, som hilses velkommen.

Dansk Forfatterforening og Gøgereden

Når man sammenligner med den forholdsvis nystartede gøgerede New Pub, som på et par år har fået 1600 medlemmer, ganske vist ikke betalende, så er der altså mulighed for at udvide den gamle hæderskronede Dansk Forfatterforening, som har alt det at byde på som gøgeungen ikke har. Derfor er mange derfra også medlemmer begge steder. Men endnu flere burde være det.

Hvordan man kan have en så stor og aktiv interesseorganisation ved siden af Dansk Forfatterforening bør man nok tænke lidt over i styrelsen. Og det ser ud til de har gjort det, for de har besluttet at lave en ny hjemmeside, fordi den gamle er forældet. Det er vi helt enige om. Desværre er der gået lidt tidsspilde i projektet, fordi en leverandør er sprunget fra og man skal finde en ny til opgaven. Tiden går og det sociale medie løber med initiativet lige nu. Det er dyrt at være ”fattig”, men man behøver jo ikke i vore digitale tider tabe initiativet, det er bare med at komme i gang. Jo hurtigere des bedre.

En litteratur tænketank

Ideen om en Tænketank om litteratur er i og for sig god nok, men når man så hører overvejelsernes sprog: En innovationsplatform. Og læser ordene: ”Der er brug for innovation og nytænkning, hvis vi skal udvikle nye koncepter og løsninger, som kan være med til at forbedre arbejds- og levevilkårene for danske forfattere, oversættere og illustratorer”, så svimler ordene lidt for en og man ser projektet blive for tungt og langvarigt inden den platform får hjemsted på nettet.

Det er oplagt at man må gøre noget for litteraturen og den udøvere. Der er ringe vilkår for at frembringe litteratur i Danmark, det er sagt så ofte før, men er ikke desto mindre stadig sandt. Få dyrker litteraturen og kunsten i dag. Og selvom man kan konstatere et utal af skribenter og kunstnere i Danmark, så er det ikke den store opmærksomhed der er omkring virket. For eksempel har den smalle kunst og litteratur ganske vanskelige vilkår, det er i hvert fald noget den kommende styrelse må tage op som en vigtig arbejdsopgave.

Decentrale forfatterforeninger

Der er kommet en forfatterafdeling i Århus, en i StORDstrømmen og en er på vej på Fyn. Det er gode decentrale initiativer, som er nødvendige for foreningen. For meget forfattervirke er foregået i København og i forfatterforeningen eller i Hald. At få forfattervirket forankret i det ganske land er en nødvendighed for at synliggøre forfatterens arbejde og virke. Så jo flere des bedre og det hjælper foreningen så med og har besluttet at forhøje støtten til de lokale afdelinger. Ikke et prangende beløb, men et brugbart. Flere forfatterarrangementer over hele landet vil være godt i en Danmark Læser tid, hvor man har kunnet finde mennesker og penge fra Kulturministeriets side til uddeling af 100.000 bøger over det ganske land og med mulighed for at downloade dem som e-bøger og lydbøger. Det er godt tænkt og iværksat. Og uden forfattere var projektet jo ikke istandsat. Men det er også en synligt bevis på, at der er behov for opmærksomhed omkring bogen, som er trængt og under opbrud i disse år. De gamle forlag er pressede og nye tendenser er undervejs. Alt dette er forfattere en del af.

Hvad der er vigtigt at holde fast i for forfatteren er, at fokusere på betydningen og værdien af forfatterarbejdet. I krisetider, som jeg finder vi befinder os i, er ordet af stor betydning. Det kritiske og vågne ord, der blander sig og medvirker i dette samfunds udvikling. Forandring kommer ikke af sig selv, der skal også forfatterord med på vejen. Et blankt papir, en kuglepen, computer/ iPad – og værdier skabes. Det er i grunden nok & nødvendigt for en forfatter. Alle de andre ting, såsom medvirken til Blixenprisen og festen er krymmel og overfladeglimmer, som hurtigt er glemt.

International udveksling

En smuk og ikke helt færdig gennemtænkt idé om en Bed & Breakfast ordning, hvor forfattere har hele verden kan overnatte hos andre forfattere for en fast pris af 20 euro pr. nat, er en charmerende idé og den har potentiale. Fokus på den personlige kontakt og en bedre, billigere og mere frugtbar måde at rejse på for forfattere, nye kontakter og venskaber kan opstå i nært kollegialt samvær. Den fangede mig helt klart og arbejdstitlen er god: ”Write’n’Sleep”

Når jeg kikker på kataloget af aktiviteter, tænker jeg på om foreningen ikke breder sig for meget. Lider den ikke af lidt oppustethed og kan den klare alle opgaverne og holde fokus på det egentlige, forfattergerningen? At beskære sine aktivitetsområder lidt var måske en overvejelse værd, nu røg så medvirken til det politiske marked på Bornholm, og det tror jeg er fornuftigt. Med hensyn til deltagelsen i erstatningen, nemlig Kulturmødet på Mors i august, virker det interessant og muligt at vise forfattervirket der, uden det drukner i et andet arrangement som på Bornholm.

Men det var generalforsamlingen og vi godkendte beretningen og valgte at den nye formand kunne fortsætte et par år til. Det nye hold til bestyrelsen vælges om nogle uger. Hvad jeg savnede på generalforsamlingen var vores kolleger Illustratorerne. Måske var de til stede, men de blev ikke drøftet og ikke nævnt. Det gjorde til gengæld den smalle litteratur. Den har det svært. Og en diskussion afslørede at der var delte meninger om dens fremtid. Er lyrikken røget ud med badevandet i forhold til en fremtidig digital biblioteksafgift? En ville vide det og en anden forsikrede at det ikke skete. Men hvorom alting er: pas godt på sprogets grundforskningsområde: Lyrikken. Den er livsnødvendig for en forfatterforening.

Afslutningsvis kom dagens bemærkning fra en kollega, der efter mange år trådte ud af foreningen: Egon Clausen. Han blev behørigt hyldet med en tale, en kuvert og blomster. I sin takketale, fortalte han om sit store og ”ubetydelige forfatterskab”, som han kaldte: ”Af Universel betydning i egen indbildning. ”

Og sådan føler de fleste forfattere nok også deres virke. Om ikke af universel, så dog at betydning for det danske samfund. Forfattere behøver ikke at gå med sænkede hoveder. Der vil altid være brug for deres virke. Tiden er ikke løbet fra forfatterskabet. Uret er ikke gået i stå. Der er liv i den gamle forening.

26.04.2015

EN GENERALFORSAMLING I DANSK PEN

EN GENERALFORSAMLING I DANSK PEN

Af Tommy Flugt                                                      21.03.2015

Det er forår og generalforsamlingstid og mødested for medlemmerne. Her kan hannerne puste sig op og hunnerne byde sig til. Har været til mange af den slags i årenes forløb, men ingen er som generalforsamlingen i Dansk PEN, hvor præsidenten (sådan hedder han i disse luftlag) gennemgik årsberetningen på ca. tre kvarter og henviste så foruden til en 20 siders skriftlig beretning som var udsendt. Det var en ganske udførlig beretning og hans mundtlige gennemgang var alt fyldestgørende og formandens beretning blev da også godkendt med applaus. Et stort og sagligt og alvorligt arbejde var udført i årets løb og der var grund til at være tilfreds med resultatet. Pænt fremmøde endda og en del nye ansigter.

Da Pens mål er at kæmpe for ytringsfriheden, ligegyldigt hvor den udsættes for trusler, at skabe forståelse mellem forfattere og skribenter af enhver nationalitet samt at arbejde for bevarelse af verdens litteratur, så skulle man formode, at der hvor dét gav problemer var det man skulle koncentrere sig om og diskutere sådan en aften. Fx hvordan man aktivt kunne deltage i at hjælpe betrængte forfattere i verden. Og gør det. Eller man kunne drøfte forståelsen af Hadetale, en af de centrale ideer i Pens historie. Men det er ikke det man er kommet til generalforsamlingen for. Man er kommet fordi noget er i gære efter Paris og København angrebene på ytringsfriheden. Og så snart den ordinære generalforsamling er overstået og man er fremme ved bemærkninger ved afslutningen trækker den afgående formand et eksklusionsforslag frem rettet mod et bestyrelsesmedlem for illoyalitet. Og så trådte der en særlig stemning til. Den anklagede holdt en lang forsvarstale og forsøgte at forklare sine bevæggrunde og fandt ikke at der var grund til at bortvise hende fra bestyrelsen. Hun havde lavet en erkendt fejl og det måtte så være det. Men det var det så ikke, for forsamlingens overvældende flertal valgte at følge formanden og bestyrelsen og udelukke hende fra bestyrelsens arbejde. Ikke fra foreningen.

Nu var det at i hvert fald to nye medlemmer viste deres interesse for generalforsamlingen og dens virke, det var kendisserne som også kendte det udelukkede bestyrelsesmedlem. De kaldte det en farce. Begge to i deres sociale medie platforme dagen efter og det kom naturligvis JP og Berlingske for øre, så de begge kunne komme i avisen. Ligeledes kom så denne del af Pens arbejde i avisen, og indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde andet om Pens arbejde. Men sensationen er i avisen og avisen har taget parti. Den illoyale kendte forfatter, ytringsfrihedens bannerfører ifølge aviserne var bortvist. Mads Brügger fra Radio24syv gav aviserne mulighed for at skrive om det ud fra hans synsvinkel. Mens jeg var til stede den aften sagde han ikke et ord, men det var tydeligt fra starten at han kendte forfatteren, da de hilste hjerteligt på hinanden i starten. Måske havde han fået lidt at vide på forhånd. I hvert fald var han lige meldt ind i Pen og efter den oplevelse meldte han sig ud igen. Det større engagement ses ikke i den handling. Han blev blot brugt som en lille rapportør til aviserne og en vennetjeneste. Den slags medlemmer kan foreningen godt undvære. En anden ping var journalisten, der har taget monopol på ungdomsoprøret, Øvig Knudsen. Sært nok havde han også lige meldt sig ind og ville dagen efter melde sig ud igen. Nogen stor solidarisk kampfælle fik Pen ikke i denne omgang. Han skriver, at han er enig med alle til gårsdagens generalforsamling i, at Birgitte Kosovic har begået en fejl, men det foranlediger ham ikke desto mindre til at udtale sit ubehag ved beslutningen om at udelukke den illoyale forfatter fra Pens bestyrelse. Og han meddeler at han udmelder sig af foreningen, ligesom forfatteren også meddeler at hun vil trække sig helt ud af foreningen. Hendes illoyalitet kommer til at skade foreningen i lang tid. Om man vil det eller ej. Skaden er sket. Og der var medvirkende sufflører til det.

For ti år siden havde vi den store JP tegningesag og især Flemming Roses medvirken. Det var en sag der gav dønninger den gang og medførte at en Hedegård søgte optagelse i Dansk PEN. Dengang var en ung mand Klaus Rothstein formand og kunne ikke rigtig finde ud af at takle den sag, så det gjorde en indkaldt forsamling for ham og ville ikke optage Hedegård. Det kom dog ikke så vidt, for han havde anet forløbet og lod være at ansøge om medlemskab af Pen, men startede sit eget Trykkefrihedsselskab, hvor han fik samlet en lille menighed for den totale frihed til at fortsætte sjoflingen af muslimer i Danmark. Altså stik mod ånden i Pen. Samme Rothstein lod være at genopstille den gang. Her ti år efter spillede han en lille rolle i forløbet om Birgithe Kosovic, det var ham der afleverede det fældende bevis, den rygende pistol til bestyrelsen. Han havde modtaget det famøse brev fra hende og rettede henvendelse til foreningen, som så tog affære. Tilbage er at beklage at en illoyal forfatters handling kan dække en fri presses udsyn, så der ikke kan blive plads til et ord om foreningens øvrige virke. Og desværre er de berørte parter ikke lige de, der medvirker til det, de modvirker med deres handlinger arbejdet i Pen. At medieverdenen er af lave viser Publicistklubbens pris til Flemming Rose, der fik dens - skal vi kalde det - ”Hadepris” i år.

Måske er 20 sider om Dansk Pens virke for meget forlangt af en travl presse at sætte sig ind i. Det er lettere med lidt uro i de bageste rækker. Sådan lidt BT og Ekstra Blads journalistik. Mads Brøgger, Øvig Knudsen og Birgithe Kosovic kom i avisen. Man må melde sig ind i foreningen og deltage i dens arbejde, hvis man vil have noget at vide om Dansk PEN.

Birgithe Kosovics forsvarstale, Klaus Rothstein lænet op ad døren lytter, mens Mille, Pens sekretær ser tænksomt til, og den afgående præsident i hvid skjorte ville sikkert gerne have været fri for sagen, men måtte træffe sin nødvendige beslutning, der blev bakket op af et stort flertal i bestyrelsen. Igen forstyrrede personfnidder generalforsamlingen og fokus forsvandt. Men det kommer igen. For Pen er nødvendig.

På den Chagalske rute…

Jeg var ude at gå en tur og så blev jeg overfaldet på vejen hjem. Pludselig mens jeg gik på fortovet i den store by, blev jeg overfaldet. Glæden slog ned i brystet på mig, så jeg måtte hive efter vejret. Chok. I første omgang vrede: "Hvad sker der, komme og overfalde en fredelig fodgænger, der går her på gaden uden at genere nogen. Hvad bilder De dem ind. De skal få deres sag for. Jeg kan  melde dem til politiet".

Ved nærmere eftertanke fandt jeg ud af at politiet, som jeg havde tiltænkt den opgave at rejse sag, næppe ville kunne klare anklagen, for det var jo en imaginær person, der havde overfaldet mig, så jeg nu, efter at min første vaneagression havde fået udløsning i et vredesudbrud. Da det var erkendt, forlod jeg med glæde hverdagens grå farver og hengav mig i imaginationens farvespektrum.

På lette dansetrin  svævede jeg nu gennem byen, i begyndelsen morede jeg mig med at danse ud og ind mellem alle de forfrosne og stift stolprende fodgængere på fortovet, alt mens jeg kastede et venligt ord og en hilsen til enhver. Da jeg havde glædet mig en del over deres betuttede ansigter, gav jeg mig bilbanen i vold - og alle havde et venligt trut efterfulgt af en hvinende glæde tilovers for mig.

Så måtte jeg se mere, rumme noget mere, hele byen. Jeg kaldte på nogle vildgæs, der netop fløj ivrigt parlamenterende henover byen. De kom og spurgte mig, hvad jeg ville: "Se byen og alle dens lys", råbte jeg. "Vis mig rundt". "Ja, gerne" svarede de, "vi kommer lige fra en mand, der har samme fornuftige ønsker som du, så vi kender turen og er gode rejseførere". "Hvem er den mand", råbte jeg mens vinden susede i mine ører og menneskene og bilerne  blev ganske små.

"Chagal", svarede vildgæssene tilbage, "hvem ellers?" Nej, hvem ellers mumlede jeg for mig selv. Hvem ellers. Nuvel, så vis mig byen på Chagall'sk maner lød min glade stemme, jeg er elev af ham.         

Og af sted gik det. Vi strøg henover byen, over Rundetårn, videre nedover Kongens Nytorv. Ved Nyhavn gik vi lavt i flugten, sendte et venligt blik ind til digteren, så fortsatte vi ind over havnen og fik Knippelsbro og Langebro til at gå op, inden vi bestemte os for at besøge Amager og hilse på Rifbjerg og Gustava-Brandt. Så fløj vildgæssene i et looping-the-loop uden ar tabe mig bort fra øen og cirklede i svimlende højde henover København, indtil jeg var mæt af indtryk og ganske fortumlet.

Så sagde vildgæssene at de skulle videre, der var andre byer, hvor andre glade mennesker kaldte.

Jeg blev sat af på femte sal og kravlede ind gennem et kvistvindue. Da jeg vendte mig om var de allerede gået i luften. Jeg nåede lige at råbe: Tak, tak - og hils Chagall.

Forstår du?

Nej, du forstår vist ingenting. Men du er jo heller ikke blevet overfaldet af glæden og har fløjet rundt over København sammen med vildgæs.

Men fløjet det har du jo. Så mon ikke også du har prøvet at være en lille smule svimmel af glæde på turen. Måske har min tur givet dig en smag på hvilken glæde det er at fortælle dig en historie.

Sov godt og glæd dig. I morgen er atter en god fortælling på vej.

©  Tommy Flugt 2012/ oprindeligt 1968

LYSET OVER TUSE NÆS

 A gift for you from me 2012

Kind regards

Tommy Flugt

Maja Lisa Engelhardt

Maja Lisa Engelhardt

Maler. Født 1956 på Frederiksberg. Forældrene flyttede til Saltbæk Vig ved Kalundborg i 1962.  Hun har sammen med sin mand Peter Brandes overtaget Asger Jorns hus og atelier udenfor Paris. Udstiller i Danmark fra 1985. Og i New York. Store udsmykninger til kirker i Danmark. Og har en lang række udstillinger bag sig og foran sig. Aktuel pt. på Johannes Larsen Museum i Kerteminde med udstillingen Tågen letter 2012.

På møde med kunstneren den 23.11.12 på Johannes Larsen Museum (med fuldt hus for tredje gang) fortalte maleren om sin kunst. Hun indledte med at forklare om vreden hun føler, når hun går i gang med at male helt i fred og ro i sit atelier i Paris. Kun det indre er ikke i ro. Hun er rasende. Inde i tornekrattet gemmer billedet sig og hun skal derind. Hendes kittel som er det første vi møder ind til udstillingen er hendes "kampdragt". Hun føler sig dybt forpligtet langt ind i sjælen over hun skal male billederne. Men hun stiller spørgsmålet: Hvorfor skal det være så svært?Hun ophidser sig foran det hvide lærred og klasker til det og kaster sig så over det. Hun  sviner det til. Løber frem og tilbage foran det store lærred og kaster sig over det i raseri i starten. "Det er ikke til at holde det hvide lærred ud", siger hun så. "Jeg føler en vrede"… og så efter fjorten dage, efter hun har læst lidt om Johannes Larsen og Th. Lundbye kommer hun videre og så er billedet på vej.

"Jeg maler kun naturen og ikke mennesker", siger hun. "Fugle, dyr, naturen betyder noget for mig". Den brændende tornebusk er hendes næste motiv efter hun så det. Hun er optaget af Søren Kierkegaard og hans kristne budskab.

Tavshed

Lydighed

Glæden kommer

Når jeg tier kommer billedet, siger hun så. Lytte til hvad det er man skal - er vigtigt. Min tro er vigtig for mig, siger hun så pludselig. Det kommer lidt overraskende. En slags bekendelse. Vidner om at hun har brug for mere end kitlen som kunstnerisk kampuniform, noget udenfor hende selv til beskyttelse. Den jeg skal elske mest er Gud, siger hun stille ud til den store forsamling. Og vi er ikke i en kirke, men i et museum. Det er uhyre sjældent at høre den slags ord i en udstillingssammenhæng. Hun forsætter: Og når jeg har den viden, så er jeg ikke bange for noget mere. 

Hvad er dette? Har hun taget fejl af stedet? Tror hun vi er et menighedsråd, der skal overbevises om at hun er den kunstner der skal have næste udsmykningsopgave til kirken? Men nej, det er ikke en salgstale til menighedsrådet. Det er dyb tale fra hjertet. For hende er det livet om at gøre. Hun lærte troen som barn da hun havde det allerhårdest og skulle være sine søskende og forældres vogter. Hun lærte at hun skulle elske, som Kierkegaard skriver. Hun lærte nødvendighed af lydighed, tavshed, tro og medmenneskelig hjælp. Og hun er inspireret af den kristne digter Martin A. Hansen, Kierkegaard, Johs. V. Jensen. De er hendes åndelige baggrund. Og så de danske guldaldermalere, landskabet, havet og gravhøjene i landskabet. 

Hun er opvokset i Saltbæk Vig ved Kalundborg og Sejerøbugten. Hun har gået i landskabet, langs strandene, set fugle, dyr, havet og fundet fortidsminder. Hun har set lyset bryde igennem et tåget landskab ude ved havet. Alt dette skildrer hun i sine billeder. Hun har brugt to år omkring et billede inspireret af novelle af Martin A. Hansen om en gravhøj. Hun arbejder med skabelsesberetningen og er nået til 5. dag og fuglene. - Der er lys i billederne. Det stråler ud fra alle hendes store akrylbilleder på udstillingen. Lyset og landskabet. Hun er vokset op med udsyn og lyset som barn. Bølgebrud, at se ud.

Hun er i slægt med Johannes Larsen, Peter Hansen, guldaldermalerne. Munch har længslen. Vi har brug for mørket for så at længes og se lyset og knopperne i træerne og buske. Hun ser ud i naturen og belyser sin kristne barnetro igennem lysende landskabsbilleder. Jesus, pinse, påske ser hun efter, når hun maler naturen. Temaer er det der styrer hende, når hun maler.

Er hun  en religiøs kunstner eller er hun en kunstner, der er religiøst inspireret. Jeg hælder af gode grunde til det sidste.  Billederne taler ikke til en særlig tro eller frelsthed. De taler til det åbne sind. Enhver kan blive grebet af hendes store og lysende landskabsmalerier så Letter Tågen.